MÅLRETTET STØTTE KAN YDES TIL PLEJEFAMILIEN, MEN IKKE MENS BARNET ER HOS FORÆLDRENE

- Redaktionen / Brev / Case -

Vi modtog endnu en beretning. Det er ikke første gang vi erfarer, at den hjælp der udebliver for familien, pludselig sættes i værk, samtidig med at barnet anbringes. Vi kunne godt tænke os, at få belyst årsagen. Er det fordi plejefamilier tages mere seriøst? Er det for at "bevise", at når barnet er væk fra familien, så trives det pludseligt fint? Tankerne er mange, hvorfor det er sådan at systemet fungere i Danmark.



Min søn blev testet da han var 4. Jeg ved ikke hvad den test hed, men de mente ikke han havde autisme, og der lagde de også vægt på, at han og mig havde en god kontakt og at han godt kunne holde øjenkontakt. Men han fik diagnosen lettet mentalt retarderet og ville have haft fået diagnosen selektiv mutisme (angst for at snakke i forskellige situationer), hvis han havde været normal fungerende.

Denne gang skulle det blive mere besværligt at få ham udredt.

Vores skolepsykolog ville ikke sende en henvisning, da hun ikke mener der er nogen problemer (det mener hun ikke der er med nogen børn) Men fandt så ud af, at man kunne gå i gennem egen læge, så vi fik fuld aktindsigt i hans papir, som lå hos ppr som blev sendt med, men den blev så afvist. Jeg kontaktede så autisme foreningen og spurgte hvad vi kunne gøre og de fortalte, at vi kunne få lægen til at sende henvisning længere oppe i landet, men samtidig fandt jeg også ud af at børne sagsbehandleren også kunne lave en henvisning. Så min familiekoordinator, fik samlet alle papir sammen, som hun kunne finde og sendte det derop og så ville de godt se os.

Og så spurgte de os om et par ting og lægen tog William med ind i et rum, mens psykologen stillede os nogen spørgsmål, og hver gang jeg forsøgte at fortælle, hvad jeg så hos min dreng, blev vi afvist med, at der er ikke noget der hedder autistiske træk, enten har man det eller også har man det ikke. Og han kan forstå ironi og holde øjenkontakt, så han havde det ikke.

Jeg er 99 % sikker på han har noget autisme, da min mand arbejder med voksne der er mental retarderet og har autisme og der er rigtig mange lighedstræk.
Vi kender en som arbejder med tilsvarende og hun har også et voksent barn, som er lettet mentalt retarderet, har ADHD og først nu har fået diagnosen autisme oven i.
Min dreng aflastning siger det samme og hun har også været handicaphjælper for et andet barn med autisme. Og de alle kan se det hos ham.

Nå men vi valgte, at han skulle udredes igen i håb om, at han fik diagnosen, da det så havde været nemmere at få et ordenligt skole tilbud til han, da han reagere voldsom lige så snart der sker den mindste forandring osv. Så Børne psyk valgte at holde et møde, hvor børne sagsbehandler, familiekoordinator, skolepsykolog, skoleleder og en lærer var inviteret, da de er enig i, at han ikke har det optimale skole tilbud og der fik vi at vide, at han skulle testes hver andet år pga sin udvikling og det er 3 år siden han sidst blev testet.

Nå men vi fik ikke så meget ud af mødet andet end, at han skulle testes og skolen skulle tænker over om det var det rigtig tilbud han havde.

Men da alt det, der har været sket siden min dreng blev 3,  har været så opslidende, så har vi nu valgt, at han skal i pleje og pudsigt nok, så mener den nye sagsbehandler, at der er nok i hans sag til, at han vil kunne visiteres til den speciel skole som ligger i vores kommune. Så nu venter vi på svar på det, men tænk at det først kan ske nu, hvor han bliver sendt i pleje og kommunen så overtager ansvaret for han trivsel.

Vi har en datter der er et 1 år yngre end William og er normal fungerende.

Jeg er så vred over vores situation, at vi har været nød til at "opgive" vores søn, fordi at alle instanser svigter, når vi har bedt om hjælp. Og nu hvor vi endelige har fået lidt hjælp, så er det for sent. Har bedt om hjælp til ham siden han var 3, og har siden han blev født sagt, at der var noget galt, men alle slog det hen med, at der ikke var noget, han var bare et barn, der var lidt længere tid om det osv.

Hvis han bliver visiteret til et specielt skole tilbud, så har jeg overvejet, hvordan man kan få sat fokus på, hvordan det er så let, nå man først sender sit barn i pleje.
Jeg syntes det er fint der bliver sat fokus på det område.

