DER ER STOR FORSKEL PÅ AT BLIVE MØDT AF EN SOCIAL FAGLIG KONTRA EN SUNDHEDS FAGLIG

- Redaktionen - 

Når vi møder omverdenen og fortæller om vores sager, er der ikke rigtig nogen som tror det muligt. 

I Danmark??? 

Vi er en retsstat. I Danmark fjerner man ikke børn uden, at der er en grund til det. De bliver misrøgtet hjemme, forældrene magter ikke forældre ansvaret, eller der må være misbrug af en art i hjemmet. Sagen og familien er blevet undersøgt grundigt inden.

Det er den gængse opfattelse.

Vi kan desværre ikke bryste os af at være en retsstat. Vi har en masse love, men de bliver ikke overholdt. Økonomi spiller en stor rolle, selvom den ikke må. Du vil nok tænke, at en anbringelse er dyr. Og ja, det er den, men langt fra det en speciel skole koster. Og så er der refusion på anbringelse.

Derudover er der frivillige anbringelser af forskellige årsager.

Der er handicappede og børn med så store belastninger og behov, at de er nødt til, at bo på institution. Tænk hvordan de forældre har det. Ikke nok med, at de er nødt til, at deres barn bor ude, så skal de også mødes med disse fordomme omkring børn der er anbragt.

MEN

Når det så er sagt, så sidder der en masse familier tilbage. Familier som vores, hvor vi render til det ene møde efter det andet, både på forvaltningen, i skolen/børnehaven, læger og hospitaler, og psykiatrien. Der aftales en helt masse, og i rigtig mange tilfælde virker tiltag ikke. Hvorfor kan man så spørge sig selv og hinanden. hvorfor er denne familie ikke i stand til at løfte opgaven med deres barn med særlige behov?

Der er en gennemgående rød tråd i familiernes sager her på bloggen.

1: Man tror ikke på forældrene.
2: Fordomme
3: Magtmisbrug
4: Forvaltningerne bestemmer, hvilken støtte der skal indsættes uanset, hvad forældrene mener.

Men vigtigst af alt.....

På forvaltningen bliver vores sager behandlet af social fagligt personale og ikke sundheds fagligt, hvilket nok er den aller største fejl i vores sager.

Vi kan råbe og skrige på den rette støtte og hjælp, og alt bliver vendt til problemer i hjemmet, eller problemer med mor, som ikke vil samarbejde. Det handler dog om, at mor simpelthen ikke er enig, da hun kender sit barn til bunds og kender udfordringerne og hvilken støtte både barnet og forældrene har brug for. Men sagsbehandler har ikke forudsætningerne til at agere korrekt i vores sager. Hvordan skal de kunne det, når de er udlært i symptomer af misrøgt, og ikke symptomer på diagnoser???

Giv os de rigtige fagpersoner til at løse vores sager, så gik det meget bedre og vores børn ville ikke blive gidsler i tunge og fastlåste sager, hvor forvaltningen kører både barn og forældre over.

Vores sager fordre dygtige sundheds faglige sagsbehandlere.

Arkiv

Følg vores Facebook Følg vores Google Plus

LYT OG LÆR - STØT OG BÆR

- Redaktionen -

I de to mail vi modtog i går fra familier, som mangler støtte til deres børn, viser sig det samme billed, som vi ser i de mange andre sager, som  vi bliver præsenteret for.

Der laves underretninger i et væk. Det er ofte vage beskrivelser på, hvad det er, man mener at se. Hvori ligger bekymringen helt præcist, og er det en egen bekymring? En begrundet bekymring? Det bør klart være det sidste. For alt andet er skøn udfra ens egen erfaringer, egen opvækst, egen familie, evt egne børn. Det kan ikke ligge til grund alene for en underretning.

Så tænker underretter, at der fra forvaltningens side vil blive undersøgt, hvad barnet har brug for og derefter sættes støtte ind. Sådan fungere det dog ikke. Forvaltningen skønner, hvad barnet (læs forældrene) har brug for, for at kunne varetage en forældre rolle med opdragelse og grænsesætning. Derudfra sættes støtte ind. I rigtig mange af sagerne, vil forvaltningen kunne sige, "Vi har haft sat støtte ind til denne familie, før vi indstiller til anbringelse". Men nej! De har sat et eller andet ubrugeligt ind, der slet ikke matcher familiens eller barnets behov. På den måde vil indsatsen heller ikke lykkes. I bedste fald vil det slet intet give, i værste er det en ekstra belastning for familien, som både skal have et menneske rendende i deres hjem, som ikke er til nytte, måske endda er til gene og irritation flere gange om ugen, samtidig med at de råber på hjælp.

Det er utroligt, at man ikke fra forvaltningen side er mere interesseret i, at bruge kommunen kassens penge optimalt. Samt have et ønske om, at hjælpe barn og familie.

Vi kan godt fortælle jer, at bare i de sager vi har kendskab til flænses kommune kassen stort i disse sager, som i mange tilfælde kunne have været løst med nogle støtte timer i en almindelig folkeskole.

De sager kan koste millioner gennem årene og samtidig skade barnet.

