DEVALUERENDE AT LÆSE AKTER I SIN SAG

Redaktion

En af de ting som følger med at have et børn med særlige behov, er den evige strøm af sagsakter og møder der følger med. Det er opgivende, for i rigtig mange tilfælde, giver det ikke et brugbart resultat. Det er tidsspilde og spil for galleriet. Der skal bare holdes disse møder. Der skal bare skrive og dokumenteres, men det bruges ikke.

Hver gang der er det mindste, skal man søge aktindsigt og sidde og læse om sig selv og sit barn der har det svært, udpenslet, fejltolket og fejlgenfortalt. Det er skræmmende hvor dårligt mange af disse fagpersoner er til at beskrive ting eller skrive referat og lige så dårlige kan de være til at læse og forstå andres tekster.

Det sætter familierne i klemme med dårligt samspil i dokumenter.

Det er drænende, at læse det ene papir efter det andet med løgne og omskrivninger. Følelsen af at blive tromlet ned er stor. Man sidder og tænker, hvor har de dog det fra, eller det var da slet ikke det jeg sagde eller gjorde. En ting er, at det kan ske ind imellem, men når det er nærmest hver en side i tons tykke sagsakter, så begynder det at sætte sine spor. I perioder gør det ondt i maven og der skal tages tilløb for at åbne sin post eller e-boks. Andre gange må man tage det i bidder for ikke at blive fysisk utilpas. Det er som at leve i et forhold med psykisk vold. 

Efter år med denne nedgørelse af ens person, ens familie og ens barn sætter sporene sig og kan gøre forældrene syge. Belastnings skadet. Både over ikke at få rette støtte, men også den måde de nedgøres konsekvens på.

Sagerne kan ende i "overmennesker" og "undermennesker". Kommunen og forældrene. Der er ingen balance, der er ingen fælles front for barnets trivsel, der er ingen ligeværd. 

Hele sager kan være lavet på sådanne "fabrikationsfejl"

DER VAR ENGANG

Mamma

Der var engang, hvor en undskyldning havde været nok, - Engang for efterhånden længe siden!

Forleden skrev en Facebook ven, at hun var flyttet for et år siden, og jeg følte det som et slag. Et år!?! Vi har følt vi druknede, hver eneste dag. Et år!?

Det kan simpelthen ikke passe.

Forfejlet inklusion har gjort, at vores sag har kørt i efterhånden 5 år. 5 lange og opslidende år, uden nogen som helst former for støtte. Skolen sejler derudaf, og mit barn forsøger at overleve ligesom resten af familien gør. Hverdagen passes, penge skal ind, men alle vores minutter er med dette i tankerne. Det sidste vi tænker på inden vi sover, det første vi tænker på om morgenen. Det vi tænker på mens vi spiser, mens vi arbejder, og mens vi leger med vores børn.

Der var engang jeg sagde til dem som spurgte, "Jeg får ikke fred før denne sag er lukket, og jeg modtager en undskyldning. Senere blev det til en stor undskyldning. Nu er en undskyldning ikke nok!

Hvordan skal vi dog kunne gøre noget rigtigt for vores barn, når vi ikke tages med på råd? Beslutninger tages hen over hovedet på os, og ingen tager sig af, hvad vores barn selv fortæller.

5 år af vores liv ødelagt af fagpersoner, som ikke ved hvad de laver. Vores barn har så mange skader af forkert behandling, og man mener stadig det hele drejer sig om os. Hvor er det hele dog langt ude!

Vi har haft  hos'er på, den ene værre end den anden. Jeg læste om en der havde haft 4 som kun gjorde det værre, og jeg må indrømme, at vi bestemt heller ikke har haft gavn af vores. Tværtimod!

Nu er vores sag så rodet og fejlbehæftet, at det virker håbløst nogen sinde, at få nogen til at se den rigtigt. 

Nu er en undskyldning ikke nok.

Vi vil have retfærdighed. Vi vil have, at de skal stå til ansvar for vores spildte år. Vi vil have dem straffet for alle de lovbrud, som de har påført sagen gennem alle årene. Vi har levet med trusler om anbringelse i årevis. Vi har aldrig modtaget den hjælp vores barn har både brug for og krav på.

Vi har levet med så mange krænkelser og nedværdigelse, at de færreste kan forestille sig det. Det eneste vi har "gjort galt" er, at vi fik et barn udenfor kassens rammer. - Et skønt barn, med mange forcer, man man kigger kun efter fejl og mangler. Det gør virkelig ondt!

Danmark! Danmark! Danmark!