FAMILIE UDSÆTTES FOR GROV CHIKANE AF KØBENHAVNS KOMMUNE

- Redaktionen -
Facebook

Når bekymring bliver til direkte overgreb fra det offentlige.

En familie bosiddende i Københavns Kommune er udsat for chikane af familie afdelingen. Familien har et barn med særlige behov. Barnet har en fysisk sygdom der giver stor mistrivsel, og pga den langvarige og meget voldsomme chikane har barnet nu også psykiatriske udfordringer. De symptomer det har givet, bruger forvaltningen som årsager til tvangsanbringelse, hvori de fastholder barnet i dyb mistrivsel, der bliver ved at give det samme billed. Det er en skabt sag.

I familien er der ingen misbrug eller anden dysfunktion. Det beror udelukkende på for mange underretninger fra pædagoger og lærere, som ikke har kunne tolke barnets sygdoms reaktioner og mistrivsel deraf.


Det offentlige overgreb fortsætter nu på snart 4. år.

Barnet straffes så at sige for at være født med en sygdom, som systemet ikke har ydet rette støtte og behandling til. Sygdommen giver stor mistrivsel, og den fejl tolkes til at handle om mor.

Mor og barn har en tæt tilknytning, hvor barnet søger sin tryghed. En helt naturlig reaktion. Fordi barnet nu pga denne hetz får mere og mere mistrivsel, søger barnet sin mor mere og mere. Det bliver en ond cirkel.

Når man kender systemet og hvordan det agere, vil man vide, at det lukker sig om sig selv. Det er helt sikkert ALDRIG deres skyld eller handlinger at et barn eller ung reagere negativt. De er jo specialisterne, der kan det hele. Så enhver form for negativ reaktion hos et barn eller ung vil automatisk blive tilskrevet familien, deres indbyrdes reaktioner og især samspillet med moderen, fordi det ofte er der, at barnet sørger tilflugt.


Det som er helt almindeligt gøres sygt og forkert. 

I denne sag kører det i ring.

Barnet er misforstået gennem hele sit liv. Der er faldt underretninger på ting der overhovedet ikke er bekymrende. Underretningerne er selvmodsigende. De går på bagateller. Den mistrivsel der ses i børnehaven og skolen fra lægger personalet sig, og lægger over på familien. Det ender i en tvangsanbringelse, da der nu er skabt et billed af, at det er moderen der er problemet. Der er ikke bevis for, at der skulle være noget omkring mor der indikere, at hun er andet end en god og omsorgsfuld mor.

§50 er fyldt med fejl. Der klages, men de vil ikke rette det hele. Den fortsætter med sine mange fejl. Den har ikke beskrevet det eksisterende netværk familien har. Den har ikke beskrevet barnets venner og fritidsinteresser. Den har ikke beskrevet skole delen. Den kører udelukkende på manglende ressourcer i familien. Der er ikke beskrevet et eneste sted en ressource ej heller noget forvaltningen mener kan bedres med støtte. Det er allerede på det tidspunkt en chikane. I de kommende 6 år bliver sagen blot værre og værre, hvoraf de sidste 4 år har været et direkte overgreb. Fokus hos fagpersoner fastholdes i et negativt og ødelæggende syn. Forvaltningen skaber et negativt blik på moderen, og forklare alle omkring barnet, at det er umuligt for moderen af samarbejde. Derfor vælger man at holde mor i "strakt arm", hvilket gør at barnet får det svært ved at få den rette forståelse i dets omgivelser. Når barnet reagere negativt på dette falder der endnu en underretning af på moderen.

For 2 år siden, misforstod Glostrup børne- og unge psykiatrisk afd barnets reaktioner, samt giver en fejldiagnose. Der laves underretning på, at der er problemer med moderen. Moderen har egentlig blot stået model til barnets afmagt og frustrationer under den 4 måneders lange indlæggelse. En indlæggelse der tog sygdommens reaktioner som psykiske og dermed forsøgt afhjulpet udfra dette syn. Barnet fik ikke den behandling og forståelse der burde have været i forhold til den rigtige diagnose. I underretningen står der, at de ser "samspilsproblemer med mor", ikke hvilke eller hvad der skal til for at løse dem. Det blev det som afgjorde, at forvaltningen mente de kunne tvangsanbringe.

Familien fik aldrig forbyggende indsats. De fik ikke hjælp til den støtte barnet havde brug for i skolen. De fik ikke rette skoletilbud. De fik ikke ergoterapien som hospital havde henvist til hele 2 gange. De fik ikke rette lægehjælp. De fik ikke behandling til barnet ej heller i forhold til den fejldiagnose (ADHD), som man mente barnet havde. INTET!


Barnet anbringes på en akut institution, og herfra går det udelukkende ned af bakke.

Barnet reagere kraftigt på adskillelsen fra familien og især fra sin mor, som er den trygge havn for barnet.

Vreden tager over i barnet og samvær med familien bliver besværliggjort af, at forvaltningen har besluttet at samvær skal overvåges med denne "farlige mor". Barnet reagere altid kraftigt og negativt på pædagogisk personale. Enhver reaktion under de samvær tillægges mor.

Sagen når Ankestyresen. Her bliver der lavet kritik punkter på stort set alt i sagsbehandlingen, men de vedholder at barnet skal være anbragt, da man nu mener, at det er direkte skadeligt for barnet, at være sammen med sin mor. Det giver ingen som helst mening. Ankestyrelsen har bevist, at der ikke er undersøgt tilstrækkeligt. Der mangler både en børnefaglig undersøgelse. Der mangler forældre kompetance undersøgelse. Samværs formerne skal bedres, for blot at nævne nogle af dem. Ankestyrelsen beslutter dog, at forvaltningen indstilling om, at barnet skal i familie pleje ikke er acceptabel. Barnet er beskrevet som et "tungt tilfælde", og en plejefamilie vil derfor ikke kunne løfte opgaven forsvarligt. Ankestyrelsen mener, at der skal sættes ind via en behandlings institution.


Barnet strander derfor på en akut institution i et helt år!

I denne periode skal både barn og familie igennem de undersøgelser, som Ankestyrelsen pålagde kommunen at udføre. De undersøgelser der skulle have været lavet INDEN en anbringelsen kan komme på tale. Det er umuligt, at få et rigtigt billed i så forkerte rammer. Barnet reagere kraftigt negativt på den psykolog der skal lave undersøgelserne.

Personalet på akutinstitutionen vedkender, at det er udenfor deres kompetancer. Barnet får det dårligere og dårligere under opholdet på akut institutionen. Skole fraværet stiger til ca 50%. Barnet mister sine veninder og familiære relationer, og har kun nogle ugentlige timers samvær med familien. De må ikke forlade institutionen, og de er dermed overvåget konstant, hvilket stresser barnet til nye reaktioner. Reaktioner der igen tillægges moderen. Afsked er svær, og også det tillægges mor. Personalet mener, at mor bare skal gå uanset hvor dårligt barnet har det. For en omsorgsfuld mor er det håbløst.

Undersøgelserne som psykologen lavede var farvet voldsomt af sagsakterne og forvaltningens syn på mor. Det bliver ikke en retvisende FKU (Forældre Kompetance Undersøgelse) der bliver udfærdiget.

Da den skal fremlægges for kommunen, og mor ikke kan genkende hverken sig selv, sit barn eller de beskrevne situationer, er psykologens kommentar blot, at det havde hun også regne med, at mor ville sige. Psykologen mente, at mor havde svært ved, at se sig selv og sit barn rigtigt! Vand på Forvaltningens mølle!

Efter et år begynder barnet at stikke af. Barnet må efterhånden betragtes som ung. Det er en rå metode, dette barn er på vej ind i voksenlivet på. Totalt blottet for forståelse, omsorg og støtte fra kommunens og personalets side. Afskåret fra sin familie, som den unge savner voldsomt. Sorg og savn afløser vreden.


Den unge kommer ind og ud af psykiatrien i den kommende periode.

Psykiatrien ønsker ikke, at den unge skal tilbage til akut institutionen, som ikke kan varetage omsorgen ordentligt. Akut psykiatrien mener der er tale om autisme, hvilket også var en obs ved den tidligere udredning, hvor de blot endte ud med "samspilsproblemer med mor", samt en fejldiagnose.


Den unge overføres direkte til lukket afsnit for yderligere udredning.

Udredningen viser, som moderen hele tiden har sagt, at det handler om belastninger omkring anbringelsen. Den autistiske adfærd, og den OCD (en sagsbehandlers diagnose), som forvaltningen bliver ved at hænge anbringelsen op på eksistere ikke!

Den unge anbringes videre på en behandlings institution, for de diagnoser der IKKE eksistere!


Clean Cut

Der er lavet et Clean Cut, til både skole, veninder og familien.

Den unge går slet ikke i skole, og er på sit sidste år i folkeskolen. Grundet den mangelende skolestøtte, og den senere anbringelse, der resultere i ingen skolegang, er den unge fagligt nu på 5 kl. niveau.