Hvis underretninger skal virke optimalt, så skal de forstås korrekt.

De er lavet for at yde barnet hjælp, ikke til at dadle forældrene, som de bliver nu.

Skal hjælpen være brugbar, og målrettet, så kræver det at både forældre og barn inddrages i eget liv. Der skal lyttes til, hvad de selv mener, at de har brug for. Det skal forsøges først, uanset, hvad en sagsbehandler sidder og tænker udfra sit eget liv. Forældre til børn med særlige behov, har meget ofte en uhørt styrke for, at få deres børn i trivsel.

Hjælp dem! - Brug deres styrke til at løfte barnet endnu mere, og ikke til at deres styrke skal bruges på tunge sagsgange og møder i et væk. Møder hvor man alligevel ikke fuldføre det aftalte. Spildtid er det ofte.

Lyt og lær...

Støt og bær....

Sagsbehandlere dette er ikke jeres liv. I skal ikke tage over. I skal støtte og rådgive, men I skal huske at inddrage borgeren i deres eget liv.

Ingen kan leve andres liv. Vores standard og værdier er forskellige. Nogle har det bedst med lidt, andre kan ikke undvære meget. Men lad folk selv bestemme.

Det som det handler om er, at hjælpe forældrene, så de ikke slides op. Det handler om at løfte barnet på den mest skånsomme måde i samvær med deres tryghed hos forældrene.


Lige nu fungere det faktisk lige modsat.

Har du lyst til at få din beretning på sitet, så kan du skrive til os på: voresboernstrivsel@gmail.com

Arkiv

Følg vores Facebook Følg vores Google Plus

KÆRE SAGSBEHANDLER

-  Læserbrev -

Kære Sagsbehandler.

Da du overtog vores sag, kunne du have gjort en forskel. Du overtog den efter mindst 15 andre, der hver især havde fyldt sagen med formodninger, fordomme, uvidenhed og injurier. Du kunne have været den forskel, som gjorde, at vores barn ville blive mødt og få det godt. Du havde muligheden for at gøre det rigtige. Du havde haft muligheden for at lave et godt social fagligt arbejde. Du havde haft muligheden for, at ændre vores barns mistrivsel til trivsel. Du havde muligheden for at støtte vores familie, så alt ville glide lettere.

Du gjorde det ikke. Du gjorde det modsatte. Du ændrede vores barns mistrivsel til direkte skade, traumer, og overgreb. Så voldsomt, at vi i dag ikke kun taler om trivsel eller mistrivsel.

Sagen har fra 1.dag for rigtig mange år siden været fyldt med fejl. For den er nemlig kørt udelukkende på fordomme og antagelser. Hvis du havde gennemgået sagen, da du kom på og haft dine egne meninger, så havde du fundet masser af dokumentation på, at vi forældre har ret.
Du valgte udelukkende, at tro på din ledelse. At denne familie er helt umulig. Det blev fatalt. Du valgte at indstille til tvangs anbringelse UDEN overhovedet, at møde hverken os forældre eller vores barn. Du var ganske enkelt overbevist om, at det du fik fortalt var rigtigt. Det gik galt for dig. Du tabte. I tabte. For I havde ikke gjort jeres arbejde ordentligt. I havde aldrig forsøgt og støtte vores barn eller os. ALDRIG. Samtidig havde I heller ikke sørget for udredning af hverken os eller vores barn.

Du sidder på en sag med et barn med diagnoser. Du har ikke engang et kendskabt til, hvordan det er med ret almindelige børn. Det er tydeligt at høre på dig. Når du taler er det udfra lærer bøger og ikke ud fra det virkelige liv.

Du kunne ikke klare dit nederlag. I kunne ikke klare det nederlag. Så I fortsatte jeres hetz. Igen og igen indstillede I til anbringelse. Stadig uden at kende vores barns udfordringer og vores ressourcer og forældre evner. Stadig uden at yde den lovmæssige støtte. For jer er sagen blevet personlig. Sagen for sagens skyld.

Vi tænker her i vores familie på, hvor mange chancer du faktisk har haft til at gøre det rigtige. Det rigtige social faglige arbejde. Vi tænker på hvor godt kørende vores barn var nu, hvis du/I havde lagt det samme store arbejde i, at hjælpe, i stedet for at modarbejde. Vi tænker på hvor lidt det havde kostet, at yde den rette støtte i forhold til de mange millioner/milliarder det har kostet kommunen, at kører denne sag. Vores skatte kroner. Andres skatte kroner. Det eneste I har opnået er, at ødelægge vores barn mere og mere.

Den mistrivsel der bliver større og større er  jeres fortjeneste. I giver dog os forældre skylden. I bruger jeres tåbelig tiltag og resultater til, at stjæle vores barn og sende det ud i endnu dybere mistrivsel og direkte krise.

Hvordan kunne DU? Hvordan kan du se dig selv i spejlet? Hvordan kan du sove om natten? Hvordan kan du få overbevist dig selv om, at det du gør er det rigtige? Du får gang på gang i børnesamtaler at vide, at du er på glatis, og er et helt andet sted end barnet? Hvordan kan du?

