'BØRNENE FØRST' HAR FÅET BRED OPBAKNING. FØLER DU DIG SIKKER?

© VORES BØRNS TRIVSEL

Da Mette Frederiksen stillede op til folketingsvalget, udnævnte hun sig som "Børnenes Statsminister". Hun fremlagde et mål om at tvangsfjerne op mod 50.000 børn, i modsætning til de ca. 14.000 der har været de seneste år.

Mange jublede. Endelig var der nogen som turde gøre det. Jubelen hang selvfølgelig sammen med, at vi alle gerne vil hjælpe udsatte og sårbare børn, og for nogle vil det være væk fra deres familie.

Det er jo ikke vores børn tænkte de fleste nok. Det er de andres. Dem som ikke kan passe ordentligt på deres børn, og så fortjener de heller ikke at have dem.

Vi der allerede havde sager pga. vores børn med funktionsnedsættelse blev meget bekymrede for de udmeldinger. Tvang fører sjældent noget godt med sig, og selvom børn lever i dysfunktion er det ikke altid bedre at fjerne dem. Hele  familien skal hjælpes på fode. Når børn fjernes flytter man ofte problemet, for der er ikke uden omkostninger at være et anbragt barn. Det giver for rigtig mange traumer, og tidligere anbragte får ikke samme muligheder i voksen livet, som andre. De har lavere uddannelse, nogle mangler helt folkeskolens afgangsprøve, og en del kommer i kedeligt selskab og kommer ud i et misbrug.

Nu har Mette Frederiksen lagt kortene på bordet. Sammen med de mange flere tvangsfjernelser ønsker hun også flere bortadoptioner - ved tvang fra fødslen. Allerede i svangerskabet skal det kunne besluttes at tvangs-bortadoptere det ufødte barn, så det undgår en midlertidig pleje. Baby kan derfor fjernes lige fra fødsel og overdrages til de ventende adoptiv familier. Med andre ord, de biologiske forældre får ikke en chance for at vise deres forældre evner.

Det er kun de i de værste tilfælde.

Mon dog?

Sagsbehandlingen i Danmark er så fejlbehæftet, at vi egentlig ikke kan kalde os en retsstat. Den er tilfældig og styret af kommunernes økonomi. Den familie der kan beholde sine børn i den ene kommune, for frataget deres i en anden kommune selvom årsagen er den samme. Forøvrigt skal ingenting bevises mere, det skal blot sansynliggøres.

Anbringelses området er styret af penge, der skifter hænder og giver mange arbejdspladser. Kommunerne er ikke kompetente nok til at vurdere de børn med handicap og andre funktionsnedsættelser. Det ses allerede tydeligt i vores sager. 

Ankestyrelsen omgjorde i 2019 over 50% af børne handicap sagerne. Oveni er der flere skyggetal. Bl.a. de mange familier der ikke har overskud til at køre en ankesag, dem som ikke har fået afgørelsen og vejledning i deres klage ret, og dem som taber til trods for, at alle papirer bakker forældrene op. 

Børnesagerne er komplekse. Det er ikke bare gode og dårlige forældre. Det er ikke kun 2 kasser at sortere i

Alle skal behandles ordentligt. 

Hvis vi fortsat skal kunne kalde Danmark for en retsstat kræver det at loven overholdes, og retssikkerhed gælder alle. Ikke kun de udvalgte. Dem som Staten har parkeret i OK kassen. 

Nu skal børnene høres og inddrages. Det skal har de skulle i forvejen, blev det bare kun, hvis de havde samme holdning til forældrene som familie afdelingen. Var de ikke enige, blev de ikke hørt. Er forældrene ikke enige med familie afdelingen, så er de usamarbejds villige og mangler mentaliserings evne. Selvom mange der bruger ordet i deres papirer ikke ved, hvad ordet dækker. Det er  et meget brugt ord, hvis man vil stille andre udenfor i deres eget og deres børns liv.

Mange af de tiltag var der allerede, men blev ikke brugt. Det var ikke loven der var noget galt med, som sådan, det er forvaltningen af den. Elastik paragraffer, der kan drejes stort som man vil, det handler bare om lidt kreativitet.

Hvis ikke der bliver set på autorisation til sagsbehandlere, retssikkerhed, bevisførelse og Ankestytelsens blåstemplinger, så vil vi kun se endnu flere grove fejlsager. Sager som vores. Vi kan ikke engang sige åbent at vi har eller har haft tvangsanbragt barn, for straks for vi at vide, at i Danmark fjerner man ikke børn uden en rigtig god grund, så hvad har vi gjort mod vores børn? Hvilket misbrug har vi? Slog vi? 

Vi lærte at tie.

Nu vil andre familier som os, der har børn med handicap eller anden funktions nedsættelse opleve de samme svigt og overgreb fra kommune og stat. Nu er vi pludselig blevet til familier med sårbare og udsatte børn, der skal holdes ekstra øje med. 

Skyd først og spørg senere.

De mange underretninger sider løst i børnehaver og skoler. Nogle sender underretning uden at have talt med forældrene eller forsøgt at finde løsninger selv. Fejlagtigt tror se fleste at en underretning hjælper, men i langt de fleste tilfælde bliver der bare snebolden der starter en lavine.

Det har været sådan, at en tvangsanbringelse kun var sidste løsning, når der havde været forebyggende indsats. Med Børnene Først loven, vil anbringelse være en forebyggende indsats i sig selv, og altså noget man hurtigere kan sætte i værk. Det er blevet brugt ulovligt i årevis, med Børnene Først bliver det lovligt.

Vidste du, at der ikke er bevisførelse, vidner og nævninge i Byretten i en børnesag? Ellers ved du der nu, og du kan sikkert selv regne udfaldet ud.

Det er en skræmmende fremtid for børnefamilier her i landet, især for familier som os, der har børn med funktionsnedsættelse. 