Redaktionen takker for beretningen, og ønsker det bedste for familien og William (Navnet ændret)

Har du også lyst til at få din beretning på sitet, så kan du skrive til voresboernstrivsel@gmail.com

Arkiv

Følg vores Facebook
Følg vores Google Plus

HVORDAN KAN MAN TVANGSUDREDE KORREKT UNDER SÅDAN FORHOLD?

- Redaktionen -

I en tvangsudredning i en fastkørt sag, lyder afgørelserne sådan. Det kan fortælles at barnet er 9 år og er hjemmeundervist.

Som følge af, at Børn og Unge-udvalget i (anonym) kommune d.d. har truffet afgørelse om undersøgelse af (barnets navn) jf. servicelovens § 51 og samtidig truffet afgørelse om, atsamværet skal foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommune jf. servicelovens § 71, stk. 4 jf. stk. 3, 1. punktum, skal hermed meddeles, at Børn- og Familieafdelingen, (anonym) har truffet afgørelse om, at der er samvær mellem dig og din (køn/navn) 1 gang om ugen a´ 1 times varighed. Samværet skal foregå om onsdagen mellem kl.16.00. og 17.00 på døgninstitutionen (Anonym), der tillige forestår det overvågede samvær. Såfremt repræsentanten for kommunen undersamværet oplever, at samværet er til skade for (Barnets navn), vil samværet blive afbrudt. Observationer vil indgå i den samlede undersøgelsesrapport. Der vil yderligere være mulighed for telefonisk kontakt 1 gang om ugen af maximalt 15 minutters varighed. Dette foregår om lørdagen kl. 10.00. Afgørelsen er gældende i hele undersøgelsesperioden. Begrundelse Forvaltningen har ved afgørelsen lagt vægt på, at det er nødvendigt af hensyn til (Barnets navn) sundhed og udvikling at samværet ikke strækker sig over flere timer, idet det må det antages, at (moders navn) vil presse (barnets navn) i forhold til, hvad (køn) må sige, samt forlange at (køn) skal redegøre for, hvad der bliver sagt og gjort på institutionen. Dette vil være at udsætte (Barnets navn) for et krydspres, som vurderes særdeles uhensigtsmæssigt og som (køn) vurderes ikke at kunne magte.

Resultat:

Barnet var tidligere udredt som et højt begavet barn. Denne undersøgelse endte med et lavt begavet barn, som blev anbragt, med næsten intet samvær. De flyttede rundt på barnet på flere ikke egnede steder. Barnet har været anbragt, hvor tilsynet vidste barnet ikke passede ind i målgruppen. Barnet er flyttet rundt på af flere omgange, også over 100 km fra sit hjem. Barnet og familien har næsten ingen kontakt i flere år. Moderen er en fighter og ender med at få barnet hjem fra denne flere års fejlanbringelse. Der stilles stadig ikke den rette skole støtte til for barnet, som nu har det endnu svære end da det hele startede. Derfor er moderen stadig igang med hjemmeundervisning.

______________________________

Familiens andet barn var også igennem samme tvangsudredning. Barnet var på daværende tidspunkt en gymnasie elev, efter vellykket hjemmeundervisning. Alderen gør, at barnet faktisk skal høres og tages til indtægt for egne ønsker i fht borgerinddragelse. Barnet skulle udelukkende udredes pga. søskende og ikke egne problematikker.

Som følge af, at Børn og Unge-udvalget i (anonym) kommune d.d. har truffet afgørelse om undersøgelse af (barnets navn) jf. servicelovens § 51 og samtidig truffet afgørelse om, at samværet skal foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommune jf. servicelovens § 71, stk. 4 jf. stk. 3, 1. punktum, skal hermed meddeles, at Børn- og Familieafdelingen, (afd)har truffet afgørelse om, at der er samvær mellem dig og din (køn / barnets navn) 1 gang om ugen a´ 1 times varighed. Samværet skal foregå om onsdagen mellem kl.16.00. og 17.00 på døgninstitutionen (Anonym) der tillige forestår det overvågede samvær. Såfremt repræsentanten for kommunen under samværet oplever, at samværet er til skade for (barnets navn), vil samværet blive afbrudt. Observationer vil indgå i den samlede undersøgelsesrapport. Der vil yderligere være mulighed for telefonisk kontakt 1 gang om ugen af maximalt 15 minutters varighed. Dette foregår om lørdagen kl. 10.15. Afgørelsen er gældende i hele undersøgelsesperioden. Begrundelse Forvaltningen har ved afgørelsen lagt vægt på, at det er nødvendigt af hensyn til (Barnets navn) sundhed og udvikling at samværet ikke strækker sig over flere timer, idet det må det antages, at (Moderens navn) vil presse (Barnets navn) i forhold til, hvad (køn) må sige, samt forlange at (køn) skal redegøre for, hvad der bliver sagt og gjort på institutionen. Dette vil være at udsætte (Barnets navn) for et krydspres, som vurderes særdeles uhensigtsmæssigt og som (køn) vurderes ikke at kunne magte.

