Viser opslag med etiketten Brev. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Brev. Vis alle opslag

lørdag den 22. april 2017

PHILIPS HISTORIE, OM AT BLIVE TABT PÅ GULVET AF SYSTEMET

- Redaktionen / Case / Brev - 

Vi modtog en barsk beretning. Moderen har bedt om, at Philips historie ikke bliver gjort anonym. Du vil formentlig også have læst om den i pressen. Vi takker for beretningen, og sender familien de varmeste tanker. Vi håber at systemet får øjnene op for de mange svigt, som de udviser overfor børn og unge med særlige behov, - og deres familier. Philip har så oplagt og genkendelige udfordringer, at det ikke burde have været et problem, at sætte den rette støtte ind til både Philip og forældrene. Læs her Philips historie.





Phillips historie, om at blive tabt på gulvet af systemet.

Barndommen.

Phillip var ud af en søskendeflok på 4 børn, en storebror, en lillebror og en lillesøster. Phillip elskede sine søskende betingelsesløst og han ville gøre alt for dem, han var en kærlig og omsorgsfuld dreng, man manglede aldrig et kram eller nærvær i hans selskab. Phillip elskede små børn og dyr, det var en fornøjelse at se ham sammen med dem, han formåede at gå ned på de smås niveau og lege deres lege og han hyggede sig med det.

Jeg var 20 år da jeg ventede mit 2. barn, graviditeten var helt uden komplikationer. På min 21 års fødselsdag den 14 juni 1996 kom Phillip til verden, allerede dengang havde han fart på, fødslen tog lidt over en time og var også uden komplikationer. Jeg har siden den dag han blev født bekymret mig meget, først for om han skulle blive syg og senere om han skulle komme til skade.

Phillip har fra den dag han blev født været en charmetrold der kunne smelte ethvert hjerte, denne charme fulgte ham hele livet igennem, han var svær at sige nej til, altid havde han et glimt i øjet nærmest som at se direkte ind i en stjerne.

Han var en hurtig dreng, han kravlede i en tidlig alder og gik før han var et år, alt hvad han gav sig i kast med var han god til.

En morglad dreng var han også, ingen andre kunne holde ham eller passe ham, det var sådan til han var omkring 2 år, da han startede i vuggestue faldt han egentlig aldrig rigtig til i, indkøringen var svær og han var ked af det hver dag når jeg afleverede ham og skulle vi til et arrangement i institutionen blev han frustreret fordi vi ikke skulle hjem som vi plejede.

Forandringer var absolut ikke noget han brød sig om på nogen måder, han havde det bedst med faste rammer og gentagelser.

Da Phillip skulle begynde i børnehaven kendte han heldigvis både børn og voksne da han gik i en integreret institution hvilket gjorde overgangen mere skånsom.

Hjemme var der fuld gang i ham, han sov sparsomt og når han var vågen, løb han nærmest på væggene, vi kaldte ham ofte en dreng med et stort d men det blev altid sagt med et smil på læben.

Mange gange blev jeg forskrækket over de ting Phillip kunne finde på og andre gange var det altså svært at lade være med at grine, for han havde altid en god forklaring eller et godt svar.

I en alder af blot 5 år viste Phillip tegn på at han ikke var som de andre børn i børnehaven, han var en rigtig spradebasse der var fuld af gode ideer og han havde en ildsjæl som ikke lod sig styre af autoriteter, Phillip ville gå sine egne veje.

Store drømme havde han som enhver anden knægt på 5 år, en dag da vi kørte forbi brandstationen sagde han til mig at han ville være brandmand, soldat eller sørøver.  Da han blev ældre blev drømmen ændret til at han ville være autolakerer eller mekaniker.

Vi bad om professionel hjælp da vi kunne se at han havde det svært og vi som forældre stod magtesløse overfor hvordan vi skulle gribe det an, almindelig opdragelse virkede slet ikke hverken hjemme eller i børnehaven, Phillip rendte ind i problemer flere gange om dagen, han havde også gode og hyggelige stunder men han var ”uheldig” på samme måde som Emil fra Lønneberg, det var ikke i nogen ond mening at han førte hans ideer ud i livet, han var meget spontan og gjorde lige det han tænkte når han tænkte det.

Første skridt var at sætte en skolepsykolog på at besøge ham i børnehaven, hun observerede ham i et par timer og kunne konstatere at han var skudt ud af en kanon, hun mente at han muligvis havde AD/HD men hun måtte ikke stille en diagnose.

Vi skulle henvende os til egen læge for at få Phillip henvist til børnepsykiatrisk hospital så han kunne blive udredt, ventetiden var 6 måneder på det tidspunkt og i den periode famlede vi nærmest i blinde med hvordan vi skulle tackle det at have en dreng med særlige behov. I løbet af de 6 måneder spurgte vi efter hjælp på kommunen, men deres svar var at de ville ikke røre ved det før der var en diagnose, jeg spurgte om ikke vi kunne gøre noget så jeg kunne få nogle værktøjer til hvordan jeg skulle gribe det an, de kunne sende en sundhedsplejerske var svaret.

Jeg tog mødet med sundhedsplejersken, hun foreslog at vi skulle aflede hans opmærksomhed med andre ting når han lavede noget han ikke måtte, det havde vi på det tidspunkt prøvet i 5 år uden effekt da han med det samme vendte tilbage til det han gerne ville.

De 6 måneder gik og vi kom igennem et langt forløb på børnepsykiatrisk inden de gav ham diagnosen AD/HD, i mellemtiden havde jeg bedt Esbjerg kommune om hjælp i form af aflastning hvor svaret var at hvis jeg ikke ville have ham kunne de tage ham fra mig, så det glemte jeg alt om igen.

Vi skulle til møde med børnepsykiateren og kommunen for at finde en løsning der passede på Phillips behov, de mente ikke medicin var løsningen, det var opdaget så tidligt at en stærk pædagogisk indsats skulle kunne gøre en del, der blev nævnt et skoletilbud i en lille struktureret klasse og et specielt fritidshjem der skulle kunne rumme børn med særlige behov, jeg var på en måde lettet over at der blev sat navn på min søns problemstilling og at jeg fik bekræftet at det ikke var en fejl vi forældre havde gjort. At han nu blev hørt og kunne få den hjælp han havde brug for var som en gave fra himlen.

