DE VREDE BØRN, HVOR KOM DE FRA?

- Redaktionen - 

I et facebook opslag i går omkring udredning, tog den en afstikker til hvilken børne psykiatrisk afdeling der er den bedste i Danmark. Hvad var familiernes erfaringer? Lige i dette opslag vil jeg ikke komme ind på, hvad den kom frem til, for den kører stadig.

En af de ting der sås var, at nogle afdelinger i landet havde ret ens tilbagemeldinger, og så var der andre, hvor erfaringer var meget forskellige fra samme sted. En mor skrev, at det var sjovt, som vi opfattede det så forskelligt. Det sjove forsvandt lidt, da vi gik det lidt nærmere efter. For det handlede i virkeligheden ikke så meget om opfattelsen, men behandlingen. Der var ganske enkelt forskelsbehandling på den afdeling. Nogle familier blev behandlet rigtigt pænt og med respekt, mens andre blev behandlet dårligt. Afdelingen opførte sig arrogant overfor nogle familier, og i nogle tilfælde var forskelsbehandlingen så åbenlys, at både barnet selv og forældrene, samt med indlagte bemærkede den grove behandling. Lige i tråden var dem, som blev behandlet dårligt enlige forsørgere, eller kommunen havde tilsendt papirer med deres formodninger, og dermed blev behandling af familien grovere. Det kunne også være en enlig mor, hvor kommunen havde indsendt grove formodninger. De børn fik i hvert tilfælde ikke hjælp gennem psykiatrien. Faktisk det modsatte. På psyk. presser de børnene ud over kanten, for at se deres reaktions mønster og derfra kan sætter de diagnose (dette ved døgnindlæggelse), men så blev familierne bare udskrevet uden rette støtte til deres barn, som nu var dårligere fungerende end ved indlæggelsen.

I dag har jeg haft nogle samtaler med mødre til børn med særlige behov.

Den ene mor fortæller ca. det samme forløb, dog på en anden børne psykiatrisk afdeling end den med forskelsbehandlingen.

Hun kom jo til udredning på børnepsyk i (afdeling), hvor de ved de første 2 forældre samtaler var sikre på at hun havde autisme og måske noget ADHD. De gik igang med udredning, men med det samme de modtog papirer fra kommunen, mente de at det var mig, der ikke kunne sammen med hende, og hun skulle anbringes uden for hjemmet. Det blev dog til dagskole på (skolen). Hun kommer afsted med bus kl. 7, og er hjemme kl. 16. En alt for lang dag, for hende, som har brug for pauser. Når hun kommer hjem, er hun virkelig overstimuleret, og det påvirker hele familien. 

Som i den tråd omkring psykiatrien, blev nogle af de børn voldsomt udadreagernede over for forældrene. Det samme skete med denne mors pige. Hun fortsætter:

Hun er jo slet ikke er på deres nivaeu, følelsesmæssigt. På denne skole, er der absolut ingen grænser eller læring er også voldlig, og meget grim i sit sprog. Nede på skolen, er de andre elever voldelige overfor hende, hun er jo meget mindre end dem. De har rykket hende fra 5 klasse til 7 klasse, hvilket giver hende frustrationer.

Vi har også haft en familie vejleder på fra kommunen. I starten var han forstående og lyttede, lige indtil han havde modtaget papirer fra kommunen. Så det frabad vi. Han havde mere travlt med vores ægteskab og min sygdom. Det er jo ikke det vi vil have hjælp til, derimod til (Navn).

Vi skal have klaget til ankestyrelsen, da en advokat mener, vores sag har været alt for langvarig samt at der ikke er ydet den hjælp (Navn) og vi som familie har brug for. Nu er skolen hun er på også sikker på at (Navn) vil have bedst af at bo der. Det er en skole med anbragte børn, hvor familien ikke kan tage sig af dem. (Navn) oplever hver dag konflikter mellem de andre elever og deres lærer. Det er det helt forkerte sted til vores pige, og hun bliver mere og mere mærket af det.

(Navn) reagerede igår på en lille bitte ting, som at hun skulle gøre sig færdig til at gå i seng. Den reaktion vi så hos hende, har vi aldrig set før, og den afspejlede hvordan konflikterne er på skolen, og hvordan de ældre elever ingen respekt har for voksne. Det tog 3 ½ time, før vi kunne komme ind til hende, vi måtte ikke røre hende, hun ville ikke tale med os, og sproget var skrækkeligt. Min lille pige, kunne jeg slet ikke kende

Hvordan når vi dog helt derud?

