fredag den 2. februar 2018

FNs BØRNEKONVENTION BØR OVERHOLDES - OGSÅ I DANMARK!


DOWNLOAD BØRNEKONVENTIONEN

Børnekonventionen er skrevet af voksne, og sproget kan være svært at læse. Derfor har vi lavet en udgave i et lidt lettere sprog, som kan være lettere at forstå.
Herunder kan du downloade FNs børnekonvention, som den oprindelig er skrevet. Du kan også downloade børnekonventionen i en lidt lettere udgave. Lidt længere nede på siden kan du læse den lettere udgave direkte på hjemmesiden. 

LISTE OVER BØRNS RETTIGHEDER

Herunder kan du se en liste over de rettigheder, som står skrevet i FN's børnekonvention:
  1. Definitionen på et barn
    Børn er personer under 18 år, medmindre den nationale lovgivning fastsætter en lavere myndighedsalder.
  2. Ligestilling og beskyttelse mod diskrimination
    Alle rettigheder gælder for alle børn uden undtagelse. Staterne skal beskytte børn mod alle former for diskrimination.
  3. Sikring af barnets interesser
    Samfundet skal sikre barnets tarv, når der træffes beslutninger. Staten er forpligtet til at vedtage særlige regler, der beskytter barnet og er nødvendige for barnets trivsel.
  4. Opfyldelse af konventionens hensigter
    Staten er forpligtet til at leve op til konventionens ord og hensigter.
  5. Forældres ansvar
    Staterne skal respektere forældres ansvar for at give barnet den vejledning og støtte, som er mest hensigtsmæssig for dets evner og udviklingsmuligheder.
  6. Retten til livet
    Barnet har en naturlig ret til livet, og staten skal sikre barnets overlevelse og udvikling.
  7. Navn og nationalitet
    Barnet skal registreres umiddelbart efter fødslen og har ret til et navn, til at opnå statsborgerskab og såvidt muligt kende og blive passet af sine forældre.
  8. Beskyttelse af identitet
    Staten er forpligtet til at beskytte og om nødvendigt genskabe barnets grundlæggende identitet (navn, statsborgerskab og familierelationer).
  9. Forældres beskyttelse af barnet
    Barnet har ret til at bo sammen med sine forældre, medmindre det ikke er i barnets tarv. Barnet har ret til at opretholde kontakt til begge forældre, hvis barnet lever adskilt fra den ene eller dem begge. Staten skal genskabe kontakten, hvis adskillelsen skyldes årsager iværksat af staten.
  10. Familiesammenføring
    Staten skal behandle ansøgninger om familiesammenføring fra et barn eller dets forældre på en positiv, human og hurtig måde. Et barn, hvis forældre har fast bopæl i forskellige stater, har ret til at have direkte kontakt med begge forældre.
  11. Kidnapning og tilbageholdelse
    Staten skal bekæmpe kidnapning af børn til udlandet og hjælpe dem med at vende tilbage.
  12. Retten til at udtrykke meninger
    Barnet har ret til at give udtryk for en mening og krav på, at denne mening respekteres i overensstemmelse med barnets alder og modenhed.
  13. Ytringsfrihed
    Barnet har ret til at give udtryk for sine følelser og synspunkter, medmindre det krænker andres rettigheder, national sikkerhed eller offentlig orden. Barnet har ret til at søge, modtage og videregive information.
  14. Frihed for tanke, samvittighed og religion
    Barnet har ret til frit at bestemme og udøve sin tro. Staten skal respektere undervisning i denne tro.
  15. Forenings- og forsamlingsfrihed
    Barnet har ret til at oprette og deltage i foreninger og forsamlinger, medmindre det krænker andres rettigheder, national sikkerhed eller offentlig orden.
  16. Beskyttelse af privat- og familielivet
    Barnet har ret til beskyttelse mod vilkårlig eller ulovlig indblanding i sit privat- og familieliv, herunder brevhemmelighed.
  17. Mediernes rolle
    Staten skal sikre barnet adgang til informationer fra et bredt udsnit af både nationale og internationale kilder.
  18. Børneopdragelse
    Staten skal anerkende, at forældre eller værge har hovedansvaret for barnets opdragelse. Staten skal vejlede og hjælpe med denne opgave.
  19. Beskyttelse mod mishandling
    Staten skal beskytte barnet mod alle former for mishandling begået af forældre eller andre. Staten skal hjælpe barnet, når det har været udsat for mishandling.
  20. Forældreløse børn
    Staten skal sørge for særlig beskyttelse af børn, der har mistet eller er afskåret fra deres forældre og familie og sikre alternativ omsorg som fx anbringelse i pleje eller adoption.
  21. Adoption
    Staten skal sikre, at adoption kun tillades, når det er til barnets bedste.
  22. Flygtningebørn
    Staten skal sørge for særlig beskyttelse af børn, som er flygtninge eller som søger flygtningestatus. Staten skal samarbejde med ansvarlige organisationer om at beskytte og hjælpe flygtningebørn med at blive genforenet med deres familier.
  23. Handicappede børn
