torsdag den 24. marts 2016

DER VAR ENGANG

Mamma

Der var engang, hvor en undskyldning havde været nok, - Engang for efterhånden længe siden!

Forleden skrev en Facebook ven, at hun var flyttet for et år siden, og jeg følte det som et slag. Et år!?! Vi har følt vi druknede, hver eneste dag. Et år!?

Det kan simpelthen ikke passe.

Forfejlet inklusion har gjort, at vores sag har kørt i efterhånden 5 år. 5 lange og opslidende år, uden nogen som helst former for støtte. Skolen sejler derudaf, og mit barn forsøger at overleve ligesom resten af familien gør. Hverdagen passes, penge skal ind, men alle vores minutter er med dette i tankerne. Det sidste vi tænker på inden vi sover, det første vi tænker på om morgenen. Det vi tænker på mens vi spiser, mens vi arbejder, og mens vi leger med vores børn.

Der var engang jeg sagde til dem som spurgte, "Jeg får ikke fred før denne sag er lukket, og jeg modtager en undskyldning. Senere blev det til en stor undskyldning. Nu er en undskyldning ikke nok!

Hvordan skal vi dog kunne gøre noget rigtigt for vores barn, når vi ikke tages med på råd? Beslutninger tages hen over hovedet på os, og ingen tager sig af, hvad vores barn selv fortæller.
5 år af vores liv ødelagt af fagpersoner, som ikke ved hvad de laver. Vores barn har så mange skader af forkert behandling, og man mener stadig det hele drejer sig om os. Hvor er det hele dog langt ude!

Vi har haft  hos'er på, den ene værre end den anden. Jeg læste om en der havde haft 4 som kun gjorde det værre, og jeg må indrømme, at vi bestemt heller ikke har haft gavn af vores. Tværtimod!

Nu er vores sag så rodet og fejlbehæftet, at det virker håbløst nogen sinde, at få nogen til at se den rigtigt. 

Nu er en undskyldning ikke nok.

Vi vil have retfærdighed. Vi vil have, at de skal stå til ansvar for vores spildte år. Vi vil have dem straffet for alle de lovbrud, som de har påført sagen gennem alle årene. Vi har levet med trusler om anbringelse i årevis. Vi har aldrig modtaget den hjælp vores barn har både brug for og krav på.

Vi har levet med så mange krænkelser og nedværdigelse, at de færreste kan forestille sig det. Det eneste vi har "gjort galt" er, at vi fik et barn udenfor kassens rammer. - Et skønt barn, med mange forcer, man man kigger kun efter fejl og mangler. Det gør virkelig ondt!

Danmark! Danmark! Danmark!



tirsdag den 22. marts 2016

ETISK KODEKS EFTERLYSES I SAMARBEJDET MELLEM MENNESKER OG SOCIAL- OG SUNDHEDSVÆSENET

_________________________________________________
Redaktion

Velfærdssystemet glemmer de mennesker - børn, unge, forældre - som det hele handler om, når der skal ydes hjælp. Børne- og Ungdomspsykiater efterlyser et kodeks, der forstærker en ny vej med inddragelse, dialog og åbenhed.
Risikoen for at vi kommer til at agere som om vi er magtfuldkomne er enorm, når vi sætter et system op, hvor barn og forældre ikke har magten til at være med til at definere hvad problemet er og beslutte hvad der skal ske.

Magtesløsheden



Magtesløsheden er stor i vores familier, der har børn med særlige behov. Familier der har råbt på forståelse, hjælp og samarbejde, uden held. De som skal hjælpe os, virker i stedet for interesserede langt mere magtfulde/syge. Der er hurtige en fornemmelse af dem og os. Systemet og forældrene. De små imod Goliat. - For hvem lytter overhovedet til det som hovedpersonerne mener. Hvor ligger deres forcer, hvor ligger deres udfordringer. - I følge dem selv, og ikke udefra andres øjne, (der ikke selv lever i det) i div. undersøgelser af evner og mangel på samme. Undersøgelser såsom §50 og Forældre Kompetance Undersøgelse (FKU).

Hvorfor ikke starte op med, at lytte til de som det hele handler om. HVAD de magter. HVAD de selv ønsker hjælp til. For ofte er det små ting, der ville gøre den store forskel, og så blev det slet ikke nødvendigt med, hverken undersøgelser eller dyre løsninger, som for familierne ofte bliver en belastning i stedet for hjælp.