Psykologen har i forældre kompetance undersøgelsen, stærkt advaret forvaltningen om, at mor ikke må skifte skole mere. Det vil ses som tegn på negativ trivsel. Alligevel skifter forvaltningen selv skolen imod anbefalingerne fra både skolen, psykologen og B&U.

Det går stærkt ned af bakke herefter. Kun efter 3 uger kan den unge hverken spise eller fungere normalt på bostedet. Reaktionerne på anbringelsen er nu så kraftige, at den unge ikke kan fungere normalt. Det gør, at den unge ikke kommer i bad, ikke får rent tøj på, ikke får mad hver dag. Efter nogle måneder går der op til 4 døgn imellem mad og væske indtag. Den unge tvangsindlægges med politi og bæltefiksering på lukket psykiatrisk hospital. Endnu et hospital den unge ikke er kendt med. Det var en unødvendig indlæggelse og magtanvendelse, idet den unge frivilligt havde give udtryk for selv at ville indlægges i håb om, at det blev muligt der, at få mad og drikke. Det fungere ikke på den psykiatriske afdeling. den unge ringer hjem konstant, frustreret og bange. Fanget i dette vanvid. Den unge vælger selv at udskrive sig tilbage til bostedet. Som den unge siger: "Det er 50/50 hvor jeg er. Ingen udover min familie kan finde ud af, at behandle mig ordentligt."


Endnu en underretning.

Der laves herfra underretning på moderen, idet den unge ringer hjem hele tiden for at få tryghed. Der lyves i underretningen om, at moderen ikke har tilladt medicin. Dette passer ikke med lydoptagelser mellem mor og psykiater. Mor tillader 2 præperater, som den unge er vant ved ifht angst, men psykiater vil give et præparat for diagnoser den unge ikke har, og det nægter moderen. - Ydermere omskrives denne i forvejen grove underretning voldsomt på forvaltningen, sådan at moderen fremstår ikke egnet som forældre.

Der laves aftale mellem psykiatrien og bosted om, at den unge skal have minium 2 daglige måltider. Det kommer ikke til at ske en eneste gang. Allerede tilbage på bostedet går det galt med det samme. Op til 7-10 døgn udelukkende på et måltid mad. De er slet ikke faglige. Bostedet burde efter få måneder have opgivet, og sagt, at den unge ikke er i deres målgruppe.


Den unge taber sig voldsomt og taber hår af stress og fejl ernæring.

Månederne går, og bostedet ender med at lave en overflytning til en spiseforstyrrelse afdeling. Nu har de lært af deres fejl påstår de, og vil starte på en frisk.

Igen blev den unge ikke medinddraget, og det kuldsejler fra dag 1. Spisning bliver med overvågning en gang i døgnet. Problemet er at det handler om, at få indkøbt maden og ikke, at den unge ikke vil spise. Den unge har nu mange daglige smerter pga den mangleden lægelige behandling ifht sin sygdom. Den unge opfattes hysterisk og stædig. Det går helt galt en dag, hvor bostedet presser den unge, så smerterne tiltager. De fejlvurdere situationen, og vil blot ringe efter vagtlægen, som altid indlægger på psyk. Den unge skriger på en ambulance. Det bliver moderen der via andre end personalet får tilkaldt en ambulance, så den unge kan komme på skadestuen. Her finder lægerne det så stærkt bekymrende, at der laves indberetning på bostedet. Den unge var akut behandlingskrævende. Moderen får lov at være sammen med den unge, og i den periode, lykkes det at få den unge til at rykke i meget positiv retning ifht maden. De forsøger at få sagsbehandler i tale, om at dette bosted skader den unge, og at de bør finde et andet sted. Sagsbehandler nægter moderen at være der for den unge. Der sættes vagt udenfor døren, af et personale fra bostedet. Som en anden fange sidder den unge nu på sin hospitalsstue. Virkelig angst for bostedets personale. Det går allerede her ned af bakke med maden igen. Ved udskrivelsen er den unge panisk angst. Sagsbehandler sender den unge retur til samme sted, som der er indberettet stærk bekymring om.


Underretning på moderen

I tråd med tidligere, falder der nu en underretning på moderen, som slet ikke er til stede! Den unge havde som sædvanligt ringet hjem for at få tryghed i sin mor. Lægen ringer til moderen for at få hende til, at overtale den unge til at tage frivilligt med tilbage til dette rædselssted. Hvilket moderen ikke kan. I underretningen, står der at det er moderen der styre den unge til, hvad den unge må og ikke må. Det passer meget dårligt, med at hospitalet har set gennem 2 døgn, at moderen er i stand til ved tryghed, at få den unge til, at turde mere end ellers, og at de så hvordan den unge stivnede og blev bange, da der kom personale fra bostedet.


Magtanvendelser
Den unge har været ude for flere magtanvendelser, både i psykiatrien og på bostedet. Alle var unødvendige, og samtidig er de ikke indberettet korrekt.


Der er gennem hele den 2 årige fejlanbringelse været lavet underretninger flere af dem akutte. Fra både fagpersoner og fra familien. Der er underrettet til både Københavns kommune, Ankestyrelsen, Folketinget og Ombudsmanden, samt Socialt tilsyn med bosteder. Alle steder har modtaget flere. Der er forsøgt hjælp fra både Borgerrådgiver, Overborgmester, Borgmester, Børns Vilkår og Mødrehjælpen, diverse Retshjælp, Datatilsynet og mange rådgivninger til forældre og børn.

Sagen har været i Ankestyrelsen flere gange og også i Byretten.

Der er af 6 advokater påvist mange alvorlige lovbrud i sagen.

Artiklen må meget gerne deles.



Du kan også læse om sagen på:

• DenOffentlige.dk, hvor socialrådgiver Mette Blomqvist Valentin skriver om hendes vurdering af sagens akter.

• Tillykke FN's Børnekonvention, Statsfinansieret overgreb på anbragt barn begået for dine skattekroner!!

//ANN


UPDATE Februar 2019
Der er kommet flere opslag på "Tillykke FN's Børnekonvention", som ligger inde med sagsakter.
Familien valgte i januar 2019, at stå frem ved, at skrive blog's og lægge dokumentation ud, samt skrive om både afgørelser og om hvordan hverdagen (over)leves.

• Familien kan nu følges i denne FACEBOOKGRUPPE

Blog's: 
JEG VIL HJEM
MORALSK SLITAGE

//ANN//

OPDATERING:

Blog's og Facebook er lukket.

Opfølgning 2021: 👇

http://voresboernstrivsel.blogspot.com/2021/06/nar-chikane-bliver-til-direkte-ondskab.html

//Rigmor

TVÆRFAGLIGE TEAMS ER AF AFGØRENDE BETYDNING, NÅR MAN SPOTTER ET BARN I MISTRIVSEL

- Redaktion - 

Det er lige dette vi efterspørger.

TVÆRFAGLIGE TEAMS

Inden det løber af sporet og bliver en krig imellem forældre og børnehave/skole/kommune.

Støtten skal findes langt hurtigere. Den RETTE støtte vel at mærke! HELE barnet skal ses, og der skal forsøges fra egne rækker, at løse de ting der er svært for barnet i deres timer.

Vi har valgt at bloggen er reklamefri. Finder du gavn af det vi deler, og ønsker du at påskønne vores arbejde med et beløb, kan det gøres her:

TRYK HER

Arkiv

Følg vores Facebook Følg vores Google Plus

FAGPERSONER BILDER SIG IND, AT UNDERRETNING VIRKER, OG AT DE GØR EN GOD GERNING

Børn og Unge med særlige behov - møder systemet

Et problem er, at de fagpersoner som underretter tror, at der altid kommer noget positiv hjælp ud af deres underretninger.

Denne slutning forklare at et barn i mistrivsel, kom på en andens skole, hvor forældrene også fik hjælp. Og det kom til at hjælpe barnet.

Ja, det kan være at forældrene profiter, men ingen tænker på, at det hele måske hang sammen med et skoleskift, til en skole, som kunne håndtere eller nå ind til barnet på den rigtige måde.

I en skole, hvor forældrene også er inddraget, kan det bero på både bedre fagligt special uddannede lærer. Det kan handle om, at skolen ønsker et tæt samarbejde med forældrene, og at skolen har gavn af det forældrene kommer med. Derfor barnet rykker i rigtig retning.

Man bliver altså nødt det at se det hele oppefra, en helheds orientering, og ikke kun ud af øjnene på dem som underretter, dem som ser problemer eller har røde advarselslamper blinkende konstant.

Det er simpelthen forsimplet med de fokus fagpersoner har.

Vi har valgt at bloggen er reklamefri. Finder du gavn af det vi deler, og ønsker du at påskønne vores arbejde med et beløb, kan det gøres her:

TRYK HER

Arkiv

Følg vores Facebook Følg vores Google Plus

ER DET INDHOLD ELLER ANTAL AF UNDERRETNINGER DER ER AFGØRENDE?

