Tanker fra en forældre
👇🏼👇🏼
"At fratage et barn hjælpen!
Hvis et barn har astma og man kan se, at barnet får det bedre, når barnet har taget sin medicin i sin inhalator. Kunne man så finde på at tage barnets inhalator fra barnet, da barnet jo har det bedre?
Hvis et barn har diabetes og er i bedring. Kunne man så finde på at tage barnets insulin fra barnet, da det jo er i bedring?
Hvis et barn får medicin, der har hjulpet barnet i bedring - kunne man så finde på at fjerne medicinen, da barnet jo er i bedring?
Selvfølgelig ikke!! For det ville jo være helt grotesk at fjerne noget, der er årsagen til at barn har det bedre, er i bedring eller er i trivsel - så det kunne man jo aldrig finde på.
Men når det kommer til et barn, der har psykiske blandingsdiagnoser og er kommet i begyndende trivsel og positiv udvikling, så vælger man at fjerne barnets "inhalator" "medicin" - redskab, da barnet jo er i trivsel.
Der lyttes hverken til børnepsyk mv eller til forældre, der siger, at barnet har brug for sin støtte for at kunne trives i skolen, da skolen jo siger, at barnet trives.
En måned uden støtte grundet skolens "interne miskommunikationsproblematikker", har allerede gjort, at barnet dagligt har ondt i maven og hovedet mv og fået angst for at komme i skole.
Barnet udtaler sig om, at lærerne i skolen alligevel ikke tror på hende eller siger, at det er "noget pjat", når hun prøver at fortælle, at hun har det svært, så hun har opgivet at fortælle dem noget som helst om, hvordan hun har det i skolen.
Men igen... når skolen ikke ser det - så eksisterer problemet jo ikke.
Så med det kan det konkluderes - at kun skolen har ret og alt det alle andre ser og hører - stemmer ikke overens med skolens virkelighed.
Så skolen er både skole, psykiater, læge, fysioterapeut og ergoterapeut mv., da de tilsyneladende har kompetencerne til at træffe rette beslutninger omkring et barn i stik modsætning til det andre fagpersoner omkring barnet har anbefalet - og også i stik modsætning til det barnets egne forældre har udtalt og bedt om.
Man fjerner en støtte fra barnet, der er årsagen til, at barnet kan indgå i en almen klasse og rent faktisk har været glad for at gå i klassen og har fået venner, da barnet er kommet i trivsel. På intet tidspunkt stopper man op og tænker "Måske er barnet kommet i trivsel - netop pga. støtten og har derfor brug for støtten".
Barnet har IKKE selv valgt sit handicap. Barnet har ikke selv valgt sine vanskeligheder.
Barnet gør selv en indsats hver eneste dag i skolen, da HUN gerne vil kunne være sammen med sin venner.
Hun er 8 år gammel og man har valgt ikke at tro på hende.
Ikke at tro på forældrene og ikke at tro på børnepsyk, ergoterapeuter, fysioterapeuter mv.
Det er hendes skolegang og det er hendes fremtid og I lytter ikke.
Hvordan kan det være tilladt, at det er skolen alene, der kan vurdere, om hvad et barn med psykiske handicaps kan og ikke kan!!!
Psykiske handicaps er usynlige, men det betyder ikke, at de ikke er til stede."
Desværre er den her sag ikke enestående - vi hører ofte om tilsvarende sager
😔😔
Måske er det på tide at vi kigger på om de ellers dygtige skoleledere har kompetencerne til at vurdere børn med særlige behovs støttebehov ???
Tak for at vi måtte dele denne tekst, her på vores blog