//ADM.Team.VBT ©

STØT meget gerne Borgerforslaget FORVALTNINGSDOMSTOL NU. Brug 2 minutter sammen med dit NemID, og du vil være med til at komme i mål med de 50.000 stemmer, det behøves for at få forslaget taget op i Folketinget.

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-06440&fbclid=IwAR2r71Y8VBgN1dfUqq9NGHu2mtKbhUhrE4uS_pJU_mCLez8pTbdi_pyxphY

Del gerne via knappen herunder 

👇

DE VREDE BØRN, HVOR KOM DE FRA?

- Redaktionen - 

I et facebook opslag i går omkring udredning, tog den en afstikker til hvilken børne psykiatrisk afdeling der er den bedste i Danmark. Hvad var familiernes erfaringer? Lige i dette opslag vil jeg ikke komme ind på, hvad den kom frem til, for den kører stadig.

En af de ting der sås var, at nogle afdelinger i landet havde ret ens tilbagemeldinger, og så var der andre, hvor erfaringer var meget forskellige fra samme sted. En mor skrev, at det var sjovt, som vi opfattede det så forskelligt. Det sjove forsvandt lidt, da vi gik det lidt nærmere efter. For det handlede i virkeligheden ikke så meget om opfattelsen, men behandlingen. Der var ganske enkelt forskelsbehandling på den afdeling. Nogle familier blev behandlet rigtigt pænt og med respekt, mens andre blev behandlet dårligt. Afdelingen opførte sig arrogant overfor nogle familier, og i nogle tilfælde var forskelsbehandlingen så åbenlys, at både barnet selv og forældrene, samt med indlagte bemærkede den grove behandling. Lige i tråden var dem, som blev behandlet dårligt enlige forsørgere, eller kommunen havde tilsendt papirer med deres formodninger, og dermed blev behandling af familien grovere. Det kunne også være en enlig mor, hvor kommunen havde indsendt grove formodninger. De børn fik i hvert tilfælde ikke hjælp gennem psykiatrien. Faktisk det modsatte. På psyk. presser de børnene ud over kanten, for at se deres reaktions mønster og derfra kan sætter de diagnose (dette ved døgnindlæggelse), men så blev familierne bare udskrevet uden rette støtte til deres barn, som nu var dårligere fungerende end ved indlæggelsen.

I dag har jeg haft nogle samtaler med mødre til børn med særlige behov.

Den ene mor fortæller ca. det samme forløb, dog på en anden børne psykiatrisk afdeling end den med forskelsbehandlingen.

Hun kom jo til udredning på børnepsyk i (afdeling), hvor de ved de første 2 forældre samtaler var sikre på at hun havde autisme og måske noget ADHD. De gik igang med udredning, men med det samme de modtog papirer fra kommunen, mente de at det var mig, der ikke kunne sammen med hende, og hun skulle anbringes uden for hjemmet. Det blev dog til dagskole på (skolen). Hun kommer afsted med bus kl. 7, og er hjemme kl. 16. En alt for lang dag, for hende, som har brug for pauser. Når hun kommer hjem, er hun virkelig overstimuleret, og det påvirker hele familien. 

Som i den tråd omkring psykiatrien, blev nogle af de børn voldsomt udadreagernede over for forældrene. Det samme skete med denne mors pige. Hun fortsætter:

Hun er jo slet ikke er på deres nivaeu, følelsesmæssigt. På denne skole, er der absolut ingen grænser eller læring er også voldlig, og meget grim i sit sprog. Nede på skolen, er de andre elever voldelige overfor hende, hun er jo meget mindre end dem. De har rykket hende fra 5 klasse til 7 klasse, hvilket giver hende frustrationer.

Vi har også haft en familie vejleder på fra kommunen. I starten var han forstående og lyttede, lige indtil han havde modtaget papirer fra kommunen. Så det frabad vi. Han havde mere travlt med vores ægteskab og min sygdom. Det er jo ikke det vi vil have hjælp til, derimod til (Navn).

Vi skal have klaget til ankestyrelsen, da en advokat mener, vores sag har været alt for langvarig samt at der ikke er ydet den hjælp (Navn) og vi som familie har brug for. Nu er skolen hun er på også sikker på at (Navn) vil have bedst af at bo der. Det er en skole med anbragte børn, hvor familien ikke kan tage sig af dem. (Navn) oplever hver dag konflikter mellem de andre elever og deres lærer. Det er det helt forkerte sted til vores pige, og hun bliver mere og mere mærket af det.

(Navn) reagerede igår på en lille bitte ting, som at hun skulle gøre sig færdig til at gå i seng. Den reaktion vi så hos hende, har vi aldrig set før, og den afspejlede hvordan konflikterne er på skolen, og hvordan de ældre elever ingen respekt har for voksne. Det tog 3 ½ time, før vi kunne komme ind til hende, vi måtte ikke røre hende, hun ville ikke tale med os, og sproget var skrækkeligt. Min lille pige, kunne jeg slet ikke kende

Hvordan når vi dog helt derud?

I mange sager mangler indsatserne totalt, men i andre er de direkte skadelige for barnet.

Vi ser, hvordan vores børn har det svært, og ser så de gradvis bliver dårligere og dårligere til det direkte skadelige. Måske ikke pga. manglende hjælp, men især på den forkerte.


Vi fik vendt nogle tanker, bekymringer og galle, hvorefter hun skrev.

Hvad er det dog der er sket i din sag? Jeg frygter det går samme vej, for os. Man kæmper med næb og klør, og ingen lyttet til det man siger.

Og det er rigtigt. Vores egen sag er kørt helt af sporet for forvaltningen. Som netop har haft den samme tilgang. Des mere der bakkede os op som familie og det vi så hos vores barn, jo mere krigerisk og modbydelig blev både sagsbehandler og selve sagsbehandlingen.