Vi må formode, at du så denne sag, som en sag du kunne profitere af. At du blev den som fik den kørt i hus, så at sige. Det havde dog krævet et par ting, som slet ikke findes i sagen. Viden, sundhedsfaglige viden, den rette tilgang, ærlighed, lovlig sagsgang, lydhørhed, medmenneskelighed og troen på, og et ønske om, at samarbejde med os forældre. For slet ikke at nævne troen på vores barn. Det barn som er hovedperson i denne sag. Det barn din fineste rolle er, at varetage trivsel på. Det der er så enkelt magter du ikke.

Sagen har været skiftevis en overgrebs sag og omsorgssvigt sag fra det offentlige gennem alle år. DU kunne have ændret det, men du gjorde det ikke.

Det gør dig både til en tomhjernet og godt udvalgt marionet dukke, som ledelsen kan danse rundt med. Det gør dig også til en forfærdelig dårlig socialrådgiver. Du er  en sags mishandler og børne mishandler.

Med venlig hilsen
En ødelagt familie med et ødelagt barn.


Til andre socialrådgivere (smag lige på ordet. Hvad ligger der i det?), når du overtager en sag, så gør familien og især barnet den tjeneste, at sætte dig ordentlig inde i den. Der er fejl i 8 ud af 10 sager. Vil du fortsætte? Overtage ikke bare andres holdninger og sagsgang. DU kan blive den forskel der gør, at barnet kommer i trivsel.

_____________________

Redaktionen bag siden "Børn og Unge med særlige behov - møder systemet" takker for dette brev fra en læser. Vi må endnu engang opfordre til, at alle sagsbehandlere får #autorisation, så de kan stilles personligt til ansvar og ikke dække sig ind under ledelsen. 

Har du en sag med et barn/ung med særlige behov, som ikke får den rette støtte i forhold til loven. Så få den gerne på hjemmesiden her som en anonym case.

Du er meget velkommen til at dele dette læserbrev, men brug venligst deleknapperne herunder. Brevet må ikke kopieres til sociale medier, hjemmesider eller blogs, idet denne hjemmeside har fuld copyright. Dette håber vi bliver respekteret.

Deling vha knapperne herunder er tilladt.

Vi har valgt at bloggen er reklamefri. Finder du gavn af det vi deler, og ønsker du at påskønne vores arbejde med et beløb, kan det gøres her:

DONER

Følg vores Facebook
Følg vores Google Plus

BARNETS OG FAMILIENS PROBLEMATIKKER SKAL VÆRE AFDÆKKET INDEN EN ANBRINGELSE

- Redaktionen - 

DET ER DE I MANGE TILFÆLDE IKKE.

Noget af det der er skræmmende er, at sidde og læse artikler, som er aktuelle, tror man, og så viser det sig, at de er op til 10-15 år gamle, og intet er ændret til det bedre :(

Her er uddrag fra en artikel fra 2009 omkring retssikkerheden i børne og unge sagerne.

AFBUREAUKRATISERING En 13-årig dreng mistrives i sit hjem, hvor han bor alene med sin mor, der har massive psykiske og fysiske problemer. Efter en psykolog påpeger, at situationen ikke er holdbar, vælger kommunen at anbringe drengen – med moderens accept – uden for hjemmet. Men anbringelsen er, ifølge Ankestyrelsen, forkert, fordi kommunen ikke har undersøgt drengens problemer, før han blev fjernet fra hjemmet. Kommunen forklarer, at »på grund af arbejdspres« har den ikke haft tid til at undersøge drengens problemer til bunds med en såkaldt § 50-undersøgelse, som ellers er lovpligtig.

Eksemplet er langt fra enestående. Den seneste praksisundersøgelse fra Ankestyrelsen, der evaluerer kommunernes sagsbehandling af anbringelse af børn og unge, viser, at der i knap hver tredje sag om anbringelse af børn ikke udarbejdes en grundig undersøgelse af barnets situation. En undersøgelse, der ellers er lovpligtig, og som der ifølge Ankestyrelsen ikke bør undervurderes.

»Undersøgelserne er et fantastisk vigtigt redskab, for de kvalificerer vores viden om barnets situation, og undersøgelsen er nødvendig for at lave en god handleplan. Hvis de to ting ikke er i orden, så vil man famle i blinde i forhold til at give barnet de bedste løsninger,« siger børn- og ungechef i Ankestyrelsen, Henrik Horster. Du kan læse hele artiklen HER 

Havde denne dreng egne problematikker, der skulle tages hånd om? Var det udelukkende moderens? Kunne han have nogle arvelig diagnoser som moderens? Det ved man ikke, for han blev ikke undersøgt, blot fjernet fra hjemmet. Kunne man have hjulpet, så han kunne blive hjemme, trods moderens udfordringer? Det ved man heller ikke. Det blev ikke undersøgt. Fik han det rigtige opholdssted? Det rigtige skoletilbud? Det ved man så heller ikke. Det blev ikke undersøgt.