Ordet aflastning kom på tale igen hvor jeg bakkede og fortalte om min oplevelse på kommunen, men de lovede mig at sådan så de ikke på det, så vi søgte om aflastning da der var ventetid på det

Det første tiltag var en støttepædagog i børnehaven, en pædagog som skulle guide Phillip i det at indgå i leg og fællesskab. Men det viste sig hurtigt at støttepædagogen påtog sig en opgave med at sende et utal af underretninger på mig som forælder, underretninger som ikke havde noget på sig. Et eksempel er at vi lovede Phillip en gameboy i fødselsdagsgave da han blev 6, der blev sendt et notat til kommunen hvor pædagogen mistænkte os for at lyve om det, men da det så gik op for hende at han havde fået en gameboy sendte hun ikke en rettelse, og sådan var det med rigtig mange ting. Selvom Phillips storebror gik i selv samme børnehave bare på en anden stue så fik jeg ingen underretninger på ham.

Phillip startede i skoletilbuddet og både han og jeg glædede os til at han skulle være i et miljø der var strikket sammen for at passe til hans behov, de var max 5 elever i klassen og undervisningen skulle tilpasses den enkelte elev med hensyn til hvad barnet kunne rumme af information på en dag.

Fritidshjemmet var også for børn der havde særlige behov og krævede ekstra voksenhjælp, altså en god løsning for en dreng der allerede på dette tidspunkt havde rendt panden imod en mur et utal af gange, nu skulle han starte på en frisk med nye og erfarne voksne.

Det viste sig så at der ikke var den store forandring, det kom efter mig at jeg var ung mor, det blev ikke respekteret når jeg sagde noget, det var som at slå i en dyne.
Når Phillip havde det svært blev jeg ringet op at jeg godt kunne hente ham for skolen eller fritidshjemmet kunne ikke styre ham eller håndtere det at han havde det svært.

Til samtlige statusmøder med primær pædagog, lærer og socialrådgiver spurgte jeg hvad der skulle ske når Phillip blev 18 år og ikke længere kunne være i det beskyttede miljø som han var i som barn, jeg havde en stærk fornemmelse af at han skulle rustes til at stå på egne ben og at vi skulle gribe tidligt ind, men hver gang det kom på tale fik jeg at vide at der jo var lang tid til.

Underretningerne kom stadig i hobevis, det var så tydeligt at de papirer der var lavet i børnehaven fulgte med da Phillip startede i skole, det var ikke fordi der blev lagt skjul på at de mente at Phillip havde det svært fordi jeg skulle være en dårlig mor i kraft af min unge alder. Jeg havde på det tidspunkt 3 børn og de andre 2 børn kom der sjovt nok ikke nogen underretninger på.

Som tiden gik fik vi en del statusmøder fra hånden og jeg blev meget frustreret over at jeg hver gang fik at vide at der var tid nok, jeg mente at han skulle hjælpes på vej fra han var lille da man ikke lærer noget på en nat. Efterhånden blev socialrådgiveren mere og mere sløset med at komme til møderne, der var afbud den ene gang efter den anden hvor jeg sad med pædagogen uden vi kunne holde møde. Til sidst meldte socialrådgiveren ikke engang afbud men blev væk uden en lyd.

Da Phillip var 10 tog jeg igen kontakt til børnepsykiatrisk fordi jeg mente at han havde brug for deres hjælp, det blev til et møde på 15 minutter hvor Phillip og jeg sad i en sofa og snakkede med 2 af deres folk, vi blev efterfølgende bedt om at vente udenfor mens de talte sammen. Da de igen kaldte os ind sagde de at Phillip ikke havde AD/HD alligevel han fejlede ikke noget.

Phillip voksede og blev ældre og en dag fik vi besked på at han var for gammel til at gå på fritidshjemmet og min tanke var hvad så nu?

Det tilbud vi fik var at Phillip kunne gå i fritidsklub på lige vilkår med andre børn på hans alder, dette skete nærmest fra den ene dag til den anden og helt uden at de havde forberedt ham på forandringen i både voksne, sted og hele strukturen.

Det var på det tidspunkt at verden faldt sammen for Phillip han var 12 år gammel og fik kastet den virkelige verden i ansigtet som en spand koldt vand, han kunne slet ikke håndtere den frihed han fik. Phillip var vant til et beskyttet miljø med få børn omkring sig og ekstra voksne, nu skulle han så kunne begå sig i et ”normalt” miljø med mange børn og knap så mange voksne.

Phillips frustrationer blev mere og mere tiltagende og jeg fik efterhånden svært ved at tolke hvor problemet var, førhen kunne jeg spørge ham om det for eksempel var fordi han glædede sig til jul at han havde det svært.

Opsynet med Phillip mens han var i fritidstilbud blev aftagende, meningen med at gå i klub er jo at man er stor nok til at kende forskel på rigtigt og forkert i et vist omfang, den evne var Phillip ikke i besiddelse af, han var meget behovsstyret og spontan, mange gange kom handling før tanke og det havde konsekvenser for ham i mange tilfælde.

Vi fik et mere og mere anstrengt forhold som mor og søn efterhånden som tingene eskalerede, der var ingen hjælp at hente fra kommunen selvom jeg kom længere og længere ud og blev mere og mere magtesløs.

Da Phillip var blevet 13 år blev det hele for meget for både ham og mig, Phillip stak af i tide og utide og levede mere eller mindre på gaden, hver gang henvendte jeg mig til politiet og kommunen i håb om at de kunne hjælpe mig, men der var groft sagt ikke nogen hjælp at hente nogen steder. Politiet lavede hver gang en såkaldt blød efterlysning på ham, hvilket betyder at hvis de mødte ham ville de køre ham hjem men de ville ikke lede efter ham.

Jeg nåede sammen med Phillip frem til at det eneste rigtige ville være at han blev anbragt udenfor hjemmet hvis vores forhold ikke skulle gå helt i opløsning, så jeg henvendte mig atter til kommunen for at blive afvist med at jeg ikke ville have ham. Jeg græd mig selv i søvn den nat, det var et stort nederlag at skulle melde pas overfor sin egen søn.

Phillip blev i takt med det hele endnu mere frustreret og fortsatte med at stikke af, vi hentede ham hjem for at se at han smuttede igen, til sidst måtte jeg gribe til metoder jeg slet ikke kunne stå inde for, jeg tog alt hans tøj da han blev lagt i seng, men han hoppede ud af vinduet i underbukser og lånte tøj af en kammerat, jeg endte med at lave en underretning på mit eget barn hvor jeg udtrykte min bekymring, heller ikke det hjalp.