Resultat:

Barnet bliver anbragt i plejefamilie. En ny psykolog rapport viser 3 måneder senere, at barnet skal hjem. Der går 2 år! og mange klager senere før det lykkedes at hjemgive. Samværet var i en periode på kun 1 timer hver 3. uge. Barnet var ved at dumpe sine eksamener i gymnasiet i den turbulente tid. I dag er "barnet" myndig, og klare sig skolemæssigt fint, trods de voldsomme år. Men må fortsat leve med mén efter anbringelsen. I forholdet til borgerinddragelsen. Barnet blev hørt, men tages ikke til indtægt i afgørelsen, som udelukkende fastholdes på socialrådgiverens version. Barnet passede sin skole, og have ingen problem adfærd i skolen andet end at være ked af at være anbragt. Og var meget påvirket af anbringelsen og anbringelsen under tvangsudrednigen.


Og så du det?

Samværet på de to børn er lagt præcis oveni hinanden!!!!

Sagen startede i 2012, og begge børn er i dag hjemme hvor de høre til, hos deres mor. Børnene blev hjemgivet i henholdsvis 2015 og 2014. Der har været problemer med, at overholde loven hele vejen igennem disse sager.

Med så lidt samvær, kan det kun give problemer mellem forældre og barn. Stedet er unaturligt, overvågning er unaturligt, savnet er enormt. Det er umuligt, at undersøge samspil under sådan forhold. Opholdstedet overvåger, vurderer og levere nye redegørelser/akter til brug i kommunens sag om familien. Trods de umulige forhold lægges de til grund for barnets fremtid.


Resultatet ses tydeligt.

Hvad blev der af barnets tarv?

NB:
Begge børn er #HBB, højt begavede børn. Børn med særlige forudsærninger, #BMSF. Begge børn er ordblinde. Derudover har der været set mulig #Asperger, #GUA/GUU og/eller #ADHD, men ingen af de diagnoser blev fastlagt.

PIGER MED AUTISME KAN VÆRE SVÆRE AT GENKENDE I ADFÆRDEN

_______________

Redaktion

Artikel hentet HER hos Autismeforening.dk

Artikel af Kirsten Callesen

Man er nødt til at lytte til forældrene og acceptere at det, de siger, er fuldstændig korrekt. Mødre kender deres døtre, og de er så vant til at kæmpe for dem, at de nogle gange kan have svært ved at tro på det og at slappe mere af, når tingene lykkes.

Man kan sige, at familierne udvikler overlevelsesstrategier, for det er de nødt til for at klare sig helskindet igennem kampen med først at få diagnosen og derefter kampen for at få det rigtige børnehave- eller skoletilbud. Jeg ser alt for mange forældre, der går ned med PTSD, og det groteske er, at det sjældent er på grund af forældrerollen, altså det at have et anderledes fungerende barn med særlige behov. Forældrene bliver slidt op og stressramte af kampene med at få omverdenen til at tage hensyn og kampene med at skaffe tålelige forhold til barnet.

Jeg arbejder indimellem med kommuner, der er mistroiske overfor forældrene, specielt mødrene vurderes til at have et symbiotisk forhold til datteren, og at hun ikke lader datteren gøre noget selv. Oftest handler det om strategier, og moderens strategi er at hjælpe datteren til at komme igennem hverdagen, for hun ved, at hvis hun ikke hjælper, kan de små ting betyde, at datteren ikke kan deltage i en fællesaktivitet, eller at datteren bliver sorteret fra af de andre børn. Måske fordi datteren bliver hurtigt udtrættet, når hun er social, eller fordi hun reagerer uhensigtsmæssigt, når hun er stresset - den slags ved mødre, og derfor sørger de for at hjælpe datteren på vej med de ting, de kan gøre fra sidelinjen.

Det kan være en lang kamp at få diagnosticeret sin datter, for diagnosekriterierne er lavet på baggrund af observationer af 7-13 årige drenge, og det er problematisk, for pigerne har helt andre profiler end drengene. Pigerne interesserer sig for andre piger, for det spændende sociale, og nogen af dem øver sig i at være som de populære piger i klassen. Sådan gør drengene meget sjældent; man kan sige, at det kun er de grundlæggende udfordringer ved autismen, der er ens, og ikke måden, autismen kommer til udtryk på.