I mange sager mangler indsatserne totalt, men i andre er de direkte skadelige for barnet.

Vi ser, hvordan vores børn har det svært, og ser så de gradvis bliver dårligere og dårligere til det direkte skadelige. Måske ikke pga. manglende hjælp, men især på den forkerte.


Vi fik vendt nogle tanker, bekymringer og galle, hvorefter hun skrev.

Hvad er det dog der er sket i din sag? Jeg frygter det går samme vej, for os. Man kæmper med næb og klør, og ingen lyttet til det man siger.

Og det er rigtigt. Vores egen sag er kørt helt af sporet for forvaltningen. Som netop har haft den samme tilgang. Des mere der bakkede os op som familie og det vi så hos vores barn, jo mere krigerisk og modbydelig blev både sagsbehandler og selve sagsbehandlingen.

Igen blev den lagt over på mor, som værende et problem. Vi har absolut ingen støtte modtaget trods vores barn har adskillige diagnoser. Sagsbehandler mener simpelthen, at vores barn vil trives fint i en almindelig folkeskole, hvis bare de anbringer, så mor ikke er en del af barnets liv mere, med så lidt samvær som overhovedet muligt. Det skal siges, at jeg (mor), ikke har diagnoser eller på anden måde er psykisk uligevægtig, men faktisk er ganske ressourcestærk.

Senere på dagen fik jeg en dejlig snak med en mor til 3 piger med autisme. Det er faktisk første gang jeg taler med en anden mor, som selv har piger med autisme, og for første gang behøvede jeg ikke forklare mig, eller forklare hvad der var svært. Det var bare sådan det er. Tænk, sådan må det være for andre forældre, at tale om deres børn. Det har jeg ikke oplevet. Jeg har har altid skulle forklare og forsvare vores barn. Det var de samme problemstillinger. Skoler der ikke forstod, som laver status og forklarer hvor fint det hele går, alt imens vi hjemme ser vores piger få det værre og værre. Den manglende forståelse, den manglende støtte. Hvordan man selv må betale for autisme konsulent eller psykiater for at give vores børn den hjælp og forståelse de har brug for.

Egentlig er det vel ikke så underligt, at der findes mange vrede og udadreagerende børn i dagens Danmark. Hvis vi behandlede dem pænt, lyttede til dem, anerkendte dem, som dem de nu engang er, finder Deres skønheder, og løftede i flok, så ville mange vrede børn, være mindre vrede og mere glade børn.

Som den første mor skrev:

Det er helt ude i hampen, med systemet. Hvordan er det kommet så langt ud??

Jeg kan kun give hende ret.....

Arkiv

Følg vores Facebook Følg vores Google Plus

NÅR BØRNE- OG UNGE PSYKIATRIEN FEJLER

____________

Redaktion/R.

Vi der er i dette blog fællesskab følger også hinanden på Facebook, og vi er vidende til de op og nedture der er. En sag er særlig tung, den har varet i årevis, den har været grov, ulovlig, magtfuld, fyldt med inkompetance og desværre løgnagtige "fagpersoner", som var sat på for at støtte.

Denne sag gør altid ondt at skrive om, og denne gang har der måtte tages tilløb over flere uger.

Sagen er omtalt her på siden i flere opslag, og familien har valgt at lægge sig lidt underdrejet her på siden, da de slides af systemet.

Gennem hele året, har familien og især barnet været udsat for grove offentlige overgreb, ikke blot omsorgssvigt i forhold til manglende støtte, - men direkte overgreb.

Barnet har fået traumer.

Ingen undskyldning, ingen erstatning.

Under en tvungen indlæggelse for udredning, uanset om barnet fik noget godt ud af det eller om det blev ødelagt, så var forvaltningens fokus klart. Udredning koste hvad det vil på barnets trivsel.

Der er ingen tvivl om, at dette barn har autisme, men den er ikke fastlagt, men ligger et sted i ASF. Barnet fik flere andre diagnoser. Men ingen hjælp i form af medicin eller terapi til hverken den ene eller anden diagnose.

På børne psyk. brugte man ganske enkelt konsekvens pædagogik, trods forældrene havde sagt at det blot ville forværre barnets tilstand. Psyk er de kloge, det ved alle. Så de besluttede at bruge månedsvis på denne tilgang, trods det tidligt stod klart at barnet fik det dårligt. Så kom OCD til. Det var ikke en diagnose eller adfærd forældrene tidligere havde set. Det blev nu det næste psyk. arbejde videre med. 