________________________________________

I artiklen omtales en §50 undersøgelse, som skal afdække både barnet, familien og skolen/institutionen, samt hvad der fungere, hvad der kan bedres og hvad der er bekymrende. Det er virkelig vigtigt, at denne udføres korrekt, ellers gør den mere skade end gavn. Det kan du læse mere om her i dette indlæg fra vores egen side : En forfejlet §50 er årsag til års hetz mod familie.

FORÆLDRE ER OMGIVET AF MISTRO

- Redaktionen -

Jeg fornemmer den. Jeg hører den. Jeg ser den.

Mistroen.

Mistroen på, at systemet kan handle som det gør.

Magten i magtens korridor.

Når sagen er kørt så langt ud på at sidespor, at den nærmest er syg. Så syg, at den skader barnet, den var sat til at hjælpe. Så langt ude i fornuften, at alle tænker, så må det være rigtigt. Der må være noget andet end blot barnets udfordringer. Mistilliden, også fra dem som skal hjælpe.

Der må være andet end barnets udfordringer.

Den måde fagpersoner drejer af på samtalerne, når virkeligheden bliver for ubehagelig, nogle gange lidt akavet. Emnet er pludseligt et helt andet.

Jeg ser det i deres øjne. - De flakker.

Jeg hører det i deres stemmer.  - De lyder ikke overbevisende.

"Der må være noget andet end blot barnets udfordringer."

Men nej, i de her sager er der blot barnets udfordringer. Dem som ikke er blevet taget alvorligt i tide. Dem som forældre har søgt hjælp til i årevis, mens de kunne se deres barn lide mere og mere.

Når et barn er anbragt, så er alt jo undersøgt. Alt er forsøgt afhjulpet inden. Sådan tænker de fleste. Sådan er loven, med det er ikke sandheden.

Når der indgives tvangssag, så skal der stilles gratis advokat til rådighed og er barnet over 12 skal det have sin egen. Forældrene kan få en støtte §54 person, til at hjælpe med papirer, klager og deltage i møder.

Jeg formoder,  at I tænker som jeg gjorde. Så er der nogen der gennemgår det hele, så alt er i orden inden den sendes til B&U, som skal træffe afgørelse udfra de papirer der indsendes.

Vidste du, at den advokat kun betales for 4-6 timer. Advokaten skal nå at læse sagsakter, der er udvalgt af forvaltningen. De ser ikke hele sagen. Ofte får de papirerne et par dagen inden. Loven siger en uge inden. I de få timer skal de nå, at læse en sag de ikke kender til, de skal holde møde med deres part, enten forældrene eller barnet. De skal finde deres fokus og lave procedure. De skal møde i B&U. Det var det. De arbejder ikke på at afhjælpe sagen inden den når derind. De arbejder ikke på noget, andet end det møde, som kan blive så fatalt. En §54 støtte er ansat til at hjælpe med at læse breve og udfærdige klage fx. De kan også være en støtte person der deltager i møder. En sådan person får 1 time ugentligt, man kan være heldig at søge om 2 timer. Der betales kun 2 møder på et år!!!

Familiens tilværelse drejer sig stort set kun om møder i denne fase!

I de situationer, skal barnet over 12 også selv henvende sig for at klage. Loven siger at sagsbehandler skal forklare klage mulighederne, og endda skal sagsbehandler selv kunne være behjælpelig med, at lave barnets klage  over sin egen afgørelse. Glem det. Ingen af dele sker. Og barnet kender selvklart ikke de juridiske arbejdsgange. Det blev nemt ikk? Ingen klage fra barnet, som er fanget i sagen.


Ingen tror rigtigt på at en sag kan være så mishandlet, at barnet er fanget.

Jeg ser det. Jeg hører det. Jeg mærker det.

Mistroen, - for i Danmark har vi et retssystem der beskytter børnene.

I Danmark har vi både socialrådgivere og sagsmishandlere. Desværre alt for mange af den sidste kategori. Både den, som bare mangler tiden til at gøre et godt stykke arbejde, men så sandeligt også dem der er faldet i forråelse.

Selv sagsbehandlere tror, at det hele går rigtigt og ærligt for sig, hvordan kan de? Er det en overlevelses mekaniske, når de ikke ønsker at mærke, de mange børn som de gør ondt?

 "Vi gør det for at hjælpe". "Vi vil kun barnet det bedste".

Hvem lever med skyklapper?

Tak for beretningen, Teksten er redigeret kortere og godkendt af indsender.

DEVALUERENDE AT LÆSE AKTER I SIN SAG

Redaktion

En af de ting som følger med at have et børn med særlige behov, er den evige strøm af sagsakter og møder der følger med. Det er opgivende, for i rigtig mange tilfælde, giver det ikke et brugbart resultat. Det er tidsspilde og spil for galleriet. Der skal bare holdes disse møder. Der skal bare skrive og dokumenteres, men det bruges ikke.

Hver gang der er det mindste, skal man søge aktindsigt og sidde og læse om sig selv og sit barn der har det svært, udpenslet, fejltolket og fejlgenfortalt. Det er skræmmende hvor dårligt mange af disse fagpersoner er til at beskrive ting eller skrive referat og lige så dårlige kan de være til at læse og forstå andres tekster.