Igen blev den lagt over på mor, som værende et problem. Vi har absolut ingen støtte modtaget trods vores barn har adskillige diagnoser. Sagsbehandler mener simpelthen, at vores barn vil trives fint i en almindelig folkeskole, hvis bare de anbringer, så mor ikke er en del af barnets liv mere, med så lidt samvær som overhovedet muligt. Det skal siges, at jeg (mor), ikke har diagnoser eller på anden måde er psykisk uligevægtig, men faktisk er ganske ressourcestærk.

Senere på dagen fik jeg en dejlig snak med en mor til 3 piger med autisme. Det er faktisk første gang jeg taler med en anden mor, som selv har piger med autisme, og for første gang behøvede jeg ikke forklare mig, eller forklare hvad der var svært. Det var bare sådan det er. Tænk, sådan må det være for andre forældre, at tale om deres børn. Det har jeg ikke oplevet. Jeg har har altid skulle forklare og forsvare vores barn. Det var de samme problemstillinger. Skoler der ikke forstod, som laver status og forklarer hvor fint det hele går, alt imens vi hjemme ser vores piger få det værre og værre. Den manglende forståelse, den manglende støtte. Hvordan man selv må betale for autisme konsulent eller psykiater for at give vores børn den hjælp og forståelse de har brug for.

Egentlig er det vel ikke så underligt, at der findes mange vrede og udadreagerende børn i dagens Danmark. Hvis vi behandlede dem pænt, lyttede til dem, anerkendte dem, som dem de nu engang er, finder Deres skønheder, og løftede i flok, så ville mange vrede børn, være mindre vrede og mere glade børn.

Som den første mor skrev:

Det er helt ude i hampen, med systemet. Hvordan er det kommet så langt ud??

Jeg kan kun give hende ret.....

Arkiv

Følg vores Facebook Følg vores Google Plus

SÅDAN FÅR MAN DIAGNOSEN ADHD

- Redaktionen - 

Børn med ADHD får ikke altid den omsorg og forståelse de har brug for. Ofte lægger deres adfærd mere op til irettesættelser, irritation og skæld ud. Det kan give barnet med ADHD meget skyldfølelse over ikke at kunne "opføre sig ordentligt", når de rigtig gerne vil. 

Her i filmen, forklarer psykiater Jakob Ørnberg, om hvordan man udreder et barn med ADHD og hvilke tegn man kan bruge for at pejle sig ind på ADHD.

Arkiv

Følg vores Facebook Følg vores Google Plus

HVORDAN KAN MAN TVANGSUDREDE KORREKT UNDER SÅDAN FORHOLD?

- Redaktionen -

I en tvangsudredning i en fastkørt sag, lyder afgørelserne sådan. Det kan fortælles at barnet er 9 år og er hjemmeundervist.

Som følge af, at Børn og Unge-udvalget i (anonym) kommune d.d. har truffet afgørelse om undersøgelse af (barnets navn) jf. servicelovens § 51 og samtidig truffet afgørelse om, atsamværet skal foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommune jf. servicelovens § 71, stk. 4 jf. stk. 3, 1. punktum, skal hermed meddeles, at Børn- og Familieafdelingen, (anonym) har truffet afgørelse om, at der er samvær mellem dig og din (køn/navn) 1 gang om ugen a´ 1 times varighed. Samværet skal foregå om onsdagen mellem kl.16.00. og 17.00 på døgninstitutionen (Anonym), der tillige forestår det overvågede samvær. Såfremt repræsentanten for kommunen undersamværet oplever, at samværet er til skade for (Barnets navn), vil samværet blive afbrudt. Observationer vil indgå i den samlede undersøgelsesrapport. Der vil yderligere være mulighed for telefonisk kontakt 1 gang om ugen af maximalt 15 minutters varighed. Dette foregår om lørdagen kl. 10.00. Afgørelsen er gældende i hele undersøgelsesperioden. Begrundelse Forvaltningen har ved afgørelsen lagt vægt på, at det er nødvendigt af hensyn til (Barnets navn) sundhed og udvikling at samværet ikke strækker sig over flere timer, idet det må det antages, at (moders navn) vil presse (barnets navn) i forhold til, hvad (køn) må sige, samt forlange at (køn) skal redegøre for, hvad der bliver sagt og gjort på institutionen. Dette vil være at udsætte (Barnets navn) for et krydspres, som vurderes særdeles uhensigtsmæssigt og som (køn) vurderes ikke at kunne magte.

Resultat:

Barnet var tidligere udredt som et højt begavet barn. Denne undersøgelse endte med et lavt begavet barn, som blev anbragt, med næsten intet samvær. De flyttede rundt på barnet på flere ikke egnede steder. Barnet har været anbragt, hvor tilsynet vidste barnet ikke passede ind i målgruppen. Barnet er flyttet rundt på af flere omgange, også over 100 km fra sit hjem. Barnet og familien har næsten ingen kontakt i flere år. Moderen er en fighter og ender med at få barnet hjem fra denne flere års fejlanbringelse. Der stilles stadig ikke den rette skole støtte til for barnet, som nu har det endnu svære end da det hele startede. Derfor er moderen stadig igang med hjemmeundervisning.

______________________________

Familiens andet barn var også igennem samme tvangsudredning. Barnet var på daværende tidspunkt en gymnasie elev, efter vellykket hjemmeundervisning. Alderen gør, at barnet faktisk skal høres og tages til indtægt for egne ønsker i fht borgerinddragelse. Barnet skulle udelukkende udredes pga. søskende og ikke egne problematikker.