- Redaktionen - 

I den sag vi sidder og læser akter i lige nu, står der fra forvaltningens side, at der også i tidligere kommune har været flere underretninger.

Så er det vi tænker, og hvad mener de så med det?

Ligger der noget usagt, som den næste selv skal fange? Eller er det en måde hvor man sørger for at få medhold, at jo flere underretninger des værre familie, og derfor mener man så på forvaltningen, at en anbringelse er i orden?

Vi er undrende. Det kan ikke ligge til grund alene, at der har været underretninger det meste af barnets liv. De er ikke beskrevet eller på anden måde undersøgt af nuværende forvaltning. Blot er det konstateret at der har været flere underretninger i tidligere kommune. 

Vi kan så løfte sløret lidt.

De underretninger fra tidligere kommune er:

Chikane sag fra en anden forældre. Af kommunen opfattet som chikane med det samme og skulle blot hører forældrene. Sagen blev lukket med det samme idet, anmelder var anonym, og dermed kunne forvaltningen ikke holde anmelder op på den, samtidig ønskede man ikke at forfølge forældrenes anelser om hvorfra den kom.

En fra en børnehave, der på ingen måde kunne sørge for god trivsel for barnet i DERES timer, og hvor en pædagogisk konsulent fra kommunen, var enig med forældrene i, at barnet skulle stoppe omgående og vente på overflytning, hvilket også skete, og barnet var i fint trivsel i den nye børnehave.

 En underretning fra skolen, flere måneder EFTER fraflytning af kommunen, for ikke at aflevere barnet i skole. Barnet gik i skole i den nye kommune. Samtidig havde de påført et emne som bekymrende, trods der lige inde fraflytningen, havde været skole-hjem samtale med udelukkende positive tilbagemeldinger, også på det emne de underretter som bekymrende.

Forøvrigt var de lukkede, som værende behandlet og ikke yderligere at tilføje. De var arkiverede, men ny kommunen indhenter dem ulovligt, uden forældres vidne og accept. De påstår dog overfor gammel kommune, at de har forældre accept. Forældrene klager til gammel kommune, hvorefter der laves ny procedure i kommunen, om at accept SKAL være skriftligt. Det kom dog ikke denne familie til gavn.

Nu er det sådan, at de 3 underretninger er behandlet og arkiveret, så hvorfor figurere de et årti efter i den nye kommune, som stadig bekymrende?

Vi her på siden har nogle tanker og stiller os nogle spørgsmål i den forbindelse.

At ikke nok med at der har været en chikane anmeldelse på familien, som kommunen ikke ønskede at forfølge, så bruges den nu imod familien!

Hvis der nu var hold i de underretninger, hvorfor blev familien så ikke tilbudt hjælp, men kæmper nu flere år efter skolestart for støtte til deres barn med særlige behov?

Hvorfor udløste de ikke den målrettede støtte og udredning af et barn med flere senere påviste diagnoser. Kunne det tænkes, at det var fordi barnet klarede sig godt på trods af sine diagnoser, - og altså ikke var i mistrivsel dengang?

Hvordan kan man bruge ulovligt indhentet dokumenter?

Hvordan kan man nøjes med at bruge det ved at skrive, at "der også i den tidligere kommune har været flere underretninger", UDEN overhovedet at komme ind på hvad de indholdt, hvorfor der havde været underretninger, eller om der var handlet på dem, og i så faldt hvilken foranstaltning, og havde eventuelle foranstaltninger virket?

Hvis underretninger skal bruges som hjælpemiddel, og omsorg, som nogle opfatter dem til at være, hvad sker der så her, for her er det udelukkende antallet der er gældende, og udelukkende for at fælde familien.

Nu ligger de pga. antal som medvirkende til en anbringelsesag.

HVORDAN KAN DET SKE?

Er der virkelig så lidt faglighed tilbage, at det kan ligge på en lillefingernegl?

Arkiv

Følg vores Facebook Følg vores Google Plus

LYT OG LÆR - STØT OG BÆR

- Redaktionen -

I de to mail vi modtog i går fra familier, som mangler støtte til deres børn, viser sig det samme billed, som vi ser i de mange andre sager, som  vi bliver præsenteret for.

Der laves underretninger i et væk. Det er ofte vage beskrivelser på, hvad det er, man mener at se. Hvori ligger bekymringen helt præcist, og er det en egen bekymring? En begrundet bekymring? Det bør klart være det sidste. For alt andet er skøn udfra ens egen erfaringer, egen opvækst, egen familie, evt egne børn. Det kan ikke ligge til grund alene for en underretning.

Så tænker underretter, at der fra forvaltningens side vil blive undersøgt, hvad barnet har brug for og derefter sættes støtte ind. Sådan fungere det dog ikke. Forvaltningen skønner, hvad barnet (læs forældrene) har brug for, for at kunne varetage en forældre rolle med opdragelse og grænsesætning. Derudfra sættes støtte ind. I rigtig mange af sagerne, vil forvaltningen kunne sige, "Vi har haft sat støtte ind til denne familie, før vi indstiller til anbringelse". Men nej! De har sat et eller andet ubrugeligt ind, der slet ikke matcher familiens eller barnets behov. På den måde vil indsatsen heller ikke lykkes. I bedste fald vil det slet intet give, i værste er det en ekstra belastning for familien, som både skal have et menneske rendende i deres hjem, som ikke er til nytte, måske endda er til gene og irritation flere gange om ugen, samtidig med at de råber på hjælp.

Det er utroligt, at man ikke fra forvaltningen side er mere interesseret i, at bruge kommunen kassens penge optimalt. Samt have et ønske om, at hjælpe barn og familie.

Vi kan godt fortælle jer, at bare i de sager vi har kendskab til flænses kommune kassen stort i disse sager, som i mange tilfælde kunne have været løst med nogle støtte timer i en almindelig folkeskole.

De sager kan koste millioner gennem årene og samtidig skade barnet.

Hvis underretninger skal virke optimalt, så skal de forstås korrekt.

De er lavet for at yde barnet hjælp, ikke til at dadle forældrene, som de bliver nu.

Skal hjælpen være brugbar, og målrettet, så kræver det at både forældre og barn inddrages i eget liv. Der skal lyttes til, hvad de selv mener, at de har brug for. Det skal forsøges først, uanset, hvad en sagsbehandler sidder og tænker udfra sit eget liv. Forældre til børn med særlige behov, har meget ofte en uhørt styrke for, at få deres børn i trivsel.

Hjælp dem! - Brug deres styrke til at løfte barnet endnu mere, og ikke til at deres styrke skal bruges på tunge sagsgange og møder i et væk. Møder hvor man alligevel ikke fuldføre det aftalte. Spildtid er det ofte.

Lyt og lær...

Støt og bær....

Sagsbehandlere dette er ikke jeres liv. I skal ikke tage over. I skal støtte og rådgive, men I skal huske at inddrage borgeren i deres eget liv.

Ingen kan leve andres liv. Vores standard og værdier er forskellige. Nogle har det bedst med lidt, andre kan ikke undvære meget. Men lad folk selv bestemme.

Det som det handler om er, at hjælpe forældrene, så de ikke slides op. Det handler om at løfte barnet på den mest skånsomme måde i samvær med deres tryghed hos forældrene.


Lige nu fungere det faktisk lige modsat.

Har du lyst til at få din beretning på sitet, så kan du skrive til os på: voresboernstrivsel@gmail.com

Arkiv

Følg vores Facebook Følg vores Google Plus

FAMILIE MED 4 BØRN INCL SÆRLIGE BEHOV, UNDERRETTET I SÆNK. STADIG UDEN MÅLRETTET STØTTE

- Redaktion / Case / Brev -

Vi modtog en mail. endnu en familie der er ved at gå i opløsning af underretninger og manglende hjælp. Familien har 4 drenge, hvoraf alle 4 har særlige behov af forskellig art. Vi spurgte, om vi måtte dele deres beretning her på sitet, anonymt som altid, og det måtte vi gerne med ordene "Det må den godt, vi kan ikke mere som familie, og har brug for hjælp, men ikke fra kommunen..."


Uhhh har brug for støtte/hjælp, rase ud.

Kan ikke overskue, at skrive det hele lige nu.

Men alt i alt er vi en familie på 6.

4 drenge i alderen, tvillinger på (år) født 10 uger for tidlig, og hvor de begge har haft en hjerneblødning, største en grad 3, mindste grad 1. De begge har det godt og største er med aldersvarende, hvor den mindste er noget bagefter både motorisk og sprog, men ellers sunde og raske.

Så har vi en dreng på (år) og en på (år) ,

Far på 45 år mig selv/mor på 36 år.

Vi har været gift i (år) og kendt hinanden i ca 18 år.

Jeg er lige for et par mdr siden blevet udredt og fået diagnose add, og gua, og er i gang med medicin optrapning som går fint.

Vores søn  A har vi kæmpet en kamp med og gør det stadig, vi har næsten altid vidst han ikke var ligesom andre børn.

Han var ca 1 mdr gammel, da vi snakkede om han ikke var som andre børn, men 1. gangs forælder og følsom osv.

