DER ER STOR FORSKEL PÅ AT BLIVE MØDT AF EN SOCIAL FAGLIG KONTRA EN SUNDHEDS FAGLIG

- Redaktionen - 

Når vi møder omverdenen og fortæller om vores sager, er der ikke rigtig nogen som tror det muligt. 

I Danmark??? 

Vi er en retsstat. I Danmark fjerner man ikke børn uden, at der er en grund til det. De bliver misrøgtet hjemme, forældrene magter ikke forældre ansvaret, eller der må være misbrug af en art i hjemmet. Sagen og familien er blevet undersøgt grundigt inden.

Det er den gængse opfattelse.

Vi kan desværre ikke bryste os af at være en retsstat. Vi har en masse love, men de bliver ikke overholdt. Økonomi spiller en stor rolle, selvom den ikke må. Du vil nok tænke, at en anbringelse er dyr. Og ja, det er den, men langt fra det en speciel skole koster. Og så er der refusion på anbringelse.

Derudover er der frivillige anbringelser af forskellige årsager.

Der er handicappede og børn med så store belastninger og behov, at de er nødt til, at bo på institution. Tænk hvordan de forældre har det. Ikke nok med, at de er nødt til, at deres barn bor ude, så skal de også mødes med disse fordomme omkring børn der er anbragt.

MEN

Når det så er sagt, så sidder der en masse familier tilbage. Familier som vores, hvor vi render til det ene møde efter det andet, både på forvaltningen, i skolen/børnehaven, læger og hospitaler, og psykiatrien. Der aftales en helt masse, og i rigtig mange tilfælde virker tiltag ikke. Hvorfor kan man så spørge sig selv og hinanden. hvorfor er denne familie ikke i stand til at løfte opgaven med deres barn med særlige behov?

Der er en gennemgående rød tråd i familiernes sager her på bloggen.

1: Man tror ikke på forældrene.
2: Fordomme
3: Magtmisbrug
4: Forvaltningerne bestemmer, hvilken støtte der skal indsættes uanset, hvad forældrene mener.

Men vigtigst af alt.....

På forvaltningen bliver vores sager behandlet af social fagligt personale og ikke sundheds fagligt, hvilket nok er den aller største fejl i vores sager.

Vi kan råbe og skrige på den rette støtte og hjælp, og alt bliver vendt til problemer i hjemmet, eller problemer med mor, som ikke vil samarbejde. Det handler dog om, at mor simpelthen ikke er enig, da hun kender sit barn til bunds og kender udfordringerne og hvilken støtte både barnet og forældrene har brug for. Men sagsbehandler har ikke forudsætningerne til at agere korrekt i vores sager. Hvordan skal de kunne det, når de er udlært i symptomer af misrøgt, og ikke symptomer på diagnoser???

Giv os de rigtige fagpersoner til at løse vores sager, så gik det meget bedre og vores børn ville ikke blive gidsler i tunge og fastlåste sager, hvor forvaltningen kører både barn og forældre over.

Vores sager fordre dygtige sundheds faglige sagsbehandlere.

Arkiv

Følg vores Facebook Følg vores Google Plus

KÆRE SAGSBEHANDLER

-  Læserbrev -

Kære Sagsbehandler.

Da du overtog vores sag, kunne du have gjort en forskel. Du overtog den efter mindst 15 andre, der hver især havde fyldt sagen med formodninger, fordomme, uvidenhed og injurier. Du kunne have været den forskel, som gjorde, at vores barn ville blive mødt og få det godt. Du havde muligheden for at gøre det rigtige. Du havde haft muligheden for at lave et godt social fagligt arbejde. Du havde haft muligheden for, at ændre vores barns mistrivsel til trivsel. Du havde muligheden for at støtte vores familie, så alt ville glide lettere.

Du gjorde det ikke. Du gjorde det modsatte. Du ændrede vores barns mistrivsel til direkte skade, traumer, og overgreb. Så voldsomt, at vi i dag ikke kun taler om trivsel eller mistrivsel.