En gang hvor jeg hentede Phillip på politigården spurgte de mig om ikke jeg kunne binde ham til radiatoren, det var ment i sjov men jeg havde ikke meget humor på det tidspunkt for hvad skulle jeg stille op.

Vi kæmpede med at få Phillip anbragt i omkring 10 måneder før en pædagog fra PPR kontaktede kommunen og sagde at det de lavede var socialt omsorgssvigt, på det tidspunkt var vi begge ødelagte mentalt, hele familien var ved at gå i stykker, dagen efter havde de en plads til ham på et opholdssted.

Jeg troede at vi endelig langt om længe blev taget alvorligt, men jeg blev hurtigt klogere.

Fokus var slet ikke på hvilke behov Phillip havde eller hvad der skulle til for at han kunne trives, fokus var på hvor dårlig en mor jeg var og at jeg ikke ville have ham, det resulterede i at Phillip blev anbragt med helt forkerte papirer, både paragraf 50 (en undersøgelse der skal laves for at kommunen kan hjælpe et barn) dertil manglede et stykke håndskrevet papir som jeg havde tilføjet og handleplan som skulle være en guide til hvad Phillip havde behov for at der blev lagt vægt på var slet ikke tilpasset det Phillip havde brug for så han kunne vokse med opgaven.

Der gik ikke mange dage efter Phillip var blevet anbragt før han ringede hjem og var helt oprørt og uvenner med en pædagog, denne pædagog havde sagt til Phillip at jeg ikke ville have ham, jeg brugte lang tid på at forklare pædagogen forskellen på kan og vil, for faktum var at jeg kunne ikke have Phillip hjemme hvor gerne jeg end ville.

Opholdsstedet tog Phillip med på deres børnepsykiatrisk hospital for at få ham udredt, de konstaterede at Phillip havde AD/HD, jeg undrede mig meget over at først havde han det, så havde han det ikke og så havde han det igen.

Konflikterne med pædagogerne eskalerede og Phillip endte til sidst med at stikke af fra stedet, igen måtte vi efterlyse ham ved politiet og underrette kommunen om at vi var bekymrede for hans ve og vel, da han blev fundet ville opholdsstedet ikke have ham tilbage. Der skulle findes et nyt opholdssted.

Når Phillip boede på gaden var han nødsaget til at lave kriminalitet for at overleve, hans adfærd blev stille og roligt mere og mere kriminel, han endte med at komme under ungdomssanktion og kom på en sikret institution. Dette virkede desværre heller ikke efter hensigten for de ting han ikke kunne i forvejen fik han meget hurtigt lært.

Da han havde tilbragt noget tid på sikret kom han på et døgntilbud der skulle ruste ham til at blive voksen og flytte hjemmefra, vi følte at han nu var et sted der var rummeligt nok til at kunne forstå hvad Phillip tumlede med.

Desværre havde Phillip ikke lagt den kriminelle adfærd fra sig og han kom på et tidspunkt som 14–15   årig på en særlig sikret institution, dog lykkedes det for ham at stikke af derfra og nu levede han igen på gaden med de konsekvenser der fulgte med.

Phillip var nu efterlyst af politiet og jeg måtte bede ham blive væk fra vores hjem selvom mit hjerte strittede imod, der gik måneder inden politiet fandt ham og denne gang kom han i fængsel.

For hver gang der blev sat ind overfor de ting Phillip lavede kom han ud med nye ideer til hvordan man skulle klare sig på gadeplan så han kom til ringe statsfængsel over flere omgange, da han fyldte 17 besøgte jeg ham i ringe og det samme da han fyldte 18.


København

Da Phillip var fyldt 18 og han blev løsladt valgte han at flytte til Sjælland, han kunne bo ved en han havde mødt i ringe statsfængsel som havde en bolig i Vanløse, jeg havde en meget dårlig fornemmelse med at han skulle bo derovre.

Hans far havde skaffet ham en arbejdsplads hvor han skulle læres op som chauffør og have kørekort. Men han kunne ikke komme op og afsted om morgenen, og når jeg tilbød at ringe og vække ham sagde han jeg klarer mig mor, det sagde han altid.

Det var alarmerende at en ung fyr på 18 der aldrig havde levet på egen hånd og havde sat fængslet det meste af hans 16-18 år blev lukket ud for at skulle klare sig selv, han vidste ikke engang at man skulle betale skat i Danmark, i det meste af hans liv havde han været omgivet af pædagoger og været lukket inde i beskyttede miljø der var forsøgt tilpasset ham, ikke på noget tidspunkt havde han lært hvad det ville sige at skulle klare sig selv på en ordentlig måde.

Phillip kom tit hjem på besøg og han var rigtig god til at ringe for at fortælle mig at han havde det godt og for at høre om vi havde det godt.

I en periode på 4 måneder så det ud til at gå ham godt, jeg var ikke vild med at han var så langt væk og prøvede af flere omgange at overtale ham til at flytte hjem til os eller bare flytte tættere på så han kunne komme hjem når han havde brug for det, men han ville ikke forlade København.

Efter 4 måneder blev jeg ringet op af en advokat der fortalte mig at Phillip var blevet anholdt og hun sagde at jeg ikke skulle være bekymret da det ikke var noget alvorligt han var anholdt for.

Phillip ringede af og til hjem fra fængslet for at sikre mig at han havde det godt og for at sige at jeg ikke skulle være bekymret, han sagde også at han var blevet anholdt fordi der var kommet en ind i lejligheden med en pistol mens han lå og sov og grunden til at det tog så lang tid var fordi han var mistænkt for at være banderelateret.

I 6 måneder sad han i fængsel og endelig den 28. 0ktober 2016 var der udsigt til at han kunne blive en fri mand, jeg tryglede ham om at komme hjem og bo, men han sagde at han ikke var færdig med København og at han nok skulle klare sig.

Han sagde at vi skulle holde jul sammen hvilket jeg blev glad for vi havde ikke holdt jul sammen i flere år efterhånden.

2-3 gange i ugen ringede han for at høre hvordan det gik og for at fortælle mig at jeg ikke skulle være bekymret.

Mandag den 9 november 2015 ringede han til mig om formiddagen for at spørge til hvordan han skulle bære sig ad med at få et hævekort da han ikke havde nogen adresse. Han fortalte mig at han boede sammen med 2 andre i en etværelses lejlighed på Frederiksberg, jeg sagde til ham at jeg syntes at han skulle komme hjem og bo så vi kunne få lidt styr på hans liv og så han kunne komme i gang med en uddannelse. Han sagde jeg klarer mig mor og vi afsluttede samtalen.