Han har altid haft et temperment, der siger spar 2, og ville sove 15-20 min og vågen 3-4 timer inden han faldt til ro, da han var baby.

Da han blev et år, 2år. og skulle sove til nat om aftenen skreg han hver aften, når han kom i seng 3/4 timer også selvom vi var hos ham.

Og som baby ville han ikke sove i lift eller noget, han ville ligge mave mod mave, mest ved mor men også ved far en gang i mellem.

Han skreg fra kl 16 til ca 20-21 hver aften, hvor sundhedsplejersken havde sagt, at det ikke var kolik og det samme sagde lægen.

Han startede så i børnehave, da han blev 3 år.

Blev tit ringede til da børnehaven sagde han var syg, når man så kom for at hente ham, havde han krudt i enden og rendte rundt i fællesrummet.

En dag jeg hentede ham, havde han kastede sten på en rude i børnehaven, som var gået i stykker.

I førskole gruppe står der i papir derfra, at han kunne ikke side stille og skulle holde øje med hvad alle de andre lavede.

Hjemme kunne vi som forældre ikke styre ham, han slog, bed og hørte ikke efter.

Han startede i skole. mens B går i børnehave.

I skolen går det ikke så godt, vi får besked, og besked, at han ikke kommer ind til timer, tager æbler fra nabohuset, svare lærer igen, lim bord over og under.

B er bagefter med sprog og motorik, så børnehaven kontakter kommunen.

Hvor der blev lavet en paragraf på begge unger .

Vi forklarede problemet med A, og sagde vores mistanke, som vi også hele tiden havde forklaret egen læge.

De vuderede os til at være en velfungerende familie, som ikke kunne imødekomme/sætte grænser til A så vi kom i et forløb der hedder duå (Red: De Unge År).

Som var fint til B, men overhovedet ikke til A.

I mellemtiden flyttede vi til (by) hvilket også betød A flyttede skole. Det gik faktisk  rigtig godt i starten, men vi kunne ikke få A til at lave lektier, hvilke blev til diskussion og han slog, spakede råbte og ødelagde betræk på hans seng, det der er syet på og ikke kan skiftes.

Vi lavede aftale med skolen, at han læste i skolen resten hjemme, kunne stadig ikke få ham til det, han havde fået et kateter i skolen, hvorfor ved vi ikke.

Har en fornemmelse, men stadig ikke noget, Så blev jeg gravid med tvillinger og som er født for tidlig, blev ringet op af skolen, at A havde haft en kniv med i skole, som mor skulle have sagt ok til, hvilket ikke er sandt. A er god til at fortælle historier, som ikke passer, hvilket skolen er klar over.

Jeg gik til psyk i (by) pga min dep. da jeg blev gravid, hvor de underrettede kommunen, at de ikke mente jeg magtede opgaven.

Det sidste møde vi var til på duå, fik vi også en underretning og det var samme dag, vi var udskrevet med tvillinger, at de mistrives begge fik mad og gylpede og lilletrold fik et par timer efter og sov hele tiden.

Sommer.

B startede i skole

Fik en underretning på vold efter noget tid pga han havde et blåt øje. Fordi han var faldet i søvn på kontorstol og faldt ned.

Var stadig i kommunen og hvor vi blev nedgjort som dårlige forældre, at mor var retarderet, og at vi havde akut brug for hjælp, så fik en hjemmehosser i ca 2 år 2 gange i ugen.

Vores sag var stadig åben i kommunen.

Og den ene underretning efter den anden kom fra skolen på A pga vold.

Hvilkede vi ikke kendte noget til.

Dagplejen lavede underretning pga tvillingerne tit var syge.

A begyndte ikke at komme ind til timer, svarede lærerene igen, kom i slåskampe, pjækkede lavede ikke noget i timerne, sad og brugte pc, tlf hvor lærerene ikke sagde noget til.

Vi fik besked fra skolen næsten hver dag.

Og var til møde på møde med skolen, men hvor de sagde, der ikke var noget med ham, men alligevel havde han et kateter bord for sig selv og udeblev fra timer, som han skulle have hjælp til, men de ikke havde et problem med ham.

Og til sidst valgte vi som forældre selv at betale for en udredning, da vi fortalte skolen dette kunne skolen lave en ppr vurdering og ja vi har en klog dreng, når han kun er ham og en voksen + kakao og nogle nye opgaver der interesser drengen og ikke skoletimer.

Før sommerferien 16 fik A. 2 diagnoser som vi selv har betalt udredning for.

Og hvor der står, at han går i en skole, hvor han ikke trives, og der skal indsættes pædagogisk indsats, men kan blive genhenvist hvis nødvendig.

Egen læge har sendt henvisning på henvisning som er afvist.

Vi fik så underretning igen fra skole på vold.

Som der heller ikke var noget i.

Til sidst valgte vi, at vores store dreng skal flytte skole, idet vi ikke kan få ham i skole, og når så ringer han grædende han vil hjem.

Da skolen fik det at vide begynde de, at lave underretning på B for vold i stedet.

Så vi valgte, at de blev flyttede begge til ny skole.

Som endelig går fint for A. Han skal skubbes igang med opgaver og gemmer sig under hans cap.

Tvillingerne går i børnehave i (by), de skal ikke gå i skole på (skolenavn), så når der var 6 mdr inden de skulle i skole blev de flyttede.

I januar mdr fik vi underretning igen. Det var så børnehaven, at den mindste af tvillingerne havde sagt far slår mig og mor, mor skulle være kastede hen af gulvet, far skifter mig hårdt, 3 underretning hvor man kan se at ordene er lagt i munden.

Kommunen kom og snakkede med mor & far.

Som ikke kunne genkende noget til det.

Men at kommunen skrev mor virkede aggresiv. Jeg grad og gik i køkkenet .

Far blev politiandmeldt.

Politiet henlagde sagen.

Kommunen troede det var sket børn siger ikke sådan noget.

De har været ude og afhøre de ældste drenge, hvor de har sagt, at de jo skal sige hvis nogen bliver slået derhjemme både børn og voksne .

Og de vil hjælpe.

Ældste søn har ingen tiltro til kommunen ligesom os og vil ikke snakke med dem.

Hvor kommunen har sagt til os, at vi skal sige, at vi har et godt samarbejde og de er for at hjælpe.

Jeg vil ikke lyve for mine børn, så vi sagde ikke noget.

Skolen har skrevet til mig. De har sendt en note til kommunen, idet der er sket en ændring at vores ældste reagere meget på den med vold og han har brug for hjælp.

Kommunen betragtede det som en underretning og endnu engang må manden tag selvbetalt fridag, da de forventer han er med.

Efter møde og de store kommer hjem, tilter den store, da kommunen havde været på skolen igen, han sagde: "Jeg vil ikke være her mere, jeg vil dø. Hvorfor kan jeg ikke få medicin, som andre med adhd."

Jeg ringede akut til lægen, vi skulle komme nu

Sagde hvad det drejede sig om, idet han grad og grad. Lægen sagde: "Nu må de fandme holde op på kommunen".

Kommunen har vuderet, der skal paragraf 50 på de 3 andre børn + børnehuset, vi har altid sagt ja. .
Men her blev det et nej, idet der ikke har været vold.

Og hvis ja, så fortolker de, at det er sket.

Og skal have hjemmehosser igen akut 2 gange i ugen.

Har så ikke hørt fra dem 1 mdr .

I fredags kom en ny underretning på den mindste af tvillingerne, hvor det er sexuelt. Han og en dreng+ pige i børnehaven skulle have leget tisseleg i børnehaven, og nu er det en politianmeldelse på os begge.

Da den største af tvillinger legede numseleg i børnehaven sammen med en anden dreng, kom der ingen underretning .

Og at kommunen siger ældste søn ingen dianoser har pga han ikke får medicin.

Vi har som forældre valgt at betale igen for en udredning, idet vores søn har brug for hjælp og ikke trives.

Ham vi var ved, var rystet over, at vi er blevet afvist og vil godt lave en henvisning, for alt indikere på adhd, 3 dianoser og medicin,

Han fik så melatonin for han bedre at kan sove.

Vi betalte regning

Og nu venter vi på, at henvisning bliver sendt efter påske.

Tvillingerne starter i ny børnehave til den 1.

Hentede dem fredag og kommer ikke i (navn) børnehave.

Hvad bliver det næste.

Det eneste vi gerne vil og har og gøre er, at få hjælp til vores ældste søn.

Så han og vi som familie kan få en hverdag, der er tålelig.

Vi har ikke brug for at blive nedgjort som forældre, og at det er jer, for jeres søn er sådan han fejler ikke noget osv.

Vi har aktindsigt på alt hvor (navn) skole skriver tilbage i 2010 de ikke kan håntere A. Og der skal støttelærer på.

Vi kan ikke mere som forældre og er tæt på og opgive alt.

Vores forhold, er der ikke og hvor længe der går, inden det hele er slut ved vi ikke.

