EFTERLYSER FAGLIGT DYGTIGT PERSONALE

- Redaktionen -

Hvor er vi henne?

Sagen X...

Sagen X, har vi delt mange opslag om her i redaktionen. En fuldstændig vanvittig behandling af et barn, som skulle have hjælp fra det offentlige, og kun får det modsatte.

X er ikke et klassisk eksempel. Derfor kan forvaltningen ikke se sagen rigtigt. De har ikke en bog eller erfaringer de kan hælde til. Dermed popper deres ondskab frem for fuld luge.

Barnet får det værre og værre, og de mener udelukkende, at de kan hænge deres hat på familien. Det kan da umuligt være dem? De vil jo kun det bedste, de er uddannet og de ved det hele.... Mener de selv.

I denne sag ses tydeligt, det totalt afstumpede forhold sagsbehandler og forvaltning har til både barn og forældre. Det ses tydeligt den manglende samarbejdsevne og lyst til at finde løsninger til gavn for barnet.

De går direkte imod psykiatriens anbefalinger. De gør lige nøjagtigt det, som børne psyk. har meddelt vil skade barnet.

Igen vil de ikke sætte den rette støtte ind og give ro, så barnet kan komme sig over forvaltningens tidligere overgreb.

Mon ikke vi skal til at bede til de højere magter, om hjælp til, at der kommer betydelig bedre uddannet personale i de familie afdelinger. Selvfølgelig også nogen med hjertet på rette sted.

Lad os få nogle centre med tværfaglige teams i de her tunge sager, hvor sagen udelukkende er endt hvor den er pga uvidenhed og magt fra det offentliges side.

Hvordan kan man sidde og bilde sig selv ind, at man er så godt et menneske og kun ønsker at hjælpe barnet, alt imens man ikke evner det aller vigtigste. Nemlig at kende sin egen begrænsning og bede om dygtige specialister, når sagerne ikke er standard omkring misrøgt.

Tænker en socialrådgiver overhovedet over, hvordan det ville være for deres egne børn, at blive fjernet fra hjemmet uden grund. Hvor meget det vil skade, at der sidder en person, som ikke kender sine egne evner og begrænsninger. Ikke har den sundhedsfaglige uddannelse der skal til i de her sager.

Der er meget forbedring at ønske sig i vores sager.

Forråelse (ondskab) lever i bedste stil på forvaltninger rundt om i landet.

Du vil her på siden kunne læse om netop denne ondskab, når personer med magt, handler ud fra andres adfærd, som de ikke er i stand til at læse, tolke og forstå.

Bed til, at dit barn aldrig fanges i en sagsbehandlers net.

Socialrådgiver... Giver ordet ikke det indtryk at deres rolle først og fremmest er at rådgive?

AFSENDER OG MODTAGER AF EN UNDERRETNING HAR FORSKELLIGE FORVENTNINGER

_________________________________________________
Redaktion

Hvor går det galt for vores familier med børn der har særlige behov uanset om det er et barn med diagnose, eller et udelukkende særligt sensitivt barn?

Først starter det med, at pædagogen eller læreren ikke selv formår, at få barnet til at trives i deres timer. Det kan være svært for dem at se barnet rigtigt, især hvis man udelukkende bruger de såkaldt almindelige børn at spejle dem i. Straks er der "røde lamper" der ringer, og i stedet for at forsøge, at forstå dette barn eller spørge (og tror på) forældrene, så vælger mange at lave en underretning til kommunen. Underretninger er beregnet på, at fange familier der misrøgter deres børn. Ikke alle og enhver små bagateller, som de bare ser er anderledes end flertallet. Men sådan bruges de i praksis. Du skal ikke have afleveret dit barn med umage sokker, en for ens madpakke, for lidt tøj på, for meget tøj på, for slidte sko, der er dejlige at gå i, osv osv osv. alt for mange gange. Vores sensible børn elsker ofte slidt, blødt, brugt og til-gået tøj og sko. Det handler ikke om misrøgt, men for mange anderledes for dem mærkelige ting, ender ofte i underretninger på bagateller. 

På kommunen modtages en underretning med øjne, der siger misrøgt inden de har mødt familien overhovedet. De har kun pædagogens eller lærerens syn og forklaring, og der er gerne lagt lidt drama på. Alene ordet "bekymring", og den går helt galt.  Sagsbehandler forventer, at institution eller skole, selv har forsøgt alle muligheder for samarbejde med forældrene, hvilket ofte ikke er tilfældet. Altså må det pr. automatik være familien der ikke ønsker et samarbejde. Herfra går det i konflikt med kommunen og familien. Familien kan være vred over de overhovedet er havnet i denne situation, uden forsøg på samarbejde fra underretters side. Mange forældre med børn med særlige behov "skriger" efter samarbejde i både børnehave og skoler, uden at få det! De har ofte været gennem lange forløb af afmagt der, hvor de har deres barn i dagligdagen. Nu kan de så blive "kørt over" af kommunen. 

