DA WILMA BLEV TENNAS BEDSTE SKOLE - CASE 10

- Case -

Vi er så glade for at kunne dele denne historie med jer. 

Da jeg blev kendt med deres sag første gang, var det da Wilma skrev til mig, at hun ville være den første der stillede sig op ude på gaden og buldrede med grydeskeer på gryder for, at råbe op om, hvordan systemet lod familier med børn som har særlige behov i stikken. Det blev starten på et følgeskab, både den ene og den anden vej, for at råbe systemet op, om dette omsorgssvigt fra det offentlige. Dette følgeskab har stået på i mange år nu, og det er en stor glæde, at kunne bringe denne historie og det gode resultat en sejlivet og viljestærk mor fik igennem. 

Tillykke til Wilma og Tenna.

Ud af boksen

 I dag er min datter 31 år, - og er et ungt menneske med særlige behov, som det hedder. Men der er ikke noget særligt ved de behov min datter har. '

Hun er som dig og mig født med basale behov for tryghed, sikkerhed, støtte, vejledning og anerkendelse af den person, hun er kommet her til verden med. '

Hun er født med bl.a. skader i hjernebjælken, som betyder at indlæringen skal foregå på en anden måde end den skal med personer der ikke har denne skade.

 Hun har været indlemmet i det såkaldte social, specialpædagogiske verdensbillede siden hun var ganske lille.

 I specialskolen sagde de, at hun var velplaceret, - og det betød for Tenna, min datter, at hun var velanbragt som statisk i speciallærer og specialpædagogers højt kvalificerede læringsmiljø.

I mange år troende jeg faktisk på dem. Det så jo så fint og rigtigt ud det de skrev og sagde, så de måtte have ret i deres antagelser. Det var det, de var uddannet til.

Hun var så handicappet, at hun aldrig ville kunne lære at læse og skrive, skrev og sagde de, - ganske vist pakket ind på en pæn faglig og saglig korrekt måde.

Skolen brugte rigtig mange år på at lære hende ingenting, og på at få hende placeret i specialskolens målgruppe, hvor lærerne bestemt ikke spildte tiden på at lære min datter noget der bare mindede om seriøst faglig indlæring.

Den del måtte jeg selv tage mig af, da jeg valgte at tage hende ud af specialskolen, da hun var 14 år.

Og hvad er der så siden sket, - en hel masse faktisk.

Hvad der præcist er sket, har jeg skrevet om i bogen "Guldæskegaven " bogen kan lånes på biblioteket, eller ved henvendelse til mig. Den har ligget i dvale nogle år, men jeg er nu ved at vække den til live igen, fordi jeg har/Tenna har et vigtigt budskab.

For nylig fik Tenna lavet en neuropsykologisk test. Den 4. I rækken. Hun er gået fra på alle områder at være langt under det normale for aldersgruppen, til samlet set at befinde sig i normalområdet lidt under middel.

Hun har stadig massive specifikke vanskeligheder, men tilgangen, indgangen til hendes liv og læring er tilpasset disse specifikke vanskeligheder, - og DET har rykket og rykker stadig i forhold til læring og undervisning, - og på alle andre områder indenfor Tennas samlede personlighedsmæssige udvikling.

Tingene skal blot foregå efter "Tenna modellen".

Jeg/vi kan altså nu dokumentere, at de tiltag jeg/vi har foretaget siden Tenna var 14 år virkelig har haft en stor og gavnlig effekt. For nu at sige det mildt.

Psykologen, som for nylig testede Tenna, var den samme som testede hende da hun var 5 år, hun udtrykte det på følgende måde. "Jeg har aldrig oplevet noget lignende".

Og hvorfor skriver jeg nu alt dette?

Jo, det gør jeg fordi Tenna D.9.6.17 gik til mundtlig eksamen i matematik på D niveau(10 kl.) og fik karakteren 12. I den skriftlige eksamen fik hun karakteren 4.

På vejen hjem tænkte jeg "MOR er sku verdens bedste skole"

Hun modtager fjernundervisning under VUC regi. Og har gjort det i en del år nu. Det er en form der passer hende/os perfekt.

Denne eksamen er blot en i rækken af mange, - og det er ikke den eneste 12 tal hun har fået.

Når hun går til eksamen har hun en fantastisk tryghedsperson med, som støtter hende. Denne person ved nøjagtig, hvordan hun skal støtte Tenna, så situationen bliver så optimalt som muligt.

Ligesom bogen "guldæskegaven" har ligget i dvale i mange år, har jeg også været alt for lidt aktiv i gruppen, som jeg har kaldt "Mor er verdens bedste skole", men nu vil jeg gøre et forsøg på at vække den til live igen.

Med det system vi har i dag, tror jeg desværre ikke barnet automatisk får det bedste tilbud, medmindre forældrene virkelig er på stikkerne og forlanger kvalitet og evidens i forhold til behandling og undervisning af deres barn med særlige og specielle behov. Jeg vil nu hellere kalde det for børn og unge der har brug for en særlig, specielt og individuelt tilrettelagt behandling og undervisningsform.

Ifølge min erfaring, kan forældre eller andre tæt på barnet meget ofte også gøre en kæmpe og altafgørende forskel. Det vigtigste er, at personerne omkring barnet/den unge er opmærksomme på de eventuelle og præcise bagvedliggende hjernemæssige barrierer der kan ligge til grund for, - at der skal tænkes ud af boksen.

Wilma Clausen

Vi har valgt at bloggen er reklamefri. Finder du gavn af det vi deler, og ønsker du at påskønne vores arbejde med et beløb, kan det gøres her:

TRYK HER

Arkiv

Følg vores Facebook Følg vores Google Plus

PHILIPS HISTORIE, OM AT BLIVE TABT PÅ GULVET AF SYSTEMET

- Redaktionen / Case / Brev - 

Vi modtog en barsk beretning. Moderen har bedt om, at Philips historie ikke bliver gjort anonym. Du vil formentlig også have læst om den i pressen. Vi takker for beretningen, og sender familien de varmeste tanker. Vi håber at systemet får øjnene op for de mange svigt, som de udviser overfor børn og unge med særlige behov, - og deres familier. Philip har så oplagt og genkendelige udfordringer, at det ikke burde have været et problem, at sætte den rette støtte ind til både Philip og forældrene. Læs her Philips historie.

Phillips historie, om at blive tabt på gulvet af systemet.

Barndommen.

Phillip var ud af en søskendeflok på 4 børn, en storebror, en lillebror og en lillesøster. Phillip elskede sine søskende betingelsesløst og han ville gøre alt for dem, han var en kærlig og omsorgsfuld dreng, man manglede aldrig et kram eller nærvær i hans selskab. Phillip elskede små børn og dyr, det var en fornøjelse at se ham sammen med dem, han formåede at gå ned på de smås niveau og lege deres lege og han hyggede sig med det.

Jeg var 20 år da jeg ventede mit 2. barn, graviditeten var helt uden komplikationer. På min 21 års fødselsdag den 14 juni 1996 kom Phillip til verden, allerede dengang havde han fart på, fødslen tog lidt over en time og var også uden komplikationer. Jeg har siden den dag han blev født bekymret mig meget, først for om han skulle blive syg og senere om han skulle komme til skade.

Phillip har fra den dag han blev født været en charmetrold der kunne smelte ethvert hjerte, denne charme fulgte ham hele livet igennem, han var svær at sige nej til, altid havde han et glimt i øjet nærmest som at se direkte ind i en stjerne.

Han var en hurtig dreng, han kravlede i en tidlig alder og gik før han var et år, alt hvad han gav sig i kast med var han god til.

En morglad dreng var han også, ingen andre kunne holde ham eller passe ham, det var sådan til han var omkring 2 år, da han startede i vuggestue faldt han egentlig aldrig rigtig til i, indkøringen var svær og han var ked af det hver dag når jeg afleverede ham og skulle vi til et arrangement i institutionen blev han frustreret fordi vi ikke skulle hjem som vi plejede.

Forandringer var absolut ikke noget han brød sig om på nogen måder, han havde det bedst med faste rammer og gentagelser.

Da Phillip skulle begynde i børnehaven kendte han heldigvis både børn og voksne da han gik i en integreret institution hvilket gjorde overgangen mere skånsom.

Hjemme var der fuld gang i ham, han sov sparsomt og når han var vågen, løb han nærmest på væggene, vi kaldte ham ofte en dreng med et stort d men det blev altid sagt med et smil på læben.

Mange gange blev jeg forskrækket over de ting Phillip kunne finde på og andre gange var det altså svært at lade være med at grine, for han havde altid en god forklaring eller et godt svar.

I en alder af blot 5 år viste Phillip tegn på at han ikke var som de andre børn i børnehaven, han var en rigtig spradebasse der var fuld af gode ideer og han havde en ildsjæl som ikke lod sig styre af autoriteter, Phillip ville gå sine egne veje.

Store drømme havde han som enhver anden knægt på 5 år, en dag da vi kørte forbi brandstationen sagde han til mig at han ville være brandmand, soldat eller sørøver.  Da han blev ældre blev drømmen ændret til at han ville være autolakerer eller mekaniker.