Har optaget den mindste, når han bliver skiftet, hvor han siger av. Viste kommunen det, når kan han finde på og sige det.

Har møde optagelser mm.


Med venlig hilsen

Der var alt og en fustrende familie.

Der prøver at hænge sammen.


UPDATE 22.04.2017
Møde med tilbagemelding på §50, endte med at forvaltningen ikke mener, at A har de diagnoser som der ligger udredninger på. Dermed sættes ikke målrettet støtte ind. Hvis ikke familien tager imod den "hjælp" forvaltningen vil sætte ind, vil forvaltningen indstille til tvangsanbringelse.



(Brevet er redigeret anonymt, A og B er tilfældigt udvalgt og har intet med deres navne at gøre)

Vi takker for modtagelsen og ønskser det bedste for familien, og håber at de får den rette støtte

Har du også lyst til at få din beretning på sitet, så kan du skrive til voresboernstrivsel@gmail.com

Arkiv

Følg vores Facebook
Følg vores Google Plus

NÅR FAGPERSONER HANDLER ONDT

Redaktion

Det vores familier ofte møder på kommunen er forråelse. Ondskab. Fagpersoner vil ofte påstå, at de gør det for barnets skyld, at de blot vil barnet det bedste, og derfor fx laver underretning. Underretning er i virkeligheden for, at gøre kommunen opmærksom på, at her kan være et behov for hjælp eller støtte til barnet selv eller hele familien. Desværre går det ret ofte galt på kommunen. Når det går galt i sagerne omkring vores børn med særlige behov, så starter det som regelen med uvidenhed, som derefter går over i bedrevidenhed og magtforskydning fra fagpersonales side.

Her er et dejlig oplæg af Dorthe Birkmose, som giver en øjenåbner for dem, som udøver denne adfærd.

DEL 1:

DEL 2:

Der findes også en bog, "Når gode mennesker handler ondt", du kan læse mere og købe den HER

PROPORTIONALITETS PRINCIPPET, BETYDER MINDST MULIG INDGRIBEN

- Redaktionen -

En af de ting som forværre og chikanere familier er, at hver gang der kommer en underretning til forvaltningen, begynder det hele at køre i ring. Det er som om, sagen starter forfra for hver gang. 

:(

Jeg forstår godt, at det går så galt i nogle kommuners B&U forvaltning, hvis de - som i nogle kommuner - har en politik om, at ALLE underretninger - uanset hvor tynde - åbenlyst forkerte eller useriøse de er (Læs: Chikane) - skal håndteres med opstart af sag, hjemmebesøg og samtaler med såvel forældre som børn - hver gang - også selvom det tidligere flere gange er afdækket og påvist at der ikke er hold i underretningerne.
Suk!!! Hvad blev der lige af proportionalitetsprincippet og den sunde fornuft?
Citat: Mette Valentin, Socialrådgiver 

De få men rædselsfulde sager med misrøgt, incest, og overgreb der har været i mediernes søgelys det seneste årti, har forværret retssikkerheden for resten af befolkningen, og de mange børn der lever i velfungerende familier. Deres restsikkerhed er ikke eksisterende mere. Selvfølgelig skal de børn der lever i dysfunktionelle familier findes og hjælpes, men det bør ikke være på bekostning af hele resten af befolkningen og deres børn. Sådan er virkeligheden nu.

AFSENDER OG MODTAGER AF EN UNDERRETNING HAR FORSKELLIGE FORVENTNINGER

_________________________________________________
Redaktion

Hvor går det galt for vores familier med børn der har særlige behov uanset om det er et barn med diagnose, eller et udelukkende særligt sensitivt barn?

Først starter det med, at pædagogen eller læreren ikke selv formår, at få barnet til at trives i deres timer. Det kan være svært for dem at se barnet rigtigt, især hvis man udelukkende bruger de såkaldt almindelige børn at spejle dem i. Straks er der "røde lamper" der ringer, og i stedet for at forsøge, at forstå dette barn eller spørge (og tror på) forældrene, så vælger mange at lave en underretning til kommunen. Underretninger er beregnet på, at fange familier der misrøgter deres børn. Ikke alle og enhver små bagateller, som de bare ser er anderledes end flertallet. Men sådan bruges de i praksis. Du skal ikke have afleveret dit barn med umage sokker, en for ens madpakke, for lidt tøj på, for meget tøj på, for slidte sko, der er dejlige at gå i, osv osv osv. alt for mange gange. Vores sensible børn elsker ofte slidt, blødt, brugt og til-gået tøj og sko. Det handler ikke om misrøgt, men for mange anderledes for dem mærkelige ting, ender ofte i underretninger på bagateller. 

På kommunen modtages en underretning med øjne, der siger misrøgt inden de har mødt familien overhovedet. De har kun pædagogens eller lærerens syn og forklaring, og der er gerne lagt lidt drama på. Alene ordet "bekymring", og den går helt galt.  Sagsbehandler forventer, at institution eller skole, selv har forsøgt alle muligheder for samarbejde med forældrene, hvilket ofte ikke er tilfældet. Altså må det pr. automatik være familien der ikke ønsker et samarbejde. Herfra går det i konflikt med kommunen og familien. Familien kan være vred over de overhovedet er havnet i denne situation, uden forsøg på samarbejde fra underretters side. Mange forældre med børn med særlige behov "skriger" efter samarbejde i både børnehave og skoler, uden at få det! De har ofte været gennem lange forløb af afmagt der, hvor de har deres barn i dagligdagen. Nu kan de så blive "kørt over" af kommunen. 

Sager der burde udløse støtte til børnene og deres familier, ender nu med §50 i stedet, for at afdække hele familiens behov og ressourcer.  MEN der er stor forskel på hvordan den udføres. Nogle bliver lavet med forskellige faggrupper ind over, observationer i institution og hjem, samspil mellem forældre og barnet, psykologer mm. Andre igen laves udelukkende af en sagsbehandler, der har set sig sur på familien, især mor er i skudlinjen. Især enlige mødre er i farezonen. De kan sidde og lave det værste makværk af en §50, bagom ryggen på familien, uden at få andre øjne på, uden relevante faggrupper eller uvildige øjne. Uden at have mødt familien inden den igangsættes. Det sidst må kun bruges i særlige grove tilfælde, hvor der skønnes overgreb, vold og misbrug. De laves dog uden familierne er informeret, selvom der intet sted er nævnt bekymring af den kaliber i underretningen.

Disse meget forskellige udførte §50, skal udløse rette hjælp, men inden der foreligger et resultat er kommune og familier allerede på kollisionskurs. Børnene er i klemme. Hvilket igen kun gøres til familiernes skyld.

Jeg er så glad for, at der nu også er socialrådgivere, som tør skrive om, hvordan sagerne har taget en helt forkert drejning.

En af dem er Mette Valentin, som helt klart er værd at følge, og lige netop det her problem, beskriver hun her her på sin blog.

Jeg er på ingen måde imod anbringelser, men det skal være de rigtige børn, der skal være en fair og faglig undersøgelse, det skal være sidste udvej og man skal behandle både børn og familier med respekt. - og så skal det være til bedre steder, end der man tog dem fra.

Det sker ikke idag!

CASE 3

_________________________________________________
Cases

Her er vores Historie.

Vi har en dreng på 7 år, som har helt særlige behov, (han er igang med udredning ) i 2014 henvender vi til Familieværkstedet, da vores dreng som går i 0-klasse på det tidspunkt, har meget svært ved at rette sig efter hvad lærerne siger til ham i timerne, han mener det kun er far og mor der bestemmer, vi får en masse gode råd over 6 gange, men det er ikke nok, det bliver kun være og være i skolen, da han starter i 1. klasse går det helt galt, han stikker af fra skolen, begynder at slå og sparke på lærerene og fortæller at han ikke vil leve mere, dette gør at klasselæren sender en indberetning til kommunen og det sker ca 3 gange , en skønne dag i efterårsferien 2015 oplever jeg (moren) for første gang den dreng de oplever i skolen, han slår og sparker både mig og lillebroren (faren er på arbejde) da kontakter jeg psykiatrien og der kommer 2 ud og hjælper og det går rimelig godt, min søn starter i skolen igen efter ferien, mandagen går rigtig skidt og læreren sender igen en indberetning og 3 dage efter ringer psykiatrien og fortæller at vores søn skal akut indlægges i Odense psykiatrisk-afdeling til observation, mig og min søn er der i to og en halv uge og allerede efter 2 dage reagerer min dreng voldsom og 2-3 sygeplejersker holder ham fastspændt dette sker ca 2-3 gange om dagen i de 2 og en halv uge vi er der, hvilket er noget af det mest modbydlig jeg nogensinde har oplevet og det ødelagde fuldstændig min søn, vi bliver pludselig udskrevet, de siger at intet er galt med vores søn, men efterfølgende siger Odense psykriatrisk afdeling at jeg selv har bedt om at udskrive ham og de vil ikke give os en beskrivelse af opholdet.

