Når bekymring bliver til direkte overgreb fra det offentlige.
En familie bosiddende i Københavns Kommune er udsat for chikane af familie afdelingen. Familien har et barn med særlige behov. Barnet har en fysisk sygdom der giver stor mistrivsel, og pga den langvarige og meget voldsomme chikane har barnet nu også psykiatriske udfordringer. De symptomer det har givet, bruger forvaltningen som årsager til tvangsanbringelse, hvori de fastholder barnet i dyb mistrivsel, der bliver ved at give det samme billed. Det er en skabt sag.
I familien er der ingen misbrug eller anden dysfunktion. Det beror udelukkende på for mange underretninger fra pædagoger og lærere, som ikke har kunne tolke barnets sygdoms reaktioner og mistrivsel deraf.
Det offentlige overgreb fortsætter nu på snart 4. år.
Barnet straffes så at sige for at være født med en sygdom, som systemet ikke har ydet rette støtte og behandling til. Sygdommen giver stor mistrivsel, og den fejl tolkes til at handle om mor.
Mor og barn har en tæt tilknytning, hvor barnet søger sin tryghed. En helt naturlig reaktion. Fordi barnet nu pga denne hetz får mere og mere mistrivsel, søger barnet sin mor mere og mere. Det bliver en ond cirkel.
Når man kender systemet og hvordan det agere, vil man vide, at det lukker sig om sig selv. Det er helt sikkert ALDRIG deres skyld eller handlinger at et barn eller ung reagere negativt. De er jo specialisterne, der kan det hele. Så enhver form for negativ reaktion hos et barn eller ung vil automatisk blive tilskrevet familien, deres indbyrdes reaktioner og især samspillet med moderen, fordi det ofte er der, at barnet sørger tilflugt.
Det som er helt almindeligt gøres sygt og forkert.
I denne sag kører det i ring.
Barnet er misforstået gennem hele sit liv. Der er faldt underretninger på ting der overhovedet ikke er bekymrende. Underretningerne er selvmodsigende. De går på bagateller. Den mistrivsel der ses i børnehaven og skolen fra lægger personalet sig, og lægger over på familien. Det ender i en tvangsanbringelse, da der nu er skabt et billed af, at det er moderen der er problemet. Der er ikke bevis for, at der skulle være noget omkring mor der indikere, at hun er andet end en god og omsorgsfuld mor.
§50 er fyldt med fejl. Der klages, men de vil ikke rette det hele. Den fortsætter med sine mange fejl. Den har ikke beskrevet det eksisterende netværk familien har. Den har ikke beskrevet barnets venner og fritidsinteresser. Den har ikke beskrevet skole delen. Den kører udelukkende på manglende ressourcer i familien. Der er ikke beskrevet et eneste sted en ressource ej heller noget forvaltningen mener kan bedres med støtte. Det er allerede på det tidspunkt en chikane. I de kommende 6 år bliver sagen blot værre og værre, hvoraf de sidste 4 år har været et direkte overgreb. Fokus hos fagpersoner fastholdes i et negativt og ødelæggende syn. Forvaltningen skaber et negativt blik på moderen, og forklare alle omkring barnet, at det er umuligt for moderen af samarbejde. Derfor vælger man at holde mor i "strakt arm", hvilket gør at barnet får det svært ved at få den rette forståelse i dets omgivelser. Når barnet reagere negativt på dette falder der endnu en underretning af på moderen.
For 2 år siden, misforstod Glostrup børne- og unge psykiatrisk afd barnets reaktioner, samt giver en fejldiagnose. Der laves underretning på, at der er problemer med moderen. Moderen har egentlig blot stået model til barnets afmagt og frustrationer under den 4 måneders lange indlæggelse. En indlæggelse der tog sygdommens reaktioner som psykiske og dermed forsøgt afhjulpet udfra dette syn. Barnet fik ikke den behandling og forståelse der burde have været i forhold til den rigtige diagnose. I underretningen står der, at de ser "samspilsproblemer med mor", ikke hvilke eller hvad der skal til for at løse dem. Det blev det som afgjorde, at forvaltningen mente de kunne tvangsanbringe.
Familien fik aldrig forbyggende indsats. De fik ikke hjælp til den støtte barnet havde brug for i skolen. De fik ikke rette skoletilbud. De fik ikke ergoterapien som hospital havde henvist til hele 2 gange. De fik ikke rette lægehjælp. De fik ikke behandling til barnet ej heller i forhold til den fejldiagnose (ADHD), som man mente barnet havde. INTET!
Barnet anbringes på en akut institution, og herfra går det udelukkende ned af bakke.
Barnet reagere kraftigt på adskillelsen fra familien og især fra sin mor, som er den trygge havn for barnet.
Vreden tager over i barnet og samvær med familien bliver besværliggjort af, at forvaltningen har besluttet at samvær skal overvåges med denne "farlige mor". Barnet reagere altid kraftigt og negativt på pædagogisk personale. Enhver reaktion under de samvær tillægges mor.