Det sætter familierne i klemme med dårligt samspil i dokumenter.

Det er drænende, at læse det ene papir efter det andet med løgne og omskrivninger. Følelsen af at blive tromlet ned er stor. Man sidder og tænker, hvor har de dog det fra, eller det var da slet ikke det jeg sagde eller gjorde. En ting er, at det kan ske ind imellem, men når det er nærmest hver en side i tons tykke sagsakter, så begynder det at sætte sine spor. I perioder gør det ondt i maven og der skal tages tilløb for at åbne sin post eller e-boks. Andre gange må man tage det i bidder for ikke at blive fysisk utilpas. Det er som at leve i et forhold med psykisk vold. 

Efter år med denne nedgørelse af ens person, ens familie og ens barn sætter sporene sig og kan gøre forældrene syge. Belastnings skadet. Både over ikke at få rette støtte, men også den måde de nedgøres konsekvens på.

Sagerne kan ende i "overmennesker" og "undermennesker". Kommunen og forældrene. Der er ingen balance, der er ingen fælles front for barnets trivsel, der er ingen ligeværd. 

Hele sager kan være lavet på sådanne "fabrikationsfejl"

HVEM RAMMES OG HVORDAN FÅR DE RÅD TIL HJÆLP?

_________________________________________________
Redaktion

En socialrådgiver spurgte om, man regnede med, at der var forskel på, om de som havnede i systemet var fra de lave indkomst grupper.

Det er ikke overraskende, at de fleste svarede; "Ja".

Jeg kan se med de sager, som jeg bliver kontaktet omkring, at der er en stor overvægt af enlige forsørgere, og ydermere er mange af dem på overførselsindkomst. Ikke alle, for der er også familier, men rigtig mange er enlige. Om det er fordi, at de som underretter eller sagsbehandlere mener, at enlige forsørgere ikke er gode nok eller om det hænger sammen med mere bevidsthed, at de ganske enkelt ikke har økonomi til, at forsvare sig, ved jeg ikke. I virkeligheden burde det slet ikke være et spørgsmål om, at forsvare sig, for systemet og sagsbehandlere er der jo for, at hjælpe familier, som os med støtte til vores børn med særlige behov. Alligevel kan man ikke forvente hjælp endsige forståelse i de afdelinger. Hvis man skal sikre sine børn mod overgreb, så skal man selv betale enten for en advokat eller en privat socialrådgiver. De har kronende dage.

Hvem har råd til en advokat? 

Flere taler om, at man kan få fri proces. Ja, det er der noget der hedder, men det er først når, den når en retssag. Man kan ikke får fri proces i forløbet, så en retssag kunne undgås. Nogle har en retshjælps dækning i deres police, men heller ikke i de tilfælde, har jeg hørt, om nogle der fik gratis advokat til selve forløbet op til en tvangsanbringelse. 

Når den indstilles til tvangsanbringelse, SKAL det offentlige, stille en advokat til rådighed for familien, samt en §54 støtte. I nogle kommuner er §54 støtten tilhørende kommunen selv, og man kan så spørge sig selv, hvor uvildig de så er, når de skal hjælpe familien imod dem selv? Advokaterne får betalt ganske få timer, til at sætte sig ind i sagen, som i mange tilfælde er ganske rodet pga. de mange sagsbehandler skift der alene er gennem et år. Er dit barn over 12 år, stilles der også advokat gratis til rådighed for barnet. Barnet skal også høres, men der tages ikke hensyn til deres ønsker alligevel. Det er bare en formssag der skal overstås. I vores familiers tilfælde, skal de ofte også forholde sig til handicaps og særlige behov, der burde have været forsøgt afhjulpet med støtte inden sagen når dertil.

Gør dig selv den tjeneste ikke, at vælge en advokat fra den liste, der bliver udleveret på kommunen. Flere advokater beder selv om, at blive taget af den, og de kan undre sig over, hvilke kollegaer der står på den. Det handler om uvildighed. Der er også sager, hvor der tilsyneladende har været penge under bordet. Det samme gælder de psykolog rapporter, som kommunen bestiller. 

Find selv en og håb så på, at det er en uvildig.

Det forfærdelige i vores sager er, at det er børn der trives bedst i hjemmet, og har brug for trygheden ved og hos deres forældre. En tryghed de ikke kan få ude hos andre. Børn der i forvejen er udfordret, bliver det endnu mere. Forældene er skræmte, med god grund, for hvem skal nu passe på deres elskede børn, med de udfordringer og behov, som kun forældrene åbenbart kender. De ved, at de ikke passes rigtigt i de plejefamilier og institutioner, hvor børnene anbringes.

Børnene lider skade. 

Der er bla. 2 sager, hvor man har haft tvangsanbragt børn med autisme. Børn som i voldsom grad, har brug for det trygge og velkendte. Børnene er hjemgivet, men det tog knapt et år, og børnene har lidt skade. Ikke engang erstatning kan de få.

De erstatnings sager er nu anket, og det bliver præcedens sager.