Forældre, der søger hjælp til deres barn, hører ofte, at deres datter ikke kan have autisme, for hun har både øjenkontakt og er god til at sludre med de andre piger. Men når man ser på kvaliteten af sådan en samtale mellem to piger, hvor den ene har autisme, er det ofte den ene pige, der taler og taler, og pigen med autisme, der suger det hele til sig og svarer støttende med små kommentarer som “Nej, hvor er han dum” og “Det er godt nok synd for dig”.

Pigerne er dygtige til at overleve ved at kompensere, men vi er nødt til at finde en måde at hjælpe dem på meget tidligere, for i længden kan de ikke holde til at bruge så mange kræfter i det sociale felt. Vi ser piger på 10-12 år, der viser tegn på ubalance, udtrættethed og stress, og i 12-14 års alderen begynder det at udvikle sig til regulær stress, spiseforstyrrelser, selvskade, depression og angst. Når pigerne er ramt af den slags lidelser oveni autismen, holder de ofte op med at gå i skole, og det, vi ser, er, at når en pige først er ramt, så kan hun være syg i de næste par år, til hun er kommet fri af den psykiatriske tilstand. Man skal forstå, at den slags lidelser akkumuleres af pigens selvopfattelse, og det er mange års indlejret overbevisning om, at hun ikke er god nok, at hun ikke kan finde ud af noget, og at hun er forkert. Det er det, som foregår inde bag pigernes facade, og vi skal selv være opmærksomme på det og opdage det, for de beder os ikke om hjælp, og de lukker os ikke ind, så vi kan hjælpe dem i tide. Pigerne bliver magtesløse og ved ikke selv, hvorfor de bryder sammen.

Mange forældre er allerede bekymrede for deres datter tidligt, men det kan være svært for dem at forklare, hvad deres bekymring handler om, ligesom det er næsten umuligt for dem at få nogen til at lytte. Forældrene oplever pigen derhjemme, de ser, hvordan hun reagerer med at være udtrættet, og at hun virker sårbar, fordi hun bruger alle sine kræfter på at finde ud af, hvad det er, der forgår i det sociale felt omkring hende, mens hun er ude. Hver gang der sker skift i pigens liv - fra vuggestue til børnehave og fra børnehave til skole - starter datteren forfra. I børnehaven vil man opleve en sød pige, der er stille og måske lidt observerende frem for udfarende og aktiv. Hvis forældrene alligevel presser på for at få datteren bedømt af PPR, ender det ofte med, at de mistænkeliggøres som overbeskyttende, og nogle gange bliver de tilbudt rådgivningstimer, så de kan få noget hjælp til at blive bedre forældre.

Mange forældre oplever, at den rigtige hjælp kommer alt for sent, og de ser deres piger få det ene nederlag efter det andet og til sidst også de ledsagende psykiske lidelser oven i autismen. Det bedste råd, jeg kan give til forældre og til folk, der arbejder med pigerne, er, at de ikke skal presse dem. Pigerne gør det allerede så godt, som de overhovedet kan.

I EN I FORVEJEN PRESSET PERIODE, VÆLGER FORVALTNING AT TRUE OG PRESSE FAMILIEN YDERLIGERE

_________________________________________________
Redaktion

For mange af familierne som har børn og unge med særlige behov, har det været hårde forløb gennem mange år. Nogle har været i hele barnets levetid pga. eventuelle uopdagede diagnoser. Livet har været generelt svært. Oveni det er familien med en skoletid, der ikke fungere for barnet, evt fastlåst skole-hjemsamarbejde og tung sag på forvaltningen, ofte igang med udredning(er) af barnet, som i nogle tilfælde også reagere kraftigt. Der laves underretning fra skole, som ikke forstår barnet. Forvaltningen ser problemet som værende forældrene, ikke barnets særlige behov. Fokus bliver forkert og de ser i alle de forkerte retninger. Intet der sættes ind virker selvsagt. 

I den mellemliggende tid begynder der, at komme diagnoser på barnet. Forvaltning og skole er fastlåst i deres forældre problematik, så der sættes ikke den rette støtte ind for barnet - og familien. Familien skal oveni alt dette kaos, både rumme barnet, og deres egen sorgproces. Det er en sorg, at ens barn får en diagnose, trods det for mange i starten er en lettelse. Denne dobbelthed af følelser giver også forældrene en skyldfølelse, et indre arbejde omkring deres "forkerte" følelse. For ingen er vel lettede og ønsker deres barn en diagnose? Diagnoser er nødvendige i Danmark, derfor lettelsen. Det er en frifindelse af forældrene, som gennem årene er blevet beskyldt for barnets anderledes adfærd og mistrivsel.