Vi henvender os til Familierådgivning og de sender en Hjemmekonsulent hjem til os, som kommer 2 gange om dagen, men desværre bliver min søn ved med at slå og sparke mig og det er meget voldsomt, en dag blir der besluttet at han skal frivilligt anbringes på en institution, men kun i 2-3 måneder til han var kommet ud af den onde cirkel, nu har han været der i snart 5 måneder, jeg 'arbejder' med ham 2 dage i ugen på institutionen og han kommer hjem hver weekend, som fungere rigtig godt, han er naturligvis rigtig ked af det når han skal tilbage til institutionen søndag aften.

Han er begyndt at kommer over på sin skole igen i en klasse for sig selv, men for 3 uger siden begynder det at gå tilbage for ham, og nu må han kun komme hjem til os fra fredag til lørdag aften for institutionen mener at han er meget ved siden af sig selv når han har været hjemme på weekend, vi er så bange og så frustreret og aner ikke hvad vi skal gøre mere, vi skal til et akutmøde og vi mangler en der kan tale vores sag.

Mvh. En meget ulykkelig familie.

CASE 1.3

_________________________________________________
Cases

UNDERRETNING PÅ OSCAR'S GRIMME SPROG - DEL 3

REDAKTION/CASES

Det er altid dejligt, at få nogle tilbage meldinger på sager, som jeg har kendskab til, eller har været rådgiver på. Her er det Oscar's mor, som giver en tilbage melding efter ca. 2 år.

Tak for den :-)

Jeg læste lige dit indlæg, og tænkte jeg lige ville skrive en opdatering i vores sag som du tidligere har skrevet om på din blog. Har du fået den tidligere så beklager jeg, men hele den periode og nogen tid efter er stadig kaotisk at tænke tilbage på.

Min mor kontaktede dig for nogle få år siden ang min søn som var på en specialskole da de havde indberettet mig til kommunen da de mente min søn ikke var i trivsel i hjemmet bla fordi han imens han gik på skolen havde udviklet et grimt sprog. Hele sagen kørte løs derud af og ja vi stod pludselig med en kommune der begyndte at snakke om at hans problemer var pga mig og der skulle kigges på om hvor vidt han skulle være i min varetægt.
Vi valgte at flytte til en anden kommune for at finde en ny skole. Den gamle kommune indberettede os så til den nye kommune. Den gamle kommune havde så flere gange i indberetningen pyntet meget på sagen og kom med en masse påstande som jeg dog kunne dokumentere ikke var sande.

Resultatet er blevet at den nye kommune har lukket sagen helt og aldeles og deres konklusion af sagen er at min søns manglende trivsel den gang kom pga en skole der ikke kunne skabe trivsel hos ham og problemet aldrig har været i hjemmet. Han trives utrolig godt i den nye skole han går på og eneste lille redskab der er i brug er at de giver han lov til at få et lille pusterum hvis det lige bliver lidt for meget. Så lille en ting har vendt hele hans skolegang fra at være et helvede til at blive en succes.

Så vi vandt sagen efter en lang hård kamp :-)

CASE 1.2

_________________________________

Cases

UNDERRETNING PÅ OSCAR'S GRIMME SPROG - DEL 2

Da sagen startede i tidernes morgen, satte vi også privat sagsbehandler på, da det ikke var til at holde og hale i. Pædagogen på skolen løj, sagsbehandler løj og ville lave en paragraf 50, men kunne ikke fortælle hvorfor. Sagsbehandler sagde tydeligt, at hun ikke kunne finde noget på Oscar, men så måtte hun jo så finde et problem ved mor, der kunne forklare Oscars grimme sprog og udadreagerende adfærd i skole. Vi ankede denne beslutning til den sociale ankestyrelse. Har nu fået beslutningen derfra. De fastholder, der skal laves en paragraf 50 undersøgelse, med den begrundelse, at "Gammel" kommune har oplyst, at han ikke har modtaget undervisning siden dec. 2013. Han har fået undervisning. Han er blevet undervist hjemme frem til sommerferien 2014. Undervisningen blev fulgt og godkendt af tidligere skoleleder og børnepsykolog. Sagsbehandler havde oplyst, at der kun var dette ene tilbud i kommunen. Maj/juni bliver vi oplyst af PPR, at dette ikke passer. Der er 2-3 andre tilbud. Ydermere var PPR ikke informeret om hjemmeundevisningen. De blev rasende over at høre om forløbet. Dels havde de betalt for en fuld plads og normal procedure er så , at en lærer vil komme hjem og undervise udfra et aftalt timetal. Dette tilbud havde de så ikke lige fået. Som sagt startede han så friskole efter sommerferien. Her fungere det og han er ikke bagud fagligt og har ikke brug for ekstra hjælp. Dette tænker jeg, han ville have behov, hvis han IKKE havde fået undervisning. Sagsbehandler har helt konsekvent ikke ville modtage skrivelser der taler for sagen. Men brugte rigtig meget tid på, at indhente oplysninger der bakkede hende op. Bad bl.a skole om en udtalelse, efter underretningen var modtaget og hvor der var afholdt fællesmøde. Et møde hvor jeg påpegede, at jeg aldrig i mine 25 år som pædagog, havde oplevet så dårligt stykke pædagogisk arbejde. I denne udtalelse kommer de med en masse påstande, som er direkte løgn, men guf for sagsbehandler. Det rammer mit pædagoghjerte, at man som fagperson ikke vil vedkende sig, at man har misforstået en situation, at man ikke vil vedkende sig, at man ikke har erfaring med sensitive og måske derfor har brugt en forkert pædagogisk tilgang/metode. Nej nu vil man have ret om det så skal betyde, at man kommer med direkte løgnhistorier, om en helt uskyldig dreng, som bare reagere på omgivelserne og rammerne i skolen........ja det gør mig sgu gal. At man så fra ny kommune vælger at lægge hårdt ud og ikke overholder reglerne, så bliver jeg sgu gråhåret. Man kunne jo starte med en samtale med moder først og så starte derfra. Men nu har sagsbehandler alle de positive akter til sagen og afventer så videre forløb herfra. Men for helvede det slider og Oscar læser bare alt, selvom vi ikke snakker om det, i hans nærvær. Nu skal det bare slutte, så alt kan vende tilbage til normalen.

CASE 1

_________________________________

Cases

UNDERRETNING AF OSCAR'S GRIMME SPROG - DEL 1

Historien om en signalstærk og sensitiv drengs første 2 skoleår.

Sommeren i 2012 skal Oscar starte i bh.kl. Skolen er en lille skole og de skal kun være 16 elever i klasse. Dejligt med en lille klasse, da han har svært ved at rumme mange på en gang.

Inden skolestart har der været møde med skole og sfo, hvor Oscar er blevet beskrevet, samt hvordan han kan reagerer hvis han bliver overstimuleret. Skolen ser det ikke som noget problem, da de tidligere har erfaring med sensitive. Så det lyder jo lovende.

Det går også de første mdr. han er glad for at gå i skole, men hans sensitive side dukker mere og mere op. Han har en fantastisk klasselære, som er god til læse ham og aflede ham, så det er kun enkelte store episoder, hvor han bliver meget grim i hans mund, samt udadreagerende, men der er et godt samarbejde mellem skole og hjem.

Der sker så dette, at hans far, som han havde fået kontakt til igen i sommeren, svigter Oscar total og kontaktet må igen afbrydes. Oscar bliver naturligvis ked af det, men siger samtidig, at det er godt, for så skal jeg ikke have ondt i maven og være ked af det pga. af ham, men går igennem en periode med sorg over at have mistet den far, han endelig havde fået kontakt til igen.

Oven i det, så skal hans klasselærer på barsel, hende han var så glad for og gav ham tryghed. Den bygning de havde klasselokale og sfo skulle rives ned. Så nu skulle klassen flyttes i en barak, sfo var et stor kaos og ny klasselærer. Dette betød at Oscar bliver mere og grim i hans sprog ( sikker tegn på, at han er ved at blive overstimuleret). Denne nye klasselærer er ikke lydhør og er utryg ved Oscar, som igen skaber en utryghed hos Oscar. Dette betyder, at Oscar bliver trukket mere og mere ud af undervisningen. Skolen prøver forskellige tiltag, uden held. Så fra omkring juletid og frem til maj, deltager han stort set ikke i undervisning, men er sammen med en pædagogstuderende, som han er glad og tryg ved eller han sidder oppe på sfo- lederens kontor og får lidt undervisning der.

Kort før lærerenes lockout, skal Oskar flytte, da de ikke kan blive boende hvor de bor. Dette bliver meddelt skolen, samtidig bliver skolen oplyst, at man ikke vil flytte længere væk at der , end han kunne blive på skolen (dette for at der ikke skulle være et skoleskifte oveni), men det kunne være at det blev i nabokommunen. Dette var ikke noget problem oplyste skolen, der skulle blot udfyldes nogle papirer.

