_________________________________________________
Redaktion
Redaktion
Det er af og til sådan, at det er både rigtigt og nødvendigt, at en kommune beslutter at et barn/ en ung skal anbringes udenfor hjemmet - selvom forældrene ikke er enige - men....Forældrene skal have kommmunens afgørelse på skrift, sagsakterne skal være retvisende og forældrene skal ikke smadres psykologisk, hverken undervejs eller efter anbringelsen - de skal derimod tilbydes tilstrækkelig inddragelse og medvirken - og ikke mindst støtte ifbm anbringelsen og ifht forældrehandleplan/ hjemgivelsesplan..
Er du enig? Citat Mette Valentin (socialrådgiver)
Men er det virkeligheden?
NEJ, det er det ikke.
Ja, der vil altid findes børn, hvor det er nødvendigt at finde et bedre hjem til dem. Sørgeligt, men sådan er det.
Men hvor går det galt for forvaltningerne?
Hvis vi tager citat igen, og sætter egne noter ind vil den se sådan ud:
Det er af og til sådan, at det er både rigtigt og nødvendigt, at en kommune beslutter at et barn/ en ung skal anbringes udenfor hjemmet - selvom forældrene ikke er enige - men....
Forældrene skal have kommmunens afgørelse på skrift, sagsakterne skal være retvisende (det er de ikke) og forældrene skal ikke smadres psykologisk (det bliver de), hverken undervejs eller efter anbringelsen (det bliver de både før, under og efter) - de skal derimod tilbydes tilstrækkelig inddragelse og medvirken (det bliver de ikke, de holdes på afstand) - og ikke mindst støtte ifbm anbringelsen (der findes §54, i nogle tilfælde kommunenes egne, hvad er det så værd? Tilbud skal forlægges i det øjeblik, der indstilles til anbringelse, og ikke som i mange tilfælde først bekendgøres når anbringelsen er effektueret) og ifht forældrehandleplan (hvilke, der er mange der slet ikke har en sådan) / hjemgivelsesplan ( i mange tilfælde arbejdes der slet ikke på hjemgivelse, men forsøges at finde årsager til at forlænge den)..
Er du enig?
UPS!!!
Der var en hel del, som ikke blev overholdt alene i dette tilfælde.
Men her er der tale om børn, der vil have det bedst i en anbringelse.
Vi ser børn anbragt under helt andre betingelser.
Vi ser anbringelser, hvor det IKKE handler om hjemmet, men om mistrivsel i børnehave og skole. En mistrivsel man ikke vil erkende hører hjemme hos dem selv. Svaret bliver en anbringelse.
Loven siger en anbringelse skal være allersidste løsning. ALT skal være forsøgt inden.
MEN hvordan havner familier med handicappede eller særligt sensitive børn så i samme situation?
Det gør de fordi systemet er stift, og sagsbehandlere ikke ikke altid er fagligt gode nok.
Nogle familier kan få den rette hjælp via Pædagogiks Psykologisk Rådgivning, mens andre slet ikke kan få den hjælp. Heller ikke selvom børnene har brug for hjælp. Heller ikke børn med handicaps.
Det er fuldstændig uhørt, at det foregår herhjemme, hvor vi skulle have adgang til hjælp og støtte. Hvor det hedder sig, at der skal findes relevant skoletilbud eller inklusion.
Det sker ikke i alle tilfælde!
Vidste du, at børn kan anbringes på for højt sygefravær? Det sker!
Vidste du, at de kan anbringe uden ordentligt grundlag? Det sker!
Vidste du, at de kan anbringe uden nogle forudgående støtte? Det sker!
Vidste du, at de kan anbringe særligt sensitive og handicappede børn der ikke trives i skolen? Det sker!
Vidste du, at de truer sig til frivillig anbringelse? Det må de ikke. Det sker!
Vidste du, at de truer sig til frivillig anbringelse? Det må de ikke. Det sker!
Det er ikke okay!