Vores børn er meget følsomme. Rigtig mange har brug for forudsigelighed, og vide at der passes på dem. De kan blive så skræmte, at de bliver selvmordstruede, selvskadende, og  depressive.

Imens sidder der sagsbehandlere, og klapper i deres små hænder over, det fantastiske stykke arbejde, som de selv mener, at have udført.

Det er simpelthen ikke i orden!!!

AFSENDER OG MODTAGER AF EN UNDERRETNING HAR FORSKELLIGE FORVENTNINGER

_________________________________________________
Redaktion

Hvor går det galt for vores familier med børn der har særlige behov uanset om det er et barn med diagnose, eller et udelukkende særligt sensitivt barn?

Først starter det med, at pædagogen eller læreren ikke selv formår, at få barnet til at trives i deres timer. Det kan være svært for dem at se barnet rigtigt, især hvis man udelukkende bruger de såkaldt almindelige børn at spejle dem i. Straks er der "røde lamper" der ringer, og i stedet for at forsøge, at forstå dette barn eller spørge (og tror på) forældrene, så vælger mange at lave en underretning til kommunen. Underretninger er beregnet på, at fange familier der misrøgter deres børn. Ikke alle og enhver små bagateller, som de bare ser er anderledes end flertallet. Men sådan bruges de i praksis. Du skal ikke have afleveret dit barn med umage sokker, en for ens madpakke, for lidt tøj på, for meget tøj på, for slidte sko, der er dejlige at gå i, osv osv osv. alt for mange gange. Vores sensible børn elsker ofte slidt, blødt, brugt og til-gået tøj og sko. Det handler ikke om misrøgt, men for mange anderledes for dem mærkelige ting, ender ofte i underretninger på bagateller. 

På kommunen modtages en underretning med øjne, der siger misrøgt inden de har mødt familien overhovedet. De har kun pædagogens eller lærerens syn og forklaring, og der er gerne lagt lidt drama på. Alene ordet "bekymring", og den går helt galt.  Sagsbehandler forventer, at institution eller skole, selv har forsøgt alle muligheder for samarbejde med forældrene, hvilket ofte ikke er tilfældet. Altså må det pr. automatik være familien der ikke ønsker et samarbejde. Herfra går det i konflikt med kommunen og familien. Familien kan være vred over de overhovedet er havnet i denne situation, uden forsøg på samarbejde fra underretters side. Mange forældre med børn med særlige behov "skriger" efter samarbejde i både børnehave og skoler, uden at få det! De har ofte været gennem lange forløb af afmagt der, hvor de har deres barn i dagligdagen. Nu kan de så blive "kørt over" af kommunen. 

Sager der burde udløse støtte til børnene og deres familier, ender nu med §50 i stedet, for at afdække hele familiens behov og ressourcer.  MEN der er stor forskel på hvordan den udføres. Nogle bliver lavet med forskellige faggrupper ind over, observationer i institution og hjem, samspil mellem forældre og barnet, psykologer mm. Andre igen laves udelukkende af en sagsbehandler, der har set sig sur på familien, især mor er i skudlinjen. Især enlige mødre er i farezonen. De kan sidde og lave det værste makværk af en §50, bagom ryggen på familien, uden at få andre øjne på, uden relevante faggrupper eller uvildige øjne. Uden at have mødt familien inden den igangsættes. Det sidst må kun bruges i særlige grove tilfælde, hvor der skønnes overgreb, vold og misbrug. De laves dog uden familierne er informeret, selvom der intet sted er nævnt bekymring af den kaliber i underretningen.

Disse meget forskellige udførte §50, skal udløse rette hjælp, men inden der foreligger et resultat er kommune og familier allerede på kollisionskurs. Børnene er i klemme. Hvilket igen kun gøres til familiernes skyld.

Jeg er så glad for, at der nu også er socialrådgivere, som tør skrive om, hvordan sagerne har taget en helt forkert drejning.

En af dem er Mette Valentin, som helt klart er værd at følge, og lige netop det her problem, beskriver hun her her på sin blog.

Jeg er på ingen måde imod anbringelser, men det skal være de rigtige børn, der skal være en fair og faglig undersøgelse, det skal være sidste udvej og man skal behandle både børn og familier med respekt. - og så skal det være til bedre steder, end der man tog dem fra.

Det sker ikke idag!

HVORDAN FORHANDLER MAN AFTALER PÅ PLADS MED KRIMINELLE?

________________________________________________________________________
Redaktion

Hvordan sikre man sit barns bedste, når rammerne og vilkår er urimelige?

Det forventes, at vi tager vores barns tarv og forvalter den godt. Selvfølgelig! Er det ikke også det mest sanssynlige, hvis vi skal se på det med helt almindelige menneske øjne?

Men kan vi?

Hvordan skal vi få vores børn til at trives i skoen uden rette inklusion? Hvordan skal vi få dem til at trives hjemme, efter en alt for belastende dag.

Nogle får hjælp og støtte af PPR, andre familier kan slet ikke få dem ind over deres sager, fordi skolen bliver ved at rapportere, at de ikke ser udfordringerne. Forældre har dog ret til selv at henvende sig. Vær godt forberedt og kræv din ret. 