Sager der burde udløse støtte til børnene og deres familier, ender nu med §50 i stedet, for at afdække hele familiens behov og ressourcer.  MEN der er stor forskel på hvordan den udføres. Nogle bliver lavet med forskellige faggrupper ind over, observationer i institution og hjem, samspil mellem forældre og barnet, psykologer mm. Andre igen laves udelukkende af en sagsbehandler, der har set sig sur på familien, især mor er i skudlinjen. Især enlige mødre er i farezonen. De kan sidde og lave det værste makværk af en §50, bagom ryggen på familien, uden at få andre øjne på, uden relevante faggrupper eller uvildige øjne. Uden at have mødt familien inden den igangsættes. Det sidst må kun bruges i særlige grove tilfælde, hvor der skønnes overgreb, vold og misbrug. De laves dog uden familierne er informeret, selvom der intet sted er nævnt bekymring af den kaliber i underretningen.

Disse meget forskellige udførte §50, skal udløse rette hjælp, men inden der foreligger et resultat er kommune og familier allerede på kollisionskurs. Børnene er i klemme. Hvilket igen kun gøres til familiernes skyld.

Jeg er så glad for, at der nu også er socialrådgivere, som tør skrive om, hvordan sagerne har taget en helt forkert drejning.

En af dem er Mette Valentin, som helt klart er værd at følge, og lige netop det her problem, beskriver hun her her på sin blog.

Jeg er på ingen måde imod anbringelser, men det skal være de rigtige børn, der skal være en fair og faglig undersøgelse, det skal være sidste udvej og man skal behandle både børn og familier med respekt. - og så skal det være til bedre steder, end der man tog dem fra.

Det sker ikke idag!

UNDERRETNINGENS VIRKELIGHED

Redaktionen

Allerede i en tidlig alder bliver mange af dagens børn systematisk ødelagt af etaten. Men de har papirer på de må. De er veluddannede og menes bedre egnet til at varetage børnenes behov end forældrene. 

Nogle børn har dog så svært ved at trives udenfor hjemmet, at det giver så store problemer, at de til sidst går rundt som 'problembørn' og det er dem der får alle de negative kommentarer. De som ingen vil lege med. Dem der får skylden for alt i klassen. 

Mange af dem er meget pligtopfyldende og de knækkes langsomt men sikkert år for år. For familierne kan det blive en årelang kamp for, at støtte deres børn gennem skolelivet. 

Nu hvor de har fået titlen som klassens problem, så kan det være svært for en lærer, at vende fokus væk fra barnet og forsøge at se klassen som helhed. Se positivt på 'problembarnet'. Når det hele er kørt at sporet mht. sin egen manglende evne til at undervise eller få en elev i trivsel i klassen, så har man altid det røde kort: 

En underretning og de sidder ret løst i øjeblikket. Med den fralægger man sig ethvert ansvar for de timer, man har ansvaret for barnet, man føler sig selv som ekspert og kan ikke være den direkte årsag, hvem er det så? Familien selvfølgelig! 

En underretning sendes til kommunen. 

Jeg ved virkelig ikke om de gør det i en god mening eller om det bare er noget de skal. For hvis de regner med at kommunen yder støtte, bør de være bisidder i en periode og se hvor dårligt mange af familierne behandles uden overhovedet at være dårlige forældre.

Mange underretninger sendes afsted bag familiens ryg, og det første familien hører om det er en indkaldelse i postkassen. 

Hvad sker der efter underretningen er afsendt (forhåbentligt med ønsket om hjælp til familien) 

En underretning lander på en sagsbehandlers bord.

Deres tro er selvfølgelig, at der er gjort alt muligt tænkelig fra skolens side inden den kommer til dem. De er jo fagpersoner! 

Det vil nok være de færreste sagsbehandlere der ved, at en underretning kan være sendt afsted uden et eneste møde med forældrene. Uden en snak om hvad de ser. Uden et varsel om at skolen ser problemer. 

Deres syn er at skolen har måtte give op i samarbejdet med familien. Altså vil familien ikke barnets bedste. 

Familien indkaldes til samtale. 

Her er det virkelig afgørende for familien hvilken sagsbehandler der er på sagen, det er et lotteri. 

Helt afhængig af dennes erfaringer i tidligere sager og ikke mindst fordomme, kan sagen allerede her inden mødet med familien være tabt. 

Sagsbehandlere har set mange grove sager, og det er de briller de har på, når de læser en underretning. 

Vold, misrøgt og overgreb. 

Ingen vil i avisen for at overse endnu en af de grove sager, vi i de sidste år har været vidne til i medierne. 

Men igen sagsbehandlere er ikke altid veluddannede socialrådgivere. Også sagsbehandlere under uddannelse kan sidde med fuld kompetance (kan gælde både tilkendelse eller afvisninger af midler, men også tvangsfjernelser af børn). 

Hvis en kriminel skal dømmes. Er han/hun uskyldig til det modsatte er bevist. Der stilles gratis advokat til rådighed. 

Hvis en familie underrettes til kommunen, er de dømt på forhånd indtil de ene og alene kan overbevise de såkaldte fagpersoner om deres uskyld. 

Er det til barnet fordel? 

Gennem årelange forløb, indimellem med grove overtrædelser af paragrafferne køres der både børnefaglige undersøgelser bag familiens ryg. Der kører forældreevne undersøgelser uden grund. 

Men der køres ikke på skolen. De er ikke engang indkaldt for at forklare sig. 

Ikke alle er lige gode til at formulere det de vil på skrift, heller ikke lærere. Og ikke alle er gode til at læse og forstå den andens tanker. 

Her går det galt pga. forventninger til hinandens job og andel, men familien er fanget og den det går mest ud over er barnet.