Sagen når Ankestyresen. Her bliver der lavet kritik punkter på stort set alt i sagsbehandlingen, men de vedholder at barnet skal være anbragt, da man nu mener, at det er direkte skadeligt for barnet, at være sammen med sin mor. Det giver ingen som helst mening. Ankestyrelsen har bevist, at der ikke er undersøgt tilstrækkeligt. Der mangler både en børnefaglig undersøgelse. Der mangler forældre kompetance undersøgelse. Samværs formerne skal bedres, for blot at nævne nogle af dem. Ankestyrelsen beslutter dog, at forvaltningen indstilling om, at barnet skal i familie pleje ikke er acceptabel. Barnet er beskrevet som et "tungt tilfælde", og en plejefamilie vil derfor ikke kunne løfte opgaven forsvarligt. Ankestyrelsen mener, at der skal sættes ind via en behandlings institution.
Barnet strander derfor på en akut institution i et helt år!
I denne periode skal både barn og familie igennem de undersøgelser, som Ankestyrelsen pålagde kommunen at udføre. De undersøgelser der skulle have været lavet INDEN en anbringelsen kan komme på tale. Det er umuligt, at få et rigtigt billed i så forkerte rammer. Barnet reagere kraftigt negativt på den psykolog der skal lave undersøgelserne.
Personalet på akutinstitutionen vedkender, at det er udenfor deres kompetancer. Barnet får det dårligere og dårligere under opholdet på akut institutionen. Skole fraværet stiger til ca 50%. Barnet mister sine veninder og familiære relationer, og har kun nogle ugentlige timers samvær med familien. De må ikke forlade institutionen, og de er dermed overvåget konstant, hvilket stresser barnet til nye reaktioner. Reaktioner der igen tillægges moderen. Afsked er svær, og også det tillægges mor. Personalet mener, at mor bare skal gå uanset hvor dårligt barnet har det. For en omsorgsfuld mor er det håbløst.
Undersøgelserne som psykologen lavede var farvet voldsomt af sagsakterne og forvaltningens syn på mor. Det bliver ikke en retvisende FKU (Forældre Kompetance Undersøgelse) der bliver udfærdiget.
Da den skal fremlægges for kommunen, og mor ikke kan genkende hverken sig selv, sit barn eller de beskrevne situationer, er psykologens kommentar blot, at det havde hun også regne med, at mor ville sige. Psykologen mente, at mor havde svært ved, at se sig selv og sit barn rigtigt! Vand på Forvaltningens mølle!
Efter et år begynder barnet at stikke af. Barnet må efterhånden betragtes som ung. Det er en rå metode, dette barn er på vej ind i voksenlivet på. Totalt blottet for forståelse, omsorg og støtte fra kommunens og personalets side. Afskåret fra sin familie, som den unge savner voldsomt. Sorg og savn afløser vreden.
Den unge kommer ind og ud af psykiatrien i den kommende periode.
Psykiatrien ønsker ikke, at den unge skal tilbage til akut institutionen, som ikke kan varetage omsorgen ordentligt. Akut psykiatrien mener der er tale om autisme, hvilket også var en obs ved den tidligere udredning, hvor de blot endte ud med "samspilsproblemer med mor", samt en fejldiagnose.
Den unge overføres direkte til lukket afsnit for yderligere udredning.
Udredningen viser, som moderen hele tiden har sagt, at det handler om belastninger omkring anbringelsen. Den autistiske adfærd, og den OCD (en sagsbehandlers diagnose), som forvaltningen bliver ved at hænge anbringelsen op på eksistere ikke!
Den unge anbringes videre på en behandlings institution, for de diagnoser der IKKE eksistere!
Clean Cut
Der er lavet et Clean Cut, til både skole, veninder og familien.
Den unge går slet ikke i skole, og er på sit sidste år i folkeskolen. Grundet den mangelende skolestøtte, og den senere anbringelse, der resultere i ingen skolegang, er den unge fagligt nu på 5 kl. niveau.
Psykologen har i forældre kompetance undersøgelsen, stærkt advaret forvaltningen om, at mor ikke må skifte skole mere. Det vil ses som tegn på negativ trivsel. Alligevel skifter forvaltningen selv skolen imod anbefalingerne fra både skolen, psykologen og B&U.
Det går stærkt ned af bakke herefter. Kun efter 3 uger kan den unge hverken spise eller fungere normalt på bostedet. Reaktionerne på anbringelsen er nu så kraftige, at den unge ikke kan fungere normalt. Det gør, at den unge ikke kommer i bad, ikke får rent tøj på, ikke får mad hver dag. Efter nogle måneder går der op til 4 døgn imellem mad og væske indtag. Den unge tvangsindlægges med politi og bæltefiksering på lukket psykiatrisk hospital. Endnu et hospital den unge ikke er kendt med. Det var en unødvendig indlæggelse og magtanvendelse, idet den unge frivilligt havde give udtryk for selv at ville indlægges i håb om, at det blev muligt der, at få mad og drikke. Det fungere ikke på den psykiatriske afdeling. den unge ringer hjem konstant, frustreret og bange. Fanget i dette vanvid. Den unge vælger selv at udskrive sig tilbage til bostedet. Som den unge siger: "Det er 50/50 hvor jeg er. Ingen udover min familie kan finde ud af, at behandle mig ordentligt."