"Det er blot dine tanker, det skal ignoreres"

Og så blev der sat krav og virkede det ikke (og det gjorde det ikke), så var det magtanvendelse og fastholdelse. Alt dette for en udredning, som de alligevel ikke fik løst tilfredsstillende. De gav diagnoser i et øjebliks billed, men ikke udfra de udfordringer og adfærd, som henvisningen lød på.

Resultatet er nu et barn med endnu flere skrammer på sjælen, udover dem som skole og kommune allerede har givet gennem flere år.

En psykiater påstår, at de altid finder dem som har autisme diagnose.

Det passer så rigtigt dårligt med, at især pigerne ikke findes og hjælpes, og at mange først får autisme diagnosen som voksen, efter at have haft "klistret" flere fejl diagnoser på sig, både ADHD, angst, bipolar, depression m.fl.

Vi lægger en stor tillid i Børne- og Unge psykiatrien, men er det egentlig forsvarligt?

SKOLEINTRA OG DOKUMENTATION

_____________________

Fru Brun

Nu må jeg vist på banen her på siden.

Jeg sidder i dag, som så mange gange tidligere, at kopiere alle intra beskeder over og gemme. Det er virkelig en af de ting, som kunne forbedres i det Intra system. Hver gang man skifter skole, mister man hele dokumentationen, og med sager gennem flere år, er det bare så vigtigt, at have alt på skrift. Jeg undres til stadighed over, at man ikke kan sætte et "flueben" i en box, og så få sendt skole-intra beskederne som mail i sin private indboks. Hvor ville det dog lette meget.

Endnu engang bruger jeg dagevis på at kopier og videresende til mig selv.

Jeg er virkelig trist i dag. Gennemlæst flere beskeder og svar fra skolen. Trods jeg ved hvor meget modstand der har været fra skolens side, til at se tingene rigtigt, så gør det alligevel ondt at gennemleve det hele endnu engang.

Beskeder hvor jeg beskriver de problemer omkring undervisningen som jeg ser. Problemer der gør mit barn mere syg og dermed øger fraværsprocenten. Det ufleksible "sam"arbejde fra skolens side. De ture ud af huset som har været så frygtelig svære, at få rette forståelse for. Sygemeldinger som de påstår, at de ikke har modtaget, men allerværst var det, da jeg nåede min besked, om at tage godt vare på mit barn, som havde været på Psykiatisk skadestue fordi grænsen var nået (for længst), og at Psykiatisk skadestue havde givet instrukser om, at lytte til mit barns advarsler, når grænsen var nået, behovet for at stikke af var stort, og gøre det som enhver forældre frygter allermest. Kommentaren fra skolelederen var som et slag i hovedet....

Vi har igennem en længere periode oplevet at X har trives utrolig godt i skolen, hvilket vi naturligvis er glade for at se.
Hvis X har dage der er svære er hxn altid velkommen til at henvende sig hos mig, hvis hxn oplever at det kan være svært i klassen. Mht de forskellige farver, så har jeg bedt teamet om at sende X over til mig, i fald hxn får det så dårligt som koderne angiver. Men som sagt har vi længe ikke oplevet andet en x der er glad og som er begyndt at tage fra i undervisningssammenhænge.

Vores opgave som skole er at orientere om den hverdag som eleverne indgår i i skolen og hvad vi ser i den sammenhæng.

Hvordan pokker kan en skoleleder være så blind??? Barnet ønsker ikke at leve mere, det er for svært i skolen. Hxn er utryg ved den leder, som her skriver, at X bare kan komme til hende!

For slet ikke at tale om den undervisning, som lederen påstår går rigtig godt.

Det viser sig nu, at X intet har lært i de år på denne skole!

FAGLIGHED, om jeg må bede!

Hvordan kan man lægge så meget ansvar, magt og vægt på skole udtalelser, når de er så himmelråbende langt ude i skoven???

Mit barn knækkede sammen under den totale mangel af faglighed. Det er mit barn, som nu skal kæmpe sig tilbage til livet og en hverdag som er stort set smadret i stumper og stykker.

Trods jeg nu er bekendt med en hel del diagnoser på mit barn, og jeg forventede en reaktion i mig selv, så er det stadig sorgen over denne behandling, af både mit elskede barn og familien, der fylder mest.

