SNART FRI FRA MAGTMISBRUG - FORHÅBENTLIG

______________

Mamma

Hej igen.

Det er lang tid siden, jeg sidst har skrevet her på siden.

Jeg overvejer i øjeblikket, om jeg ønsker at fortsætte eller helt skal smutte ud af skriverier omkring systemet. Det skader, at skrive om, hvordan man bliver behandlet i dette system. 

I sommers overlod jeg administrationen til teamet bag siden. Ann, har stået for en del opslag kan jeg se. Tanken var, at jeg skulle vende tilbage og berette om det, som vi har oplevet i dette år 2016.

Jeg er bare ikke sikker på, at jeg kan. Det har været ganske negativt, og jeg vil så gerne holde fokus på de positive ting. Synes det er en nødvendighed, når man dykkes konstant som os.

Vores børn har brug for stærke forældre. Det er meget ambivalent, for samtidig må forældre ikke fremstå stærke og uden behov for hjælp fra dem der styrer.

Jeg overvejer stadig, om jeg skal vende tilbage hertil, lige nu er det bare for voldsomt.

I hvert tilfælde har jeg nu lært, at det ikke er samarbejdsvanskeligheder, der underrettes på. Det er rent og skær uenigheder. Tænke at det kan afstedkomme så voldsomme tiltag.

Håber, at I alle stadig står oprejst og opnår det, som I har brug for og ønsker.

- Mamma

SKAL ALLE AKTER PÅ SIDEN HER?

Mamma

Jeg tænker på, at der stadig er mange, som ikke tror på, at familier som har børn med særlige behov faktisk får deres liv ødelagt af elendigt forvaltnings arbejde.

Måske skulle vi ganske enkelt lægge alle sagsakter ud, så kan folk der ikke er i systemet se, hvor tåbeligt og nedladende vi bliver behandlet.

Borgerinddragelse, oplysningspligt, samtykke erklæringer, og meget mere er jo ikke opfyldt bare det mindste. Det er faktisk lovpligtigt.

HVAD BILDER DE SIG EGENTLIG IND!

Mamma

Vores sag er for længst kørt af sporet. Den ender en dag meget snart på avisernes forside eller i TV LORRY.

Hvad kan man kalde injurier, bagvaskelse, omskrivninger af henvendelser mm.?

Som forældre til et barn med særlige behov, er der sjældent tid til noget ud over det sædvanlige. Det skal der være nu. Vores barn kan godt mærke, at der er noget i gærde, og bliver nervøs, hvilket igen kræver mere af os voksne omkring.

Vi læser sagsakter og indhenter oplysninger.

Flere journaler er så fejlbehæftede at det er hele omskrivninger. Ikke nok med, at der er misforståelser. Der er direkte usandheder, grove løgne og formodninger uden hold i noget andet end deres egen hjerne.

I vores sag dukker der nu oplysninger op om, at skolen har observeret vores barn i gennem det seneste halve år, og sendt direkte til kommunen (uden kopi til os). Jeg henvender mig til skolen og udbeder mig alle akter, samt den samtykke erklæring de gerne skulle ligge inde med, for at dette må foregå.

Efter et par dage modtager dd. mail, om at de vil finde dem og sendte til mig. Mit gæt er, at de i virkeligheden lige afventede svar fra forvaltningen, om de måtte. Altså det er jo noget de skal, og skulle have gjort hver eneste gang de kontaktede kommunen.

I akterne fra kommunen ligger nu udskrift fra skolen, hvor de skriver, at de troede vi var informeret om dette, hvortil kommunen svare, at det var vi også.

NEJ, NEJ, NEJ!!!! Det var vi ikke.

I ca 6 mdr, er der bag ryggen på os, sendt meddelser fra skole til kommune, omkring vores barn. Vi har ikke modtaget kopi af en eneste, og vidste slet ikke det foregik. Ikke nok med de gør det, kommunen lyver også om, at vi skulle være informeret!

Endvidere har kommunen omformuleret en henvendelse fra vores part, til at være en underretning om bekymring. Hvilket i virkeligheden var en ændring af mødedato på kommunen.

Hvad mon der mere dukker op i de akter?

Skræmmende at loven omkring oplysning til forældremyndigheds-indehaver ikke overholdes På den måde kan vi, som forældre faktisk ikke overholde forældreansvarsloven :(

EFTERLYSNING

Etisk kodeks efterlyses i samarbejdet

HVOR MANGE MØDER MON DER ER AFHOLDT UDEN MIN DELTAGELSE?

