_______________
Redaktion
Efter flere af vores børn har været igennem udredning i børne psykiatrien, kan vi godt stille os undrende over den behandling man giver vores familier.
Nogle møder hjælp og respekt, mens andre nærmest bliver talt ned til og set skævt til.
Hvordan stiller det vores børn?
Hvis vi familier skal opnå den hjælp, som vi behøver til vores børn med særlige behov, så kommer vi ikke udenom Børne- og Unge Psykiatrien. Vi forventer her at få den rette forståelse og hjælp til vores barn. Men Psykiatrien udreder kun, der der ingen behandling.
Hvis vi skal have forhåbning om hjælp, må vi lægge os fladt ned, og bede om hjælp. Vi skal ikke være for kloge, ikke vide mere om vores børn end de udlærte indefor psykiatrien. Vi får fortalt, at forældrene er en vigtig brik, at samarbejde er afgørende, at det er os der ligger inde med den viden de skal bruge.
Vi bliver bedt om at vise tillid. De påstår, at de altid arbejder på, at børnene kan blive i hjemmet. At familierne får den fornødne hjælp.
De påstår, at der aldrig sendes papirer ud af huset uden, at forældrene har godkendt dem.
Familier der er nået hertil har tidligere oplevet masser af svigt og bedrag fra det offentliges side, og det kan være svært for dem, at vise den fornødne tillid.
Efter flere måneder, hvor det bliver svære og svære at opretholde sit barns opdragelse, sengetider. Alt det som fungere, og samtid med sit barn, kommer nye problemer. Der kan opstå problemer med personalet, hvis man påpeger det. Alene det at man ALDRIG spiser et eneste måltid med sit barn, gør at man mister noget af det, som normalt er et samlingspunkt for familien. Nu får man 1.5 time dagligt, med et meget træt barn. Det er dette samspil der observeres. Forældre og børn kan have svært ved at finde en rutine i det nye, hvor vi ingen indflydelse har på dagligdagen.
Når familien endelig har fundet den noget akavede, kunstige rytme, som intet har med et familieliv at gøre, begynder det måske at gå galt.
Psyk. kan finde på at have drejet fokus. De kan have lavet status og underretninger, bagom familierne.
Til barnet kan de sige, at så længe de er indlagt, vil der ikke ske dem noget. Barnet vil resonere, at det gør der til gengæld, når de kommer hjem. Tiden op til udskrivelse kan blive voldsom, og det ses som om forældrene ikke har ville samarbejde. Det handler vel ikke om, at psyk. ikke nåede deres mål? Faglighed er i spil, som så mange andre steder i systemet. Det er bare lettest at skyde skylden på forældrene. - Hvis det er som de siger, at der ikke vil ske barnet noget, anbringelse eller ligende, så længe de er indlagt, hvordan hænger det så sammen med en grov underretning, så kommunen vælger at holde udenfor den private opgang i timevis, mens familien er hjemme for at sove? Hvordan kan man overhovedet underrette på en forældre omkring samspil, når denne forældre stort set ikke har været der? Hvordan kan de beskylde en anden forældre for ikke, at være i stand til, at kunne "Smalltalk", velvidende at vedkommende har snakket i timer med alle forældre dagligt i flere måneder?
Når familierne kommer hjem, er det ikke med færdig behandlede børn, som fungere. Det er stressede børn, der har været indlagt i månedsvis, som skal hjem og fungere optimalt igen. De skal i mange tilfælde genopdrages. Lære at tale pænt og ikke være i frustration. De skal lære deres senge tider igen, og spisning kan have lidt skade. - De står ofte i skoleskift eller endnu værre tilbage til den folkeskole, der i første omgang ikke rummede dem.
Der sker alt for meget, som ikke er fagligt pålideligt i det regi. - Og de vil i hvert tilfælde ikke være dem, som taber ansigt.
Samarbejde gælder altså begge veje!
Hvordan stiller det vores børn, der endnu engang ikke fik den hjælp, som de har brug for, men til gengæld trues med anbringelse, fordi "fagkundskaben" igen så forkert.
Hvor findes den rette hjælp til vores sårbare børn?