Vi bad om professionel hjælp da vi kunne se at han havde det svært og vi som forældre stod magtesløse overfor hvordan vi skulle gribe det an, almindelig opdragelse virkede slet ikke hverken hjemme eller i børnehaven, Phillip rendte ind i problemer flere gange om dagen, han havde også gode og hyggelige stunder men han var ”uheldig” på samme måde som Emil fra Lønneberg, det var ikke i nogen ond mening at han førte hans ideer ud i livet, han var meget spontan og gjorde lige det han tænkte når han tænkte det.

Første skridt var at sætte en skolepsykolog på at besøge ham i børnehaven, hun observerede ham i et par timer og kunne konstatere at han var skudt ud af en kanon, hun mente at han muligvis havde AD/HD men hun måtte ikke stille en diagnose.

Vi skulle henvende os til egen læge for at få Phillip henvist til børnepsykiatrisk hospital så han kunne blive udredt, ventetiden var 6 måneder på det tidspunkt og i den periode famlede vi nærmest i blinde med hvordan vi skulle tackle det at have en dreng med særlige behov. I løbet af de 6 måneder spurgte vi efter hjælp på kommunen, men deres svar var at de ville ikke røre ved det før der var en diagnose, jeg spurgte om ikke vi kunne gøre noget så jeg kunne få nogle værktøjer til hvordan jeg skulle gribe det an, de kunne sende en sundhedsplejerske var svaret.

Jeg tog mødet med sundhedsplejersken, hun foreslog at vi skulle aflede hans opmærksomhed med andre ting når han lavede noget han ikke måtte, det havde vi på det tidspunkt prøvet i 5 år uden effekt da han med det samme vendte tilbage til det han gerne ville.

De 6 måneder gik og vi kom igennem et langt forløb på børnepsykiatrisk inden de gav ham diagnosen AD/HD, i mellemtiden havde jeg bedt Esbjerg kommune om hjælp i form af aflastning hvor svaret var at hvis jeg ikke ville have ham kunne de tage ham fra mig, så det glemte jeg alt om igen.

Vi skulle til møde med børnepsykiateren og kommunen for at finde en løsning der passede på Phillips behov, de mente ikke medicin var løsningen, det var opdaget så tidligt at en stærk pædagogisk indsats skulle kunne gøre en del, der blev nævnt et skoletilbud i en lille struktureret klasse og et specielt fritidshjem der skulle kunne rumme børn med særlige behov, jeg var på en måde lettet over at der blev sat navn på min søns problemstilling og at jeg fik bekræftet at det ikke var en fejl vi forældre havde gjort. At han nu blev hørt og kunne få den hjælp han havde brug for var som en gave fra himlen.

Ordet aflastning kom på tale igen hvor jeg bakkede og fortalte om min oplevelse på kommunen, men de lovede mig at sådan så de ikke på det, så vi søgte om aflastning da der var ventetid på det

Det første tiltag var en støttepædagog i børnehaven, en pædagog som skulle guide Phillip i det at indgå i leg og fællesskab. Men det viste sig hurtigt at støttepædagogen påtog sig en opgave med at sende et utal af underretninger på mig som forælder, underretninger som ikke havde noget på sig. Et eksempel er at vi lovede Phillip en gameboy i fødselsdagsgave da han blev 6, der blev sendt et notat til kommunen hvor pædagogen mistænkte os for at lyve om det, men da det så gik op for hende at han havde fået en gameboy sendte hun ikke en rettelse, og sådan var det med rigtig mange ting. Selvom Phillips storebror gik i selv samme børnehave bare på en anden stue så fik jeg ingen underretninger på ham.

Phillip startede i skoletilbuddet og både han og jeg glædede os til at han skulle være i et miljø der var strikket sammen for at passe til hans behov, de var max 5 elever i klassen og undervisningen skulle tilpasses den enkelte elev med hensyn til hvad barnet kunne rumme af information på en dag.

Fritidshjemmet var også for børn der havde særlige behov og krævede ekstra voksenhjælp, altså en god løsning for en dreng der allerede på dette tidspunkt havde rendt panden imod en mur et utal af gange, nu skulle han starte på en frisk med nye og erfarne voksne.

Det viste sig så at der ikke var den store forandring, det kom efter mig at jeg var ung mor, det blev ikke respekteret når jeg sagde noget, det var som at slå i en dyne.

Når Phillip havde det svært blev jeg ringet op at jeg godt kunne hente ham for skolen eller fritidshjemmet kunne ikke styre ham eller håndtere det at han havde det svært.

Til samtlige statusmøder med primær pædagog, lærer og socialrådgiver spurgte jeg hvad der skulle ske når Phillip blev 18 år og ikke længere kunne være i det beskyttede miljø som han var i som barn, jeg havde en stærk fornemmelse af at han skulle rustes til at stå på egne ben og at vi skulle gribe tidligt ind, men hver gang det kom på tale fik jeg at vide at der jo var lang tid til.

Underretningerne kom stadig i hobevis, det var så tydeligt at de papirer der var lavet i børnehaven fulgte med da Phillip startede i skole, det var ikke fordi der blev lagt skjul på at de mente at Phillip havde det svært fordi jeg skulle være en dårlig mor i kraft af min unge alder. Jeg havde på det tidspunkt 3 børn og de andre 2 børn kom der sjovt nok ikke nogen underretninger på.

Som tiden gik fik vi en del statusmøder fra hånden og jeg blev meget frustreret over at jeg hver gang fik at vide at der var tid nok, jeg mente at han skulle hjælpes på vej fra han var lille da man ikke lærer noget på en nat. Efterhånden blev socialrådgiveren mere og mere sløset med at komme til møderne, der var afbud den ene gang efter den anden hvor jeg sad med pædagogen uden vi kunne holde møde. Til sidst meldte socialrådgiveren ikke engang afbud men blev væk uden en lyd.

Da Phillip var 10 tog jeg igen kontakt til børnepsykiatrisk fordi jeg mente at han havde brug for deres hjælp, det blev til et møde på 15 minutter hvor Phillip og jeg sad i en sofa og snakkede med 2 af deres folk, vi blev efterfølgende bedt om at vente udenfor mens de talte sammen. Da de igen kaldte os ind sagde de at Phillip ikke havde AD/HD alligevel han fejlede ikke noget.

Phillip voksede og blev ældre og en dag fik vi besked på at han var for gammel til at gå på fritidshjemmet og min tanke var hvad så nu?

Det tilbud vi fik var at Phillip kunne gå i fritidsklub på lige vilkår med andre børn på hans alder, dette skete nærmest fra den ene dag til den anden og helt uden at de havde forberedt ham på forandringen i både voksne, sted og hele strukturen.

Det var på det tidspunkt at verden faldt sammen for Phillip han var 12 år gammel og fik kastet den virkelige verden i ansigtet som en spand koldt vand, han kunne slet ikke håndtere den frihed han fik. Phillip var vant til et beskyttet miljø med få børn omkring sig og ekstra voksne, nu skulle han så kunne begå sig i et ”normalt” miljø med mange børn og knap så mange voksne.

Phillips frustrationer blev mere og mere tiltagende og jeg fik efterhånden svært ved at tolke hvor problemet var, førhen kunne jeg spørge ham om det for eksempel var fordi han glædede sig til jul at han havde det svært.

Opsynet med Phillip mens han var i fritidstilbud blev aftagende, meningen med at gå i klub er jo at man er stor nok til at kende forskel på rigtigt og forkert i et vist omfang, den evne var Phillip ikke i besiddelse af, han var meget behovsstyret og spontan, mange gange kom handling før tanke og det havde konsekvenser for ham i mange tilfælde.

Vi fik et mere og mere anstrengt forhold som mor og søn efterhånden som tingene eskalerede, der var ingen hjælp at hente fra kommunen selvom jeg kom længere og længere ud og blev mere og mere magtesløs.

Da Phillip var blevet 13 år blev det hele for meget for både ham og mig, Phillip stak af i tide og utide og levede mere eller mindre på gaden, hver gang henvendte jeg mig til politiet og kommunen i håb om at de kunne hjælpe mig, men der var groft sagt ikke nogen hjælp at hente nogen steder. Politiet lavede hver gang en såkaldt blød efterlysning på ham, hvilket betyder at hvis de mødte ham ville de køre ham hjem men de ville ikke lede efter ham.

Jeg nåede sammen med Phillip frem til at det eneste rigtige ville være at han blev anbragt udenfor hjemmet hvis vores forhold ikke skulle gå helt i opløsning, så jeg henvendte mig atter til kommunen for at blive afvist med at jeg ikke ville have ham. Jeg græd mig selv i søvn den nat, det var et stort nederlag at skulle melde pas overfor sin egen søn.

Phillip blev i takt med det hele endnu mere frustreret og fortsatte med at stikke af, vi hentede ham hjem for at se at han smuttede igen, til sidst måtte jeg gribe til metoder jeg slet ikke kunne stå inde for, jeg tog alt hans tøj da han blev lagt i seng, men han hoppede ud af vinduet i underbukser og lånte tøj af en kammerat, jeg endte med at lave en underretning på mit eget barn hvor jeg udtrykte min bekymring, heller ikke det hjalp.

En gang hvor jeg hentede Phillip på politigården spurgte de mig om ikke jeg kunne binde ham til radiatoren, det var ment i sjov men jeg havde ikke meget humor på det tidspunkt for hvad skulle jeg stille op.

Vi kæmpede med at få Phillip anbragt i omkring 10 måneder før en pædagog fra PPR kontaktede kommunen og sagde at det de lavede var socialt omsorgssvigt, på det tidspunkt var vi begge ødelagte mentalt, hele familien var ved at gå i stykker, dagen efter havde de en plads til ham på et opholdssted.