Lockouten slutter og det er atter tid til at starte i skole. Oscar er i mellemtiden flyttet til Ny kommune og dette bliver meddelt skolen, så papirerne kan blive bragt i orden. Der går så en lille uges tid og skolen meddeler så, at de ikke kan rumme Oscar mere og nu er de jo heller ikke forpligtet, da han er flyttet til en anden kommune. Der bliver afholdt et møde, hvor der bliver aftalt at Oscar kan blive gående, indtil der bliver fundet et egnet specialtilbud, også selvom dette vil tage tid og han skulle starte op i 1 klasse. Så langt, så godt.

Efter yderligere et par dage, bliver der igen indkaldt til møde, dette møde skulle afholdes på den folkeskole, hvor Oscar hørte til. Her ville man, at han skulle starte op i en 1 klasse med 26 elever, man vil så observere hvordan det gik og herefter indstille ham til en OBS klasse. Dette tilbud blev der sagt NEJ til, da han jo ikke engang kunne trives i en klasse med 16 elever. Der blev holdt fast ved, at det skulle være det rigtige tilbud første gang.

Dette til kom så, sidste dag før sommerferien. Han skulle starte i Heldagsskole efter sommerferie i Ny kommune. De var elever i klassen og 3-4 lærer, så det så jo lovende ud.

Ved skolestart bliver skole informeret om tegn på overstimulering, de bliver oplyst at han har brug for time out. Man skal ikke gå i dialog med ham, når han er overstimuleret, men vente til han var faldet ned igen. Der var lagt op til et tæt samarbejde fra hjemmets side og der blev holdt en del møder. Skolen meddeler samtidig, at man altid kontakter familier og at man aldrig handler bagom ryggen på familien.

Oscar begynder kort tid efter skolestart at klage over ondt i maven. Han vågner ofte med feber, samtidig er han begyndt at lave overspringshandlinger, en adfærd der ikke tidligere er set. Samtidig begynder han at få et meget seksualiseret sprog. Et sprog han ikke har hjemmefra. Når man spørger hvor han har dette sprog fra, fortæller han, at det er fra en han går i klasse med. Denne dreng havde også vist Oscar, i skoletiden, hvordan man kunne søge efter side 9 piger på internettet….de er 7 år.

Kort før jul bliver der igen indkaldt til møde, da de er bekymret for hans grimme sprog og udadreagerende adfærd. Det bliver aftalt at de vil få skolepsykologen på. Det bliver samtidig oplyst, at det er fordi, at han er overstimuleret og har brug for timeout, men skolen mener, han skal lære at blive i konflikten, hvilket ikke føre nogen vegne…..tværtimod, så fylder man blot mere brænde på bålet.

Tiden går og det er jul og juleferie. Skolen starter op igen og der går 5 dage, så ligger der post i den digitale postkasse. Åbner brevet, i den tro, at det handler om den psykologsamtale, der var blevet aftalt tidligere……..men NEJ, det var fra B&U, som havde modtaget en underretning fra skole. B&U bliver kontaktet, men de vil ikke oplyse, hvad underretningen går ud på, det må vente til næste uge, hvor de kommer på hjemmebesøg. Skolen bliver kontaktet og det lykkedes at få en kopi af den. Underretningen er skrevet i dialogform mellem Oscar og en pædagog. Af den fremgår det tydeligt, at pædagogen, selv har optrappet en konflikt og ikke stopper, men bliver ved med at kaste brænde på bålet. Det ender med at Oscar bruger ordet pikslikker til pædagogen. Pædagogen vil nu vide om Oscar ved hvad det betyder. Han oplyser, at det, ved hun da selv. Dette gør hun ikke og da han så fortæller hvad det betyder, spørger hun om der er nogen der har gjort dette ved ham, dette mens der står en kammerat ved siden af. Hun bliver ved med at lægge ordene i munden på ham, han oplyser også, at han har set sin mor nøgen. I underretning, som sagt, er skrevet i dialogform, fremgår det ikke hvad hun er bekymret for. Skoleinspektør beklager at den er sendt afsted, men det er sket uden, at den har været omkring hans skrivebord. Han vil gerne trække den tilbage, men det kan den ikke.

Første møde med sagsbehandler bliver afholdt, hun oplyser hvorfor hun er der og underretningen bliver gennemgået. Sagsbehandler bliver oplyst at det ligesom fremgår mellem linjerne, at pædagogen mistænker at Oscar bliver seksuelt forurettet. Dette benægter sagsbehandler, men man er bekymret for hans seksualiseret sprog og udadreagerende adfærd. Sagsbehandler bliver oplyst om Oscars ændrede adfærd siden skolestart, mavepine, feber og tvangshandlinger. At der ikke er nogen problemer hjemme, da hverdagen er indrettet efter, at han er sensitiv, men hvis man læser ham rigtig og han får timeout, så kan man komme rigtig langt med ham. Han er glad dreng, hvis man bare forstår ham.

Det bliver aftalt, at der skal afholdes et møde med skole, pædagog og sagsbehandler, så Oscar kunne komme i skole igen, dette havde han nemlig ikke været siden dette blev sat i værk, tilliden var forsvundet. Oscar mor oplyser hvordan hun har det med underretningen. Hun føler sig dolket i ryggen af skolen, som havde oplyst ved skolestart, at man spillede man med åbne kort. Samtidig oplyser hun, at den underretning der er blevet indsendt ligesom vil fortælle, at Oscar bliver seksuelt misbrugt og det har hun det rigtig skidt med og føler at det er et overgreb rettet mod hende. Dette får pædagogen til at vende øjne og ryste på hovedet. Dette bliver påtalt overfor pædagogen, at hun ikke kan tillade, da det er sådan Oscar’s mor føler. Dette får pædagogen til at rejse sig og forlade lokalet, med ordene: dette vil jeg ikke være en del af.

Det lykkedes ikke at finde frem til et nyt samarbejde, så det bliver besluttet at Oscar indtil videre bliver undervist hjemme.

Sagsbehandler kommer endnu på hjemmesøg og skal denne gang have en snak med Oscar. Hun er nu meget interesseret i, at høre hvad han laver hjemme hos hans mormor og morfar. Dette fortæller han. Han fortæller også, at han er rigtig glad for at komme der. Han fortæller om en leg han og morfar har om morgenen inden morgenrutiner går i gang. En meget uskyldig leg, som forgår for åbne døre.

Sagsbehandler vil nu have agtindsigt, fra deres gamle kommune, da Oscar havde støtte i børnehave pga. sin sensitive side. Dette får hun, men de opfylder åbenbart ikke det hun søger. Hun søger også oplysninger på Oscar’s mor, som hun IKKE har fået tilladelse til. Hun forlanger ligeledes at Oscar skal til skolepsykologen. Dette gør familien og han har kun rosende ord overfor den måde Oscars mor har skabt tryghed og struktur i hjemmet, som gør at Oscar trives. Men at det også fremgår, at han ikke trives i skolen, han bliver stresset. (efter han ikke har været på skolen er hans mavepine, feberdage og oversprinshandliger forsvundet igen.) Da skolepsykologen ikke havde nogen bekymret for Oscar i hjemmet, ville sagsbehandler ikke bruge hans udtalelse. Man vil nu lave en paragraf 50 undersøgelse, for dette måtte være hjemmet og ikke skole den var gal i, men sagsbehandlinger vil ikke komme med nogen yderligere forklaring.

Sagen er du der, hvor man som familie i en presset situation, ikke kan finde hoved og hale i noget som helst. Så vi sætter en privat sagsbehandler på sagen. Der bliver bedt om agtindsigt. Vi får tilsendt sagen. Heri fremgår det tydeligt at pædagogen havde en mistanke om seksuelt misbrug, hvilket sagsbehandler havde benægtet op til flere gange. At det var morfar der var under mistanke, en morfar Oscar forguder og ser op til. Mistanken var opstået fordi morfar havde kysset Oscar farvel oppe ved skolen, samtidig med det grimme seksualiseret sprog, som Oscar selv fortalte kom fra. Det skal lige siges at hverken skole eller sagsbehandler har handlet på mistanke, ved at melde det til politiet. Den private rådgiver gennemgår sagen og der er ikke noget i sagen, der skulle udløse en paragraf 50 undersøgelse. Dette bliver nægtet og der bliver samtidig sendt en klage til den sociale ankestyrelse……den er ikke afgjort endnu.

Der bliver bedt om en ny sagsbehandler, da alt fremtidig samarbejde ikke er muligt, med en sagsbehandler der lyver en direkte op i hovedet. Samtidig er det frustrerende, at alt det der taler for, at familien fungere i hjemmet, det vil man ikke bruge, men man bliver ved at køre hårdt på familien, så hvis familie ikke lå ned i forvejen, så kunne det meget let komme til det, for sagsbehandler har kørt hårdt på. Der er blevet klaget til chefen i B&U, men han holdt hånden over sin ansat.