Den værste nat i mit liv.


Onsdag den 11. november 2015 tog jeg på arbejde som jeg plejede, jeg arbejdede om aftenen så efter arbejde kørte jeg hjem og sov.

Natten til torsdag bankede det på døren, hvilket jeg blev noget forskrækket over, jeg sendte min kæreste ud for at åbne døren.

Jeg kunne høre at der blev snakket ude i døren og jeg råbte hvad sker der? Det er politiet svarede min kæreste de skal snakke med dig.

2 betjente kom ind i stuen hvor jeg sad i sofaen og jeg spurgte er det Phillip? Jeg troede at han måske var blevet anholdt og at de kom for at se om han havde noget hos os, betjentene svarede ja og fortsatte ind i stuen hvor de satte sig i sofaen. På det tidspunkt vidste jeg at den var helt gal.

Phillip har været udsat for en forbrydelse sagde den ene betjent, han er død. Jeg gemte mit ansigt i mine hænder og jeg kunne mærke at alt mit blod frøs til is.

Hvad er der sket spurgte jeg, de vidste det ikke med sikkerhed men Københavns politi ville ringe til mig torsdag formiddag.

Det gik op for mig da jeg ringede til min kollega og meldte mig syg fra arbejde at det havde kørt i nyhederne det meste af onsdagen, det havde jeg gudskelov ikke set for havde jeg det havde jeg kunnet regne ud at det var min søn, for der var 3 unge mennesker der var blevet dræbt i en etværelses lejlighed på Frederiksberg.

Resten af natten brugte jeg på at stirre ud i luften og ringe til den nærmeste familie, jeg ventede bare på at de skulle ringe til mig fra Københavns politi så jeg kunne få at vide hvad der var sket med min søn.

Torsdag formiddag ringede politiet endelig, de fortalte mig at Phillip var blevet skudt mens han lå og sov. Jeg spurgte om jeg måtte se ham, det måtte jeg først når han blev frigivet men jeg skulle vide at de havde skudt ham i hovedet med en revolver, jeg spurgte om han så pæn ud, det havde de lidt svært ved at svare på.

Det var ikke mange oplysninger de kunne give mig da de af hensyn til opklaringen var nødt til at holde kortene tæt til kroppen, jeg følte mig overladt til mig selv på alle områder. Der var på daværende tidspunkt ikke nogen mistænkte og alt så helt håbløst ud, jeg havde ingen at rette min vrede og frustration imod.

Pressen skrev sider op og sider ned om mordet på de 3 unge mænd, og de var ikke altid lige søde og det kunne godt tyde på at de glemte alt om at drengene havde pårørende der kunne se hvad de skrev, de gættede løs og tog sladder for gode varer, så jeg valgte at stoppe med at læse og se nyheder i en periode, uanset hvad pressen mener er der intet i denne verden der retfærdiggør at tage et andet menneskes liv, men som pårørende kunne det godt opfattes som om pressen tog morderne i forsvar og prøvede at fremstille det så det var drengenes egen skyld at de blev skudt mens de sov. Jeg endte med at gå til pressenævnet da jeg mente at de skrev løs uden hensyntagen til de pårørende, jeg fik delvis medhold.

Midt i den store sorg var jeg nødt til at tænke mig om og tage mig sammen, vi skulle have arrangeret Phillips rejse hjem fra København og hans begravelse, vi vidste stadig ikke hvornår han ville blive frigivet så vi kunne se ham og få ham sendt afsted på sin sidste rejse.

Når vi ringede til politiet for at få svar på vores spørgsmål fik vi at vide at de ikke kunne sige mere end de sagde til pressen.

Jeg kalkulerede på at vi kunne nå at begrave Phillip lørdag den 21. november og havde arrangeret stort set det hele, men bedemanden ringede til mig og sagde at hun havde talt med politiet og at det nok ikke kunne lade sig gøre, de anbefalede at vi ventede til onsdag den 25. november, vi fik ændret planen og onsdag den 18. november om eftermiddagen ringede politiet og sagde at nu havde de frigivet Phillip og jeg måtte gerne komme og se ham, jeg ville dog vente til bedemanden havde sat ham i stand og hentet ham hjem da jeg synes det var under hans værdighed at jeg skulle se ham uden tøj på. Vi havde en aftale med bedemanden om at han skulle hentes mandag den 23. november noget der var aftalt da vi ikke vidste hvor lang tid de ville holde på ham i København.

Da weekenden kom var der voldsomt snevejr i hele landet og det var rigtig slemt på Sjælland, så min nye store bekymring var om bedemanden nu også kunne hente Phillip om mandagen, ventetiden var utrolig lang og hver dag var en pine, jeg havde alt for god tid til at finde ting at bekymre mig om.

Det blev mandag og vi ventede med nerverne udenpå tøjet, kom de nu ordentligt frem og kunne de nå det til den aftalte tid, en lang og underlig dag, vi skulle mødes med bedemanden ved kapellet klokken 17, vi var der lidt før og jeg kunne slet ikke forstå hvor hun blev af det var som om vi ventede i timevis.

Da bedemanden ankom til kapellet gik vi med hende ind, jeg ønskede at de havde taget fejl og at det var en fremmede vi ville få at se, det kom som et slag i ansigtet at det rent faktisk var min søn der lå der, han var så smuk, han lignede en der sov. Jeg krammede ham og kyssede ham og ville have ham med mig hjem, jeg kunne ikke køre fra ham så han skulle ligge der helt alene, han skulle være sammen med sin familie. Det kunne ikke lade sig gøre så vi måtte køre hjem med duften af hans parfume i vores tøj.

Onsdag den 25 november skulle Phillip begraves, kirken var fyldt til randen med mennesker og blomster, jeg så kun kisten men fik senere fortalt at kirken var fyldt op.

Vi havde frabedt os at pressen skulle komme på kirkens grund, men da vi gik ud af kirken med kisten lå en fotograf på lur bag et hegn, jeg blev så ked af det for jeg synes at vi skulle kunne have begravelsen i fred.

Da vi havde fået ceremonien afsluttet og vi var på vej hjem hylede sirenerne hvilket vi undrede os meget over, det viste sig at være en brand på havnen som på en måde blev vores redning, der blev nemlig aldrig skrevet om selve begravelsen.