Jeg troede at vi endelig langt om længe blev taget alvorligt, men jeg blev hurtigt klogere.

Fokus var slet ikke på hvilke behov Phillip havde eller hvad der skulle til for at han kunne trives, fokus var på hvor dårlig en mor jeg var og at jeg ikke ville have ham, det resulterede i at Phillip blev anbragt med helt forkerte papirer, både paragraf 50 (en undersøgelse der skal laves for at kommunen kan hjælpe et barn) dertil manglede et stykke håndskrevet papir som jeg havde tilføjet og handleplan som skulle være en guide til hvad Phillip havde behov for at der blev lagt vægt på var slet ikke tilpasset det Phillip havde brug for så han kunne vokse med opgaven.

Der gik ikke mange dage efter Phillip var blevet anbragt før han ringede hjem og var helt oprørt og uvenner med en pædagog, denne pædagog havde sagt til Phillip at jeg ikke ville have ham, jeg brugte lang tid på at forklare pædagogen forskellen på kan og vil, for faktum var at jeg kunne ikke have Phillip hjemme hvor gerne jeg end ville.

Opholdsstedet tog Phillip med på deres børnepsykiatrisk hospital for at få ham udredt, de konstaterede at Phillip havde AD/HD, jeg undrede mig meget over at først havde han det, så havde han det ikke og så havde han det igen.

Konflikterne med pædagogerne eskalerede og Phillip endte til sidst med at stikke af fra stedet, igen måtte vi efterlyse ham ved politiet og underrette kommunen om at vi var bekymrede for hans ve og vel, da han blev fundet ville opholdsstedet ikke have ham tilbage. Der skulle findes et nyt opholdssted.

Når Phillip boede på gaden var han nødsaget til at lave kriminalitet for at overleve, hans adfærd blev stille og roligt mere og mere kriminel, han endte med at komme under ungdomssanktion og kom på en sikret institution. Dette virkede desværre heller ikke efter hensigten for de ting han ikke kunne i forvejen fik han meget hurtigt lært.

Da han havde tilbragt noget tid på sikret kom han på et døgntilbud der skulle ruste ham til at blive voksen og flytte hjemmefra, vi følte at han nu var et sted der var rummeligt nok til at kunne forstå hvad Phillip tumlede med.

Desværre havde Phillip ikke lagt den kriminelle adfærd fra sig og han kom på et tidspunkt som 14–15   årig på en særlig sikret institution, dog lykkedes det for ham at stikke af derfra og nu levede han igen på gaden med de konsekvenser der fulgte med.

Phillip var nu efterlyst af politiet og jeg måtte bede ham blive væk fra vores hjem selvom mit hjerte strittede imod, der gik måneder inden politiet fandt ham og denne gang kom han i fængsel.

For hver gang der blev sat ind overfor de ting Phillip lavede kom han ud med nye ideer til hvordan man skulle klare sig på gadeplan så han kom til ringe statsfængsel over flere omgange, da han fyldte 17 besøgte jeg ham i ringe og det samme da han fyldte 18.

København

Da Phillip var fyldt 18 og han blev løsladt valgte han at flytte til Sjælland, han kunne bo ved en han havde mødt i ringe statsfængsel som havde en bolig i Vanløse, jeg havde en meget dårlig fornemmelse med at han skulle bo derovre.

Hans far havde skaffet ham en arbejdsplads hvor han skulle læres op som chauffør og have kørekort. Men han kunne ikke komme op og afsted om morgenen, og når jeg tilbød at ringe og vække ham sagde han jeg klarer mig mor, det sagde han altid.

Det var alarmerende at en ung fyr på 18 der aldrig havde levet på egen hånd og havde sat fængslet det meste af hans 16-18 år blev lukket ud for at skulle klare sig selv, han vidste ikke engang at man skulle betale skat i Danmark, i det meste af hans liv havde han været omgivet af pædagoger og været lukket inde i beskyttede miljø der var forsøgt tilpasset ham, ikke på noget tidspunkt havde han lært hvad det ville sige at skulle klare sig selv på en ordentlig måde.

Phillip kom tit hjem på besøg og han var rigtig god til at ringe for at fortælle mig at han havde det godt og for at høre om vi havde det godt.

I en periode på 4 måneder så det ud til at gå ham godt, jeg var ikke vild med at han var så langt væk og prøvede af flere omgange at overtale ham til at flytte hjem til os eller bare flytte tættere på så han kunne komme hjem når han havde brug for det, men han ville ikke forlade København.

Efter 4 måneder blev jeg ringet op af en advokat der fortalte mig at Phillip var blevet anholdt og hun sagde at jeg ikke skulle være bekymret da det ikke var noget alvorligt han var anholdt for.

Phillip ringede af og til hjem fra fængslet for at sikre mig at han havde det godt og for at sige at jeg ikke skulle være bekymret, han sagde også at han var blevet anholdt fordi der var kommet en ind i lejligheden med en pistol mens han lå og sov og grunden til at det tog så lang tid var fordi han var mistænkt for at være banderelateret.

I 6 måneder sad han i fængsel og endelig den 28. 0ktober 2016 var der udsigt til at han kunne blive en fri mand, jeg tryglede ham om at komme hjem og bo, men han sagde at han ikke var færdig med København og at han nok skulle klare sig.

Han sagde at vi skulle holde jul sammen hvilket jeg blev glad for vi havde ikke holdt jul sammen i flere år efterhånden.

2-3 gange i ugen ringede han for at høre hvordan det gik og for at fortælle mig at jeg ikke skulle være bekymret.

Mandag den 9 november 2015 ringede han til mig om formiddagen for at spørge til hvordan han skulle bære sig ad med at få et hævekort da han ikke havde nogen adresse. Han fortalte mig at han boede sammen med 2 andre i en etværelses lejlighed på Frederiksberg, jeg sagde til ham at jeg syntes at han skulle komme hjem og bo så vi kunne få lidt styr på hans liv og så han kunne komme i gang med en uddannelse. Han sagde jeg klarer mig mor og vi afsluttede samtalen.

Den værste nat i mit liv.

Onsdag den 11. november 2015 tog jeg på arbejde som jeg plejede, jeg arbejdede om aftenen så efter arbejde kørte jeg hjem og sov.

Natten til torsdag bankede det på døren, hvilket jeg blev noget forskrækket over, jeg sendte min kæreste ud for at åbne døren.

Jeg kunne høre at der blev snakket ude i døren og jeg råbte hvad sker der? Det er politiet svarede min kæreste de skal snakke med dig.

2 betjente kom ind i stuen hvor jeg sad i sofaen og jeg spurgte er det Phillip? Jeg troede at han måske var blevet anholdt og at de kom for at se om han havde noget hos os, betjentene svarede ja og fortsatte ind i stuen hvor de satte sig i sofaen. På det tidspunkt vidste jeg at den var helt gal.

Phillip har været udsat for en forbrydelse sagde den ene betjent, han er død. Jeg gemte mit ansigt i mine hænder og jeg kunne mærke at alt mit blod frøs til is.

Hvad er der sket spurgte jeg, de vidste det ikke med sikkerhed men Københavns politi ville ringe til mig torsdag formiddag.

Det gik op for mig da jeg ringede til min kollega og meldte mig syg fra arbejde at det havde kørt i nyhederne det meste af onsdagen, det havde jeg gudskelov ikke set for havde jeg det havde jeg kunnet regne ud at det var min søn, for der var 3 unge mennesker der var blevet dræbt i en etværelses lejlighed på Frederiksberg.

Resten af natten brugte jeg på at stirre ud i luften og ringe til den nærmeste familie, jeg ventede bare på at de skulle ringe til mig fra Københavns politi så jeg kunne få at vide hvad der var sket med min søn.

Torsdag formiddag ringede politiet endelig, de fortalte mig at Phillip var blevet skudt mens han lå og sov. Jeg spurgte om jeg måtte se ham, det måtte jeg først når han blev frigivet men jeg skulle vide at de havde skudt ham i hovedet med en revolver, jeg spurgte om han så pæn ud, det havde de lidt svært ved at svare på.

Det var ikke mange oplysninger de kunne give mig da de af hensyn til opklaringen var nødt til at holde kortene tæt til kroppen, jeg følte mig overladt til mig selv på alle områder. Der var på daværende tidspunkt ikke nogen mistænkte og alt så helt håbløst ud, jeg havde ingen at rette min vrede og frustration imod.

Pressen skrev sider op og sider ned om mordet på de 3 unge mænd, og de var ikke altid lige søde og det kunne godt tyde på at de glemte alt om at drengene havde pårørende der kunne se hvad de skrev, de gættede løs og tog sladder for gode varer, så jeg valgte at stoppe med at læse og se nyheder i en periode, uanset hvad pressen mener er der intet i denne verden der retfærdiggør at tage et andet menneskes liv, men som pårørende kunne det godt opfattes som om pressen tog morderne i forsvar og prøvede at fremstille det så det var drengenes egen skyld at de blev skudt mens de sov. Jeg endte med at gå til pressenævnet da jeg mente at de skrev løs uden hensyntagen til de pårørende, jeg fik delvis medhold.

Midt i den store sorg var jeg nødt til at tænke mig om og tage mig sammen, vi skulle have arrangeret Phillips rejse hjem fra København og hans begravelse, vi vidste stadig ikke hvornår han ville blive frigivet så vi kunne se ham og få ham sendt afsted på sin sidste rejse.