Som følge af, at Børn og Unge-udvalget i (anonym) kommune d.d. har truffet afgørelse om undersøgelse af (barnets navn) jf. servicelovens § 51 og samtidig truffet afgørelse om, at samværet skal foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommune jf. servicelovens § 71, stk. 4 jf. stk. 3, 1. punktum, skal hermed meddeles, at Børn- og Familieafdelingen, (afd)har truffet afgørelse om, at der er samvær mellem dig og din (køn / barnets navn) 1 gang om ugen a´ 1 times varighed. Samværet skal foregå om onsdagen mellem kl.16.00. og 17.00 på døgninstitutionen (Anonym) der tillige forestår det overvågede samvær. Såfremt repræsentanten for kommunen under samværet oplever, at samværet er til skade for (barnets navn), vil samværet blive afbrudt. Observationer vil indgå i den samlede undersøgelsesrapport. Der vil yderligere være mulighed for telefonisk kontakt 1 gang om ugen af maximalt 15 minutters varighed. Dette foregår om lørdagen kl. 10.15. Afgørelsen er gældende i hele undersøgelsesperioden. Begrundelse Forvaltningen har ved afgørelsen lagt vægt på, at det er nødvendigt af hensyn til (Barnets navn) sundhed og udvikling at samværet ikke strækker sig over flere timer, idet det må det antages, at (Moderens navn) vil presse (Barnets navn) i forhold til, hvad (køn) må sige, samt forlange at (køn) skal redegøre for, hvad der bliver sagt og gjort på institutionen. Dette vil være at udsætte (Barnets navn) for et krydspres, som vurderes særdeles uhensigtsmæssigt og som (køn) vurderes ikke at kunne magte.

Resultat:

Barnet bliver anbragt i plejefamilie. En ny psykolog rapport viser 3 måneder senere, at barnet skal hjem. Der går 2 år! og mange klager senere før det lykkedes at hjemgive. Samværet var i en periode på kun 1 timer hver 3. uge. Barnet var ved at dumpe sine eksamener i gymnasiet i den turbulente tid. I dag er "barnet" myndig, og klare sig skolemæssigt fint, trods de voldsomme år. Men må fortsat leve med mén efter anbringelsen. I forholdet til borgerinddragelsen. Barnet blev hørt, men tages ikke til indtægt i afgørelsen, som udelukkende fastholdes på socialrådgiverens version. Barnet passede sin skole, og have ingen problem adfærd i skolen andet end at være ked af at være anbragt. Og var meget påvirket af anbringelsen og anbringelsen under tvangsudrednigen.


Og så du det?

Samværet på de to børn er lagt præcis oveni hinanden!!!!

Sagen startede i 2012, og begge børn er i dag hjemme hvor de høre til, hos deres mor. Børnene blev hjemgivet i henholdsvis 2015 og 2014. Der har været problemer med, at overholde loven hele vejen igennem disse sager.

Med så lidt samvær, kan det kun give problemer mellem forældre og barn. Stedet er unaturligt, overvågning er unaturligt, savnet er enormt. Det er umuligt, at undersøge samspil under sådan forhold. Opholdstedet overvåger, vurderer og levere nye redegørelser/akter til brug i kommunens sag om familien. Trods de umulige forhold lægges de til grund for barnets fremtid.


Resultatet ses tydeligt.

Hvad blev der af barnets tarv?

NB:
Begge børn er #HBB, højt begavede børn. Børn med særlige forudsærninger, #BMSF. Begge børn er ordblinde. Derudover har der været set mulig #Asperger, #GUA/GUU og/eller #ADHD, men ingen af de diagnoser blev fastlagt.

ENDNU EN GROV FEJLSAG, SOM ER SKOLERELATERET

- Redaktionen -

Endnu et barn anbragt, uden forudgående indsats, hverken i forhold til diagnoser (bla #angst) eller rette skole tilbud. Der har ligeledes aldrig været sat syge undervisning ind. Familien har været underrettet gentagne gange for et for højt fravær. Barnet har flere sygedage end andre, dog er skolen passet.

Vores tanker følger familiens smerter i dette offentlige overgreb på et barn, der har brug for behandling. Dette barn sidder nu angst på en institution.

Opdateres....

NÅR BØRNE- OG UNGE PSYKIATRIEN FEJLER

____________

Redaktion/R.

Vi der er i dette blog fællesskab følger også hinanden på Facebook, og vi er vidende til de op og nedture der er. En sag er særlig tung, den har varet i årevis, den har været grov, ulovlig, magtfuld, fyldt med inkompetance og desværre løgnagtige "fagpersoner", som var sat på for at støtte.

Denne sag gør altid ondt at skrive om, og denne gang har der måtte tages tilløb over flere uger.

Sagen er omtalt her på siden i flere opslag, og familien har valgt at lægge sig lidt underdrejet her på siden, da de slides af systemet.

Gennem hele året, har familien og især barnet været udsat for grove offentlige overgreb, ikke blot omsorgssvigt i forhold til manglende støtte, - men direkte overgreb.

Barnet har fået traumer.

Ingen undskyldning, ingen erstatning.

Under en tvungen indlæggelse for udredning, uanset om barnet fik noget godt ud af det eller om det blev ødelagt, så var forvaltningens fokus klart. Udredning koste hvad det vil på barnets trivsel.

Der er ingen tvivl om, at dette barn har autisme, men den er ikke fastlagt, men ligger et sted i ASF. Barnet fik flere andre diagnoser. Men ingen hjælp i form af medicin eller terapi til hverken den ene eller anden diagnose.

På børne psyk. brugte man ganske enkelt konsekvens pædagogik, trods forældrene havde sagt at det blot ville forværre barnets tilstand. Psyk er de kloge, det ved alle. Så de besluttede at bruge månedsvis på denne tilgang, trods det tidligt stod klart at barnet fik det dårligt. Så kom OCD til. Det var ikke en diagnose eller adfærd forældrene tidligere havde set. Det blev nu det næste psyk. arbejde videre med. 

"Det er blot dine tanker, det skal ignoreres"

Og så blev der sat krav og virkede det ikke (og det gjorde det ikke), så var det magtanvendelse og fastholdelse. Alt dette for en udredning, som de alligevel ikke fik løst tilfredsstillende. De gav diagnoser i et øjebliks billed, men ikke udfra de udfordringer og adfærd, som henvisningen lød på.

Resultatet er nu et barn med endnu flere skrammer på sjælen, udover dem som skole og kommune allerede har givet gennem flere år.

En psykiater påstår, at de altid finder dem som har autisme diagnose.