Jul og nytår kørte på autopilot af hensyn til Phillips søskende, personligt havde jeg mest lyst til at ligge under min dyne, den jul jeg havde set frem til var slet ikke det jeg havde forventet, jeg skulle have haft min dreng hjem og have fejret julen med ham.


Politiet

Flere gange i måneden ringede jeg til politiet for at høre om der var nyt i sagen, jeg kunne lige så godt have ladet være for svaret var det samme hver gang, vi kan ikke fortælle noget. Derfor var jeg nødsaget til at tjekke nyheder flere gange om dagen for at følge med, vi blev på intet tidspunkt informeret af politiet.

Efter 5 måneder var der for os godt nyt i medierne, politiet lavede en stor razzia først i en kolonihave hvor der også blev anholdt 2 for at have solgt den revolver som min søn var blevet skudt med, endelig skete der noget.

Dagen efter var der razzia mod Bandidos i Holbæk og Vanløse plus flere andre steder på Sjælland igen med anholdelser og denne gang var de sigtet for drab og medvirken til drab, jeg blev så glad for at de havde fanget dem så hurtigt at jeg ringede til politiet og roste dem til skyerne.

2 måneder efter anholdelsen hængte et medlem af Bandidos sig i sin celle, jeg blev underligt nok ked af det på hans forældres vegne, nu skulle de følge deres søn i graven som jeg havde gjort med min søn, noget jeg ikke ønsker for nogen i verden.

Månederne gik og der begyndte at falde domme i sagen, domme der fik min frustration til at blusse op, den første dom lød på et års betinget, manden havde slet ikke sat i fængsel og skulle det heller ikke, han havde været i besiddelse af revolveren men var et vigtigt led i efterforskningen og skulle vidne senere hen.
Den næste dom lød på 18 måneder for besiddelse og prøveskydning af revolveren

Den 3. dom lød på et år og 8 måneder for køb og videresalg af revolveren, jeg var målløs og frygtede hvad dommen over dem der havde trykket på aftrækkeren ville lyde på, den dom skulle vi så vente på i rigtig lang tid, ufattelig lang tid inden vi ville få svar på hvorfor nogen skulle lege gud og tage livet af 3 unge mennesker som havde hele livet foran sig.



Ære Være Philips Minde

Har du lyst til at få din beretning på sitet, så kan du skrive til os på: voresboernstrivsel@gmail.com

Arkiv

Følg vores Facebook Følg vores Google Plus

mandag den 17. april 2017

MÅLRETTET STØTTE KAN YDES TIL PLEJEFAMILIEN, MEN IKKE MENS BARNET ER HOS FORÆLDRENE

- Redaktionen / Brev / Case -

Vi modtog endnu en beretning. Det er ikke første gang vi erfarer, at den hjælp der udebliver for familien, pludselig sættes i værk, samtidig med at barnet anbringes. Vi kunne godt tænke os, at få belyst årsagen. Er det fordi plejefamilier tages mere seriøst? Er det for at "bevise", at når barnet er væk fra familien, så trives det pludseligt fint? Tankerne er mange, hvorfor det er sådan at systemet fungere i Danmark.



Min søn blev testet da han var 4. Jeg ved ikke hvad den test hed, men de mente ikke han havde autisme, og der lagde de også vægt på, at han og mig havde en god kontakt og at han godt kunne holde øjenkontakt. Men han fik diagnosen lettet mentalt retarderet og ville have haft fået diagnosen selektiv mutisme (angst for at snakke i forskellige situationer), hvis han havde været normal fungerende.

Denne gang skulle det blive mere besværligt at få ham udredt.

Vores skolepsykolog ville ikke sende en henvisning, da hun ikke mener der er nogen problemer (det mener hun ikke der er med nogen børn) Men fandt så ud af, at man kunne gå i gennem egen læge, så vi fik fuld aktindsigt i hans papir, som lå hos ppr som blev sendt med, men den blev så afvist. Jeg kontaktede så autisme foreningen og spurgte hvad vi kunne gøre og de fortalte, at vi kunne få lægen til at sende henvisning længere oppe i landet, men samtidig fandt jeg også ud af at børne sagsbehandleren også kunne lave en henvisning. Så min familiekoordinator, fik samlet alle papir sammen, som hun kunne finde og sendte det derop og så ville de godt se os.

Og så spurgte de os om et par ting og lægen tog William med ind i et rum, mens psykologen stillede os nogen spørgsmål, og hver gang jeg forsøgte at fortælle, hvad jeg så hos min dreng, blev vi afvist med, at der er ikke noget der hedder autistiske træk, enten har man det eller også har man det ikke. Og han kan forstå ironi og holde øjenkontakt, så han havde det ikke.

Jeg er 99 % sikker på han har noget autisme, da min mand arbejder med voksne der er mental retarderet og har autisme og der er rigtig mange lighedstræk.
Vi kender en som arbejder med tilsvarende og hun har også et voksent barn, som er lettet mentalt retarderet, har ADHD og først nu har fået diagnosen autisme oven i.
Min dreng aflastning siger det samme og hun har også været handicaphjælper for et andet barn med autisme. Og de alle kan se det hos ham.

Nå men vi valgte, at han skulle udredes igen i håb om, at han fik diagnosen, da det så havde været nemmere at få et ordenligt skole tilbud til han, da han reagere voldsom lige så snart der sker den mindste forandring osv. Så Børne psyk valgte at holde et møde, hvor børne sagsbehandler, familiekoordinator, skolepsykolog, skoleleder og en lærer var inviteret, da de er enig i, at han ikke har det optimale skole tilbud og der fik vi at vide, at han skulle testes hver andet år pga sin udvikling og det er 3 år siden han sidst blev testet.

Nå men vi fik ikke så meget ud af mødet andet end, at han skulle testes og skolen skulle tænker over om det var det rigtig tilbud han havde.

Men da alt det, der har været sket siden min dreng blev 3,  har været så opslidende, så har vi nu valgt, at han skal i pleje og pudsigt nok, så mener den nye sagsbehandler, at der er nok i hans sag til, at han vil kunne visiteres til den speciel skole som ligger i vores kommune. Så nu venter vi på svar på det, men tænk at det først kan ske nu, hvor han bliver sendt i pleje og kommunen så overtager ansvaret for han trivsel.

Vi har en datter der er et 1 år yngre end William og er normal fungerende.