Når vi ringede til politiet for at få svar på vores spørgsmål fik vi at vide at de ikke kunne sige mere end de sagde til pressen.

Jeg kalkulerede på at vi kunne nå at begrave Phillip lørdag den 21. november og havde arrangeret stort set det hele, men bedemanden ringede til mig og sagde at hun havde talt med politiet og at det nok ikke kunne lade sig gøre, de anbefalede at vi ventede til onsdag den 25. november, vi fik ændret planen og onsdag den 18. november om eftermiddagen ringede politiet og sagde at nu havde de frigivet Phillip og jeg måtte gerne komme og se ham, jeg ville dog vente til bedemanden havde sat ham i stand og hentet ham hjem da jeg synes det var under hans værdighed at jeg skulle se ham uden tøj på. Vi havde en aftale med bedemanden om at han skulle hentes mandag den 23. november noget der var aftalt da vi ikke vidste hvor lang tid de ville holde på ham i København.

Da weekenden kom var der voldsomt snevejr i hele landet og det var rigtig slemt på Sjælland, så min nye store bekymring var om bedemanden nu også kunne hente Phillip om mandagen, ventetiden var utrolig lang og hver dag var en pine, jeg havde alt for god tid til at finde ting at bekymre mig om.

Det blev mandag og vi ventede med nerverne udenpå tøjet, kom de nu ordentligt frem og kunne de nå det til den aftalte tid, en lang og underlig dag, vi skulle mødes med bedemanden ved kapellet klokken 17, vi var der lidt før og jeg kunne slet ikke forstå hvor hun blev af det var som om vi ventede i timevis.

Da bedemanden ankom til kapellet gik vi med hende ind, jeg ønskede at de havde taget fejl og at det var en fremmede vi ville få at se, det kom som et slag i ansigtet at det rent faktisk var min søn der lå der, han var så smuk, han lignede en der sov. Jeg krammede ham og kyssede ham og ville have ham med mig hjem, jeg kunne ikke køre fra ham så han skulle ligge der helt alene, han skulle være sammen med sin familie. Det kunne ikke lade sig gøre så vi måtte køre hjem med duften af hans parfume i vores tøj.

Onsdag den 25 november skulle Phillip begraves, kirken var fyldt til randen med mennesker og blomster, jeg så kun kisten men fik senere fortalt at kirken var fyldt op.

Vi havde frabedt os at pressen skulle komme på kirkens grund, men da vi gik ud af kirken med kisten lå en fotograf på lur bag et hegn, jeg blev så ked af det for jeg synes at vi skulle kunne have begravelsen i fred.

Da vi havde fået ceremonien afsluttet og vi var på vej hjem hylede sirenerne hvilket vi undrede os meget over, det viste sig at være en brand på havnen som på en måde blev vores redning, der blev nemlig aldrig skrevet om selve begravelsen.

Jul og nytår kørte på autopilot af hensyn til Phillips søskende, personligt havde jeg mest lyst til at ligge under min dyne, den jul jeg havde set frem til var slet ikke det jeg havde forventet, jeg skulle have haft min dreng hjem og have fejret julen med ham.

Politiet

Flere gange i måneden ringede jeg til politiet for at høre om der var nyt i sagen, jeg kunne lige så godt have ladet være for svaret var det samme hver gang, vi kan ikke fortælle noget. Derfor var jeg nødsaget til at tjekke nyheder flere gange om dagen for at følge med, vi blev på intet tidspunkt informeret af politiet.

Efter 5 måneder var der for os godt nyt i medierne, politiet lavede en stor razzia først i en kolonihave hvor der også blev anholdt 2 for at have solgt den revolver som min søn var blevet skudt med, endelig skete der noget.

Dagen efter var der razzia mod Bandidos i Holbæk og Vanløse plus flere andre steder på Sjælland igen med anholdelser og denne gang var de sigtet for drab og medvirken til drab, jeg blev så glad for at de havde fanget dem så hurtigt at jeg ringede til politiet og roste dem til skyerne.

2 måneder efter anholdelsen hængte et medlem af Bandidos sig i sin celle, jeg blev underligt nok ked af det på hans forældres vegne, nu skulle de følge deres søn i graven som jeg havde gjort med min søn, noget jeg ikke ønsker for nogen i verden.

Månederne gik og der begyndte at falde domme i sagen, domme der fik min frustration til at blusse op, den første dom lød på et års betinget, manden havde slet ikke sat i fængsel og skulle det heller ikke, han havde været i besiddelse af revolveren men var et vigtigt led i efterforskningen og skulle vidne senere hen.

Den næste dom lød på 18 måneder for besiddelse og prøveskydning af revolveren

Den 3. dom lød på et år og 8 måneder for køb og videresalg af revolveren, jeg var målløs og frygtede hvad dommen over dem der havde trykket på aftrækkeren ville lyde på, den dom skulle vi så vente på i rigtig lang tid, ufattelig lang tid inden vi ville få svar på hvorfor nogen skulle lege gud og tage livet af 3 unge mennesker som havde hele livet foran sig.

Ære Være Philips Minde

Har du lyst til at få din beretning på sitet, så kan du skrive til os på: voresboernstrivsel@gmail.com

Arkiv

Følg vores Facebook Følg vores Google Plus

MÅLRETTET STØTTE KAN YDES TIL PLEJEFAMILIEN, MEN IKKE MENS BARNET ER HOS FORÆLDRENE

- Redaktionen / Brev / Case -

Vi modtog endnu en beretning. Det er ikke første gang vi erfarer, at den hjælp der udebliver for familien, pludselig sættes i værk, samtidig med at barnet anbringes. Vi kunne godt tænke os, at få belyst årsagen. Er det fordi plejefamilier tages mere seriøst? Er det for at "bevise", at når barnet er væk fra familien, så trives det pludseligt fint? Tankerne er mange, hvorfor det er sådan at systemet fungere i Danmark.



Min søn blev testet da han var 4. Jeg ved ikke hvad den test hed, men de mente ikke han havde autisme, og der lagde de også vægt på, at han og mig havde en god kontakt og at han godt kunne holde øjenkontakt. Men han fik diagnosen lettet mentalt retarderet og ville have haft fået diagnosen selektiv mutisme (angst for at snakke i forskellige situationer), hvis han havde været normal fungerende.

Denne gang skulle det blive mere besværligt at få ham udredt.

Vores skolepsykolog ville ikke sende en henvisning, da hun ikke mener der er nogen problemer (det mener hun ikke der er med nogen børn) Men fandt så ud af, at man kunne gå i gennem egen læge, så vi fik fuld aktindsigt i hans papir, som lå hos ppr som blev sendt med, men den blev så afvist. Jeg kontaktede så autisme foreningen og spurgte hvad vi kunne gøre og de fortalte, at vi kunne få lægen til at sende henvisning længere oppe i landet, men samtidig fandt jeg også ud af at børne sagsbehandleren også kunne lave en henvisning. Så min familiekoordinator, fik samlet alle papir sammen, som hun kunne finde og sendte det derop og så ville de godt se os.

Og så spurgte de os om et par ting og lægen tog William med ind i et rum, mens psykologen stillede os nogen spørgsmål, og hver gang jeg forsøgte at fortælle, hvad jeg så hos min dreng, blev vi afvist med, at der er ikke noget der hedder autistiske træk, enten har man det eller også har man det ikke. Og han kan forstå ironi og holde øjenkontakt, så han havde det ikke.

Jeg er 99 % sikker på han har noget autisme, da min mand arbejder med voksne der er mental retarderet og har autisme og der er rigtig mange lighedstræk.
Vi kender en som arbejder med tilsvarende og hun har også et voksent barn, som er lettet mentalt retarderet, har ADHD og først nu har fået diagnosen autisme oven i.
Min dreng aflastning siger det samme og hun har også været handicaphjælper for et andet barn med autisme. Og de alle kan se det hos ham.

Nå men vi valgte, at han skulle udredes igen i håb om, at han fik diagnosen, da det så havde været nemmere at få et ordenligt skole tilbud til han, da han reagere voldsom lige så snart der sker den mindste forandring osv. Så Børne psyk valgte at holde et møde, hvor børne sagsbehandler, familiekoordinator, skolepsykolog, skoleleder og en lærer var inviteret, da de er enig i, at han ikke har det optimale skole tilbud og der fik vi at vide, at han skulle testes hver andet år pga sin udvikling og det er 3 år siden han sidst blev testet.

Nå men vi fik ikke så meget ud af mødet andet end, at han skulle testes og skolen skulle tænker over om det var det rigtig tilbud han havde.

Men da alt det, der har været sket siden min dreng blev 3,  har været så opslidende, så har vi nu valgt, at han skal i pleje og pudsigt nok, så mener den nye sagsbehandler, at der er nok i hans sag til, at han vil kunne visiteres til den speciel skole som ligger i vores kommune. Så nu venter vi på svar på det, men tænk at det først kan ske nu, hvor han bliver sendt i pleje og kommunen så overtager ansvaret for han trivsel.

Vi har en datter der er et 1 år yngre end William og er normal fungerende.

Jeg er så vred over vores situation, at vi har været nød til at "opgive" vores søn, fordi at alle instanser svigter, når vi har bedt om hjælp. Og nu hvor vi endelige har fået lidt hjælp, så er det for sent. Har bedt om hjælp til ham siden han var 3, og har siden han blev født sagt, at der var noget galt, men alle slog det hen med, at der ikke var noget, han var bare et barn, der var lidt længere tid om det osv.

