FKU

Information


Forældre Kompetence Undersøgelse

Forældrekompetenceundersøgelser gennemføres med henblik på at afklare, hvad der er til barnets bedste, og tager udgangspunkt i det konkrete barn og forældrenes muligheder for at tage vare på netop dette barn. Forældrekompetenceundersøgelser bør gennemføres ved brug af flere metoder, herunder samtale med forældre, samtale med barnet, observationer af samspillet mellem forældre og barn samt evt. relevante psykologiske tests.
Børnefaglig undersøgelse
Der skal udarbejdes en børnefaglig undersøgelse, hvis det antages, at et barn har behov for særlig støtte. Kommunen kan blive opmærksom på sådanne situationer eksempelvis på baggrund af henvendelse fra familien eller barnet selv eller via underretninger fra daginstitutionen, sundhedsplejen, skolen, politi eller fra privatpersoner. Forvaltningen skal træffe en begrundet afgørelse om, hvorvidt der skal iværksættes en børnefaglig undersøgelse – også kaldet en § 50–undersøgelse.
Undersøgelsen skal omfatte barnets eller den unges:
  • udvikling og adfærd
  • familieforhold
  • skoleforhold
  • sundhedsforhold
  • fritidsforhold og venskaber
  • andre relevante forhold.
Den børnefaglige undersøgelse af forældreevnen
Som led i en børnefaglig undersøgelse skal forældrenes kompetencer vurderes, herunder deres kompetencer i forhold til barnets grundlæggende behov for omsorg, sikkerhed, følelsesmæssig varme, stimulering, grænsesætning og stabilitet.
Kommunen skal foretage en forældrekompetenceundersøgelse i forhold til vordende forældre, hvis de har problemer af en karakter, hvor det må antages, at der kan være behov for at iværksætte en indsats over for barnet umiddelbart efter fødslen (Servicelovens § 50, stk. 8). Formålet med at foretage en undersøgelse, inden barnet fødes, er så tidligt som muligt at afdække ressourcer og problemer i familien, så den rigtige og tilstrækkelige foranstaltning kan vælges fra starten og eventuelt iværksættes, allerede inden barnet er født. Der skal endvidere foretages en forældrekompetenceundersøgelse, hvis kommunen rejser sag om adoption uden samtykke efter adoptionslovens § 9, stk. 3 og 4. I den forbindelse skal kommunen kunne dokumentere, at begge barnets biologiske forældre varigt er uden forældreevne. Undersøgelsen af forældrekompetencen udføres som en del af undersøgelsen af barnets og familiens forhold efter servicelovens § 50 med indhentning af vurdering fra eksempelvis en psykiater, psykolog eller anden relevant fagspecialist.
Den børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50 skal altid gennemføres så skånsomt som muligt, og den må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger. Dette gælder således også for undersøgelsen af forældrekompetencen. Det betyder bl.a., at kommunen skal sørge for, at forældrene og barnet eller den unge er informeret om undersøgelsens formål, indhold og forløb.
Kommunens undersøgelse af forældreevnen
Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold har i 2011 opstillet retningslinjer for udarbejdelse og anvendelse af psykologfaglige forældrekompetenceundersøgelser. 
Undersøgelse af forældrekompetencen bør kun gennemføres i de tilfælde, hvor den kan forventes at tilvejebringe væsentlig eller ny information om forældrenes kompetencer, og hvor denne information kræver en psykologfaglig undersøgelse.
Eksempelvis kan det være usikkert, om en forældrekompetenceundersøgelse er relevant, hvis der har været iværksat en række foranstaltninger, og hvor der foreligger udførlige vurderinger af familien fra fx familieinstitutioner, familiebehandlere, hjemme-hos’ere, el.lign. Ligeledes kan der foreligge tidligere forældrekompetenceundersøgelser eller andre psykologiske undersøgelser af barn og/eller forældre, der indeholder konklusioner, som ikke giver anledning til at antage, at der skulle være sket væsentlige ændringer, der berettiger endnu en undersøgelse. Eksempelvis vil en (kommende) familieforøgelse ikke i sig selv være nok til at igangsætte endnu en psykologfaglig undersøgelse.
Bestilling af en psykologfaglig vurdering af forældreevnen
Bestillingen af den psykologfaglige vurdering skal være målrettet i forhold til behovet i den konkrete sag, og der skal være særligt fokus på det konkrete barn, som sagen omhandler. Den psykologfaglige undersøgelse kan omfatte konkrete tests, kliniske samtaler og observationer af familien, der kan belyse følgende forhold:
  • Forældrenes personlighedsmæssige ressourcer og vanskeligheder samt vurdere deres tilknytningsmønstre og forældrefunktion.
  • Forklare mulige årsager til afvigende eller problematisk adfærd hos forældre og beskrive deres udviklingspotentiale.
  • Identificere psykologiske og miljømæssige forhold, der kan have positiv eller negativ indflydelse på forældrenes evner til at imødekomme barnets behov.
  • Beskrive barnets funktionsniveau og udviklingsbehov.
  • Beskrive tilknytningen mellem barn og forældre.
  • Give en samlet vurdering af barnets behov og forældrenes muligheder for at imødekomme disse.
Grundet undersøgelsernes omfang og kompleksitet anbefaler Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold at den psykologfaglige undersøgelse foretages af psykologer, der er autoriserede af Psykolognævnet under ministeriet. Ud over at sikre de faglige kvalifikationer hos undersøgeren, bevirker autorisationen, at forældrene får mulighed for at klage over den ansvarlige psykolog til Psykolognævnet.(Socialministeriet 2011)
I retningslinjerne fremgår det desuden, at det pga. sagernes kompleksitet og indgribende karakter kan være hensigtsmæssigt, at forældrekompetenceundersøgelserne gennemføres af et team på to fagpersoner . Derudover bør de fagpersoner, der gennemfører forældrekompetenceundersøgelser, have en grundlæggende viden om de retlige og administrative forhold på det sociale område, herunder kendskab til gældende praksis i behandlingen af sager om anbringelse med og uden samtykke, afgørelser om hjemgivelse, samvær, adoption uden samtykke, mm. (Socialministeriet 2011).

Kilder

Huebner, R.A. et al. (2008): Engaging Fathers: Needs and Satisfaction in Child Protective Services.Administration in Social Work 32:2, pp. 87-103
Zanoni, L. et al. (2013): Fathers as ’core business’ in child welfare practice and research: an interdisciplinaryreview. Children and Youth Services Review 35, pp. 1055-1070
Publiceret: 15.05.2014. Sidst opdateret: 14.01.2016


NB!!!

For at sikre en korrekt beskrivelse af en Forældre Kompetance Undersøgelse, er her teksten fra Vidensportal.dk




Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Følg os på Facebook

Se mere om (manglende) retssikkerhed i Børn / Unge sager (Siden er ikke vores) TRYK PÅ FOTO

Se mere om (manglende) retssikkerhed i Børn / Unge sager (Siden er ikke vores) TRYK PÅ FOTO
Se mere om (manglende) retssikkerhed i Børn / Unge sager (Siden er ikke vores) TRYK PÅ FOTO