- Redaktionen -
I et facebook opslag i går omkring udredning, tog den en afstikker til hvilken børne psykiatrisk afdeling der er den bedste i Danmark. Hvad var familiernes erfaringer? Lige i dette opslag vil jeg ikke komme ind på, hvad den kom frem til, for den kører stadig.
En af de ting der sås var, at nogle afdelinger i landet havde ret ens tilbagemeldinger, og så var der andre, hvor erfaringer var meget forskellige fra samme sted. En mor skrev, at det var sjovt, som vi opfattede det så forskelligt. Det sjove forsvandt lidt, da vi gik det lidt nærmere efter. For det handlede i virkeligheden ikke så meget om opfattelsen, men behandlingen. Der var ganske enkelt forskelsbehandling på den afdeling. Nogle familier blev behandlet rigtigt pænt og med respekt, mens andre blev behandlet dårligt. Afdelingen opførte sig arrogant overfor nogle familier, og i nogle tilfælde var forskelsbehandlingen så åbenlys, at både barnet selv og forældrene, samt med indlagte bemærkede den grove behandling. Lige i tråden var dem, som blev behandlet dårligt enlige forsørgere, eller kommunen havde tilsendt papirer med deres formodninger, og dermed blev behandling af familien grovere. Det kunne også være en enlig mor, hvor kommunen havde indsendt grove formodninger. De børn fik i hvert tilfælde ikke hjælp gennem psykiatrien. Faktisk det modsatte. På psyk. presser de børnene ud over kanten, for at se deres reaktions mønster og derfra kan sætter de diagnose (dette ved døgnindlæggelse), men så blev familierne bare udskrevet uden rette støtte til deres barn, som nu var dårligere fungerende end ved indlæggelsen.
I dag har jeg haft nogle samtaler med mødre til børn med særlige behov.
Den ene mor fortæller ca. det samme forløb, dog på en anden børne psykiatrisk afdeling end den med forskelsbehandlingen.
Hun kom jo til udredning på børnepsyk i (afdeling), hvor de ved de første 2 forældre samtaler var sikre på at hun havde autisme og måske noget ADHD. De gik igang med udredning, men med det samme de modtog papirer fra kommunen, mente de at det var mig, der ikke kunne sammen med hende, og hun skulle anbringes uden for hjemmet. Det blev dog til dagskole på (skolen). Hun kommer afsted med bus kl. 7, og er hjemme kl. 16. En alt for lang dag, for hende, som har brug for pauser. Når hun kommer hjem, er hun virkelig overstimuleret, og det påvirker hele familien.
Som i den tråd omkring psykiatrien, blev nogle af de børn voldsomt udadreagernede over for forældrene. Det samme skete med denne mors pige. Hun fortsætter:
Hun er jo slet ikke er på deres nivaeu, følelsesmæssigt. På denne skole, er der absolut ingen grænser eller læring er også voldlig, og meget grim i sit sprog. Nede på skolen, er de andre elever voldelige overfor hende, hun er jo meget mindre end dem. De har rykket hende fra 5 klasse til 7 klasse, hvilket giver hende frustrationer.
Vi har også haft en familie vejleder på fra kommunen. I starten var han forstående og lyttede, lige indtil han havde modtaget papirer fra kommunen. Så det frabad vi. Han havde mere travlt med vores ægteskab og min sygdom. Det er jo ikke det vi vil have hjælp til, derimod til (Navn).
Vi skal have klaget til ankestyrelsen, da en advokat mener, vores sag har været alt for langvarig samt at der ikke er ydet den hjælp (Navn) og vi som familie har brug for. Nu er skolen hun er på også sikker på at (Navn) vil have bedst af at bo der. Det er en skole med anbragte børn, hvor familien ikke kan tage sig af dem. (Navn) oplever hver dag konflikter mellem de andre elever og deres lærer. Det er det helt forkerte sted til vores pige, og hun bliver mere og mere mærket af det.
(Navn) reagerede igår på en lille bitte ting, som at hun skulle gøre sig færdig til at gå i seng. Den reaktion vi så hos hende, har vi aldrig set før, og den afspejlede hvordan konflikterne er på skolen, og hvordan de ældre elever ingen respekt har for voksne. Det tog 3 ½ time, før vi kunne komme ind til hende, vi måtte ikke røre hende, hun ville ikke tale med os, og sproget var skrækkeligt. Min lille pige, kunne jeg slet ikke kende
Hvordan når vi dog helt derud?
I mange sager mangler indsatserne totalt, men i andre er de direkte skadelige for barnet.
Vi ser, hvordan vores børn har det svært, og ser så de gradvis bliver dårligere og dårligere til det direkte skadelige. Måske ikke pga. manglende hjælp, men især på den forkerte.
Vi fik vendt nogle tanker, bekymringer og galle, hvorefter hun skrev.
Hvad er det dog der er sket i din sag? Jeg frygter det går samme vej, for os. Man kæmper med næb og klør, og ingen lyttet til det man siger.
Og det er rigtigt. Vores egen sag er kørt helt af sporet for forvaltningen. Som netop har haft den samme tilgang. Des mere der bakkede os op som familie og det vi så hos vores barn, jo mere krigerisk og modbydelig blev både sagsbehandler og selve sagsbehandlingen.
Igen blev den lagt over på mor, som værende et problem. Vi har absolut ingen støtte modtaget trods vores barn har adskillige diagnoser. Sagsbehandler mener simpelthen, at vores barn vil trives fint i en almindelig folkeskole, hvis bare de anbringer, så mor ikke er en del af barnets liv mere, med så lidt samvær som overhovedet muligt. Det skal siges, at jeg (mor), ikke har diagnoser eller på anden måde er psykisk uligevægtig, men faktisk er ganske ressourcestærk.
Senere på dagen fik jeg en dejlig snak med en mor til 3 piger med autisme. Det er faktisk første gang jeg taler med en anden mor, som selv har piger med autisme, og for første gang behøvede jeg ikke forklare mig, eller forklare hvad der var svært. Det var bare sådan det er. Tænk, sådan må det være for andre forældre, at tale om deres børn. Det har jeg ikke oplevet. Jeg har har altid skulle forklare og forsvare vores barn. Det var de samme problemstillinger. Skoler der ikke forstod, som laver status og forklarer hvor fint det hele går, alt imens vi hjemme ser vores piger få det værre og værre. Den manglende forståelse, den manglende støtte. Hvordan man selv må betale for autisme konsulent eller psykiater for at give vores børn den hjælp og forståelse de har brug for.
Egentlig er det vel ikke så underligt, at der findes mange vrede og udadreagerende børn i dagens Danmark. Hvis vi behandlede dem pænt, lyttede til dem, anerkendte dem, som dem de nu engang er, finder Deres skønheder, og løftede i flok, så ville mange vrede børn, være mindre vrede og mere glade børn.
Som den første mor skrev:
Det er helt ude i hampen, med systemet. Hvordan er det kommet så langt ud??
Jeg kan kun give hende ret.....