Hvis han bliver visiteret til et specielt skole tilbud, så har jeg overvejet, hvordan man kan få sat fokus på, hvordan det er så let, nå man først sender sit barn i pleje.
Jeg syntes det er fint der bliver sat fokus på det område.

Redaktionen takker for beretningen, og ønsker det bedste for familien og William (Navnet ændret)

Har du også lyst til at få din beretning på sitet, så kan du skrive til voresboernstrivsel@gmail.com

Arkiv

Følg vores Facebook
Følg vores Google Plus

FAMILIE MED 4 BØRN INCL SÆRLIGE BEHOV, UNDERRETTET I SÆNK. STADIG UDEN MÅLRETTET STØTTE

- Redaktion / Case / Brev -

Vi modtog en mail. endnu en familie der er ved at gå i opløsning af underretninger og manglende hjælp. Familien har 4 drenge, hvoraf alle 4 har særlige behov af forskellig art. Vi spurgte, om vi måtte dele deres beretning her på sitet, anonymt som altid, og det måtte vi gerne med ordene "Det må den godt, vi kan ikke mere som familie, og har brug for hjælp, men ikke fra kommunen..."


Uhhh har brug for støtte/hjælp, rase ud.

Kan ikke overskue, at skrive det hele lige nu.

Men alt i alt er vi en familie på 6.

4 drenge i alderen, tvillinger på (år) født 10 uger for tidlig, og hvor de begge har haft en hjerneblødning, største en grad 3, mindste grad 1. De begge har det godt og største er med aldersvarende, hvor den mindste er noget bagefter både motorisk og sprog, men ellers sunde og raske.

Så har vi en dreng på (år) og en på (år) ,

Far på 45 år mig selv/mor på 36 år.

Vi har været gift i (år) og kendt hinanden i ca 18 år.

Jeg er lige for et par mdr siden blevet udredt og fået diagnose add, og gua, og er i gang med medicin optrapning som går fint.

Vores søn  A har vi kæmpet en kamp med og gør det stadig, vi har næsten altid vidst han ikke var ligesom andre børn.

Han var ca 1 mdr gammel, da vi snakkede om han ikke var som andre børn, men 1. gangs forælder og følsom osv.

Han har altid haft et temperment, der siger spar 2, og ville sove 15-20 min og vågen 3-4 timer inden han faldt til ro, da han var baby.

Da han blev et år, 2år. og skulle sove til nat om aftenen skreg han hver aften, når han kom i seng 3/4 timer også selvom vi var hos ham.

Og som baby ville han ikke sove i lift eller noget, han ville ligge mave mod mave, mest ved mor men også ved far en gang i mellem.

Han skreg fra kl 16 til ca 20-21 hver aften, hvor sundhedsplejersken havde sagt, at det ikke var kolik og det samme sagde lægen.

Han startede så i børnehave, da han blev 3 år.

Blev tit ringede til da børnehaven sagde han var syg, når man så kom for at hente ham, havde han krudt i enden og rendte rundt i fællesrummet.

En dag jeg hentede ham, havde han kastede sten på en rude i børnehaven, som var gået i stykker.

I førskole gruppe står der i papir derfra, at han kunne ikke side stille og skulle holde øje med hvad alle de andre lavede.

Hjemme kunne vi som forældre ikke styre ham, han slog, bed og hørte ikke efter.

Han startede i skole. mens B går i børnehave.

I skolen går det ikke så godt, vi får besked, og besked, at han ikke kommer ind til timer, tager æbler fra nabohuset, svare lærer igen, lim bord over og under.

B er bagefter med sprog og motorik, så børnehaven kontakter kommunen.

Hvor der blev lavet en paragraf på begge unger .

Vi forklarede problemet med A, og sagde vores mistanke, som vi også hele tiden havde forklaret egen læge.

De vuderede os til at være en velfungerende familie, som ikke kunne imødekomme/sætte grænser til A så vi kom i et forløb der hedder duå (Red: De Unge År).

Som var fint til B, men overhovedet ikke til A.

I mellemtiden flyttede vi til (by) hvilket også betød A flyttede skole. Det gik faktisk  rigtig godt i starten, men vi kunne ikke få A til at lave lektier, hvilke blev til diskussion og han slog, spakede råbte og ødelagde betræk på hans seng, det der er syet på og ikke kan skiftes.

Vi lavede aftale med skolen, at han læste i skolen resten hjemme, kunne stadig ikke få ham til det, han havde fået et kateter i skolen, hvorfor ved vi ikke.

Har en fornemmelse, men stadig ikke noget, Så blev jeg gravid med tvillinger og som er født for tidlig, blev ringet op af skolen, at A havde haft en kniv med i skole, som mor skulle have sagt ok til, hvilket ikke er sandt. A er god til at fortælle historier, som ikke passer, hvilket skolen er klar over.

Jeg gik til psyk i (by) pga min dep. da jeg blev gravid, hvor de underrettede kommunen, at de ikke mente jeg magtede opgaven.

Det sidste møde vi var til på duå, fik vi også en underretning og det var samme dag, vi var udskrevet med tvillinger, at de mistrives begge fik mad og gylpede og lilletrold fik et par timer efter og sov hele tiden.

Sommer.

B startede i skole

Fik en underretning på vold efter noget tid pga han havde et blåt øje. Fordi han var faldet i søvn på kontorstol og faldt ned.

Var stadig i kommunen og hvor vi blev nedgjort som dårlige forældre, at mor var retarderet, og at vi havde akut brug for hjælp, så fik en hjemmehosser i ca 2 år 2 gange i ugen.

Vores sag var stadig åben i kommunen.

Og den ene underretning efter den anden kom fra skolen på A pga vold.

Hvilkede vi ikke kendte noget til.

Dagplejen lavede underretning pga tvillingerne tit var syge.

A begyndte ikke at komme ind til timer, svarede lærerene igen, kom i slåskampe, pjækkede lavede ikke noget i timerne, sad og brugte pc, tlf hvor lærerene ikke sagde noget til.

Vi fik besked fra skolen næsten hver dag.

Og var til møde på møde med skolen, men hvor de sagde, der ikke var noget med ham, men alligevel havde han et kateter bord for sig selv og udeblev fra timer, som han skulle have hjælp til, men de ikke havde et problem med ham.

Og til sidst valgte vi som forældre selv at betale for en udredning, da vi fortalte skolen dette kunne skolen lave en ppr vurdering og ja vi har en klog dreng, når han kun er ham og en voksen + kakao og nogle nye opgaver der interesser drengen og ikke skoletimer.

Før sommerferien 16 fik A. 2 diagnoser som vi selv har betalt udredning for.

Og hvor der står, at han går i en skole, hvor han ikke trives, og der skal indsættes pædagogisk indsats, men kan blive genhenvist hvis nødvendig.

Egen læge har sendt henvisning på henvisning som er afvist.

Vi fik så underretning igen fra skole på vold.

Som der heller ikke var noget i.

Til sidst valgte vi, at vores store dreng skal flytte skole, idet vi ikke kan få ham i skole, og når så ringer han grædende han vil hjem.

Da skolen fik det at vide begynde de, at lave underretning på B for vold i stedet.

Så vi valgte, at de blev flyttede begge til ny skole.

Som endelig går fint for A. Han skal skubbes igang med opgaver og gemmer sig under hans cap.

Tvillingerne går i børnehave i (by), de skal ikke gå i skole på (skolenavn), så når der var 6 mdr inden de skulle i skole blev de flyttede.

I januar mdr fik vi underretning igen. Det var så børnehaven, at den mindste af tvillingerne havde sagt far slår mig og mor, mor skulle være kastede hen af gulvet, far skifter mig hårdt, 3 underretning hvor man kan se at ordene er lagt i munden.

Kommunen kom og snakkede med mor & far.

Som ikke kunne genkende noget til det.

Men at kommunen skrev mor virkede aggresiv. Jeg grad og gik i køkkenet .

Far blev politiandmeldt.

Politiet henlagde sagen.

Kommunen troede det var sket børn siger ikke sådan noget.

De har været ude og afhøre de ældste drenge, hvor de har sagt, at de jo skal sige hvis nogen bliver slået derhjemme både børn og voksne .

Og de vil hjælpe.

Ældste søn har ingen tiltro til kommunen ligesom os og vil ikke snakke med dem.

Hvor kommunen har sagt til os, at vi skal sige, at vi har et godt samarbejde og de er for at hjælpe.

Jeg vil ikke lyve for mine børn, så vi sagde ikke noget.

Skolen har skrevet til mig. De har sendt en note til kommunen, idet der er sket en ændring at vores ældste reagere meget på den med vold og han har brug for hjælp.

Kommunen betragtede det som en underretning og endnu engang må manden tag selvbetalt fridag, da de forventer han er med.

Efter møde og de store kommer hjem, tilter den store, da kommunen havde været på skolen igen, han sagde: "Jeg vil ikke være her mere, jeg vil dø. Hvorfor kan jeg ikke få medicin, som andre med adhd."

Jeg ringede akut til lægen, vi skulle komme nu

Sagde hvad det drejede sig om, idet han grad og grad. Lægen sagde: "Nu må de fandme holde op på kommunen".