I de år der er gået uden målrettet indsats, er sagerne ofte kørt milevidt væk fra det egentlige problem. Barnets udfordringer, og hvordan støtten til familien skal tilrettelægges, så barnet kommer i trivsel igen.

Nu kastes så bomben. 

Vi indstiller til tvangsanbringelse.

Oveni i årelangt kaos, beskyldninger og midt i en sorgproces, kastes familien ud i dyb krise.

Herunder er de 4 krisefaser, som familien nu skal gennemgå sammen med alt det nye. Forhåbentlig kommer de helskindet igennem uden angst, depression og PTSD.

Et kriseforløb består af fire faser:

Den første fase kan kaldeschokfasen, som varer fra i minutter over timer til nogle få dage. Du er præget af forvirring og kan ikke forstå, tro på eller se det der sker, eller er sket, i øjnene. Du kan være handlingslammet med hovedpine, ondt i maven, indre uro og rysteture.

Den anden fase kan kaldesreaktionsfasen. Den varer måske nogle uger, måske nogle måneder. Grænser kan ikke sættes. Du kan nu erkende det, der sket. Du er ulykkelig, afmægtig og tynget af sorg og fortvivlelse. Eller du føler vrede og meningsløshed. Du har erkendt, at noget frygteligt er hændt i dit liv og du prøver måske på at finde forklaringer og skyld. Din krop reagerer måske med smerter og muskelspænding. Søvnløshed er almindelig.

Den tredje fase kaldesbearbejdningsfasen. Den indledes efter nogle måneder og varer måske det næste halve år. Du begynder at bearbejde dine oplevelser og din sorg. Du gennemgår måske en gang imellem det skete over for dig selv og andre og reagerer måske med angst og sårbarhed, men kan efterhånden se mere nuanceret og realistisk på det, der er sket. Du begynder også at få et mere fremadrettet syn på din tilværelse og din egen rolle i den store sammenhæng. Men krisen og sorgen ligger stadig og gemmer sig og kan komme frem når som helst med den gamle angst, sårbarhed og vrede. Du – og dine nærmeste - skal også være opmærksomme på, at belastningerne er, eller kan have været, så store at du udvikler en egentlig depression i efterforløbet. I så fald vil der være behov for professionel assistance og hjælp.

Den fjerde og sidste fase kaldesnyorienteringsfasen, som gør sig gældende efter et års tid. Den strækker sig i realiteten over resten af livet. For selv om de sår, som krisen og sorgen påførte dig er helet og ikke springer op igen, vil der stadig være ar, som kan føles på sjælen. Intet bliver som før, men du har lært at leve med det, som skete og du kan nu som regel tale om det neutralt og afklaret. Alligevel vil der altid kunne opstå situationer, hvor dine følelser bliver trigget, men hvor du har lært at beherske dem og sætte dem på plads.

Kilde: Netdoktor.dk

Familien skal igang med alt det praktiske omkring akter, rettelser af sygehus journalfejl, og meget mere administrativt. De har kun kort tid til det hele.

Forvaltningen kan nu begynde, at tale om Forældre Kompentance Undersøgelse, for kan forældrene klare dette krævende barn?

Men er det i virkeligheden barnet, der er det mest krævende i familien eller er det alt det udenom?

Familien er i en tilpasnings periode efter årelangt slid.

Hvorfor spørger man aldrig sig selv på de forvaltninger, om det hele ikke bare drejer sig om, at familien og barnet har brug for ro. Ro til at tilpasse sig de nye informationer, få relevant rådgivning, få brugbare redskaber, og så lade tid arbejde for, at barnet kan komme i balance og stadig have nogle forældre med en rest af ressourcer efter mødet med "systemets hjælp".

Hvad skete der med forældremyndighed, borgerinddragelse, og mindst muligt indgriben?

Børn kan kun blive tvangsfjernet fra hjemmet, hvis der er åbenlys risiko for, at børnene tager alvorlig skade af at blive boende hos deres forældre. Det er en betingelse, at problemerne ikke kan løses med hjælp i hjemmet. Årsager til tvangsfjernelse af børn kan for eksempel være vold, alkoholmisbrug, andet misbrug og psykisk sygdom. 

Citat: Rasmus Hedegaard, Advokat

Kunne det tænkes, at være årsagen til, at  forvaltningerne har travlt med, at opfinde diagnoser på forældrene, hvis ikke der er vold og misbrug i hjemmet?