onsdag den 26. oktober 2016

PRINCIPAFGØRELSE OM TABT ARBEJDSFORTJENESTE

_______________
Redaktion


En af de ting vi familier kan have gavn af, er Tabt ArbejdsFortjeneste (TAF). Umiddelbart virker det til, at familier får meget forskellig TAF, derfor er her en principafgørelse omkring dette.


Ankestyrelsens principafgørelse 69-16 om tabt arbejdsfortjeneste - enkeltdage – kontrolbesøg - handicappet barn

OP TIL OG NÅR DIAGNOSEN MODTAGES

______________
Redaktion / Ann


At være forældre til et barn med diagnose og udfordringer giver en rutsjetur gennem et følelsesregister ud over det sædvanlige. Forældre generelt kan komme med ytringer som "Det kan jeg godt sætte mig ind i", men nej - Det kan man ikke selvom man står og kikker på sit eget velfungerende barn. Man kan kun sætte sig ind i det, hvis man selv har et barn med diagnose/handicap.

Processen fra barnet er helt lille med, at få forståelse i samfundet - for nogle desværre også fra de nærmeste - kan være meget opslidenede. Samtidig med man kæmper for sit barns trivsel, kæmper man mod fordomme og uvidenhed - også hos fagpersonale -, man kæmper for barnet trives bedst muligt i de rammer der bydes, samtidig med man ved at det kunne gøres meget bedre, hvis viljen var til stedet. 

Bekymringerne om hvordan det skader ens barn på lang sigt, og angsten for hvordan barnet vil klare sig senere i livet, samt sorgen over, at ens barn har det så svært, kan være nærmest ubærlig. Der skal en stærk psyke og en jernvilje for at nå i mål.

For nogle lykkes det desværre ikke. Deres børns trivsel og livet med deres diagnose uden rette tilgang ødelægger både barnet og familien. I nogle tilfælde bliver barnet så skadet, at det kræver behandling eller ophold udenfor hjemmet. Tiltag der sagtens kunne have været undgået. I nogle af de tilfælde er forældrene så nedslidte, at de ikke evner forældre rollen mere. Det gør mig altid ondt at høre, når familier med børn der har et særligt behov, som bør mødes, og som i følge loven skal dækkes, ikke bliver det, og at sager ender helt ude i anbringelser pga. manglende faglighed hos de såkaldt omsorgspersoner i barnets hverdag udenfor hjemmet.

Det er mig en gåde, hvorfor der underrettes så kraftigt, på ting der alligevel ikke vil blive givet støtte til. I de tilfælde ville både barnet og familien være bedre tjent med fred og ro, og fortsat forsøge at holde hovedet oven vande. 

Hvis der endelig sættes ind med støtte, er det langtfra tilfældet at den er målrettet. Dvs. kommunen kan sige, at de har forsøgt alle mulige tiltag, men de virker ikke. Alt imens kæmper familien videre for at få den rette støtte. I langt de fleste tilfælde vi her på siden har været kontaktet omkring ses, at det er blevet noget udsædvanlige lange og omkostningsfyldte sager, der munder ud i at barnet og familierne har det værre end da de startede. Vi undres os over, hvorfor man ikke langt tidligere lytter til forældrene - eksperterne på barnet - og i det mindste afprøver nogle af de tiltag, som familien selv mener er relevant, og som de mener at have brug for. Alene den tilgang vil ophøje samarbejdet og tilliden til kommunes forvaltning - for slet ikke at tænke på de mange skattekroner, der smides ud til ubruglige tiltag til skade for barnet.

I loven står der tydeligt, at det skal være mindst muligt indgriben. Trods det, vælger kommunen ofte en lang voldsommere eller direkte skadelig indgriben på barnet. Barnet kan ende med traumer for resten af deres liv.

Det forventes af forældrene samarbejder og takker ja til tiltag, som de på forhånd ved vil skade deres barn og som de advare imod. Tager de ikke imod, vil de blive opfattet som usamarbejdsvillige. Forældrene ser forvaltningen som usamarbejdsvillig.

Imens alt dette står på, står familierne i følelsernes land. De bliver svære at samarbejde med, de kan virke stejle og defuse, og kommunerne kan begynde, at tænke om det i virkeligheden er forældrene den er gal med. 

Stress, angst, bekymringer, frustration, belastning og sorg kan give mange ansigter, og er i virkeligheden en sund reaktion på en usund behandling.

Måske ved du det, måske ikke. 

En psykolog har kun tavshedspligt i et begrænset omfang. Du kan gå til samtale hos en præst. En præst er sjælesørger, og ofte handler det om at vi har en stor sorg der skal bearbejdes, mere end egentlig terapi. Det kan være en hvilken som helst, også udenfor dit sogn. En præst har fuld og hel tavhedspligt. Du behøver ikke være kirkegænger eller troende.