"Jeg kan ikke forstå hvordan mennesker der aldrig har mødt mig eller min mor kan bestemme hvordan det er." 
Således sagde en pige, der stod til at blive tvangsfjernet fra sin mor. 
Hun oplevede, at de voksne aldrig spurgte hende hvad hun oplevede, og at dem der talte med hendes mor ikke ville tro på moderen. 
Flere og flere familier oplever at kommunen ikke vil acceptere den diagnose barnet har fået i børnepsykiatrien. De siger bare, at de ikke ser de problemer i skolen, som forældrene beskriver derhjemme, hvorefter de beslutter, at det er forældrene der er noget galt med. Så behøver de ikke at give barnet et specialskoletilbud.

Inklusion er noget vi taler rigtig meget om, men gør så lidt ved. Hvem siger egentlig, at inklusion er det bedste for barnet? Det kunne jo være, at barnet ville spejle sig bedre i nogle af sine egne, og dermed ikke få udpenslet, hvor forskelligt det er fra normen, eller hvor lidt det magter i forhold til andre børn. Det giver i nogle tilfælde bare børnene nederlag, som giver mindreværdskomplekser. 

I værste tilfælde kan forfejlet inklusion ende som pigen beskriver her. Tvangsanbringelse, fordi ingen ser, at problemet ligger i skolen og IKKE i hjemmet. 

Det er grotesk, at det overhovedet kan ske, men det gør det!


Vi kunne indlede med en regel om, at vi ikke holder møder uden barnet og forældrene er til stede, og ikke korresponderer med de andre professionelle uden at familien er med på cc.
 
Vi ved, at der er mange, der er på vej med dette. Der findes afdelinger i Børne- og ungdomspsykiatrien hvor forældrene deltager i konferencerne. Findes der visitationsudvalgsmøder, hvor forældrene deltager ude i kommunerne? 
Hvordan kan vi få dem, der er godt på vej, til at udbrede den dialog, som hjælper børn til selv at blive hørt og involveret i det der skal ske i deres liv, og som tror på forældrene som børnenes talerør? Som fagprofessionelle må vi støtte hinanden i at give retten til at bestemme over eget liv tilbage til de børn og familier, der har brug for vores hjælp.

Når man tænker på, hvor mange ressourcer det offentlige bruger på forkerte og fejlslagne løsninger, der kun nedbryder og ikke opbygger, burde der kigges meget mere i den retning, med bedre sagsbehandling. Som Nina her skriver, kunne et nyt kodeks være vejen frem. Alene det at man sender alt korrespondance cc. ville afvikle alle de agtindsigter, der kopieres og sendes rundt. Både tidskrævende, papirspild, porto, og ventetider ville forsvinde. Derudover er der den store gevinst i, at ALLE implicerede ville vide besked samtidig, og kunne handle med det samme, hvis noget var misforstået. På den måde ville det ikke løbe løbsk som en steppebrand, som meget gør nu om dage. Det ville også være mere beroligende for familierne, så familien hele tiden ved, hvad der foregår og handles på, og ikke som nu, hvor mange føler det foregår bag ryggen på dem, og der ofte er truffet beslutninger på forhånd, som kommer bag på familierne. Det vil også være svære, at få løgn, dokumentfalsk, osv. til at ligge fast i sagen, for nogle ville hurtigt kunne handle og påpege, at sådan et forløb var det ikke. 




Citater hentet på DenOffentlige.dk, skrevet af:
Børne- og Ungdomspsykiater Nina Tejs Jørring.

HVAD ER INJURIERENDE? OG HVAD ER STRAFFEN?

_________________________________________________
Redaktion

Jeg blev i dag kontaktet, om hvad der skal til, at man er injurierende, og hvad straffen er. Jeg er ikke advokat, men siden kunne godt bruge en til at tolke de mange spørsmål, der kommer om sagsbehandlinger og jura.

Forældre til børn med særlige behov, føler ofte de er udsat for nedværdigelse, fejlagtige beskyldninger.... Injurier.

Men hvad er straffen?


Jeg fandt denne på en hjemmeside omkring bedrageri.







Er ordet “Platugle” injurierende?


En læser spørger om ordet “Platugle” er injurierende og dermed ulovligt at kalde andre.
Vi har her at gøre med straffelovens §267 som siger:
Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
I det her tilfælde er det endda "kun" et ord der slynges ud, og forhåbentlig ikke noget, der får konsekvenser, for hverken personen selv eller nogen af deres kære.

I vores familier, sker der mange injurier, og de kan have voldsomme følger. Følger der også kommer til at gå ud over barnet.