Jeg er så vred over vores situation, at vi har været nød til at "opgive" vores søn, fordi at alle instanser svigter, når vi har bedt om hjælp. Og nu hvor vi endelige har fået lidt hjælp, så er det for sent. Har bedt om hjælp til ham siden han var 3, og har siden han blev født sagt, at der var noget galt, men alle slog det hen med, at der ikke var noget, han var bare et barn, der var lidt længere tid om det osv.

Hvis han bliver visiteret til et specielt skole tilbud, så har jeg overvejet, hvordan man kan få sat fokus på, hvordan det er så let, nå man først sender sit barn i pleje.
Jeg syntes det er fint der bliver sat fokus på det område.




Redaktionen takker for beretningen, og ønsker det bedste for familien og William (Navnet ændret)


Har du også lyst til at få din beretning på sitet, så kan du skrive til voresboernstrivsel@gmail.com

Arkiv

Følg vores Facebook
Følg vores Google Plus

lørdag den 11. juni 2016

CASE 4.3

_________________________________________
Cases


Åbent brev til politikerne i Rødovre Kommune

Kære Jette Egholm og Rødovre Kommunalbestyrelse

Tak for dit svar til mig på mit åbne brev til Rødovre Kommunalbestyrelse af 25. november 2015 i Rødovre Lokal Nyt. Det undrer mig, at det politiske niveau vælger at pålægge dig opgaven med at svare mig.

Brevet er netop en udløber af den kritisable sagsbehandling i din Børne- og Kulturforvaltning, hvor vi som forældre er blevet taget alt andet end alvorligt, da vi i 2013 henvendte os til Jer omkring en episode med et fysisk overgreb begået mod vores søn af en lærer på Hendriksholm Skole.

Skolechefen, ansat under dig, forhindrede os personligt i et samarbejde med Pædagogisk, Psykologisk Rådgivning, selv efter flere henvendelser.
Sidenhen blev vi også nægtet SSP samarbejde, selvom politiet opfordrede os til dette. Dette var henblik at få klarlagt det præcise hændelsesforløb, - at barnets tarv og trivsel bliver tilgodeset, at der blev udført konfliktløsning mellem barn og lærer og dermed genopbygget det respekt- og tillidsforhold imellem skole og hjem, som er så vigtigt og grundlaget for, at vi trygt kan aflevere vores barn i skolens varetægt.

I stedet fik det store omkostninger – ikke bare for samarbejdet med skolen, hvor den pågældende lærer mistede sit job, men også for vores dreng, der mistede tilliden til sine voksne omsorgspersoner i skolen, ligesom vi som forældre ikke længere turde sende ham i skolen, fordi vi så hvordan han isolerede sig og blev hæmmet af oplevelserne. Han har nu været ude af skolesystemet i 1 år og 2 måneder. Selve hændelsesforløbet skete for over 2 år siden, og er aldrig blevet løst. Skolens egne nedskrevne retningslinjer er heller ikke fulgt. Vi undrer os stort over forløbet.

Derfor føler vi os nødsaget til, at henvende os til det politiske niveau, da vi føler vore rettigheder som borgere i Rødovre Kommune er trådt under fode af skolen og det forvaltningsmæssige niveau, som du Jette Egholm repræsenterer i din egenskab af Børne- og Kulturdirektør. Og derfor kan vi ikke godtage et svar alene fra dig uanset hvem i kommunalbestyrelsen der har pålagt dig at svare os på deres vegne.

Vi har hele tiden ønsket, at skole og skolechef efterlever egne retningslinjer og tilgodeser vores barns tarv og trivsel – især i en situation hvor der er tale om et decideret voldeligt overgreb mod en mindreårig. Børne- og Kulturforvaltningen har også taget både skolens og skolechefens parti igennem forløbet, men vi glæder os da, om nogen, som der skrives i brevet, til et fremtidigt samarbejde med ”gensidigt respekt og tillid til hinanden”. Som I kan se af ovenstående har myndighederne her en opgave her for at reetablere det tillidsfyldte samarbejde.

Jeg mener at sagen er principiel for eventuelle fremtidige sager og dermed kan danne præcedens.

Med venlig hilsen

Berith Zenia Fagergaard






CASE 4.2

________________________________________
Cases

30. november 2015
Kære Berith Zenia Fagergaard.

Den 25. november 2015 var der i Rødovre Lokalnyt et åbent brev fra dig stilet til Rødovre Kommunes politikere. Brevet var desuden sendt til Kommunalbestyrelsen.
I brevet appellerer du til Kommunalbestyrelsen om større velvillighed og imøde-kommenhed i forbindelse med en sag, som startede tilbage i 2013 på Hendriks-holm Skole. Gennem de sidste år har både skolen, politikerne og Børne- og Kul-
turforvaltningen i Rødovre modtaget mange breve fra dig, som forvaltningen har behandlet på lige fod med øvrige sager.
Du skriver i det åbne brev, at borgmesteren har afvist jeres henvendelse, men som han tidligere har skrevet til dig (i brev af 18. maj 201 5), behandler han som borgmester ikke personsager. Denne sag hører til under Børne- og Kulturforvalt-ningen.
Børne- og Kulturforvaltningen har gjort sit bedste for at imødekomme jeres ønske om at finde et passende skoletilbud til jeres søn. Jeg er orienteret om, at jeres søn inden for den nærmeste fremtid skal starte på Tinderhøj Skole, og at der lige nu arbejdes på at finde en støttepædagog til ham, så han kan få den bedst mulige sko-lestart der.
Et godt samarbejde mellem skolen, forvaltningen og jer forældre er vigtigt. Gensidig respekt og tillid til hinanden er derfor essentielt i denne sag fremadrettet.
Jeg håber meget, at jeres søn vil komme til at trives på Tinderhøj Skole og få en god fremtidig skolegang der.

På vegne af Kommunalbestyrelsen!
med venlig hilsen
Jette Egholm
Børne- og Kulturdirektør



CASE 4: ÅBENT BREV OM FYSISK OVERGREB PÅ FOLKESKOLE

______________________
Cases


Åbent brev om fysisk overgreb på folkeskole


Kære politikere. 

Jeg har tidligere skrevet til jer i denne sag vedrørende sagsbehandlingen i kommunen. 