Der er ikke blevet gennemført nogen paragraf 50 undersøgelse, selvom kommunen havde indstillet til det, denne skulle være gennemført i start juli senest. Der har ikke været nogen kontakt fra kommunen siden midt april, så det vides ikke om sagen er afsluttet eller hvad. Ledelse er blevet fjernet fra skolen i slutningen af skoleåret, da der var for mange børn der mistrives og skolen havde vist kørt meget alternativt……tror da fanden at drengen ikke trives.

Han blev hjemmeundervist i et ½ år. Familien er flyttet fra kommunen. Oscar er startet på en lille friskole og for første gang i de 2 år han har gået i skole, syntes han det er hyggeligt……..vi håber at 3 gang er lykkens gang………..men det har været en hård tid.

Det sidste vi mangler i dette forløb, er en udredning der er under udarbejdelse, så skolen kan få helt konkrete redskaber at arbejde efter…….men skolen er heldigvis positive og det er aftalt, at de hellere ringer 17 gange for meget, end en gang for lidt.

Så det korte i denne historie handler om, en kommune, som man tror, er til for at hjælpe, kører en hetz på familien. Man vil ikke anderkende, at det er i skolen der er et problem, til trods for psykologudtalelse. Man vil ikke anderkende tidligere papir, hvori det fremgår, at Oscar har en mor der er god til at læse ham og sætte nogen rammer i hjemmet, så han fungere i hjemmet med de problematikker der følger en signalstærk og sensitiv dreng…….det har været et hårdt psykisk forløb for alle, men det lykkedes ikke at få familien ned at ligge, så nu prøver vi at se fremad igen.

Slutteligt kan jeg fortælle, at hvis Oscar er i nogle omgivelser, der ser og forstår ham, så er han en dreng med megen kærlighed, masser af empati, er socialt anlagt inden for de rammer han kan klare. Han er rigtig god til at sætte ord på sine følelser, er god til at trække sig, når det bliver for meget og vil rigtig gerne snakke om det der har været svært, bare man venter til han selv er klar til det og der er han som oftest efter 5-10 min.

Oscar’ mormor 

(Oscar's mormor har tilladelse af Oscar's mor til at dele historien. - Navnet ændret)

UNDERRETNING

Mor til 4

Underetning. Grundet diagnose var vi i kontakt med børnepsyk. Skoleforløbet gav fra dag 1 udfordringer, da sønnike havde stor modstand på den. De fleste morgener var svære, han ville ikke afsted. Det blev lidt bedre i løbet af 0 klasse, og da vi nåede foråret 2012, følte jeg mig klar til at kunne komme på arbejdsmarkedet igen. Jeg havde været på fuld TAF fra marts 2011 til maj 2012. I september startede jeg som privat dagplejer men ude sammen med en kollega. Jeg fik strikket en god aftale sammen, så jeg selv kunne aflevere sønnike i skole, også kunne far tage imod ham når han kom hjem. Allerede i december begyndte det at blive svært at få sønnike afsted om morgenen, og det gav frygtelig mange konflikter og raserier. Fra januar og frem til marts fik accelererede det, og han kom kun sjældent i skole. Jeg blev af andre opfordret til at få lavet en paragraf 50, for så kunne vi få belyst hvilken hjælp vi som familie havde brug for. Det bad jeg socialrådgiveren om at sætte i værk. Første møde var 2/5, der havde sønnike ikke været i skole siden lockouten, og vores familie var MEGET slidt pga mange og voldsomme konflikter. Jeg bad børnepsyk om hjælp/vejledning. I juni var vi til møde på børnepsyk, hvor psykiateren skulle tale med sønnike. Hold nu op sikken en grusom oplevelse. Hun havde ingen situationsfornemmelse overhovedet, og sønnike endte med at forlade lokalet, grundet det pres hun lagde på ham verbalt. Jeg blev bedt om at hente ham, hvilket jeg gjorde velvidende at han ville blive rasende! Jeg kom retur med ham, og ja han var vred og slog efter mig mm, væmmelig oplevelse. Mødet blev hurtigt afsluttet og far og sønnike gik ud mod bilen. Psykiateren kunne fra sit vindue se, hvor vred sønnike var og hvor voldsom han reagerede overfor sin far. Hun kom ud til mig i venteværelset, og sagde vældig alvorligt at det hun havde set, gjorde at hun var nød til at lave en akut underretning. Egentlig så hun som den bedste løsning at sønnike skulle væk fra hjemmet, da det tit kunne være en god løsning. Der væltede min verden! Jeg gik i chok. Vi kørte hjem, og jeg blev ved en tilfældighed ringet op af en medarbejder fra dagbehandlingen, som vi havde ventet svar fra siden maj med henblik på noget samtale. Jeg fortalte hende hvad vi netop var blevet udsat for, og hun var rystet, men samtidig fik hun mig også beroliget. Ingen tager jeres barn det lovede hun mig. Nå men den underretning kunne måske alligevel bruges tænkte jeg efter nogen tid, da det da måtte kunne sætte skub i kommunen og vores paragraf 50. Hm.... December 2013 var paragraf 50 færdig. Det udløste samtaler i dagbehandlingen og intet andet!sommeren 2014 valgte vi i overensstemmelse med dagbehandlingen at de ikke havde mere at byde ind med. Og vi er i dag ude af både psyk og dagbehandlingen. Desværre mener jeg ikke at nogen af instanserne har kunnet give os noget som helst. Det vores søn havde brug for og det der fik ham på rette køl, var et skoleskift til vores lille lokale skole i stedet for specialcenter, samt at havde sin mor hjemme. Så det med at indberetninger og underetningen kan gøre en positiv forskel, det er desværre ikke min oplevelse.

STEMPLET

Mamma

I dag gik jeg og tænkte. Igen.... 







Tænkte over de procedure der er med en underretning, og hvor lidt af det der overholdes. Ser vi bort fra, hvad og hvordan den skal indgives, så er der jo lige det punkt der siger, at underretter skal have at vide, om deres underretning udløse hjælp eller foranstaltninger, som underretter mente nødvendigt.

Endnu har jeg ikke hørt om ene eneste fagperson, som har underrettet en familie til kommunen, om at de har modtaget en tilbagemelding på om der var hold i deres antagelser.

Hvad gør det med en familie? De bliver for det første aldrig renset, og ofte fortsætter barnet jo i de omgivelser, hvor der stadig snakkes om "den forfærdelige familie". Der skal fortsat samarbejdes, noget der i mange tilfælde var håbløst i forvejen, det er jo netop årsagen til at familien blev anmeldt i første omgang.

Jeg gik og tænkte på vores egen sag. Læreren der vender ryggen til hver gang, vi støder ind i hinanden. Jeg tænker hver gang på, hvis man nu havde en bekymring, ville det så ikke være nærliggende, at spørge til, om underretningen gik som de (forhåbentlig) forventede. Nemlig en støtte. Er man slet ikke interesseret i, hvordan det går familien? Barnet? Jeg forstår det simpelthen ikke. Lærere der har underrettet virker flove og konfliktsky. For mig virker det som om, at de har haft en skjult agenda, at det aldrig var deres hensigt at hjælpe. Deres hensigt var at tryne en forældre de ikke brød sig om. De brugte magt. 

Når jeg så ønsker at de fik en tilbagemelding fra kommunen, kan jeg godt se, at det ikke ville blive meget bedre. For de lukkede jo netop ikke sagen, som de burde have gjort. De kørte en ulovlig §50 bag ryggen, som udløste "støtte" i hjemmet. Reelt handlede det ikke om støtte, - men overvågning.

Ville kommunen så sende en tilbagemelding til skolen, ville den lyde: Der blev handlet på den og via en børne faglig undersøgelse er der nu sat støtte på i hjemmet.

Hmmm, sådan en tilbagemelding ville jo give læreren og skolen ret! De ville kunne bryste sig af at have set rigtigt, at have hjulpet en familie og et barn i nød eller fare. Jeps puds lige glorien!!! For det er jo netop ikke det der skete.

Vi blev udsat for først en underretning, der ikke var indgivet korrekt. Vi blev smidt ud i en total vanvittig sag med en §50 kørt bag ryggen på os. Udført af en sagsbehandler alene, inden hun overhovedet havde mødt hverken mig eller familien. Vi er aldrig blevet observeret sammen, aldrig talt med en psykolog. Men denne rædsel af en kvaksalver rapport ligger til grund for mange års magtmisbrug fremadrettet. Vi blev udsat for magtmisbrug af værste skuffe. Den udløste absolut ingen støtte, men fortsat overvågning nu på 4. år Imens skal jeg få mit barn til at fungere upåklageligt (sådan meget bedre end andre familier). Hele familien køres ud i sygdom, tristhed, opgivenhed, men værst af alt, at mit barn føler sig skyldig i hele misæren.

"Tak" elendige fagfolk, for at smadre mit barns barndom, og vores liv.

Vores liv er sat på stand by, indtil denne sag lukkes og arkiveres. Problemet er bare, at alt det forkerte der står i sagen nu er blevet til virkelighed. Uanset hvor forkerte oplysningerne er, kan de ikke slettes eller ændres. 

Vores familie er for evigt STEMPLET.