_________________________________________________
Redaktion
For mange af familierne som har børn og unge med særlige behov, har det været hårde forløb gennem mange år. Nogle har været i hele barnets levetid pga. eventuelle uopdagede diagnoser. Livet har været generelt svært. Oveni det er familien med en skoletid, der ikke fungere for barnet, evt fastlåst skole-hjemsamarbejde og tung sag på forvaltningen, ofte igang med udredning(er) af barnet, som i nogle tilfælde også reagere kraftigt. Der laves underretning fra skole, som ikke forstår barnet. Forvaltningen ser problemet som værende forældrene, ikke barnets særlige behov. Fokus bliver forkert og de ser i alle de forkerte retninger. Intet der sættes ind virker selvsagt.
I den mellemliggende tid begynder der, at komme diagnoser på barnet. Forvaltning og skole er fastlåst i deres forældre problematik, så der sættes ikke den rette støtte ind for barnet - og familien. Familien skal oveni alt dette kaos, både rumme barnet, og deres egen sorgproces. Det er en sorg, at ens barn får en diagnose, trods det for mange i starten er en lettelse. Denne dobbelthed af følelser giver også forældrene en skyldfølelse, et indre arbejde omkring deres "forkerte" følelse. For ingen er vel lettede og ønsker deres barn en diagnose? Diagnoser er nødvendige i Danmark, derfor lettelsen. Det er en frifindelse af forældrene, som gennem årene er blevet beskyldt for barnets anderledes adfærd og mistrivsel.
I de år der er gået uden målrettet indsats, er sagerne ofte kørt milevidt væk fra det egentlige problem. Barnets udfordringer, og hvordan støtten til familien skal tilrettelægges, så barnet kommer i trivsel igen.
Nu kastes så bomben.
Vi indstiller til tvangsanbringelse.
Oveni i årelangt kaos, beskyldninger og midt i en sorgproces, kastes familien ud i dyb krise.
Herunder er de 4 krisefaser, som familien nu skal gennemgå sammen med alt det nye. Forhåbentlig kommer de helskindet igennem uden angst, depression og PTSD.
Et kriseforløb består af fire faser:
Den første fase kan kaldeschokfasen, som varer fra i minutter over timer til nogle få dage. Du er præget af forvirring og kan ikke forstå, tro på eller se det der sker, eller er sket, i øjnene. Du kan være handlingslammet med hovedpine, ondt i maven, indre uro og rysteture.
Den anden fase kan kaldesreaktionsfasen. Den varer måske nogle uger, måske nogle måneder. Grænser kan ikke sættes. Du kan nu erkende det, der sket. Du er ulykkelig, afmægtig og tynget af sorg og fortvivlelse. Eller du føler vrede og meningsløshed. Du har erkendt, at noget frygteligt er hændt i dit liv og du prøver måske på at finde forklaringer og skyld. Din krop reagerer måske med smerter og muskelspænding. Søvnløshed er almindelig.
Den tredje fase kaldesbearbejdningsfasen. Den indledes efter nogle måneder og varer måske det næste halve år. Du begynder at bearbejde dine oplevelser og din sorg. Du gennemgår måske en gang imellem det skete over for dig selv og andre og reagerer måske med angst og sårbarhed, men kan efterhånden se mere nuanceret og realistisk på det, der er sket. Du begynder også at få et mere fremadrettet syn på din tilværelse og din egen rolle i den store sammenhæng. Men krisen og sorgen ligger stadig og gemmer sig og kan komme frem når som helst med den gamle angst, sårbarhed og vrede. Du – og dine nærmeste - skal også være opmærksomme på, at belastningerne er, eller kan have været, så store at du udvikler en egentlig depression i efterforløbet. I så fald vil der være behov for professionel assistance og hjælp.
Den fjerde og sidste fase kaldesnyorienteringsfasen, som gør sig gældende efter et års tid. Den strækker sig i realiteten over resten af livet. For selv om de sår, som krisen og sorgen påførte dig er helet og ikke springer op igen, vil der stadig være ar, som kan føles på sjælen. Intet bliver som før, men du har lært at leve med det, som skete og du kan nu som regel tale om det neutralt og afklaret. Alligevel vil der altid kunne opstå situationer, hvor dine følelser bliver trigget, men hvor du har lært at beherske dem og sætte dem på plads.
Kilde: Netdoktor.dk
Familien skal igang med alt det praktiske omkring akter, rettelser af sygehus journalfejl, og meget mere administrativt. De har kun kort tid til det hele.
Men er det i virkeligheden barnet, der er det mest krævende i familien eller er det alt det udenom?
Familien er i en tilpasnings periode efter årelangt slid.
Hvorfor spørger man aldrig sig selv på de forvaltninger, om det hele ikke bare drejer sig om, at familien og barnet har brug for ro. Ro til at tilpasse sig de nye informationer, få relevant rådgivning, få brugbare redskaber, og så lade tid arbejde for, at barnet kan komme i balance og stadig have nogle forældre med en rest af ressourcer efter mødet med "systemets hjælp".
Hvad skete der med forældremyndighed, borgerinddragelse, og mindst muligt indgriben?
Børn kan kun blive tvangsfjernet fra hjemmet, hvis der er åbenlys risiko for, at børnene tager alvorlig skade af at blive boende hos deres forældre. Det er en betingelse, at problemerne ikke kan løses med hjælp i hjemmet. Årsager til tvangsfjernelse af børn kan for eksempel være vold, alkoholmisbrug, andet misbrug og psykisk sygdom.
Citat: Rasmus Hedegaard, Advokat
Kunne det tænkes, at være årsagen til, at forvaltningerne har travlt med, at opfinde diagnoser på forældrene, hvis ikke der er vold og misbrug i hjemmet?