søndag den 16. oktober 2016

CASE 5

____________________
Case

MANGLENDE STØTTE TIL BARN PÅ 5 ÅR  MED ATYPISK AUTISME

Vi har Viktor på 5 år, der har diagnosen atypisk autisme. Han går i en alm. børnehave og er skoleudsat.
Min mand og jeg har i dag været til netværksmøde med børnepsyk., børnehaven, PPR-psykologen og tale- hørekonsulenten.
Børnepsyk. fortæller om deres anbefalinger af støtte til Viktor i dagligdagen, herunder tæt voksenstøtte, pictogrammer kun til ham, små pauser i løbet af dagen, struktur osv.
Under mødet får vi hurtigt at vide, at der i XXX kommune kun er 1 specialbørnehave og at den er til multihandicappede, hvilket Viktor er for god til. Han skal derfor forblive i sin alm. børnehave.
Senere i mødet fortæller PPR-psykologen og børnehaven, at man i XXX kommune ikke kan søge extra støtte til ham i børnehaven, da børnehaven selv råder over den "pose penge" der er givet til inklusion. Pengene/pædagogtimerne skal således fordeles til de børn der har brug for lidt mere hjælp, og dem er der en del af i institutionen.
Samtidig bliver vi oplyst om, at børnehaven ikke kan give ham ekstra støtte i form af særlige pictogrammer (de kan kun give det til alle børn på stuen pga. at det andet er for tidskrævende), tæt voksenstøtte (ikke muligt, da der ikke er personale til det), pauser i løbet af dagen (ikke muligt at imødekomme, da han ikke kan få sit eget sted at trække dig hen - alle børn må bruge pladsen), kommunikation med os forældre i dagligdagen (det kan kun blive 1 gang i ugen).
Vi er SÅ rasende og frustrede over den situation: Vores søn kan ikke få tilstrækkelig støtte og det må vi (og han) lære at leve med.
Det bliver jo en "kamp" mod systemet/XXX kommune og ikke børnehaven.

- Navne er ændret/udeladt for at beskytte barnet.

mandag den 3. oktober 2016

HVEM BESTEMMER OVER VORES BØRN MED SÆRLIGE BEHOV?

_____________________
Redaktion


Hvem bestemmer over vores børn med særlige behov?

I familier som vores er kommunen inddraget og ofte på en meget kedelig og magtfuld måde. Som sidens navn, er vores børn, vores ansvar, men kan alle tage det, når det gør ondt?

Nogle af børnene med særlige behov er så "tunge", at de kan kræve pleje udenfor hjemmet, og det er svært, når man er en omsorgsfuld familie, der ønsker at beholde sit barn hjemme, og søger støtte, for at dette kan lade sig gøre. Støtten er nemlig ofte for ringe eller slet ikke eksisterende.

Flere af børnene bliver udredt via børne og unge psykiatrien, og flere er genindlagte, når problemerne bliver for voldsomme. Jeg hører ofte, at mange mener, at børn overmedicineres og at der er tvang i psykiatrien. 

Det har jeg personligt ikke oplevet, snare tværtimod.

Jeg har oplevet at forældre beder om medicin i en periode, for at få ro på deres børn, så det bliver muligt at arbejde med dem, men det er faktisk svært. Psykiatrien giver helst ikke medicin til børn før alt er afklaret, hvilket giver god mening, men det kan alligevel være svært, at vide, at noget kunne hjælpe, så noget andet blev muligt at bearbejde, istedet for at børnene har det så skidt imens de kæmper for trivsel.

En del af børnene bliver indlagt, hvilket de færreste vil. Hvem skal så bestemme? Bliver børn tvangsindlagt? De kan i hvert tilfælde blive tvangs udredt. Hvad gør man som forældre til et barn der skal det, og ikke ønsker at blive indlagt. Afhængig af barnets diagnoser, kan det virkelig være nødvendigt, at få det helt rigtige billed af udfordringerne, men det er forældrene, som skal sørge for at barnet kommer. Det kan være svært. Meget svært.

Mange forældre er enlige mødre, og de kan have fysisk stærke teenagere, med voldsom udadreagerende adfærd. 

Børne og unge psykiatrisk vil gerne at børnene samarbejder, for at kunne hjælpe dem. Hvad sker der, når det hele bliver lagt over på en teenager, der ikke har lyst til at være indlagt, men virkelig har brug for det?

Hvordan sikre man sig, at ens barn får den hjælp, eventuelt via indlæggelse, hvis barnet ikke selv ønsker det?

Burde man tvangsindlægge i de situationer? 


Hvad mener du?


VISO er den nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation på det sociale område og på specialundervisningsområdet. VISOs rådgivning bidrager til, at den specialiserede viden kommer til gavn dér, hvor behovet er.


Til orientering, kan forældre selv henvende sig til VISO, hvis kommunen ikke er så interesseret i at hjælpe. Forskellen er, at hvis en forældre henvender sig, ses der på hjemmets udfordringer, og der medtages ofte ikke skoledelen, men hvis problemerne er i hjemmet,  er det dog en mulighed for at få kompetente øjne på. VISO er ekspertisen på landsplan. Du kan læse mere i linket herunder.



Eksempler på områder, hvor VISO kan hjælpe børn, unge og voksne med handicap.
  • Personer med udviklingshæmning, der fx er kriminelle eller har en psykiatrisk lidelse.
  • Personer med omfattende kognitive, fysiske og/eller sociale følger af hjerneskade.
  • Personer med opmærksomheds- og udviklingsforstyrrelser, herunder autismespektrumforstyrrelser.
  • Personer med sjældne handicap, herunder Spiel Meyer-Vogt og Huntingtons Choerea.
  • Personer med multiple handicap, herunder kommunikationshandicap.
  • Personer med bevægelseshandicap, der tillige har andre handicap.
  • Syns-, høre- og døvblindeområderne.
  • Hjælpemiddel- og boligområderne.
SIDST OPDATERET 01/07 2016


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Følg os på Facebook

Se mere om (manglende) retssikkerhed i Børn / Unge sager (Siden er ikke vores) TRYK PÅ FOTO

Se mere om (manglende) retssikkerhed i Børn / Unge sager (Siden er ikke vores) TRYK PÅ FOTO
Se mere om (manglende) retssikkerhed i Børn / Unge sager (Siden er ikke vores) TRYK PÅ FOTO