Hvornår der bliver plads til at sørge over det, som er det mest naturlige, vides ikke. Nemlig at mit barn har det så svært og har så mange udfordringer i sit liv. Det gør ondt. Sorgen kan stadig ikke bearbejdes, fordi alt det andet fylder for meget.

HAR VORES BØRN RETSSIKKERHED I PSYKIATRIEN?

_______________

Redaktion

Efter flere af vores børn har været igennem udredning i børne psykiatrien, kan vi godt stille os undrende over den behandling man giver vores familier.

Nogle møder hjælp og respekt, mens andre nærmest bliver talt ned til og set skævt til.

Hvordan stiller det vores børn?

Hvis vi familier skal opnå den hjælp, som vi behøver til vores børn med særlige behov, så kommer vi ikke udenom Børne- og Unge Psykiatrien. Vi forventer her at få den rette forståelse og hjælp til vores barn. Men Psykiatrien udreder kun, der der ingen behandling.

Hvis vi skal have forhåbning om hjælp, må vi lægge os fladt ned, og bede om hjælp. Vi skal ikke være for kloge, ikke vide mere om vores børn end de udlærte indefor psykiatrien. Vi får fortalt, at forældrene er en vigtig brik, at samarbejde er afgørende, at det er os der ligger inde med den viden de skal bruge.

Vi bliver bedt om at vise tillid. De påstår, at de altid arbejder på, at børnene kan blive i hjemmet. At familierne får den fornødne hjælp.

De påstår, at der aldrig sendes papirer ud af huset uden, at forældrene har godkendt dem.

Familier der er nået hertil har tidligere oplevet masser af svigt og bedrag fra det offentliges side, og det kan være svært for dem, at vise den fornødne tillid. 

Efter flere måneder, hvor det bliver svære og svære at opretholde sit barns opdragelse, sengetider. Alt det som fungere, og samtid med sit barn, kommer nye problemer. Der kan opstå problemer med personalet, hvis man påpeger det. Alene det at man ALDRIG spiser et eneste måltid med sit barn, gør at man mister noget af det, som normalt er et samlingspunkt for familien. Nu får man 1.5 time dagligt, med et meget træt barn. Det er dette samspil der observeres. Forældre og børn kan have svært ved at finde en rutine i det nye, hvor vi ingen indflydelse har på dagligdagen.

Når familien endelig har fundet den noget akavede, kunstige rytme, som intet har med et familieliv at gøre, begynder det måske at gå galt. 

Psyk. kan finde på at have drejet fokus. De kan have lavet status og underretninger, bagom familierne.

Til barnet kan de sige, at så længe de er indlagt, vil der ikke ske dem noget. Barnet vil resonere, at det gør der til gengæld, når de kommer hjem. Tiden op til udskrivelse kan blive voldsom, og det ses som om forældrene ikke har ville samarbejde. Det handler vel ikke om, at psyk. ikke nåede deres mål? Faglighed er i spil, som så mange andre steder i systemet. Det er bare lettest at skyde skylden på forældrene. - Hvis det er som de siger, at der ikke vil ske barnet noget, anbringelse eller ligende, så længe de er indlagt, hvordan hænger det så sammen med en grov underretning, så kommunen vælger at holde udenfor den private opgang i timevis, mens familien er hjemme for at sove? Hvordan kan man overhovedet underrette på en forældre omkring samspil, når denne forældre stort set ikke har været der? Hvordan kan de beskylde en anden forældre for ikke, at være i stand til, at kunne "Smalltalk", velvidende at vedkommende har snakket i timer med alle forældre dagligt i flere måneder?

Når familierne kommer hjem, er det ikke med færdig behandlede børn, som fungere. Det er stressede børn, der har været indlagt i månedsvis, som skal hjem og fungere optimalt igen. De skal i mange tilfælde genopdrages. Lære at tale pænt og ikke være i frustration. De skal lære deres senge tider igen, og spisning kan have lidt skade. - De står ofte i skoleskift eller endnu værre tilbage til den folkeskole, der i første omgang ikke rummede dem.

Der sker alt for meget, som ikke er fagligt pålideligt i det regi. - Og de vil i hvert tilfælde ikke være dem, som taber ansigt.

Samarbejde gælder altså begge veje!

Hvordan stiller det vores børn, der endnu engang ikke fik den hjælp, som de har brug for, men til gengæld trues med anbringelse, fordi "fagkundskaben" igen så forkert.