Det passer så rigtigt dårligt med, at især pigerne ikke findes og hjælpes, og at mange først får autisme diagnosen som voksen, efter at have haft "klistret" flere fejl diagnoser på sig, både ADHD, angst, bipolar, depression m.fl.

Vi lægger en stor tillid i Børne- og Unge psykiatrien, men er det egentlig forsvarligt?

ANKESTYRELSEN GIVER 12 ÅRIG MEDHOLD I KLAGE OM ANBRINGELSE

____________________

Redaktion / Ann

En del af sidens familier trues med anbringelse af deres børn med særlige behov. Denne sag ingen undtagelse. Familien trues med tvangsanbringelse af deres barn med særlige behov. Årsagen er at ingen fagpersoner i skole og fritidstilbud ser hverken barnet eller barnets behov.

Sagen ender med en "frivillig" anbringelse for at skåne barnet mest muligt. Barnet anbringes i en familie uden plejetilladelse. 

Barnet lider at angst, - største frygt er anbringelse. 

Barnet klager til Ankestyrelsen. 

Efter knapt et år, falder afgørelsen ud til barnets fordel. Sagen har trukket ud, da det blev en principafgørelse. Ankestyrelsen giver barnet medhold.

Kommunens afgørelse er ugyldig.

Problemet er, at sagens afslutning kom knapt et år for sent. Barnet nåede at være anbragt med skader til følge. Kommunen satte også en tvangsudredning i gang gennem børne psykiatrien. Et presset, angst og traumatiseret barn blev presset yderligere, så voldsomt, at det endte med en indlæggelse på Børne- og Unge psykiatisk.

Afgørelsen er givet udelukkende på baggrund af paragraffer, uden hensyntagen til, at barnet samtidig har særlige behov. Dvs selve proceduren var ulovlig.

I dag har barnet 4 diagnoser, en grænse diagnose, angst og skader efter anbringelse.

Barnet har helt fra begyndelsen haft behov for særligt tilrettelagt skoletilbud, men har udelukkende haft folkeskoletilbud, hvilke har forværret barnets sygdomme og trivsel.

Nu tilbydes barnet et behandlings skole tilbud for at rette op på skaderne, inden det forventes, at barnet kan fungere optimalt i almen skole igen. (Det har barnet aldrig kunne.) Barnet har fra skolestart haft behov for skole støtte / special skoletilbud.

Teamet bag Børn og Unge med særlige behov, vil gerne lykønske med sejren, selvom det kom alt for sent. Vi ønsker alt vel fremover.

Post på siden med afgørelsen
Original på Retsinformation.dk

UPDATE:  Uge 1 - 2017

Forvaltningen har brugt den psykiatiske tvangs udredning til, at indstille til endnu en anbringelse. Barnet var bestemt ikke i trivsel på daværende tidspunkt, og det bruger forvaltningen nu til, at tvangsanbringe endnu en gang. For nyligt blev der sat støtte ind til barnet for første gang nogensinde. Det har ikke tidsmæssigt været et forløb man kan måle på. Alt er stadig ikke forsøgt, som loven foreskriver. Der er stadig ikke et reelt anbringelses grundlag. 

OP TIL OG NÅR DIAGNOSEN MODTAGES

______________

Redaktion / Ann

At være forældre til et barn med diagnose og udfordringer giver en rutsjetur gennem et følelsesregister ud over det sædvanlige. Forældre generelt kan komme med ytringer som "Det kan jeg godt sætte mig ind i", men nej - Det kan man ikke selvom man står og kikker på sit eget velfungerende barn. Man kan kun sætte sig ind i det, hvis man selv har et barn med diagnose/handicap.

Processen fra barnet er helt lille med, at få forståelse i samfundet - for nogle desværre også fra de nærmeste - kan være meget opslidenede. Samtidig med man kæmper for sit barns trivsel, kæmper man mod fordomme og uvidenhed - også hos fagpersonale -, man kæmper for barnet trives bedst muligt i de rammer der bydes, samtidig med man ved at det kunne gøres meget bedre, hvis viljen var til stedet. 

Bekymringerne om hvordan det skader ens barn på lang sigt, og angsten for hvordan barnet vil klare sig senere i livet, samt sorgen over, at ens barn har det så svært, kan være nærmest ubærlig. Der skal en stærk psyke og en jernvilje for at nå i mål.

For nogle lykkes det desværre ikke. Deres børns trivsel og livet med deres diagnose uden rette tilgang ødelægger både barnet og familien. I nogle tilfælde bliver barnet så skadet, at det kræver behandling eller ophold udenfor hjemmet. Tiltag der sagtens kunne have været undgået. I nogle af de tilfælde er forældrene så nedslidte, at de ikke evner forældre rollen mere. Det gør mig altid ondt at høre, når familier med børn der har et særligt behov, som bør mødes, og som i følge loven skal dækkes, ikke bliver det, og at sager ender helt ude i anbringelser pga. manglende faglighed hos de såkaldt omsorgspersoner i barnets hverdag udenfor hjemmet.

Det er mig en gåde, hvorfor der underrettes så kraftigt, på ting der alligevel ikke vil blive givet støtte til. I de tilfælde ville både barnet og familien være bedre tjent med fred og ro, og fortsat forsøge at holde hovedet oven vande. 

Hvis der endelig sættes ind med støtte, er det langtfra tilfældet at den er målrettet. Dvs. kommunen kan sige, at de har forsøgt alle mulige tiltag, men de virker ikke. Alt imens kæmper familien videre for at få den rette støtte. I langt de fleste tilfælde vi her på siden har været kontaktet omkring ses, at det er blevet noget udsædvanlige lange og omkostningsfyldte sager, der munder ud i at barnet og familierne har det værre end da de startede. Vi undres os over, hvorfor man ikke langt tidligere lytter til forældrene - eksperterne på barnet - og i det mindste afprøver nogle af de tiltag, som familien selv mener er relevant, og som de mener at have brug for. Alene den tilgang vil ophøje samarbejdet og tilliden til kommunes forvaltning - for slet ikke at tænke på de mange skattekroner, der smides ud til ubruglige tiltag til skade for barnet.