Sagen har fra 1.dag for rigtig mange år siden været fyldt med fejl. For den er nemlig kørt udelukkende på fordomme og antagelser. Hvis du havde gennemgået sagen, da du kom på og haft dine egne meninger, så havde du fundet masser af dokumentation på, at vi forældre har ret.
Du valgte udelukkende, at tro på din ledelse. At denne familie er helt umulig. Det blev fatalt. Du valgte at indstille til tvangs anbringelse UDEN overhovedet, at møde hverken os forældre eller vores barn. Du var ganske enkelt overbevist om, at det du fik fortalt var rigtigt. Det gik galt for dig. Du tabte. I tabte. For I havde ikke gjort jeres arbejde ordentligt. I havde aldrig forsøgt og støtte vores barn eller os. ALDRIG. Samtidig havde I heller ikke sørget for udredning af hverken os eller vores barn.

Du sidder på en sag med et barn med diagnoser. Du har ikke engang et kendskabt til, hvordan det er med ret almindelige børn. Det er tydeligt at høre på dig. Når du taler er det udfra lærer bøger og ikke ud fra det virkelige liv.

Du kunne ikke klare dit nederlag. I kunne ikke klare det nederlag. Så I fortsatte jeres hetz. Igen og igen indstillede I til anbringelse. Stadig uden at kende vores barns udfordringer og vores ressourcer og forældre evner. Stadig uden at yde den lovmæssige støtte. For jer er sagen blevet personlig. Sagen for sagens skyld.

Vi tænker her i vores familie på, hvor mange chancer du faktisk har haft til at gøre det rigtige. Det rigtige social faglige arbejde. Vi tænker på hvor godt kørende vores barn var nu, hvis du/I havde lagt det samme store arbejde i, at hjælpe, i stedet for at modarbejde. Vi tænker på hvor lidt det havde kostet, at yde den rette støtte i forhold til de mange millioner/milliarder det har kostet kommunen, at kører denne sag. Vores skatte kroner. Andres skatte kroner. Det eneste I har opnået er, at ødelægge vores barn mere og mere.

Den mistrivsel der bliver større og større er  jeres fortjeneste. I giver dog os forældre skylden. I bruger jeres tåbelig tiltag og resultater til, at stjæle vores barn og sende det ud i endnu dybere mistrivsel og direkte krise.

Hvordan kunne DU? Hvordan kan du se dig selv i spejlet? Hvordan kan du sove om natten? Hvordan kan du få overbevist dig selv om, at det du gør er det rigtige? Du får gang på gang i børnesamtaler at vide, at du er på glatis, og er et helt andet sted end barnet? Hvordan kan du?

Vi må formode, at du så denne sag, som en sag du kunne profitere af. At du blev den som fik den kørt i hus, så at sige. Det havde dog krævet et par ting, som slet ikke findes i sagen. Viden, sundhedsfaglige viden, den rette tilgang, ærlighed, lovlig sagsgang, lydhørhed, medmenneskelighed og troen på, og et ønske om, at samarbejde med os forældre. For slet ikke at nævne troen på vores barn. Det barn som er hovedperson i denne sag. Det barn din fineste rolle er, at varetage trivsel på. Det der er så enkelt magter du ikke.

Sagen har været skiftevis en overgrebs sag og omsorgssvigt sag fra det offentlige gennem alle år. DU kunne have ændret det, men du gjorde det ikke.

Det gør dig både til en tomhjernet og godt udvalgt marionet dukke, som ledelsen kan danse rundt med. Det gør dig også til en forfærdelig dårlig socialrådgiver. Du er  en sags mishandler og børne mishandler.

Med venlig hilsen
En ødelagt familie med et ødelagt barn.


Til andre socialrådgivere (smag lige på ordet. Hvad ligger der i det?), når du overtager en sag, så gør familien og især barnet den tjeneste, at sætte dig ordentlig inde i den. Der er fejl i 8 ud af 10 sager. Vil du fortsætte? Overtage ikke bare andres holdninger og sagsgang. DU kan blive den forskel der gør, at barnet kommer i trivsel.

_____________________

Redaktionen bag siden "Børn og Unge med særlige behov - møder systemet" takker for dette brev fra en læser. Vi må endnu engang opfordre til, at alle sagsbehandlere får #autorisation, så de kan stilles personligt til ansvar og ikke dække sig ind under ledelsen. 

Har du en sag med et barn/ung med særlige behov, som ikke får den rette støtte i forhold til loven. Så få den gerne på hjemmesiden her som en anonym case.

Du er meget velkommen til at dele dette læserbrev, men brug venligst deleknapperne herunder. Brevet må ikke kopieres til sociale medier, hjemmesider eller blogs, idet denne hjemmeside har fuld copyright. Dette håber vi bliver respekteret.