    Det handicappede barn har ret til at modtage den bedste form for hjælp, omsorg og oplæring for at sikre barnet størst mulig selvtillid og mulighed for at leve et indholdsrigt og aktivt liv.
  24. Sundhed
    Barnet skal have adgang til sundhedsydelser og lægehjælp. Staten skal nedbringe børnedødeligheden og skal arbejde for at afskaffe traditionelle skikke, der kan skade barnets sundhed.
  25. Periodisk kontrol af børn på institution
    Staten skal regelmæssigt vurdere forholdene for børn, der er anbragt i pleje eller behandling.
  26. Social sikkerhed
    Barnet har ret til social sikkerhed.
  27. Levestandard
    Barnet har ret til en levestandard, der sikrer fysisk, psykisk, moralsk og åndelig udvikling. Forældrene har ansvar for at sørge for denne udvikling, og staten har pligt til at hjælpe.
  28. Undervisning
    Barnet har ret til undervisning. Staten skal sikre, at grundskoleundervisningen er obligatorisk og gratis for alle børn, og at skolens disciplin er menneskeværdig.
  29. Undervisningens målsætning
    Staten har ansvar for at sikre, at undervisningen er med til at udvikle barnets personlighed og evner. Samfundet skal forberede barnet til et aktivt liv som voksen, fremme respekten for menneskerettighederne og have respekt for barnets egne kulturelle og nationale værdier.
  30. Minoriteter
    Barnet har ret til at leve i overensstemmelse med sin egen kultur og til at praktisere sin egen religion og sit eget sprog i lande, hvor de tilhører etniske, religiøse eller sproglige mindretal.
  31. Hvile og fritid
    Barnet har ret til hvile, fritid og deltagelse i kulturelle og kreative aktiviteter.
  32. Børnearbejde
    Staten skal beskytte børn mod arbejde, der udgør en trussel mod deres helbred, undervisning og udvikling, og staten skal fastsætte en mindstealder for børns arbejde og sikre passende arbejdsforhold.
  33. Narkotikamisbrug
    Barnet har ret til beskyttelse mod brug af narkotika og mod at blive inddraget i produktion eller handel med narko.
  34. Seksuel udnyttelse
    Barnet har ret til beskyttelse mod seksuel udnyttelse og mishandling – herunder prostitution – medvirken i pornografi og andre ulovlige seksuelle aktiviteter.
  35. Handel med og bortførelse af børn
    Staten skal forhindre bortførelse af og handel med børn.
  36. Andre former for udnyttelse
    Barnet har ret til beskyttelse mod alle former for udnyttelse.
  37. Tortur og straf
    Børn må ikke udsættes for tortur, nedværdigende behandling, dødsstraf eller livsvarigt fængsel. Børn, der er anholdt, tilbageholdt eller fængslet, har ret til juridisk bistand og en menneskeværdig behandling. Frihedsberøvede børn skal holdes adskilt fra voksne og har ret til at have forbindelse til deres familie.
  38. Væbnede konflikter
    Staten skal overholde internationale aftaler om krigsførelse og sikre, at børn under 15 år ikke direkte deltager i kamphandlinger, ligesom staten skal begrænse rekrutteringen af 15-18-årige. Staten skal yde beskyttelse og pleje til alle børn, som er berørt af væbnede konflikter.
  39. Rehabiliterende pleje
    Staten skal sikre, at børn, der har været udsat for forsømmelse, udnyttelse, mishandling eller tortur, får den mest hensigtsmæssige behandling, så de kan integreres i samfundet igen.
  40. Behandling i retssager
    Barnet skal anses for uskyldig, indtil andet er bevist. Barnet har ret til retshjælp og til retfærdig behandling. Staten skal tage særlige hensyn til unge lovovertrædere og fastsætte en minimumsalder for strafbare forhold. Sanktioner mod børn skal bygge på resocialisering i stedet for straf.
  41. Til barnets bedste
    Intet i konventionen skal modvirke nationale eller internationale love, der er bedre for virkeliggørelsen af barnets rettigheder.
  42. Offentlighedens kendskab til konventionen
    Staten skal sørge for, at denne konvention bliver almindeligt kendt blandt både børn og voksne.
  43. Nedsættelse af en komité om Barnets Rettigheder
    FN vælger en ekspertkomité til internationalt at følge deltagerlandenes opfyldelse af konventionen.
44 - 45. Statens forpligtelse til at rapportere til komiteen
Kontrol med opfyldelsen af konventionens hensigter.
46 - 54. Underskrift, ratifikation, ikrafttræden og andre tekniske forhold vedrørende konventionen.

Tekst hentet her, hvor du kan læse mere:
https://redbarnet.dk/skole/boerns-rettigheder/boernekonventionen/
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Følg os på Facebook

Se mere om (manglende) retssikkerhed i Børn / Unge sager (Siden er ikke vores) TRYK PÅ FOTO

Se mere om (manglende) retssikkerhed i Børn / Unge sager (Siden er ikke vores) TRYK PÅ FOTO
Se mere om (manglende) retssikkerhed i Børn / Unge sager (Siden er ikke vores) TRYK PÅ FOTO