Hvor findes den rette hjælp til vores sårbare børn?

HVEM BESTEMMER OVER VORES BØRN MED SÆRLIGE BEHOV?

_____________________

Redaktion

Hvem bestemmer over vores børn med særlige behov?

I familier som vores er kommunen inddraget og ofte på en meget kedelig og magtfuld måde. Som sidens navn, er vores børn, vores ansvar, men kan alle tage det, når det gør ondt?

Nogle af børnene med særlige behov er så "tunge", at de kan kræve pleje udenfor hjemmet, og det er svært, når man er en omsorgsfuld familie, der ønsker at beholde sit barn hjemme, og søger støtte, for at dette kan lade sig gøre. Støtten er nemlig ofte for ringe eller slet ikke eksisterende.

Flere af børnene bliver udredt via børne og unge psykiatrien, og flere er genindlagte, når problemerne bliver for voldsomme. Jeg hører ofte, at mange mener, at børn overmedicineres og at der er tvang i psykiatrien. 

Det har jeg personligt ikke oplevet, snare tværtimod.

Jeg har oplevet at forældre beder om medicin i en periode, for at få ro på deres børn, så det bliver muligt at arbejde med dem, men det er faktisk svært. Psykiatrien giver helst ikke medicin til børn før alt er afklaret, hvilket giver god mening, men det kan alligevel være svært, at vide, at noget kunne hjælpe, så noget andet blev muligt at bearbejde, istedet for at børnene har det så skidt imens de kæmper for trivsel.

En del af børnene bliver indlagt, hvilket de færreste vil. Hvem skal så bestemme? Bliver børn tvangsindlagt? De kan i hvert tilfælde blive tvangs udredt. Hvad gør man som forældre til et barn der skal det, og ikke ønsker at blive indlagt. Afhængig af barnets diagnoser, kan det virkelig være nødvendigt, at få det helt rigtige billed af udfordringerne, men det er forældrene, som skal sørge for at barnet kommer. Det kan være svært. Meget svært.

Mange forældre er enlige mødre, og de kan have fysisk stærke teenagere, med voldsom udadreagerende adfærd. 

Børne og unge psykiatrisk vil gerne at børnene samarbejder, for at kunne hjælpe dem. Hvad sker der, når det hele bliver lagt over på en teenager, der ikke har lyst til at være indlagt, men virkelig har brug for det?

Hvordan sikre man sig, at ens barn får den hjælp, eventuelt via indlæggelse, hvis barnet ikke selv ønsker det?

Burde man tvangsindlægge i de situationer? 

Hvad mener du?

VISO er den nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation på det sociale område og på specialundervisningsområdet. VISOs rådgivning bidrager til, at den specialiserede viden kommer til gavn dér, hvor behovet er.

Til orientering, kan forældre selv henvende sig til VISO, hvis kommunen ikke er så interesseret i at hjælpe. Forskellen er, at hvis en forældre henvender sig, ses der på hjemmets udfordringer, og der medtages ofte ikke skoledelen, men hvis problemerne er i hjemmet,  er det dog en mulighed for at få kompetente øjne på. VISO er ekspertisen på landsplan. Du kan læse mere i linket herunder.

http://socialstyrelsen.dk/viso/radgivning-til-borgere

Eksempler på områder, hvor VISO kan hjælpe børn, unge og voksne med handicap.

• Personer med udviklingshæmning, der fx er kriminelle eller har en psykiatrisk lidelse.
• Personer med omfattende kognitive, fysiske og/eller sociale følger af hjerneskade.
• Personer med opmærksomheds- og udviklingsforstyrrelser, herunder autismespektrumforstyrrelser.
• Personer med sjældne handicap, herunder Spiel Meyer-Vogt og Huntingtons Choerea.
• Personer med multiple handicap, herunder kommunikationshandicap.
• Personer med bevægelseshandicap, der tillige har andre handicap.
• Syns-, høre- og døvblindeområderne.
• Hjælpemiddel- og boligområderne.