I loven står der tydeligt, at det skal være mindst muligt indgriben. Trods det, vælger kommunen ofte en lang voldsommere eller direkte skadelig indgriben på barnet. Barnet kan ende med traumer for resten af deres liv.

Det forventes af forældrene samarbejder og takker ja til tiltag, som de på forhånd ved vil skade deres barn og som de advare imod. Tager de ikke imod, vil de blive opfattet som usamarbejdsvillige. Forældrene ser forvaltningen som usamarbejdsvillig.

Imens alt dette står på, står familierne i følelsernes land. De bliver svære at samarbejde med, de kan virke stejle og defuse, og kommunerne kan begynde, at tænke om det i virkeligheden er forældrene den er gal med. 

Stress, angst, bekymringer, frustration, belastning og sorg kan give mange ansigter, og er i virkeligheden en sund reaktion på en usund behandling.

Måske ved du det, måske ikke. 

En psykolog har kun tavshedspligt i et begrænset omfang. Du kan gå til samtale hos en præst. En præst er sjælesørger, og ofte handler det om at vi har en stor sorg der skal bearbejdes, mere end egentlig terapi. Det kan være en hvilken som helst, også udenfor dit sogn. En præst har fuld og hel tavhedspligt. Du behøver ikke være kirkegænger eller troende.

SKOLESAG I KØBENHAVN ER ENDT I TVANGSANBRINGELSES SAG

_________________________________________________
Redaktion

I udsendelsen "Da autismen ramte os" mødte vi 2 familier. Den ene Anja Pillmann, som er enlig mor til 3 drenge med autisme. De har været udsat for, at de 3 drenge med autisme blev fjernet fra hjemmet. Trods kommunen måtte erkende deres fejl og hjemsende efter mange måneder, vil de ikke yde økonomisk kompensation for den svie og smerte, samt barnets påførte skader.

Nu er det samme ved at ske i Københavns kommune.

Barn i mangeårig forfejlet skolesag, uden nogen form for skole støtte eller specialskole tilbud, er nu på vej mod tvangsanbringelse. Der er allerede diagnoser på barnet, som ikke tages alvorligt. Barnet er i udredning på børne- og unge psykiatisk afd. for flere diagnoser på nuværende tidspunkt, blandt andet autisme, som er en meget sansynlig hoveddiagnose, samt flere Komorbide lidelser (følge diagnoser, såsom fx. AHDH, OCD, Angst, Tourette mfl), hvilket forvaltning er informeret om. Forvaltning ønsker ikke at afvente afslutning på børne- og unge psykiatriens konklusion. Barnet har været anbragt i 2.5 måned, for at observere barnet i andre omgivelser end hjemmet. Barnet har nu efterreaktioner efter en fejlanbringelse, idet forvaltningen ikke tog hensyn til de allerede eksisterende diagnoser bl.a. angst. Forvaltning lægger udelukkende vægt på skolens udtalelser. Skolen mener at se et helt normalt velfungerende barn, som både fungere fint i sociale sammenhænge, i ustrukturerede dage, ture, lange dage, støj og mange elever i klassen. Altså et helt almindeligt velfungerende barn. Skolepersonale er ikke sundhedsfagligt uddannet og kan derfor ikke nødvendigvis se barnets udfordringer. De ser kun overfladen om, hvor god barnet er til at kompencere. At skulle kompencere så kraftigt hver eneste dag, slider på barnet og kan give belastningsskader. 

Tænk hvad dette barn udsættes for dagligt i en almindelig folkeskole, med den holdning og manglende forståelse. Tænk hvad der venter dette barn af offentlige overgreb i en tvangsanbringelses sag.

(Redaktionen er kendt med sagsakter.)


UPDATE: 25-08-2016
Familien vandt i B&U. Barnet skal færdig udredes, og der skal laves FKU, (Forældre Kompetance Undersøgelse). Dog vil forvaltningen ikke have barnet inddraget yderligere. Hvilket ikke er en mulighed, da en FKU inddrager barnet. Hverken udredning eller FKU er afsluttet, trods det har forvaltningen fastsat ny dato for tvangsanbringelse. Denne familie er nu truet for 3. gang på under et år.
/Ann/

UPDATE: 19-11-2016
Barnet fik udover allerede eksisterende diagnoser, yderligere 3. Herunder "Traumer pga. anbringelse". Skole har nu udmeldt, at de ikke magter opgaven. Der skal findes egnet skoletilbud. Forvaltningen ønsker stadig tvangsanbringelse. Der er ingen begrundelse.
/Ann/

UPDATE: Uge 1-2017
Egnet specielskole er fundet. Barnet er startet, det går godt, trods barnet kun har gået der under en måned. Der er meget der skal arbejdes på, men det går allerede fremad. Forældre undersøgt. Intet at bemærke. Ingen diagnoser. Alt i alt ser det lyst ud. Indtil i dag, hvor forvaltningen ringer til hjemmet og fortæller, at de allerede har indstillet til anbringelse. Denne sag bliver mere og mere mærkelig. /R/

UPDATE: 12/02-17
Det er med stor undren og sorg, at dette barn er fejlanbragt igen. Der har stadig ikke været forsøgt at
støtte og behandle de udfordringer barnet har. Barnet er anbragt på gamle observationer og ikke nye. Det er blevet en personlig sag mod forældrene. /R/

UPDATE: 03/07-17
Barnet er stadig anbragt, trods massiv kritik af sagsbehandlingen fra Ankestyrelsen. Forvaltningen er først nu begyndt at rette punkterne op, i langsomt tempo. Barnet trivsel er faldende og skole fraværet stigende. Anbringelsen opfylder ikke forvaltningens mål. Det skader barnet.