Endnu en underretning.
Der laves herfra underretning på moderen, idet den unge ringer hjem hele tiden for at få tryghed. Der lyves i underretningen om, at moderen ikke har tilladt medicin. Dette passer ikke med lydoptagelser mellem mor og psykiater. Mor tillader 2 præperater, som den unge er vant ved ifht angst, men psykiater vil give et præparat for diagnoser den unge ikke har, og det nægter moderen. - Ydermere omskrives denne i forvejen grove underretning voldsomt på forvaltningen, sådan at moderen fremstår ikke egnet som forældre.
Der laves aftale mellem psykiatrien og bosted om, at den unge skal have minium 2 daglige måltider. Det kommer ikke til at ske en eneste gang. Allerede tilbage på bostedet går det galt med det samme. Op til 7-10 døgn udelukkende på et måltid mad. De er slet ikke faglige. Bostedet burde efter få måneder have opgivet, og sagt, at den unge ikke er i deres målgruppe.
Den unge taber sig voldsomt og taber hår af stress og fejl ernæring.
Månederne går, og bostedet ender med at lave en overflytning til en spiseforstyrrelse afdeling. Nu har de lært af deres fejl påstår de, og vil starte på en frisk.
Igen blev den unge ikke medinddraget, og det kuldsejler fra dag 1. Spisning bliver med overvågning en gang i døgnet. Problemet er at det handler om, at få indkøbt maden og ikke, at den unge ikke vil spise. Den unge har nu mange daglige smerter pga den mangleden lægelige behandling ifht sin sygdom. Den unge opfattes hysterisk og stædig. Det går helt galt en dag, hvor bostedet presser den unge, så smerterne tiltager. De fejlvurdere situationen, og vil blot ringe efter vagtlægen, som altid indlægger på psyk. Den unge skriger på en ambulance. Det bliver moderen der via andre end personalet får tilkaldt en ambulance, så den unge kan komme på skadestuen. Her finder lægerne det så stærkt bekymrende, at der laves indberetning på bostedet. Den unge var akut behandlingskrævende. Moderen får lov at være sammen med den unge, og i den periode, lykkes det at få den unge til at rykke i meget positiv retning ifht maden. De forsøger at få sagsbehandler i tale, om at dette bosted skader den unge, og at de bør finde et andet sted. Sagsbehandler nægter moderen at være der for den unge. Der sættes vagt udenfor døren, af et personale fra bostedet. Som en anden fange sidder den unge nu på sin hospitalsstue. Virkelig angst for bostedets personale. Det går allerede her ned af bakke med maden igen. Ved udskrivelsen er den unge panisk angst. Sagsbehandler sender den unge retur til samme sted, som der er indberettet stærk bekymring om.
Underretning på moderen
I tråd med tidligere, falder der nu en underretning på moderen, som slet ikke er til stede! Den unge havde som sædvanligt ringet hjem for at få tryghed i sin mor. Lægen ringer til moderen for at få hende til, at overtale den unge til at tage frivilligt med tilbage til dette rædselssted. Hvilket moderen ikke kan. I underretningen, står der at det er moderen der styre den unge til, hvad den unge må og ikke må. Det passer meget dårligt, med at hospitalet har set gennem 2 døgn, at moderen er i stand til ved tryghed, at få den unge til, at turde mere end ellers, og at de så hvordan den unge stivnede og blev bange, da der kom personale fra bostedet.
Magtanvendelser
Den unge har været ude for flere magtanvendelser, både i psykiatrien og på bostedet. Alle var unødvendige, og samtidig er de ikke indberettet korrekt.
Der er gennem hele den 2 årige fejlanbringelse været lavet underretninger flere af dem akutte. Fra både fagpersoner og fra familien. Der er underrettet til både Københavns kommune, Ankestyrelsen, Folketinget og Ombudsmanden, samt Socialt tilsyn med bosteder. Alle steder har modtaget flere. Der er forsøgt hjælp fra både Borgerrådgiver, Overborgmester, Borgmester, Børns Vilkår og Mødrehjælpen, diverse Retshjælp, Datatilsynet og mange rådgivninger til forældre og børn.
Sagen har været i Ankestyrelsen flere gange og også i Byretten.
Der er af 6 advokater påvist mange alvorlige lovbrud i sagen.
Artiklen må meget gerne deles.
Du kan også læse om sagen på:
- DenOffentlige.dk, hvor socialrådgiver Mette Blomqvist Valentin skriver om hendes vurdering af sagens akter.
//ANN
UPDATE Februar 2019
Der er kommet flere opslag på
"Tillykke FN's Børnekonvention", som ligger inde med sagsakter.
Familien valgte i januar 2019, at stå frem ved, at skrive blog's og lægge dokumentation ud, samt skrive om både afgørelser og om hvordan hverdagen (over)leves.
Blog's:
JEG VIL HJEM
MORALSK SLITAGE
//ANN//
OPDATERING:
Blog's og Facebook er lukket.
Opfølgning 2021: 👇
//Rigmor