Mamma

Jeg sidder og fundere, efter de seneste artikler her på siden, om hvor mange møder der egentlig er afholdt uden min deltagelse.

§ 49a er en særdeles rædselsfuld paragraf. Den burde afskaffes med det samme! Tænk at alle involverede udenom familien, kan sidde og diskutere og formode, og videregive deres bekymringer. De eneste der intet aner, er familien.

Jeg mener at denne rædsels paragraf, er noget i stil med et møde pr sted, dvs et møde kan skolen tillade sig, et sådan møde kan fritidshjemmet afholde osv. Men med alt det andet der ikke overholdes, hvordan ser det så ud med overholdelse af denne paragraf?

Hvis man så har gået på flere skoler, er det så et møde hvert sted, og hvis de bryder det, bliver det til flere møder hvert sted. Jeg tænker det er meget mærkeligt, at de ikke selv kan se hvor ubehageligt det er, og hvor meget dette skader tilliden mellem skole og hjem, og hvordan skal der overhovedet blive et godt samarbejde på den måde?

Som familie er man faktisk den, der er mindst med i barnets liv. Det er da helt forkert.

HUSK AT RETTE FEJL STRAKS

Mamma

I går fik jeg den besked, at jeg med det samme, skulle lave rettelser til de fejl, der står i journaler. Gab!, hvordan skal jeg dog nå det oveni alt det nye der skal forberedes også? Det er jo hele journaler der er forkerte! Ufatteligt, hvilke sygdomme jeg pludselig er blevet tilføjet, ja faktisk er hele familiens sygdomme nu pludselig sat på mine skuldre. Og så er der alt det andet der heller ikke passer. Udtalelser jeg skulle være kommet med, ting jeg skulle have afvist, ting jeg skulle være informeret om. Stort set alt er fejlagtigt. Jeg hentede en journal for en måneds tid siden, den var så fyldt med fejl, at det var få linjer der var rigtige. Jeg har ikke orket at skrive den om og sende til dem. I går hentede jeg en ny, halvdelen er fejlagtig. Trættende!

Jeg husker da sagen startede, og en socialrådgiver havde lavet en §50 bag min ryg, og allerede var begyndt inden hun overhovedet havde mødt mig, eller jeg vidste at der var en underretning fra en skole. Fejt! - og ulovligt forøvrigt. Denne sag blev jeg først bekendt med efter at have søgt agt indsigt i flere måneder (fristen var dengang 10 dage), Da jeg endelig blev bevidst om hvad der foregik, og fik en kopi af underretningen blev der klaget. Vi fik ny sagsbehandler som skulle rette op på den. Til alle de rettelser var hendes kommentar "Jamen det er jo nærmest hele sagen, det gør vi ikke", og det blev den heller ikke. Den har til gengæld ligget til grund for alt videre forløb. Den vil for evigt ligge og vil aldrig blive rettet. Jeg føler mig bagtalt og nedgjort, det vil selv efter min død være en plet på min forældre rolle, uanset at jeg senere får oprejsning.

Hvorfor kan forvaltninger i den grad lave injurier uden, det har den fjerneste konsekvens for de som laver dem?

NÅR FORVALTNINGS-ARBEJDE FEJLER

Mamma

"Flot" forvaltningsarbejde. (ironi kan forekomme)

Jeg tænker det snart er en bog værdig... 

Gennem flere år, er jeg blev opfordret til at kontakte medierne. Jeg har altid afvist for at skåne mit barn for yderligere opmærksomhed.

Men nu begynder patientforeninger også, at råde mig til det.

Forvaltningerne kører så hårdt på, fordi de er bange for at havne på avisernes forside med en ny Tøndersag, men altså det kunne jo være, at vi skulle få alle disse horrible sager på forsiderne i samme omfang, for der er endnu flere end de andre, der kunne dagligt være en med magtmisbrug eller ganske enkelt elendigt forvaltningsarbejde. Så kunne det være de ville lave et ordentligt stykke arbejde, bare en tanke.

Måske hele vores sag er en egen blog værdig, med udlægning af underretninger og sagsagter, navne mmm. Hvorfor egentlig ikke?

Vidste du, at forvaltningen kan henvise til tvangs udredning og at de kan anbringe barnet, imens den står på?

I vores tilfælde er vi nu igang med den tvangsudredning, TOTAL MOLBO AGTIG! Vi var nemlig igang med selvsamme udredning i december, hvorefter kommunen beordrede den standset ellers ville de tvangsanbringe. Standses for at skåne barnet for flere udredninger.