UPDATE: 02-02-2018
Barnet er nu så skadet af anbringelsen, at det er indlagt på psykiatrisk lukket afsnit. Forvaltningen vil ikke give tilladelse til, at barnet kan få besøg af sin familie udover alm samvær.
Denne sag er så forrykt, at de fleste vil tro det ikke er muligt i et land som vores.

UPDATE august 2018
Den unge blev videre anbragt efter udskrivelse fra børne- unge psyk. Udredning viste, at barnet IKKE har antagede diagnoser, men at alt adfærden er belastninger udløst af anbringelse. B&U inddragede IKKE de seneste oplysninger, som de skal. Er nu anbragt langt fra hjemmet, uden skoletilbud, uden lægehjælp til medfødt kronisk sygdom. Har yderligere nu tabt sig voldsomt. Bostedet kan ikke løse omsorgen mm. Det er 3. anbringelse der er brudt sammen. I følge loven skal der i sådan tilfælde hjemgives. Har ikke kontakt med sin familie mere. Anbringelsen er et "clean cut", seperation fra alt kendt. Familie, mor, veninde, skole, velkendt lokalitet. Det er direkte misrøgt. //Ann

UPDATE september 2018
Borger har forsøgt at underrette denne mistrivsel til kommunen. Sagsbehandler ville ikke modtage den. /ANN

UPDATE December 2018
Familien tabte både i Ankestyrelsen og Byretten igen. Det er tydeligt, at dette er blevet en chikane mod familien. Den unge pige har nu selv anmodet om hjemgivelse 3 gange. Forvaltningen ignorere hendes anmodninger. /R/

UPDATE Januar 2019
Den unge pige har valgt at stå frem og selv skrive blog. Hun er nu blevet 15 år og er dermed part i egen sag. Der bliver stadig ikke lyttet til hende. Den unge piges mor har valgt at støtte hendes datter med de praktiske oplysninger i sagen. Derfor skriver de nu på hver deres blog og har også oprettet en facebook gruppe, hvor sagen kan følges. Du finder dem her: http://www.jeg-vil-hjem.blogspot.dk og http://www.moralsk-slitage.blogspot.dk Deres Facebookgruppe finder du her:
https://www.facebook.com/groups/311290252843135/

Der er sket alt for meget i denne sag. Vi  har ikke kunne følge op på det hele, så det er dejlige tiltag familien har gjort her. VBT-teamet takker for tilliden og ønsker familien alt det bedste fremover. Held og lykke. //ANN//

I EN I FORVEJEN PRESSET PERIODE, VÆLGER FORVALTNING AT TRUE OG PRESSE FAMILIEN YDERLIGERE

_________________________________________________
Redaktion

For mange af familierne som har børn og unge med særlige behov, har det været hårde forløb gennem mange år. Nogle har været i hele barnets levetid pga. eventuelle uopdagede diagnoser. Livet har været generelt svært. Oveni det er familien med en skoletid, der ikke fungere for barnet, evt fastlåst skole-hjemsamarbejde og tung sag på forvaltningen, ofte igang med udredning(er) af barnet, som i nogle tilfælde også reagere kraftigt. Der laves underretning fra skole, som ikke forstår barnet. Forvaltningen ser problemet som værende forældrene, ikke barnets særlige behov. Fokus bliver forkert og de ser i alle de forkerte retninger. Intet der sættes ind virker selvsagt. 

I den mellemliggende tid begynder der, at komme diagnoser på barnet. Forvaltning og skole er fastlåst i deres forældre problematik, så der sættes ikke den rette støtte ind for barnet - og familien. Familien skal oveni alt dette kaos, både rumme barnet, og deres egen sorgproces. Det er en sorg, at ens barn får en diagnose, trods det for mange i starten er en lettelse. Denne dobbelthed af følelser giver også forældrene en skyldfølelse, et indre arbejde omkring deres "forkerte" følelse. For ingen er vel lettede og ønsker deres barn en diagnose? Diagnoser er nødvendige i Danmark, derfor lettelsen. Det er en frifindelse af forældrene, som gennem årene er blevet beskyldt for barnets anderledes adfærd og mistrivsel.

I de år der er gået uden målrettet indsats, er sagerne ofte kørt milevidt væk fra det egentlige problem. Barnets udfordringer, og hvordan støtten til familien skal tilrettelægges, så barnet kommer i trivsel igen.

Nu kastes så bomben. 

Vi indstiller til tvangsanbringelse.

Oveni i årelangt kaos, beskyldninger og midt i en sorgproces, kastes familien ud i dyb krise.

Herunder er de 4 krisefaser, som familien nu skal gennemgå sammen med alt det nye. Forhåbentlig kommer de helskindet igennem uden angst, depression og PTSD.

Et kriseforløb består af fire faser:

Den første fase kan kaldeschokfasen, som varer fra i minutter over timer til nogle få dage. Du er præget af forvirring og kan ikke forstå, tro på eller se det der sker, eller er sket, i øjnene. Du kan være handlingslammet med hovedpine, ondt i maven, indre uro og rysteture.

Den anden fase kan kaldesreaktionsfasen. Den varer måske nogle uger, måske nogle måneder. Grænser kan ikke sættes. Du kan nu erkende det, der sket. Du er ulykkelig, afmægtig og tynget af sorg og fortvivlelse. Eller du føler vrede og meningsløshed. Du har erkendt, at noget frygteligt er hændt i dit liv og du prøver måske på at finde forklaringer og skyld. Din krop reagerer måske med smerter og muskelspænding. Søvnløshed er almindelig.

Den tredje fase kaldesbearbejdningsfasen. Den indledes efter nogle måneder og varer måske det næste halve år. Du begynder at bearbejde dine oplevelser og din sorg. Du gennemgår måske en gang imellem det skete over for dig selv og andre og reagerer måske med angst og sårbarhed, men kan efterhånden se mere nuanceret og realistisk på det, der er sket. Du begynder også at få et mere fremadrettet syn på din tilværelse og din egen rolle i den store sammenhæng. Men krisen og sorgen ligger stadig og gemmer sig og kan komme frem når som helst med den gamle angst, sårbarhed og vrede. Du – og dine nærmeste - skal også være opmærksomme på, at belastningerne er, eller kan have været, så store at du udvikler en egentlig depression i efterforløbet. I så fald vil der være behov for professionel assistance og hjælp.