Når familierne ikke får den fornødne hjælp i  starten, vil barnet mistrives mere og mere, og forældrene kan på sidelinjen stå og se deres barn blive mere og mere ødelagt. 

Sager på sager ødelægger vores følsomme familier, fordi ingen ser dem rigtigt. Børnene sendes i udredninger på børne psykiatisk afdelinger, og selvom de kommer ud med diagnoser og forklaringer på deres mistrivsel, og hvad der skal til for, at få dem til at fungere i skolen, så er der bestemt ingen garanti for, at der vil blive sat den fornødne støtte på barnet. Mange oplever i stedet støtte i hjemmet istedet, og så kan ingen forstå, at barnet ikke profitere ved det. 

Hvor svært er det at forstå, at støtten skal være den barnet har brug for?!

Når de gode resultater udebliver, ser det ud som om familien har haft den støtte og det dermed må være familien der ikke er samarbejdsvillig eller til at rette op på. Børnene har stadig de samme udfordringer, og med tiden får de flere og flere. De stresses helt unødigt.

Sagerne ender med trusler om anbringelser. Først truer forvaltningen med en tvangs anbringelse, og så går de med til en frivilligt, allernådigst skal det se ud som. Glem dog ikke, at det er en måde at omgås loven, for på den måde, kan de anbringe uden begrundelsen er i orden eller tungtvejende nok.

Skal man så indgå en frivillig anbringelse?

Det kan man kun selv afgøre. Reelt bør man ikke indgå en frivillig anbringelse, hvis man ikke er enig. For en frivillig anbringelse er det samme som, at man tilkendegiver at barnet har det bedst ved at blive anbragt. Og vi VED jo godt, at vores særligt sensitive børn har det bedst hjemme, og at adskillelse kan skade. Omvendt må vi også tænke på hvordan sagerne rent faktisk kører. Hvis loven blev overholdt, ville vi ikke have noget som helst at frygte, tværtimod faktisk, for så skulle vi have den støtte til barnet og evt familien, som loven foreskriver.

Det er et penge spørgsmål, og hvilke kasser der betaler.

Støtte i hjem og skole koster af kommune kassen, det samme gør en frivillig anbringelse, men kan de få vendt deres beviser og omformuleret og manipuleret sagen helt ud i tovene, så kan de tvangs anbringe, og få refusion fra staten.

Hvad tror du selv de vælger?

Vi er mange der i alt for langt tid har troet at Danmark er en retsstat, hvor vi betaler vores skat, og får den fornødne hjælp. Men lige i vores sager ville det være langt billigere, at betale for støtten end kører disse lange og tunge sager ofte over mange år. De slider familierne op. De familier som har krav på støtte til et barn med særlige behov, men i stedet får endnu mere at se til. For slet ikke at tale om den økonomiske situation man sætter familierne i. De må ofte selv betalt for dygtige faglærte til at føre deres sag, imod dem som faktisk burde hjælpe familierne i første omgang. Advokater og private socialrådgivere har aldrig haft mere at lave end nu. Familierne ruineres, for at få den hjælp, som systemet burde yde, og som de allerede har betalt til via skatten.

Hvordan skal familierne så indgå disse anbringelser?

Ved en frivillig, vil der i mange tilfælde være bedre samværs ordninger, selvom det burde være det samme, når det er en tvangsmæssig. 

Der kan laves "frivillige" anbringelser i begrænsede perioder, med hjemgivelses dato.

Vær dog opmærksom på, at de kan trække hjemgivelsen i op til 6 måneder efter hjemgivelses datoen. De gør det gerne, det er en måde at forlænge anbringelsen uden ny sagsbehandling. De bruger også gerne det røde kort, og truer når hjemgivelsen er nær, familien endnu engang. Barnet er opsat på at komme hjem og glæder sig til dette vanvid endelig er overstået, men så indstiller de igen til tvangsanbringelse. Det er en måde at få deres vilje gennemført, på den ene eller anden måde. En måde at gennemføre en anbringelse, når beviserne er yders tynde eller helt fraværende. 

Fordelen ved en frivillig, er at du altid kan trække dit samtykke tilbage, men så står I bare i samme situation igen. Trussel om tvangs anbringelse.

Fordelen ved en tvangsmæssig anbringelse er, at sagen prøves højere oppe, og det er nye øjne og der sidder et udvalg. Men stik dig ikke blår i øjnene. De er så sammenspiste, at meget få sager vindes der. De læner sig op af forvaltningens indstilling og grove sagsbehandlinger med sagsfejl og ulovligheder. 

Vinder kommunen, og du skal til at anke, så er der lang ventetid i Ankestyrelsen. I alt den tid med kolosal lang ventetid er barnet anbragt, til stor skade for barnet.