Berith Zenia Fagergaard Damparken 

Borgmesteren har afvist vores henvendelse og sendt klage over skolechefen videre til denne, helt uden at tage stilling. Derfor nu denne appel til byrådet, i håb om større velvillighed og imødekommenhed, som sikrer vores retssikkerhed samt, at henvendelse af alvorligere karakter, som denne er: - behandles seriøst. Sagen drejer sig helt kort, om en hændelse på Hendriksholm Skole tilbage i 2013. Her bliver vores søn (dengang 9 år) udsat for et alvorlig fysisk overgreb fra en lærer på skolen. Læreren pacificerede vores dreng med fysisk magtanvendelse ved at presse hans hoved ned mellem hans egne ben og mod gulvet. Skolens ledelse benægtede efterfølgende, at hændelsen havde fundet sted. Magtanvendelsesrapporten blev først udfærdiget flere dage senere og der gik 11 dage før vi modtog den. Samme skoleledelse nægtede at gå ind i en nærmere undersøgelse af forløbet selvom skolens egne regler foreskriver samtaler og møder i sådanne tilfælde. Samtaler med barnet, har ikke fundet sted på skolen, og dermed slet ikke blevet hørt. 

Ændrede adfærd 
Vores dreng er født 3½ måned for tidligt og som konsekvens heraf ekstremt sensitiv og påvirkelig overfor stimuli. Derfor var det fysiske overgreb også en oplevelse, der katalyserede en adfærdsændring og påvirkede hele hans sociale liv, i forhold til skole og kammerater. Da vi løb panden mod en mur med vores henvendelse til skolen, rettede vi henvendelse til kommunens skolechef samt PPR. Vores behov var, at få klarlagt hændelsesforløbet og at vores søn genvandt tilliden til skolen og kom til at opleve ro og kontinuitet i sin uddannelse. Men her blev vi afvist af skolechefen, uden nogen begrundelse og PPR afviste ligeledes alle vore henvendelser grundet skolechefens udmelding. Da det derfor ikke var muligt at nå til klarhed omkring magtanvendelsen og dens konsekvenser for vores søn, så vi os derfor nødsaget til at politianmelde det fysiske overgreb. Politiet afviste vores anmeldelse, efter kontakt til skole og kommune. Man lagde til grund, at der ikke var konstateret blå mærker på kroppen, samt man lagde vægt på, at han gik i en specialklasse. Politiet opfordrede til at bruge SSP samarbejdet. Men denne mulighed afskar skolechefen os også fra. I stedet reagerede skolen, ud af det blå, med at skrive underretning til Rødovre Kommune, hvilket bevirkede, at der blev gennemført en §50 undersøgelse omkring vore evner som forældre. 

Dårlig håndtering 
Hele processen har været alt andet end befordrende for vores søns udvikling. Især henset til hans særlige behov for rolige og solide rammer – et forhold der er almindeligt kendt hos børn, der er født ekstremt for tidligt, nu ført ud i det ekstreme efter det fysiske overgreb. Skolens og forvaltningens dårlige håndtering og manglende konfliktløsning i de rette fora, var medvirkende årsag til lærerens fyring på grund af sygefravær. Skolens ledelse fratrådte i sommeren 2015. Vores søn fik det værre og værre i skolen og vi var ikke længere trygge ved at overlade ham i skolens varetægt. Konflikten kunne og burde have været løst sådan som det er foreskrevet i skolens egne regler. Da der fortsat sker flere utilsigtede hændelser på skolen i det efterfølgende år, føler vi os til sidst nødsaget til at tage ham helt ud og i midlertidig hjemmeundervisning. -Vi anmodede om en uvildig psykolog til udredning af vores søn. En psykolog med speciale i ”for tidligt fødte”, også i et forsøg på at rette op på de skader forløbet havde på- ført ham. -Ligeledes ønskede vi vores dreng væk fra egentligt specialklasse regi, hvor han på alle måder mistrives, idet han både blev understimuleret fagligt og socialt, samtidig med at han blev overstimuleret på andre områder. Og fordi kommunen ikke kunne tilbyde disse forhold andet end specialklasser, søgte vi derfor om privatskole, der har de rammer han har brug for. -Alle ønsker blev afvist af kommunen. 

Flere undersøgelser 
I stedet mente skolechefen og PPR, der tidligere havde afvist at høre om og på vores søn, at der nu skulle laves undersøgelser og en udredning, hvilket vi også indvilligede i. 2 år er gået siden hændelsen. Heri inkluderet over 1 år, hvor kommunen ikke har kunnet finde et skoletilbud til vores søn. Oplevelsen har efterladt os med en stor usikkerhed over skolechefens dispositioner og i forhold til hans manglende håndtering af konfliktløsning. Vi har intet hørt om skoletilbud i over et år og testresultater, der lå klar for over en måned siden viser i hvilken retning vi skal. Vores søn lever socialt isoleret og vil rigtig gerne i skole. Vi har dog for nyligt til et møde med skolechefen, fået lavet en handlingsplan, hvor vores søn indstilles til en ordblindeklasse, selvom han ikke er ordblind. Det skyldes den lange sagsbehandling, og alternativ til en mindre klasseenhed, som de kun kan tilbyde i kommunen, hvis det ikke skal være en specialklasse. Psykolog testen viste endvidere at han er normalt begavet, men pga. sin for tidlig fødsel, - har behov for en mindre klassesammenhæng. Det nyeste vi har hørt er at han tidligst kan komme i skole til december eller januar 2016, da han efter denne ”hårde omgang, i starten vil have brug for støtte til inklusion. 


Lighed for loven 
Enhver tillid til skolechefen er væk og vi undrer os over hvem der reelt afgør hvilke sager der fortjener opmærksomhed, og hvilke der ikke gør og på hvilket grundlag. Er der ikke lighed for loven? Det vi oplever, er at en personlig vurdering fra skolechefen, baseret på sporadiske samtaler med skolens ledelse, blokerer for opklaringen af et fysisk overgreb, medvirker til en lærers langtidssygemelding og senere fyring, ødelægger skolegangen og det sociale liv for en 9-årig dreng og udsætter familien for helt unødvendige repressalier i form af: indberetninger, undersøgelser og udredninger. Vores søn er født ekstremt for tidligt og har som følge deraf nogle særlige behov, der skal tilgodeses. Bliver de mødt, er han som alle andre børn og kan modtage indlæring på lige fod. Derfor kastes denne bold nu op, at der fra politisk side, sker tiltag i form af helt klare retningslinjer, som sikre borgerne ved alvorlige henvendelser som disse; at de behandles ud fra et upartisk og objektivt grundlag! Samt en skolechef efterlever et minimum krav om forpligtelse, der også tilgodeser barnets tarv og trivsel.







søndag den 5. juni 2016

BREV OM INKLUSION TIL B&U I KØBENHAVNS KOMMUNE

_________________________________________________
Information


BREV af oktober 2012:


Til Børne- Og Ungdoms-forvaltningen i Københavns Kommune


Jeg ser på Københavns Kommunes hjemmeside, at man vil have inklusion i de Københavnske skoler, og at man ønsker opbakning fra forældre.