Pisse ærgeligt, men standse den var jeg nødt til.

Det ville hospitalet gerne lige have verficeret, men kommunen benægtede, og fortalte at det måtte jeg have misforstået, det var bare alle de andre udredninger... øhhh hvilke? Det var den eneste vi var igang med, nå men månederne går, mit barn får det værre og værre, og nu er vi så igang igen efter deres ordre, henvist for angst ligesom sidst.

Nu indhenter jeg så journaler fra december, og vupti, sørme om ikke der lå en Angst diagnose i den. Altså har mit barn fået en diagnose uden mit vidne, for snart et halvt år siden, og de eneste der hele tiden har papirerne og bare indhenter er kommunen, men altså den må de da så lige have overset eller hvad? For det er jo netop angst de så tvangs-henviste til udredning. I journalen skrives, at de fremadrettet ser det formålstjenligt, at det bliver med kommunens inddragelse (for jeg ikke igen skal droppe ud), har de slet ikke fattet, at det er kommunen der bremser alt det fornuftige?

Nu er det så kommunen, der yderligere belaster mit barn igen! Altså det jeg ikke måtte.

Er der noget at sige til, at jeg ikke kan tage dem seriøst?

Er du forvirret, så bare vent til næste episode af "Molbo historier" eller er "Logik for burhøns" bedre?

DER VAR ENGANG

Mamma

Der var engang, hvor en undskyldning havde været nok, - Engang for efterhånden længe siden!

Forleden skrev en Facebook ven, at hun var flyttet for et år siden, og jeg følte det som et slag. Et år!?! Vi har følt vi druknede, hver eneste dag. Et år!?

Det kan simpelthen ikke passe.

Forfejlet inklusion har gjort, at vores sag har kørt i efterhånden 5 år. 5 lange og opslidende år, uden nogen som helst former for støtte. Skolen sejler derudaf, og mit barn forsøger at overleve ligesom resten af familien gør. Hverdagen passes, penge skal ind, men alle vores minutter er med dette i tankerne. Det sidste vi tænker på inden vi sover, det første vi tænker på om morgenen. Det vi tænker på mens vi spiser, mens vi arbejder, og mens vi leger med vores børn.

Der var engang jeg sagde til dem som spurgte, "Jeg får ikke fred før denne sag er lukket, og jeg modtager en undskyldning. Senere blev det til en stor undskyldning. Nu er en undskyldning ikke nok!

Hvordan skal vi dog kunne gøre noget rigtigt for vores barn, når vi ikke tages med på råd? Beslutninger tages hen over hovedet på os, og ingen tager sig af, hvad vores barn selv fortæller.

5 år af vores liv ødelagt af fagpersoner, som ikke ved hvad de laver. Vores barn har så mange skader af forkert behandling, og man mener stadig det hele drejer sig om os. Hvor er det hele dog langt ude!

Vi har haft  hos'er på, den ene værre end den anden. Jeg læste om en der havde haft 4 som kun gjorde det værre, og jeg må indrømme, at vi bestemt heller ikke har haft gavn af vores. Tværtimod!

Nu er vores sag så rodet og fejlbehæftet, at det virker håbløst nogen sinde, at få nogen til at se den rigtigt. 

Nu er en undskyldning ikke nok.

Vi vil have retfærdighed. Vi vil have, at de skal stå til ansvar for vores spildte år. Vi vil have dem straffet for alle de lovbrud, som de har påført sagen gennem alle årene. Vi har levet med trusler om anbringelse i årevis. Vi har aldrig modtaget den hjælp vores barn har både brug for og krav på.

Vi har levet med så mange krænkelser og nedværdigelse, at de færreste kan forestille sig det. Det eneste vi har "gjort galt" er, at vi fik et barn udenfor kassens rammer. - Et skønt barn, med mange forcer, man man kigger kun efter fejl og mangler. Det gør virkelig ondt!

Danmark! Danmark! Danmark!

ENDNU ENGANG

Mamma

Endnu engang, har vi skulle indgå aftaler udelukkende på mundtlige aftaler eller korte mails, når vi så har underskrevet, så er det pludseligt noget andet, vi har skrevet under på.

Jeg er så træt af, at vi aldrig kan være sikker på, at det ender med de ting, som vi har talt om. Det er virkelig ubehageligt, at træffe beslutninger på vores barns vegne, og samtidig vide, at det næppe overholdes fra kommunens side. 