Deling vha knapperne herunder er tilladt.

Vi har valgt at bloggen er reklamefri. Finder du gavn af det vi deler, og ønsker du at påskønne vores arbejde med et beløb, kan det gøres her:

DONER

Følg vores Facebook
Følg vores Google Plus

AFSENDER OG MODTAGER AF EN UNDERRETNING HAR FORSKELLIGE FORVENTNINGER

_________________________________________________
Redaktion

Hvor går det galt for vores familier med børn der har særlige behov uanset om det er et barn med diagnose, eller et udelukkende særligt sensitivt barn?

Først starter det med, at pædagogen eller læreren ikke selv formår, at få barnet til at trives i deres timer. Det kan være svært for dem at se barnet rigtigt, især hvis man udelukkende bruger de såkaldt almindelige børn at spejle dem i. Straks er der "røde lamper" der ringer, og i stedet for at forsøge, at forstå dette barn eller spørge (og tror på) forældrene, så vælger mange at lave en underretning til kommunen. Underretninger er beregnet på, at fange familier der misrøgter deres børn. Ikke alle og enhver små bagateller, som de bare ser er anderledes end flertallet. Men sådan bruges de i praksis. Du skal ikke have afleveret dit barn med umage sokker, en for ens madpakke, for lidt tøj på, for meget tøj på, for slidte sko, der er dejlige at gå i, osv osv osv. alt for mange gange. Vores sensible børn elsker ofte slidt, blødt, brugt og til-gået tøj og sko. Det handler ikke om misrøgt, men for mange anderledes for dem mærkelige ting, ender ofte i underretninger på bagateller. 

På kommunen modtages en underretning med øjne, der siger misrøgt inden de har mødt familien overhovedet. De har kun pædagogens eller lærerens syn og forklaring, og der er gerne lagt lidt drama på. Alene ordet "bekymring", og den går helt galt.  Sagsbehandler forventer, at institution eller skole, selv har forsøgt alle muligheder for samarbejde med forældrene, hvilket ofte ikke er tilfældet. Altså må det pr. automatik være familien der ikke ønsker et samarbejde. Herfra går det i konflikt med kommunen og familien. Familien kan være vred over de overhovedet er havnet i denne situation, uden forsøg på samarbejde fra underretters side. Mange forældre med børn med særlige behov "skriger" efter samarbejde i både børnehave og skoler, uden at få det! De har ofte været gennem lange forløb af afmagt der, hvor de har deres barn i dagligdagen. Nu kan de så blive "kørt over" af kommunen. 

Sager der burde udløse støtte til børnene og deres familier, ender nu med §50 i stedet, for at afdække hele familiens behov og ressourcer.  MEN der er stor forskel på hvordan den udføres. Nogle bliver lavet med forskellige faggrupper ind over, observationer i institution og hjem, samspil mellem forældre og barnet, psykologer mm. Andre igen laves udelukkende af en sagsbehandler, der har set sig sur på familien, især mor er i skudlinjen. Især enlige mødre er i farezonen. De kan sidde og lave det værste makværk af en §50, bagom ryggen på familien, uden at få andre øjne på, uden relevante faggrupper eller uvildige øjne. Uden at have mødt familien inden den igangsættes. Det sidst må kun bruges i særlige grove tilfælde, hvor der skønnes overgreb, vold og misbrug. De laves dog uden familierne er informeret, selvom der intet sted er nævnt bekymring af den kaliber i underretningen.

Disse meget forskellige udførte §50, skal udløse rette hjælp, men inden der foreligger et resultat er kommune og familier allerede på kollisionskurs. Børnene er i klemme. Hvilket igen kun gøres til familiernes skyld.

Jeg er så glad for, at der nu også er socialrådgivere, som tør skrive om, hvordan sagerne har taget en helt forkert drejning.

En af dem er Mette Valentin, som helt klart er værd at følge, og lige netop det her problem, beskriver hun her her på sin blog.

Jeg er på ingen måde imod anbringelser, men det skal være de rigtige børn, der skal være en fair og faglig undersøgelse, det skal være sidste udvej og man skal behandle både børn og familier med respekt. - og så skal det være til bedre steder, end der man tog dem fra.

Det sker ikke idag!