Kommunen har vuderet, der skal paragraf 50 på de 3 andre børn + børnehuset, vi har altid sagt ja. .
Men her blev det et nej, idet der ikke har været vold.

Og hvis ja, så fortolker de, at det er sket.

Og skal have hjemmehosser igen akut 2 gange i ugen.

Har så ikke hørt fra dem 1 mdr .

I fredags kom en ny underretning på den mindste af tvillingerne, hvor det er sexuelt. Han og en dreng+ pige i børnehaven skulle have leget tisseleg i børnehaven, og nu er det en politianmeldelse på os begge.

Da den største af tvillinger legede numseleg i børnehaven sammen med en anden dreng, kom der ingen underretning .

Og at kommunen siger ældste søn ingen dianoser har pga han ikke får medicin.

Vi har som forældre valgt at betale igen for en udredning, idet vores søn har brug for hjælp og ikke trives.

Ham vi var ved, var rystet over, at vi er blevet afvist og vil godt lave en henvisning, for alt indikere på adhd, 3 dianoser og medicin,

Han fik så melatonin for han bedre at kan sove.

Vi betalte regning

Og nu venter vi på, at henvisning bliver sendt efter påske.

Tvillingerne starter i ny børnehave til den 1.

Hentede dem fredag og kommer ikke i (navn) børnehave.

Hvad bliver det næste.

Det eneste vi gerne vil og har og gøre er, at få hjælp til vores ældste søn.

Så han og vi som familie kan få en hverdag, der er tålelig.

Vi har ikke brug for at blive nedgjort som forældre, og at det er jer, for jeres søn er sådan han fejler ikke noget osv.

Vi har aktindsigt på alt hvor (navn) skole skriver tilbage i 2010 de ikke kan håntere A. Og der skal støttelærer på.

Vi kan ikke mere som forældre og er tæt på og opgive alt.

Vores forhold, er der ikke og hvor længe der går, inden det hele er slut ved vi ikke.

Har optaget den mindste, når han bliver skiftet, hvor han siger av. Viste kommunen det, når kan han finde på og sige det.

Har møde optagelser mm.


Med venlig hilsen

Der var alt og en fustrende familie.

Der prøver at hænge sammen.


UPDATE 22.04.2017
Møde med tilbagemelding på §50, endte med at forvaltningen ikke mener, at A har de diagnoser som der ligger udredninger på. Dermed sættes ikke målrettet støtte ind. Hvis ikke familien tager imod den "hjælp" forvaltningen vil sætte ind, vil forvaltningen indstille til tvangsanbringelse.



(Brevet er redigeret anonymt, A og B er tilfældigt udvalgt og har intet med deres navne at gøre)

Vi takker for modtagelsen og ønskser det bedste for familien, og håber at de får den rette støtte

Har du også lyst til at få din beretning på sitet, så kan du skrive til voresboernstrivsel@gmail.com

Arkiv

Følg vores Facebook
Følg vores Google Plus

PRINCIPAFGØRELSE FRA ANKESTYRELSEN, OMKRING "FRIVILLIG" ANBRINGELSE

- Information - 

Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 76-16 om anbringelse med samtykke - tidsbegrænset anbringelse - ophør af anbringelse - hjemgivelse og hjemgivelsesperiode

Resumé:

En anbringelse af et barn eller en ung skal ophøre, når formålet med anbringelsen er nået, når anbringelsen ikke længere opfylder sit formål, eller når den unge fylder 18 år. Kommunen skal tage konkret stilling til, om formålet med en anbringelse er opnået, før et barn eller en ung kan hjemgives.

En handleplan for støtteforanstaltninger til et barn eller en ung skal angive indsatsens forventede varighed, men det betyder ikke, at en anbringelse på forhånd må begrænses til en bestemt periode. Kommunen kan ikke på forhånd vide, om formålet med anbringelsen kan nås inden for denne periode.

Kommunen skal altid træffe afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde, inden et barn eller en ung hjemgives. Kommunens sagsbehandling i forbindelse med en hjemgivelse skal afspejle, at der er indhentet de nødvendige oplysninger, og at man har foretaget den nødvendige udredning af den aktuelle status på anbringelsesgrundlaget. På baggrund af dette materiale skal kommunen foretage en faglig vurdering af, om barnets eller den unges trivsel og udvikling fremover i det væsentlige vil kunne varetages af forældremyndighedsindehaveren.

I den konkrete sag besluttede en kommune at anbringe en 12 årig pige med en sanseforstyrrelse i 2 måneder hos pigens kontaktperson. Pigens mor samtykkede til anbringelsen. Pigen selv var uenig og påklagede afgørelsen. Formålet med anbringelsen var, at pigen blev sikret en stabil skolegang, at hendes støttebehov blev udredt nærmere, og at hun blev beskyttet mod, at moderen inddrog hende i sagen, herunder gjorde hende bekendt med indholdet af forskellige underretninger. Kommunen anbragte pigen for en periode på 2 måneder og hjemgav hende efter, at der var truffet afgørelse om hjemgivelse. Kommunen havde ikke taget stilling til, om der fortsat var et anbringelsesgrundlag eller om formålet med anbringelsen var nået. Kommunen havde ikke i afgørelsen om hjemgivelse fastsat en hjemgivelsesperiode.

Lovgivning:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1270 af 24. oktober 2016 - § 68, stk. 1, § 68, stk. 2 og § 68 stk. 4.

Afgørelse:

1. Baggrund for at behandle sagen principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt for at afklare, om en tidsbegrænset anbringelse er forenelig med servicelovens bestemmelser om ophør af en foranstaltning og reglerne om hjemgivelse.

2. Reglerne

Lov om social service § 68, stk. 1, fastslår, at foranstaltninger efter § 52, stk. 3 skal ophøre, når formålet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål, eller når den unge fylder 18 år.

§ 68, stk. 2, fastslår, at et anbragt barn eller en anbragt ung først kan hjemgives, efter at kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde, jf. stk. 4. I særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der ikke skal være en hjemgivelsesperiode. Kommunen skal i dette tilfælde konkret begrunde, hvorfor den har fraveget udgangspunktet om at fastsætte en hjemgivelsesperiode.

3. Andre principafgørelser

Ankestyrelsen har andre principafgørelser på området vedrørende hjemgivelse og hjemgivelsesperiode. Vi henviser til principafgørelser 18-16.

4. Den konkrete afgørelse

Du har klaget over kommunens afgørelse om at du anbringes uden for hjemmet i 2 måneder med samtykke. Kommunen afgjorde sagen den 15. januar 2016.

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

• Kommunens afgørelse om anbringelse af dig uden for hjemmet med samtykke gælder ikke.

Det betyder, at vi ophæver kommunes afgørelse.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at kommunen ikke må iværksætte en anbringelse uden for hjemmet, som er tidsbegrænset til to måneder.

Kommunens afgørelse er derfor ugyldig.

Vi har ikke i øvrigt taget stilling til, om der er grundlag for at anbringe dig uden for hjemmet med samtykke.

Hvad er afgørende for resultatet

Kommunen beslutter i afgørelse af 15. januar 2016 at iværksætte en tidsbegrænset anbringelse i perioden fra den 20. januar 2016 til den 20. marts 2016.

Kommunen kan ikke på forhånd vurdere, om formålene med din anbringelse er opnået efter en bestemt periode. Vi finder derfor, at en tidsbegrænset anbringelse ikke er i overensstemmelse med servicelovens § 68, stk. 1.

Grunden til dette er, at en iværksat foranstaltning, først kan ophøre, når formålet er nået, hvis formålet ikke længere kan opnås, eller når den unge fylder 18 år jf. serviceloven § 68, stk. 1.

Vi bemærker desuden, at kommunen den 4. april 2016 har truffet afgørelse om hjemgivelse uden at tage stilling til anbringelsesgrundlaget og uden at fastsætte en hjemgivelsesperiode.

Et anbragt barn eller en anbragt ung kan først hjemgives, når kommunen har truffet afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde. Kommunens afgørelse af 4. april 2016 om hjemgivelse af dig, er derfor ikke i overensstemmelse med servicelovens § 68, stk. 2.

Grunden til dette er, at kommunen i en afgørelse om hjemgivelse skal tage stilling til, om anbringelsesgrundlaget ikke længere eksisterer. En afgørelse om hjemgivelse, der ikke belyser, hvorfor der ikke længere er et anbringelsesgrundlag, er ubegrundet. Væsentlige mangler ved sagsbehandlingen om hjemgivelse, herunder et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, vil betyde, at afgørelsen om hjemgivelse ikke er gyldig.

Kommunen skal desuden fastsætte en hjemgivelsesperiode. Hjemgivelsesperioden kan vare fra få dage til 6 måneder, men må ikke vare længere end formålet med fastsættelsen af perioden tilsiger. Kommunen skal foretage en konkret og begrundet vurdering af formålet med hjemgivelsesperioden i det enkelte tilfælde. Kommunen kan i særlige tilfælde undlade at fastsætte en hjemgivelsesperiode. Kommunen skal i dette tilfælde konkret begrunde, hvorfor den har valgt at fravige udgangspunktet om at fastsætte en hjemgivelsesperiode.

Om reglerne

Betingelserne for, at en anbringelse kan ophøre er, at formålene med anbringelsen er opnået, eller at anbringelsen ikke længere opfylder sit formål.

