EN FORFEJLET §50 ER ÅRSAG TIL ÅRS HETZ MOD FAMILIEN

_______________________

Redaktion /Ann

En forfejlet §50 for mange år siden startede en hetz mod en familie, hvis barn mistrivedes i skolen og manglede faglig støtte, anerkendelse og omsorg - i skolen.

Undersøgelsen blev lavet udelukkende af en sagsbehandler, uvis med hvilken uddannelse bag sig. Familien var ikke informeret (som de skal være), og familien kæmpede for aktindsigt i 3 måneder (loven siger 10 dage). I akterne ser familien, hvad der sker uden deres vidne. Der må gerne laves en §50 udenom forældrenes accept, men det kræver at mistanken går på misrøgt, vold, misbrug, incest og anden grov mistanke. Ikke en skolesag! Uanset hvad, skal familien være informeret.

14 dage før undersøgelsen skal være færdig (4 måneder), finder familien ud af dette, og får travlt med at søge bistand. Det er for sent, skaden er sket og den er stor. Sagsbehandler har egenrådigt besluttet, at der er fare for barnet i eget hjem. Faktisk meddeler hun, at hun ser barnet kan dø i hjemmet med de forældre.

I en §50 skal gøres rede for, hvad der er bekymring omkring, hvad der kan blive bedre og hvad som fungere. Denne sagsbehandler har ikke fundet et eneste punkt, der fungere eller kan blive bedre. Udelukkende ting der bekymre og får hendes advarselslamper til at ringe. Enhver vil vide, at det virker for utroværdigt. Der vil altid være noget, som kan forbedres i det mindste, og i de fleste tilfælde også noget som fungere.

Netværk er skåret ned til en person! - Resten af familien og venner er slet ikke figurerende i undersøgelsen. Familien har et solidt familie og venne netværk, med fuld opbakning.

Familien klager højere oppe.

Der bliver sat ny sagsbehandler på, som skal oprette de mange fejl. Da der er indgivet til rettelser, er hendes kommentar, alt det kan hun ikke ændre, så er det jo hele sagen. Nogle få ting endte med at blive  rettet, men den blev brugt i årene fremover. Den belyste udelukkende sagsbehandlers opfattelse af forældrene, den indeholdt intet om skolen.

Gennem tiden kom der flere og flere sagsbehandlere på, som hver kom med deres fordomme og formodninger. Den kommer aldrig ind på skolen.

VISO kom på, men kun til sagsbehandler, igen hverken skolen eller familien høres. Ved kontakt til VISO erfare familien, at kommunen ikke besvare deres henvendelser, sagen løber ud i sandet.

Familien må selv købe sig til udredninger og behandlinger, som normalt er betalt af det offentlige.

Det viser sig, at barnet har mange udfordringer og diagnoser. Hjemmet kan sagtens håndtere det, men de har svært ved at håndtere forvaltningen og alle dens overgreb.

• Familien søger støtte i skolen, - De får ingen.
• Familien søger ekstern konfliktmægler til skole-hjem samarbejdet - De får sat familie rådgiver på i hjemmet istedet. Endnu en belastning. Husk familien kan godt selv.
• Familien søger kursus indenfor de diagnoser barnet nu har fået. - De får det ikke.
• Familien søger en ekstern familie rådgiver med kendskab til barnets udfordringer - De får det ikke.
• Familien søger ergoterapi - De får det ikke.
• Familien søger specialskole - De får den for alt for sent, sagen er fordrejet så voldsomt.

Barnet får det værre og værre, kan stadig ikke følge med i skolen, skolen afviser problemerne og smider den tilbage til hjemmet.

Efter ca 5 år og skoleskift erkender skolen, at de ikke magter opgaven. Først her ser familien, at de får noget der fungere for dem, noget der er en hjælp og ikke en yderligere belastning. De får endelig specialskole tilbudt.

Men sagen er kørt fast i uduelighed på forvaltningen.

Sagen er nu blevet en anbringelses sag.

Forvaltningen magtede ikke, at se og erkende det forkerte fokus.

Prisen betaler barnet og familien. :(

Dette var alt sammen pga. en lærer der lavede en underretning i stedet for, at samarbejde med familien omkring barnets udfordringer i skolen. Hun ville ganske enkelt ikke erkende, at hun ikke magtede sin lærer gerning.

HVAD ER INJURIERENDE? OG HVAD ER STRAFFEN?

_________________________________________________
Redaktion

Jeg blev i dag kontaktet, om hvad der skal til, at man er injurierende, og hvad straffen er. Jeg er ikke advokat, men siden kunne godt bruge en til at tolke de mange spørsmål, der kommer om sagsbehandlinger og jura.

Forældre til børn med særlige behov, føler ofte de er udsat for nedværdigelse, fejlagtige beskyldninger.... Injurier.

Men hvad er straffen?

Jeg fandt denne på en hjemmeside omkring bedrageri.