Når så det ikke giver nogen positiv effekt, er det da klart fordi vi ikke kan finde ud af, at få vores barn i trivsel :-(  

Hvorfor er det kun almindelige dødelige, som kan se det her er helt hen i vejret, og at vores barn kun reagere naturligt, på vanvittige forløb? 

Det er som om, der sidder andre hoveder og hjerner på de, som skal træffe afgørelser på vores barns vegne og hele vores families trivsel.

Det er et sygt samfund, og man ved simpelthen ikke hvor grelt dette er, før man selv er en del af det. Den dag man bliver nedgjort til brikker i deres spil. Et spil om magt.

"Hvad nu, hvis det en dag derude i fremtiden viser sig, at mange af de børn,  som vi diagnosticere i dag, i virkeligheden bare har haft en sund reaktion på et sygt samfund?" Citat af Rikke Smedegaard

STEMPLET

Mamma

I dag gik jeg og tænkte. Igen.... 







Tænkte over de procedure der er med en underretning, og hvor lidt af det der overholdes. Ser vi bort fra, hvad og hvordan den skal indgives, så er der jo lige det punkt der siger, at underretter skal have at vide, om deres underretning udløse hjælp eller foranstaltninger, som underretter mente nødvendigt.

Endnu har jeg ikke hørt om ene eneste fagperson, som har underrettet en familie til kommunen, om at de har modtaget en tilbagemelding på om der var hold i deres antagelser.

Hvad gør det med en familie? De bliver for det første aldrig renset, og ofte fortsætter barnet jo i de omgivelser, hvor der stadig snakkes om "den forfærdelige familie". Der skal fortsat samarbejdes, noget der i mange tilfælde var håbløst i forvejen, det er jo netop årsagen til at familien blev anmeldt i første omgang.

Jeg gik og tænkte på vores egen sag. Læreren der vender ryggen til hver gang, vi støder ind i hinanden. Jeg tænker hver gang på, hvis man nu havde en bekymring, ville det så ikke være nærliggende, at spørge til, om underretningen gik som de (forhåbentlig) forventede. Nemlig en støtte. Er man slet ikke interesseret i, hvordan det går familien? Barnet? Jeg forstår det simpelthen ikke. Lærere der har underrettet virker flove og konfliktsky. For mig virker det som om, at de har haft en skjult agenda, at det aldrig var deres hensigt at hjælpe. Deres hensigt var at tryne en forældre de ikke brød sig om. De brugte magt. 

Når jeg så ønsker at de fik en tilbagemelding fra kommunen, kan jeg godt se, at det ikke ville blive meget bedre. For de lukkede jo netop ikke sagen, som de burde have gjort. De kørte en ulovlig §50 bag ryggen, som udløste "støtte" i hjemmet. Reelt handlede det ikke om støtte, - men overvågning.

Ville kommunen så sende en tilbagemelding til skolen, ville den lyde: Der blev handlet på den og via en børne faglig undersøgelse er der nu sat støtte på i hjemmet.

Hmmm, sådan en tilbagemelding ville jo give læreren og skolen ret! De ville kunne bryste sig af at have set rigtigt, at have hjulpet en familie og et barn i nød eller fare. Jeps puds lige glorien!!! For det er jo netop ikke det der skete.

Vi blev udsat for først en underretning, der ikke var indgivet korrekt. Vi blev smidt ud i en total vanvittig sag med en §50 kørt bag ryggen på os. Udført af en sagsbehandler alene, inden hun overhovedet havde mødt hverken mig eller familien. Vi er aldrig blevet observeret sammen, aldrig talt med en psykolog. Men denne rædsel af en kvaksalver rapport ligger til grund for mange års magtmisbrug fremadrettet. Vi blev udsat for magtmisbrug af værste skuffe. Den udløste absolut ingen støtte, men fortsat overvågning nu på 4. år Imens skal jeg få mit barn til at fungere upåklageligt (sådan meget bedre end andre familier). Hele familien køres ud i sygdom, tristhed, opgivenhed, men værst af alt, at mit barn føler sig skyldig i hele misæren.

"Tak" elendige fagfolk, for at smadre mit barns barndom, og vores liv.

Vores liv er sat på stand by, indtil denne sag lukkes og arkiveres. Problemet er bare, at alt det forkerte der står i sagen nu er blevet til virkelighed. Uanset hvor forkerte oplysningerne er, kan de ikke slettes eller ændres. 

Vores familie er for evigt STEMPLET.