Så hvad der er rigtigt at vælge, når I bliver truet med anbringelse, er kun jer selv der kan vælge, men husk det er et penge spørgsmål. Det er ikke alle advokater der er upartisk. Vælg ALDRIG en advokat fra den liste, der udleveres fra kommunen. Husk du har ret til en § 54 støtte person, i nogle kommuner er de desværre ansat i selv samme kommunen, som I er oppe imod. Tror ikke lige de er neutrale. Der sker så mange ulovligheder i B&U området, at man tror det er løgn, indtil man har set dem med egne øjne.

Når du skal gebærde dig rundt i dette vanvid, så er det svært, for vi sensitive er meget regelret, og tror ofte det bedste om andre. Vi fanges i disse sager, fordi vi kender ikke til, at misligeholde aftaler eller dolke folk ned bagfra. Men du skal være helt obs. på, at du her forhandler med kriminelle. De bryder loven konstant. For dem er det bare et arbejde. For dig er det din kærlighed, dit barn, som er i klemme, i et vanvittig apparat, hvor andre mener, at de er de bedste til at varetage barnets tarv, og du kan se dit barn lider skade i disse magtsyge hænder.

Hvordan forhandler man og laver aftaler med kriminelle? 

Jeg ved det ikke. Det er en tung sort og ugennemsigtig sky, de siger et og arbejder på noget helt andet. Du kan overholde alle aftale, og være lige vidt. de vil kun, hvad de selv vil.

En survey fra en socialrådgiver viste at 87,50 % oplever dokumenterbare fejl i sagsbehandlingen

Ved at trykke på "Besvarelser" inde i undersøgelsen, kan du se kommentarer, på hvad der sker ved dårlige sagsbehandling eller klager over afgørelser.

STEMPLET

Mamma

I dag gik jeg og tænkte. Igen.... 







Tænkte over de procedure der er med en underretning, og hvor lidt af det der overholdes. Ser vi bort fra, hvad og hvordan den skal indgives, så er der jo lige det punkt der siger, at underretter skal have at vide, om deres underretning udløse hjælp eller foranstaltninger, som underretter mente nødvendigt.

Endnu har jeg ikke hørt om ene eneste fagperson, som har underrettet en familie til kommunen, om at de har modtaget en tilbagemelding på om der var hold i deres antagelser.

Hvad gør det med en familie? De bliver for det første aldrig renset, og ofte fortsætter barnet jo i de omgivelser, hvor der stadig snakkes om "den forfærdelige familie". Der skal fortsat samarbejdes, noget der i mange tilfælde var håbløst i forvejen, det er jo netop årsagen til at familien blev anmeldt i første omgang.

Jeg gik og tænkte på vores egen sag. Læreren der vender ryggen til hver gang, vi støder ind i hinanden. Jeg tænker hver gang på, hvis man nu havde en bekymring, ville det så ikke være nærliggende, at spørge til, om underretningen gik som de (forhåbentlig) forventede. Nemlig en støtte. Er man slet ikke interesseret i, hvordan det går familien? Barnet? Jeg forstår det simpelthen ikke. Lærere der har underrettet virker flove og konfliktsky. For mig virker det som om, at de har haft en skjult agenda, at det aldrig var deres hensigt at hjælpe. Deres hensigt var at tryne en forældre de ikke brød sig om. De brugte magt. 

Når jeg så ønsker at de fik en tilbagemelding fra kommunen, kan jeg godt se, at det ikke ville blive meget bedre. For de lukkede jo netop ikke sagen, som de burde have gjort. De kørte en ulovlig §50 bag ryggen, som udløste "støtte" i hjemmet. Reelt handlede det ikke om støtte, - men overvågning.

Ville kommunen så sende en tilbagemelding til skolen, ville den lyde: Der blev handlet på den og via en børne faglig undersøgelse er der nu sat støtte på i hjemmet.

Hmmm, sådan en tilbagemelding ville jo give læreren og skolen ret! De ville kunne bryste sig af at have set rigtigt, at have hjulpet en familie og et barn i nød eller fare. Jeps puds lige glorien!!! For det er jo netop ikke det der skete.

Vi blev udsat for først en underretning, der ikke var indgivet korrekt. Vi blev smidt ud i en total vanvittig sag med en §50 kørt bag ryggen på os. Udført af en sagsbehandler alene, inden hun overhovedet havde mødt hverken mig eller familien. Vi er aldrig blevet observeret sammen, aldrig talt med en psykolog. Men denne rædsel af en kvaksalver rapport ligger til grund for mange års magtmisbrug fremadrettet. Vi blev udsat for magtmisbrug af værste skuffe. Den udløste absolut ingen støtte, men fortsat overvågning nu på 4. år Imens skal jeg få mit barn til at fungere upåklageligt (sådan meget bedre end andre familier). Hele familien køres ud i sygdom, tristhed, opgivenhed, men værst af alt, at mit barn føler sig skyldig i hele misæren.

"Tak" elendige fagfolk, for at smadre mit barns barndom, og vores liv.

Vores liv er sat på stand by, indtil denne sag lukkes og arkiveres. Problemet er bare, at alt det forkerte der står i sagen nu er blevet til virkelighed. Uanset hvor forkerte oplysningerne er, kan de ikke slettes eller ændres. 

Vores familie er for evigt STEMPLET.