Det er ganske uhørt, at helt almindelige familier behandles med så meget nedværdigelse, som man ser i de sager, som jeg kontaktes omkring. Jeg vælger her bare at dele en lovtekst, så kan I selv fornemme, om det er en sådan situation I står i.


Der laves mange fejl i vores sager og sagsagter, nogle bare fejl, men andre med overlæg, hvad er straffen for dokumentfalsk?



2. §§ 171 og 172 (dokumentfalsk)

2.1. Gældende ret mv.
2.1.1. Straffelovens § 171 indeholder lovens definition på dokumentfalskforbrydelsen. Efter § 171, stk. 1, straffes for dokumentfalsk den, der gør brug af et falsk dokument til at skuffe i retsforhold. Ved dokument forstås ifølge stk. 2 en med skriftlig betegnelse af udstederen forsynet tilkendegivelse, der enten fremtræder som bestemt til at tjene som bevis eller bliver benyttet som bevis for en rettighed, en forpligtelse eller en befrielse for en sådan. Dokumentet er falsk, når det ikke hidrører fra den angivne udsteder, eller der er givet det et indhold, som ikke hidrører fra denne, jf. § 171, stk. 3, sml. Vagn Greve m.fl.: Den kommenterede straffelov, Speciel del, 7. udg., (Den kommenterede straffelov) s. 147 ff.
2.1.2. Som det fremgår, rummer § 171 ingen bestemmelser om strafferammen for dokumentfalsk. Herom henvises til straffelovens § 172, der har følgende ordlyd:

”§ 172. Straffen for dokumentfalsk er fængsel, der i tilfælde af, at dokumentet angiver sig at indeholde en offentlig myndigheds afgørelse, eller at det er en offentlig forskrivning, en check, veksel eller andet til almindeligt omløb bestemt dokument eller en testamentarisk bestemmelse, kan stige til 8 år.
Stk. 2. Er dokumentet efter sin beskaffenhed, eller er forfalskningen eller det, som derved søges opnået, af underordnet betydning, eller har den skyldige ikke tilsigtet at påføre andre nogen skade, såsom når øjemedet alene har været at gennemføre et berettiget eller at afværge et uberettiget krav, er straffen bøde eller fængsel indtil 1 år.”

§ 172, stk. 1, omhandler normalstrafferammen for dokumentfalsk. Strafminimum er fængsel. Bestemmelsen angiver intet maksimum for den straf, der kan komme på tale, når de i stk. 1 nævnte skærpelsesgrunde ikke er til stede. Maksimum angives alene ved et maksimum på mindre end 8 år. Henføres et forhold under stk. 2, åbnes mulighed for lavere straf end fængsel, idet bestemmelsens strafminimum her er bøde, sml. Den kommenterede straffelov s. 161 ff. med omtale af retspraksis vedrørende henholdsvis stk. 1 og stk. 2.

2.1.3. Både § 171 og § 172 har, når bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000), været uændrede siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne til § 171 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 349, stk. 1 og 2, jf. § 5 g, samt s. 294-96. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 158, stk. 1, jf. § 3 e, samt s. 7, 150-52, 154-55 og 156-57, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 158 samt sp. 268-74. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3352-53 (§ 172), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5366 (§ 170), samt Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2181-82 (§ 170).

For så vidt angår § 172 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 351 samt s. 297. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 160 samt s. 7, 155-56 og 157-58, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 160 samt sp. 274-75. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3354 (§ 174), samt Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5367 (§ 171). Af det anførte sted i Rigsdagstidende 1927-28 fremgår, at valget af strafferammer havde sammenhæng med spørgsmålet om, hvorvidt der skal straffes i sammenstød mellem dokumentfalsk og bedrageri:

”Da Dokumentfalsk i det alt overvejende Antal af de i Praksis forekommende Tilfælde indeholder en Berigelsesforbrydelse, synes det at være det naturligste i Lighed med den gældende Straffelov (§§ 268-276) at give Straffebestemmelsen for Dokumentfalsk et saadant Indhold, at der normalt ikke bliver Tale om samtidig Anvendelse af denne og af Bedrageribestemmelsen.”

2.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

Det er også derfor vigtigt, at se på, om ikke sagsbehandlere og andre i vores børnesager, burde arbejde under autorisation. For bør der ikke være mulighed for at stille dem til ansvar, når de ødelægger andres liv?


Hvad mener du om, at indføre autorisation til sagsbehandlere og andre i børnesager?




mandag den 21. marts 2016

NÅR KAMMERATERI BLIVER VIGTIGERE END BARNET

_________________________________________________
Redaktion


Siden her har fået flere til, at komme frem, og jeg får flere henvendelser end normalt.