Kommunen skal, inden et barn eller en ung hjemgives, træffe afgørelse om hjemgivelse og en hjemgivelsesperiode jf. serviceloven § 68, stk. 2 jf. stk. 4. Kommunen kan ikke undlade dette, fordi anbringelsen er tidsbegrænset.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen´

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=184810

NB: Det kan oplyses, at det var sagsbehandler selv, der via børnesamtaler involverede pigen i sagen. Det samme gjorde den støttekontakt person som i perioden var pleje. Mor havde ikke inddraget pigen i egen sag. Derudover havde barnet ønsket støtte i skolen, men forvaltningen havde ændret børnesamtalen til, at barnet ønskede støtte i hjemmet.

EN FORFEJLET §50 ER ÅRSAG TIL ÅRS HETZ MOD FAMILIEN

_______________________

Redaktion /Ann

En forfejlet §50 for mange år siden startede en hetz mod en familie, hvis barn mistrivedes i skolen og manglede faglig støtte, anerkendelse og omsorg - i skolen.

Undersøgelsen blev lavet udelukkende af en sagsbehandler, uvis med hvilken uddannelse bag sig. Familien var ikke informeret (som de skal være), og familien kæmpede for aktindsigt i 3 måneder (loven siger 10 dage). I akterne ser familien, hvad der sker uden deres vidne. Der må gerne laves en §50 udenom forældrenes accept, men det kræver at mistanken går på misrøgt, vold, misbrug, incest og anden grov mistanke. Ikke en skolesag! Uanset hvad, skal familien være informeret.

14 dage før undersøgelsen skal være færdig (4 måneder), finder familien ud af dette, og får travlt med at søge bistand. Det er for sent, skaden er sket og den er stor. Sagsbehandler har egenrådigt besluttet, at der er fare for barnet i eget hjem. Faktisk meddeler hun, at hun ser barnet kan dø i hjemmet med de forældre.

I en §50 skal gøres rede for, hvad der er bekymring omkring, hvad der kan blive bedre og hvad som fungere. Denne sagsbehandler har ikke fundet et eneste punkt, der fungere eller kan blive bedre. Udelukkende ting der bekymre og får hendes advarselslamper til at ringe. Enhver vil vide, at det virker for utroværdigt. Der vil altid være noget, som kan forbedres i det mindste, og i de fleste tilfælde også noget som fungere.

Netværk er skåret ned til en person! - Resten af familien og venner er slet ikke figurerende i undersøgelsen. Familien har et solidt familie og venne netværk, med fuld opbakning.

Familien klager højere oppe.

Der bliver sat ny sagsbehandler på, som skal oprette de mange fejl. Da der er indgivet til rettelser, er hendes kommentar, alt det kan hun ikke ændre, så er det jo hele sagen. Nogle få ting endte med at blive  rettet, men den blev brugt i årene fremover. Den belyste udelukkende sagsbehandlers opfattelse af forældrene, den indeholdt intet om skolen.

Gennem tiden kom der flere og flere sagsbehandlere på, som hver kom med deres fordomme og formodninger. Den kommer aldrig ind på skolen.

VISO kom på, men kun til sagsbehandler, igen hverken skolen eller familien høres. Ved kontakt til VISO erfare familien, at kommunen ikke besvare deres henvendelser, sagen løber ud i sandet.

Familien må selv købe sig til udredninger og behandlinger, som normalt er betalt af det offentlige.

Det viser sig, at barnet har mange udfordringer og diagnoser. Hjemmet kan sagtens håndtere det, men de har svært ved at håndtere forvaltningen og alle dens overgreb.

• Familien søger støtte i skolen, - De får ingen.
• Familien søger ekstern konfliktmægler til skole-hjem samarbejdet - De får sat familie rådgiver på i hjemmet istedet. Endnu en belastning. Husk familien kan godt selv.
• Familien søger kursus indenfor de diagnoser barnet nu har fået. - De får det ikke.
• Familien søger en ekstern familie rådgiver med kendskab til barnets udfordringer - De får det ikke.
• Familien søger ergoterapi - De får det ikke.
• Familien søger specialskole - De får den for alt for sent, sagen er fordrejet så voldsomt.

Barnet får det værre og værre, kan stadig ikke følge med i skolen, skolen afviser problemerne og smider den tilbage til hjemmet.

Efter ca 5 år og skoleskift erkender skolen, at de ikke magter opgaven. Først her ser familien, at de får noget der fungere for dem, noget der er en hjælp og ikke en yderligere belastning. De får endelig specialskole tilbudt.

Men sagen er kørt fast i uduelighed på forvaltningen.

Sagen er nu blevet en anbringelses sag.

Forvaltningen magtede ikke, at se og erkende det forkerte fokus.

Prisen betaler barnet og familien. :(

Dette var alt sammen pga. en lærer der lavede en underretning i stedet for, at samarbejde med familien omkring barnets udfordringer i skolen. Hun ville ganske enkelt ikke erkende, at hun ikke magtede sin lærer gerning.

CASE 5

____________________

Case

MANGLENDE STØTTE TIL BARN PÅ 5 ÅR  MED ATYPISK AUTISME

Vi har Viktor på 5 år, der har diagnosen atypisk autisme. Han går i en alm. børnehave og er skoleudsat.

Min mand og jeg har i dag været til netværksmøde med børnepsyk., børnehaven, PPR-psykologen og tale- hørekonsulenten.

Børnepsyk. fortæller om deres anbefalinger af støtte til Viktor i dagligdagen, herunder tæt voksenstøtte, pictogrammer kun til ham, små pauser i løbet af dagen, struktur osv.

Under mødet får vi hurtigt at vide, at der i XXX kommune kun er 1 specialbørnehave og at den er til multihandicappede, hvilket Viktor er for god til. Han skal derfor forblive i sin alm. børnehave.

Senere i mødet fortæller PPR-psykologen og børnehaven, at man i XXX kommune ikke kan søge extra støtte til ham i børnehaven, da børnehaven selv råder over den "pose penge" der er givet til inklusion. Pengene/pædagogtimerne skal således fordeles til de børn der har brug for lidt mere hjælp, og dem er der en del af i institutionen.

Samtidig bliver vi oplyst om, at børnehaven ikke kan give ham ekstra støtte i form af særlige pictogrammer (de kan kun give det til alle børn på stuen pga. at det andet er for tidskrævende), tæt voksenstøtte (ikke muligt, da der ikke er personale til det), pauser i løbet af dagen (ikke muligt at imødekomme, da han ikke kan få sit eget sted at trække dig hen - alle børn må bruge pladsen), kommunikation med os forældre i dagligdagen (det kan kun blive 1 gang i ugen).

Vi er SÅ rasende og frustrede over den situation: Vores søn kan ikke få tilstrækkelig støtte og det må vi (og han) lære at leve med.

Det bliver jo en "kamp" mod systemet/XXX kommune og ikke børnehaven.

- Navne er ændret/udeladt for at beskytte barnet.

CASE 4.3

_________________________________________

Cases

Åbent brev til politikerne i Rødovre Kommune

Kære Jette Egholm og Rødovre Kommunalbestyrelse

Tak for dit svar til mig på mit åbne brev til Rødovre Kommunalbestyrelse af 25. november 2015 i Rødovre Lokal Nyt. Det undrer mig, at det politiske niveau vælger at pålægge dig opgaven med at svare mig.

Brevet er netop en udløber af den kritisable sagsbehandling i din Børne- og Kulturforvaltning, hvor vi som forældre er blevet taget alt andet end alvorligt, da vi i 2013 henvendte os til Jer omkring en episode med et fysisk overgreb begået mod vores søn af en lærer på Hendriksholm Skole.

Skolechefen, ansat under dig, forhindrede os personligt i et samarbejde med Pædagogisk, Psykologisk Rådgivning, selv efter flere henvendelser.
Sidenhen blev vi også nægtet SSP samarbejde, selvom politiet opfordrede os til dette. Dette var henblik at få klarlagt det præcise hændelsesforløb, - at barnets tarv og trivsel bliver tilgodeset, at der blev udført konfliktløsning mellem barn og lærer og dermed genopbygget det respekt- og tillidsforhold imellem skole og hjem, som er så vigtigt og grundlaget for, at vi trygt kan aflevere vores barn i skolens varetægt.

I stedet fik det store omkostninger – ikke bare for samarbejdet med skolen, hvor den pågældende lærer mistede sit job, men også for vores dreng, der mistede tilliden til sine voksne omsorgspersoner i skolen, ligesom vi som forældre ikke længere turde sende ham i skolen, fordi vi så hvordan han isolerede sig og blev hæmmet af oplevelserne. Han har nu været ude af skolesystemet i 1 år og 2 måneder. Selve hændelsesforløbet skete for over 2 år siden, og er aldrig blevet løst. Skolens egne nedskrevne retningslinjer er heller ikke fulgt. Vi undrer os stort over forløbet.

Derfor føler vi os nødsaget til, at henvende os til det politiske niveau, da vi føler vore rettigheder som borgere i Rødovre Kommune er trådt under fode af skolen og det forvaltningsmæssige niveau, som du Jette Egholm repræsenterer i din egenskab af Børne- og Kulturdirektør. Og derfor kan vi ikke godtage et svar alene fra dig uanset hvem i kommunalbestyrelsen der har pålagt dig at svare os på deres vegne.