SIDST OPDATERET 01/07 2016

UNDERRETNING

Mor til 4

Underetning. Grundet diagnose var vi i kontakt med børnepsyk. Skoleforløbet gav fra dag 1 udfordringer, da sønnike havde stor modstand på den. De fleste morgener var svære, han ville ikke afsted. Det blev lidt bedre i løbet af 0 klasse, og da vi nåede foråret 2012, følte jeg mig klar til at kunne komme på arbejdsmarkedet igen. Jeg havde været på fuld TAF fra marts 2011 til maj 2012. I september startede jeg som privat dagplejer men ude sammen med en kollega. Jeg fik strikket en god aftale sammen, så jeg selv kunne aflevere sønnike i skole, også kunne far tage imod ham når han kom hjem. Allerede i december begyndte det at blive svært at få sønnike afsted om morgenen, og det gav frygtelig mange konflikter og raserier. Fra januar og frem til marts fik accelererede det, og han kom kun sjældent i skole. Jeg blev af andre opfordret til at få lavet en paragraf 50, for så kunne vi få belyst hvilken hjælp vi som familie havde brug for. Det bad jeg socialrådgiveren om at sætte i værk. Første møde var 2/5, der havde sønnike ikke været i skole siden lockouten, og vores familie var MEGET slidt pga mange og voldsomme konflikter. Jeg bad børnepsyk om hjælp/vejledning. I juni var vi til møde på børnepsyk, hvor psykiateren skulle tale med sønnike. Hold nu op sikken en grusom oplevelse. Hun havde ingen situationsfornemmelse overhovedet, og sønnike endte med at forlade lokalet, grundet det pres hun lagde på ham verbalt. Jeg blev bedt om at hente ham, hvilket jeg gjorde velvidende at han ville blive rasende! Jeg kom retur med ham, og ja han var vred og slog efter mig mm, væmmelig oplevelse. Mødet blev hurtigt afsluttet og far og sønnike gik ud mod bilen. Psykiateren kunne fra sit vindue se, hvor vred sønnike var og hvor voldsom han reagerede overfor sin far. Hun kom ud til mig i venteværelset, og sagde vældig alvorligt at det hun havde set, gjorde at hun var nød til at lave en akut underretning. Egentlig så hun som den bedste løsning at sønnike skulle væk fra hjemmet, da det tit kunne være en god løsning. Der væltede min verden! Jeg gik i chok. Vi kørte hjem, og jeg blev ved en tilfældighed ringet op af en medarbejder fra dagbehandlingen, som vi havde ventet svar fra siden maj med henblik på noget samtale. Jeg fortalte hende hvad vi netop var blevet udsat for, og hun var rystet, men samtidig fik hun mig også beroliget. Ingen tager jeres barn det lovede hun mig. Nå men den underretning kunne måske alligevel bruges tænkte jeg efter nogen tid, da det da måtte kunne sætte skub i kommunen og vores paragraf 50. Hm.... December 2013 var paragraf 50 færdig. Det udløste samtaler i dagbehandlingen og intet andet!sommeren 2014 valgte vi i overensstemmelse med dagbehandlingen at de ikke havde mere at byde ind med. Og vi er i dag ude af både psyk og dagbehandlingen. Desværre mener jeg ikke at nogen af instanserne har kunnet give os noget som helst. Det vores søn havde brug for og det der fik ham på rette køl, var et skoleskift til vores lille lokale skole i stedet for specialcenter, samt at havde sin mor hjemme. Så det med at indberetninger og underetningen kan gøre en positiv forskel, det er desværre ikke min oplevelse.

MOR TIL 4

Mor til 4

Præsentation

Lige en kort præsentation. Vi er en familie med 3 hjemmeboende børn. Pige på 24 med Down syndrom Og sensitiv, dreng på 16, og dreng på 9 med diagnose Tourette og adhd. Efter jeg har stiftet bekendtskab med sensitive og signalstærke børn, er min tvivl omkring mindstemandens diagnoser blevet stærkere, men børnepsyk vil ikke lytte. Siden 2011 har han fået medicin abilify mod han nedsmeltninger, og i foråret 2014 lod vi os overtale af børnepsyk til at prøve adhd medicin, hvilket ingen effekt havde overhovedet. Så i dag er han uden medicin, passer sin skole og vi fungerer i dag "normalt". Årsagen til det cirkus omkring medicin skyldes et meget svært år 2012-2013, hvor han var meget lidt i skole, det skal lige nævnes, at han aldrig har brudt sig om at gå i skole, måske fordi hans mor grundet den svære børnehavetid efterfulgt af udredning valgte, da han skulle starte i skole, specialcenter, lang historie. I dag går han på vores lokale, almindelige folkeskole,og det er det bedste, som vi har gjort for ham, hvad skole angår. Historie om Indberetning og underretning kommer senere.