Dette jeg læser, I ønsker støtte til, kan godt skræmme en mor som mig, for det er netop sådan ting der forværre skolegangen for børn som mit.

Jeg er mor til et HSP (High Sensitive Person) barn, også kaldet sansesarte børn. Disse børn, trives ikke med for meget ustruktureret hverdag, larm, eller krav. De mangler steder at kunne trække sig og lade op. Og der er bestemt ikke plads i dagligdagen til fx legegrupper, lege med andre end de sædvanlige, eller bytter pladser i klassen hele tiden.

Disse børn opfattes oftest meget forkert, mange vil rigtig gerne sætte en diagnose på for selv at forstå, hvorfor de reagere anderledes end flertallet.

De sygliggøres uden grund.

Dog har de et højere fravær end gennemsnittet, nogle endda meget. Simpelthen fordi de får det fysisk dårligt, når de ikke har plads i hverdagen til at koble fra og lade op.

Jeg kan se på Københavns Kommunes side, at der er et specielt link til ADHD og autisme.

Vores sanse børn er helt glemt i alle henseender, idet de ikke har en diagnose, men er helt normale.

Trods det at de er normale, bare med mere udviklet sanser, har de ofte den samme adfærd som ADHD, autister, eller Asperger.

Der mangler viden og forståelse for disse børn, som mistrives i skoler og institutioner.

Det skønnes at ca hvert 5. barn, altså 20% af børnene, er disse sansesarte. Nogle meget stille, andre Hyperagtige. Men et er fælles, de sanser for meget, og kan ikke rumme det.

Valgte man at "bruge" disse sansesarte børn positivt, ville ikke kun de børn, men også resten af klassen have gavn af det. De kan meget før andre børn, mærke uroen, støjen, mistrivsel indbyrdes osv.  Lærte man at bruge dem positivt som radarere, ville også lærene kunne spare tid og besvær. Der ville blive bedre muligheder for indlæring, for alle i klassen.

Derfor satte jeg i September en kampagne igang på Facebook, der gerne skulle skabe kendskab til disse, dejlige men sansesarte børn.

Jeg håber I vil kikke på siden, og lærer lidt mere om vores dejlige børn. Så også skoler bliver bedre til at tackle hverdagen for disse ofte meget begavede, men sansesarte børn.

På forhånd tak

Mor til et Sansesart barn



_________________________________________


Kære xxxx xxxx



Tusind tak for din henvendelse til Børne-og Ungdomsforvaltningen.



Jeg kvitterer hermed på vegne af Børne- og Ungdomsforvaltningen for modtagelsen af din henvendelse, som jeg d.d. har videresendt til  vores Specialområde der har ansvaret for inklusionsindsatsen i Københavns Kommune



Med venlig hilsen
xxxx xxxx


__________________________________________


Svaret derfra blev, at det jo galt alle børn med og uden diagnose,  at blive inkluderet efter deres behov, så det ville også gælde mit barn.

Vi ved så at det bestemt ikke holdt i virkeligheden.  Da det i bedste fald kan ses som eksklusion og nærmere som chikane.

I dag har mit barn en håndfuld diagnoser, stadig uden inklusion, stadig uden støtte i skolen. En tung og fastlåst skolesag, der kan betragtes som personlig chikane.



lørdag den 4. juni 2016

BREV TIL SKOLECHEF

Mor til 4

Svar til skolechef

Emne: Møde



Hej

Hjemmeundervisning er en kortsigtet plan, og bestemt ikke det optimale for xxxx, det er vi helt enige i. Men det har været den mulighed vi havde, for at passe på xxxx. Planen er midlertidig, indtil vi har fundet det rette og blivende skoletilbud for xxxx.

Som kommunalbestyrelsen er orienteret om, vil vi ifald der anbefales et SE tilbud, undersøge mulighederne udenfor Viborg kommune. Vi er opmærksomme på, at der er frit skolevalg, hvilket også er gældende indenfor SE tilbud. Viborg kommune har ikke et SE tilbud, som xxxx kan profiterer af, idet han ikke kan trives i en ren specialklasse, han har brug for at være iblandt "normale".

Planerne som skole og PPR har opstillet, mener vi bestemt kunne have givet xxxx de nødvendige forudsætninger for igen at blive en del af xxxxskolen. Det vi har anfægtet er, at vi ikke har følt os hørt, hvad angår en lempelig indkøring, tilbage til skolen, af xxxx. Hverken PPR eller skole har været lydhør overfor dette, men istedet valgte de den 11/5 at sætte os et ultimatum; enten følger i den plan eksperterne har udarbejdet nu ellers vil vi anbefale et SE tilbud, bla ppr chf's ord.

Vi kontaktede lederen xxxx den 13/5 via mail omkring lægens anbefaling vedr en mere lempelig indkøring, men har desværre ikke få nogen tilbagemelding.

Vi har som forældre spurgt undrende ind til den manglende gymnastik (genskabelse af relationen til gymnastiklærer) og det sociale set ift frikvarteret. Derudover har vi anerkendt, at både xxxx og vi er glade for, at der tilbydes disse tiltag.

Den 7/6 har vi møde med privat social rådgiver og kan derfor ikke denne dag. Samtidig må vi orienterer dig om, at vi fastholder vores ønske om, at modtage svar på de spørgsmål vi har sendt til B&U på skrift. Det har vi brug for og giver for os bedst mening. Efterflg vil vi så foreslå et møde med dig, hvor vi kan få en dialog omkring svarene og måske også en mere langsigtede løsning for xxxx

Mvh familien xxxxx



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Følg os på Facebook

Se mere om (manglende) retssikkerhed i Børn / Unge sager (Siden er ikke vores) TRYK PÅ FOTO

Se mere om (manglende) retssikkerhed i Børn / Unge sager (Siden er ikke vores) TRYK PÅ FOTO
Se mere om (manglende) retssikkerhed i Børn / Unge sager (Siden er ikke vores) TRYK PÅ FOTO