Vi har hele tiden ønsket, at skole og skolechef efterlever egne retningslinjer og tilgodeser vores barns tarv og trivsel – især i en situation hvor der er tale om et decideret voldeligt overgreb mod en mindreårig. Børne- og Kulturforvaltningen har også taget både skolens og skolechefens parti igennem forløbet, men vi glæder os da, om nogen, som der skrives i brevet, til et fremtidigt samarbejde med ”gensidigt respekt og tillid til hinanden”. Som I kan se af ovenstående har myndighederne her en opgave her for at reetablere det tillidsfyldte samarbejde.

Jeg mener at sagen er principiel for eventuelle fremtidige sager og dermed kan danne præcedens.

Med venlig hilsen

Berith Zenia Fagergaard

CASE 4.2

________________________________________

Cases

30. november 2015

Kære Berith Zenia Fagergaard.

Den 25. november 2015 var der i Rødovre Lokalnyt et åbent brev fra dig stilet til Rødovre Kommunes politikere. Brevet var desuden sendt til Kommunalbestyrelsen.
I brevet appellerer du til Kommunalbestyrelsen om større velvillighed og imøde-kommenhed i forbindelse med en sag, som startede tilbage i 2013 på Hendriks-holm Skole. Gennem de sidste år har både skolen, politikerne og Børne- og Kul-
turforvaltningen i Rødovre modtaget mange breve fra dig, som forvaltningen har behandlet på lige fod med øvrige sager.
Du skriver i det åbne brev, at borgmesteren har afvist jeres henvendelse, men som han tidligere har skrevet til dig (i brev af 18. maj 201 5), behandler han som borgmester ikke personsager. Denne sag hører til under Børne- og Kulturforvalt-ningen.
Børne- og Kulturforvaltningen har gjort sit bedste for at imødekomme jeres ønske om at finde et passende skoletilbud til jeres søn. Jeg er orienteret om, at jeres søn inden for den nærmeste fremtid skal starte på Tinderhøj Skole, og at der lige nu arbejdes på at finde en støttepædagog til ham, så han kan få den bedst mulige sko-lestart der.
Et godt samarbejde mellem skolen, forvaltningen og jer forældre er vigtigt. Gensidig respekt og tillid til hinanden er derfor essentielt i denne sag fremadrettet.
Jeg håber meget, at jeres søn vil komme til at trives på Tinderhøj Skole og få en god fremtidig skolegang der.

På vegne af Kommunalbestyrelsen!
med venlig hilsen
Jette Egholm
Børne- og Kulturdirektør

CASE 4: ÅBENT BREV OM FYSISK OVERGREB PÅ FOLKESKOLE

______________________

Cases

Facebook

Åbent brev om fysisk overgreb på folkeskole

Kære politikere. 

Jeg har tidligere skrevet til jer i denne sag vedrørende sagsbehandlingen i kommunen. 

Berith Zenia Fagergaard Damparken 

Borgmesteren har afvist vores henvendelse og sendt klage over skolechefen videre til denne, helt uden at tage stilling. Derfor nu denne appel til byrådet, i håb om større velvillighed og imødekommenhed, som sikrer vores retssikkerhed samt, at henvendelse af alvorligere karakter, som denne er: - behandles seriøst. Sagen drejer sig helt kort, om en hændelse på Hendriksholm Skole tilbage i 2013. Her bliver vores søn (dengang 9 år) udsat for et alvorlig fysisk overgreb fra en lærer på skolen. Læreren pacificerede vores dreng med fysisk magtanvendelse ved at presse hans hoved ned mellem hans egne ben og mod gulvet. Skolens ledelse benægtede efterfølgende, at hændelsen havde fundet sted. Magtanvendelsesrapporten blev først udfærdiget flere dage senere og der gik 11 dage før vi modtog den. Samme skoleledelse nægtede at gå ind i en nærmere undersøgelse af forløbet selvom skolens egne regler foreskriver samtaler og møder i sådanne tilfælde. Samtaler med barnet, har ikke fundet sted på skolen, og dermed slet ikke blevet hørt. 

Ændrede adfærd 

Vores dreng er født 3½ måned for tidligt og som konsekvens heraf ekstremt sensitiv og påvirkelig overfor stimuli. Derfor var det fysiske overgreb også en oplevelse, der katalyserede en adfærdsændring og påvirkede hele hans sociale liv, i forhold til skole og kammerater. Da vi løb panden mod en mur med vores henvendelse til skolen, rettede vi henvendelse til kommunens skolechef samt PPR. Vores behov var, at få klarlagt hændelsesforløbet og at vores søn genvandt tilliden til skolen og kom til at opleve ro og kontinuitet i sin uddannelse. Men her blev vi afvist af skolechefen, uden nogen begrundelse og PPR afviste ligeledes alle vore henvendelser grundet skolechefens udmelding. Da det derfor ikke var muligt at nå til klarhed omkring magtanvendelsen og dens konsekvenser for vores søn, så vi os derfor nødsaget til at politianmelde det fysiske overgreb. Politiet afviste vores anmeldelse, efter kontakt til skole og kommune. Man lagde til grund, at der ikke var konstateret blå mærker på kroppen, samt man lagde vægt på, at han gik i en specialklasse. Politiet opfordrede til at bruge SSP samarbejdet. Men denne mulighed afskar skolechefen os også fra. I stedet reagerede skolen, ud af det blå, med at skrive underretning til Rødovre Kommune, hvilket bevirkede, at der blev gennemført en §50 undersøgelse omkring vore evner som forældre. 

Dårlig håndtering 

Hele processen har været alt andet end befordrende for vores søns udvikling. Især henset til hans særlige behov for rolige og solide rammer – et forhold der er almindeligt kendt hos børn, der er født ekstremt for tidligt, nu ført ud i det ekstreme efter det fysiske overgreb. Skolens og forvaltningens dårlige håndtering og manglende konfliktløsning i de rette fora, var medvirkende årsag til lærerens fyring på grund af sygefravær. Skolens ledelse fratrådte i sommeren 2015. Vores søn fik det værre og værre i skolen og vi var ikke længere trygge ved at overlade ham i skolens varetægt. Konflikten kunne og burde have været løst sådan som det er foreskrevet i skolens egne regler. Da der fortsat sker flere utilsigtede hændelser på skolen i det efterfølgende år, føler vi os til sidst nødsaget til at tage ham helt ud og i midlertidig hjemmeundervisning. -Vi anmodede om en uvildig psykolog til udredning af vores søn. En psykolog med speciale i ”for tidligt fødte”, også i et forsøg på at rette op på de skader forløbet havde på- ført ham. -Ligeledes ønskede vi vores dreng væk fra egentligt specialklasse regi, hvor han på alle måder mistrives, idet han både blev understimuleret fagligt og socialt, samtidig med at han blev overstimuleret på andre områder. Og fordi kommunen ikke kunne tilbyde disse forhold andet end specialklasser, søgte vi derfor om privatskole, der har de rammer han har brug for. -Alle ønsker blev afvist af kommunen. 

Flere undersøgelser 

I stedet mente skolechefen og PPR, der tidligere havde afvist at høre om og på vores søn, at der nu skulle laves undersøgelser og en udredning, hvilket vi også indvilligede i. 2 år er gået siden hændelsen. Heri inkluderet over 1 år, hvor kommunen ikke har kunnet finde et skoletilbud til vores søn. Oplevelsen har efterladt os med en stor usikkerhed over skolechefens dispositioner og i forhold til hans manglende håndtering af konfliktløsning. Vi har intet hørt om skoletilbud i over et år og testresultater, der lå klar for over en måned siden viser i hvilken retning vi skal. Vores søn lever socialt isoleret og vil rigtig gerne i skole. Vi har dog for nyligt til et møde med skolechefen, fået lavet en handlingsplan, hvor vores søn indstilles til en ordblindeklasse, selvom han ikke er ordblind. Det skyldes den lange sagsbehandling, og alternativ til en mindre klasseenhed, som de kun kan tilbyde i kommunen, hvis det ikke skal være en specialklasse. Psykolog testen viste endvidere at han er normalt begavet, men pga. sin for tidlig fødsel, - har behov for en mindre klassesammenhæng. Det nyeste vi har hørt er at han tidligst kan komme i skole til december eller januar 2016, da han efter denne ”hårde omgang, i starten vil have brug for støtte til inklusion. 

Lighed for loven 

Enhver tillid til skolechefen er væk og vi undrer os over hvem der reelt afgør hvilke sager der fortjener opmærksomhed, og hvilke der ikke gør og på hvilket grundlag. Er der ikke lighed for loven? Det vi oplever, er at en personlig vurdering fra skolechefen, baseret på sporadiske samtaler med skolens ledelse, blokerer for opklaringen af et fysisk overgreb, medvirker til en lærers langtidssygemelding og senere fyring, ødelægger skolegangen og det sociale liv for en 9-årig dreng og udsætter familien for helt unødvendige repressalier i form af: indberetninger, undersøgelser og udredninger. Vores søn er født ekstremt for tidligt og har som følge deraf nogle særlige behov, der skal tilgodeses. Bliver de mødt, er han som alle andre børn og kan modtage indlæring på lige fod. Derfor kastes denne bold nu op, at der fra politisk side, sker tiltag i form af helt klare retningslinjer, som sikre borgerne ved alvorlige henvendelser som disse; at de behandles ud fra et upartisk og objektivt grundlag! Samt en skolechef efterlever et minimum krav om forpligtelse, der også tilgodeser barnets tarv og trivsel.