Den fjerde og sidste fase kaldesnyorienteringsfasen, som gør sig gældende efter et års tid. Den strækker sig i realiteten over resten af livet. For selv om de sår, som krisen og sorgen påførte dig er helet og ikke springer op igen, vil der stadig være ar, som kan føles på sjælen. Intet bliver som før, men du har lært at leve med det, som skete og du kan nu som regel tale om det neutralt og afklaret. Alligevel vil der altid kunne opstå situationer, hvor dine følelser bliver trigget, men hvor du har lært at beherske dem og sætte dem på plads.

Kilde: Netdoktor.dk

Familien skal igang med alt det praktiske omkring akter, rettelser af sygehus journalfejl, og meget mere administrativt. De har kun kort tid til det hele.

Forvaltningen kan nu begynde, at tale om Forældre Kompentance Undersøgelse, for kan forældrene klare dette krævende barn?

Men er det i virkeligheden barnet, der er det mest krævende i familien eller er det alt det udenom?

Familien er i en tilpasnings periode efter årelangt slid.

Hvorfor spørger man aldrig sig selv på de forvaltninger, om det hele ikke bare drejer sig om, at familien og barnet har brug for ro. Ro til at tilpasse sig de nye informationer, få relevant rådgivning, få brugbare redskaber, og så lade tid arbejde for, at barnet kan komme i balance og stadig have nogle forældre med en rest af ressourcer efter mødet med "systemets hjælp".

Hvad skete der med forældremyndighed, borgerinddragelse, og mindst muligt indgriben?

Børn kan kun blive tvangsfjernet fra hjemmet, hvis der er åbenlys risiko for, at børnene tager alvorlig skade af at blive boende hos deres forældre. Det er en betingelse, at problemerne ikke kan løses med hjælp i hjemmet. Årsager til tvangsfjernelse af børn kan for eksempel være vold, alkoholmisbrug, andet misbrug og psykisk sygdom. 

Citat: Rasmus Hedegaard, Advokat

Kunne det tænkes, at være årsagen til, at  forvaltningerne har travlt med, at opfinde diagnoser på forældrene, hvis ikke der er vold og misbrug i hjemmet?

UNDERRETNING

Mor til 4

Underetning. Grundet diagnose var vi i kontakt med børnepsyk. Skoleforløbet gav fra dag 1 udfordringer, da sønnike havde stor modstand på den. De fleste morgener var svære, han ville ikke afsted. Det blev lidt bedre i løbet af 0 klasse, og da vi nåede foråret 2012, følte jeg mig klar til at kunne komme på arbejdsmarkedet igen. Jeg havde været på fuld TAF fra marts 2011 til maj 2012. I september startede jeg som privat dagplejer men ude sammen med en kollega. Jeg fik strikket en god aftale sammen, så jeg selv kunne aflevere sønnike i skole, også kunne far tage imod ham når han kom hjem. Allerede i december begyndte det at blive svært at få sønnike afsted om morgenen, og det gav frygtelig mange konflikter og raserier. Fra januar og frem til marts fik accelererede det, og han kom kun sjældent i skole. Jeg blev af andre opfordret til at få lavet en paragraf 50, for så kunne vi få belyst hvilken hjælp vi som familie havde brug for. Det bad jeg socialrådgiveren om at sætte i værk. Første møde var 2/5, der havde sønnike ikke været i skole siden lockouten, og vores familie var MEGET slidt pga mange og voldsomme konflikter. Jeg bad børnepsyk om hjælp/vejledning. I juni var vi til møde på børnepsyk, hvor psykiateren skulle tale med sønnike. Hold nu op sikken en grusom oplevelse. Hun havde ingen situationsfornemmelse overhovedet, og sønnike endte med at forlade lokalet, grundet det pres hun lagde på ham verbalt. Jeg blev bedt om at hente ham, hvilket jeg gjorde velvidende at han ville blive rasende! Jeg kom retur med ham, og ja han var vred og slog efter mig mm, væmmelig oplevelse. Mødet blev hurtigt afsluttet og far og sønnike gik ud mod bilen. Psykiateren kunne fra sit vindue se, hvor vred sønnike var og hvor voldsom han reagerede overfor sin far. Hun kom ud til mig i venteværelset, og sagde vældig alvorligt at det hun havde set, gjorde at hun var nød til at lave en akut underretning. Egentlig så hun som den bedste løsning at sønnike skulle væk fra hjemmet, da det tit kunne være en god løsning. Der væltede min verden! Jeg gik i chok. Vi kørte hjem, og jeg blev ved en tilfældighed ringet op af en medarbejder fra dagbehandlingen, som vi havde ventet svar fra siden maj med henblik på noget samtale. Jeg fortalte hende hvad vi netop var blevet udsat for, og hun var rystet, men samtidig fik hun mig også beroliget. Ingen tager jeres barn det lovede hun mig. Nå men den underretning kunne måske alligevel bruges tænkte jeg efter nogen tid, da det da måtte kunne sætte skub i kommunen og vores paragraf 50. Hm.... December 2013 var paragraf 50 færdig. Det udløste samtaler i dagbehandlingen og intet andet!sommeren 2014 valgte vi i overensstemmelse med dagbehandlingen at de ikke havde mere at byde ind med. Og vi er i dag ude af både psyk og dagbehandlingen. Desværre mener jeg ikke at nogen af instanserne har kunnet give os noget som helst. Det vores søn havde brug for og det der fik ham på rette køl, var et skoleskift til vores lille lokale skole i stedet for specialcenter, samt at havde sin mor hjemme. Så det med at indberetninger og underetningen kan gøre en positiv forskel, det er desværre ikke min oplevelse.