Er ordet “Platugle” injurierende?

En læser spørger om ordet “Platugle” er injurierende og dermed ulovligt at kalde andre.

Vi har her at gøre med straffelovens §267 som siger:

Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

I det her tilfælde er det endda "kun" et ord der slynges ud, og forhåbentlig ikke noget, der får konsekvenser, for hverken personen selv eller nogen af deres kære.

I vores familier, sker der mange injurier, og de kan have voldsomme følger. Følger der også kommer til at gå ud over barnet.

Det er ganske uhørt, at helt almindelige familier behandles med så meget nedværdigelse, som man ser i de sager, som jeg kontaktes omkring. Jeg vælger her bare at dele en lovtekst, så kan I selv fornemme, om det er en sådan situation I står i.

Der laves mange fejl i vores sager og sagsagter, nogle bare fejl, men andre med overlæg, hvad er straffen for dokumentfalsk?

2. §§ 171 og 172 (dokumentfalsk)

2.1. Gældende ret mv.
2.1.1. Straffelovens § 171 indeholder lovens definition på dokumentfalskforbrydelsen. Efter § 171, stk. 1, straffes for dokumentfalsk den, der gør brug af et falsk dokument til at skuffe i retsforhold. Ved dokument forstås ifølge stk. 2 en med skriftlig betegnelse af udstederen forsynet tilkendegivelse, der enten fremtræder som bestemt til at tjene som bevis eller bliver benyttet som bevis for en rettighed, en forpligtelse eller en befrielse for en sådan. Dokumentet er falsk, når det ikke hidrører fra den angivne udsteder, eller der er givet det et indhold, som ikke hidrører fra denne, jf. § 171, stk. 3, sml. Vagn Greve m.fl.: Den kommenterede straffelov, Speciel del, 7. udg., (Den kommenterede straffelov) s. 147 ff.
2.1.2. Som det fremgår, rummer § 171 ingen bestemmelser om strafferammen for dokumentfalsk. Herom henvises til straffelovens § 172, der har følgende ordlyd:

”§ 172. Straffen for dokumentfalsk er fængsel, der i tilfælde af, at dokumentet angiver sig at indeholde en offentlig myndigheds afgørelse, eller at det er en offentlig forskrivning, en check, veksel eller andet til almindeligt omløb bestemt dokument eller en testamentarisk bestemmelse, kan stige til 8 år.
Stk. 2. Er dokumentet efter sin beskaffenhed, eller er forfalskningen eller det, som derved søges opnået, af underordnet betydning, eller har den skyldige ikke tilsigtet at påføre andre nogen skade, såsom når øjemedet alene har været at gennemføre et berettiget eller at afværge et uberettiget krav, er straffen bøde eller fængsel indtil 1 år.”

§ 172, stk. 1, omhandler normalstrafferammen for dokumentfalsk. Strafminimum er fængsel. Bestemmelsen angiver intet maksimum for den straf, der kan komme på tale, når de i stk. 1 nævnte skærpelsesgrunde ikke er til stede. Maksimum angives alene ved et maksimum på mindre end 8 år. Henføres et forhold under stk. 2, åbnes mulighed for lavere straf end fængsel, idet bestemmelsens strafminimum her er bøde, sml. Den kommenterede straffelov s. 161 ff. med omtale af retspraksis vedrørende henholdsvis stk. 1 og stk. 2.

2.1.3. Både § 171 og § 172 har, når bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000), været uændrede siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne til § 171 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 349, stk. 1 og 2, jf. § 5 g, samt s. 294-96. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 158, stk. 1, jf. § 3 e, samt s. 7, 150-52, 154-55 og 156-57, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 158 samt sp. 268-74. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3352-53 (§ 172), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5366 (§ 170), samt Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2181-82 (§ 170).

For så vidt angår § 172 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 351 samt s. 297. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 160 samt s. 7, 155-56 og 157-58, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 160 samt sp. 274-75. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3354 (§ 174), samt Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5367 (§ 171). Af det anførte sted i Rigsdagstidende 1927-28 fremgår, at valget af strafferammer havde sammenhæng med spørgsmålet om, hvorvidt der skal straffes i sammenstød mellem dokumentfalsk og bedrageri:

”Da Dokumentfalsk i det alt overvejende Antal af de i Praksis forekommende Tilfælde indeholder en Berigelsesforbrydelse, synes det at være det naturligste i Lighed med den gældende Straffelov (§§ 268-276) at give Straffebestemmelsen for Dokumentfalsk et saadant Indhold, at der normalt ikke bliver Tale om samtidig Anvendelse af denne og af Bedrageribestemmelsen.”

2.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

Det er også derfor vigtigt, at se på, om ikke sagsbehandlere og andre i vores børnesager, burde arbejde under autorisation. For bør der ikke være mulighed for at stille dem til ansvar, når de ødelægger andres liv?

Hvad mener du om, at indføre autorisation til sagsbehandlere og andre i børnesager?