Jeg har fulgt familien i flere år. En sag, hvor familien hele vejen rundt er omgivet, af såkaldte fagpersoner, som "skulderklapper" hinanden i en stor rundkreds og er ved at kvæle hele familien og får barnet anbragt på en løgn.

Barnet har ikke fået støtte, ikke forsøgt inkluderet, og endnu engang er barnet ikke udredt.

Der er så mange ting, der er negligeret i denne sag. 


Hvad stiller man dog op med, den måde det hele køreres på, her i landet?

Skræmmende!



HVEM RAMMES OG HVORDAN FÅR DE RÅD TIL HJÆLP?

_________________________________________________
Redaktion

En socialrådgiver spurgte om, man regnede med, at der var forskel på, om de som havnede i systemet var fra de lave indkomst grupper.


Det er ikke overraskende, at de fleste svarede; "Ja".


Jeg kan se med de sager, som jeg bliver kontaktet omkring, at der er en stor overvægt af enlige forsørgere, og ydermere er mange af dem på overførselsindkomst. Ikke alle, for der er også familier, men rigtig mange er enlige. Om det er fordi, at de som underretter eller sagsbehandlere mener, at enlige forsørgere ikke er gode nok eller om det hænger sammen med mere bevidsthed, at de ganske enkelt ikke har økonomi til, at forsvare sig, ved jeg ikke. I virkeligheden burde det slet ikke være et spørgsmål om, at forsvare sig, for systemet og sagsbehandlere er der jo for, at hjælpe familier, som os med støtte til vores børn med særlige behov. Alligevel kan man ikke forvente hjælp endsige forståelse i de afdelinger. Hvis man skal sikre sine børn mod overgreb, så skal man selv betale enten for en advokat eller en privat socialrådgiver. De har kronende dage.

Hvem har råd til en advokat? 


Flere taler om, at man kan få fri proces. Ja, det er der noget der hedder, men det er først når, den når en retssag. Man kan ikke får fri proces i forløbet, så en retssag kunne undgås. Nogle har en retshjælps dækning i deres police, men heller ikke i de tilfælde, har jeg hørt, om nogle der fik gratis advokat til selve forløbet op til en tvangsanbringelse. 
Når den indstilles til tvangsanbringelse, SKAL det offentlige, stille en advokat til rådighed for familien, samt en §54 støtte. I nogle kommuner er §54 støtten tilhørende kommunen selv, og man kan så spørge sig selv, hvor uvildig de så er, når de skal hjælpe familien imod dem selv? Advokaterne får betalt ganske få timer, til at sætte sig ind i sagen, som i mange tilfælde er ganske rodet pga. de mange sagsbehandler skift der alene er gennem et år. Er dit barn over 12 år, stilles der også advokat gratis til rådighed for barnet. Barnet skal også høres, men der tages ikke hensyn til deres ønsker alligevel. Det er bare en formssag der skal overstås. I vores familiers tilfælde, skal de ofte også forholde sig til handicaps og særlige behov, der burde have været forsøgt afhjulpet med støtte inden sagen når dertil.

Gør dig selv den tjeneste ikke, at vælge en advokat fra den liste, der bliver udleveret på kommunen. Flere advokater beder selv om, at blive taget af den, og de kan undre sig over, hvilke kollegaer der står på den. Det handler om uvildighed. Der er også sager, hvor der tilsyneladende har været penge under bordet. Det samme gælder de psykolog rapporter, som kommunen bestiller. 

Find selv en og håb så på, at det er en uvildig.


Det forfærdelige i vores sager er, at det er børn der trives bedst i hjemmet, og har brug for trygheden ved og hos deres forældre. En tryghed de ikke kan få ude hos andre. Børn der i forvejen er udfordret, bliver det endnu mere. Forældene er skræmte, med god grund, for hvem skal nu passe på deres elskede børn, med de udfordringer og behov, som kun forældrene åbenbart kender. De ved, at de ikke passes rigtigt i de plejefamilier og institutioner, hvor børnene anbringes.

Børnene lider skade. 


Der er bla. 2 sager, hvor man har haft tvangsanbragt børn med autisme. Børn som i voldsom grad, har brug for det trygge og velkendte. Børnene er hjemgivet, men det tog knapt et år, og børnene har lidt skade. Ikke engang erstatning kan de få.

De erstatnings sager er nu anket, og det bliver præcedens sager.

Vores børn er meget følsomme. Rigtig mange har brug for forudsigelighed, og vide at der passes på dem. De kan blive så skræmte, at de bliver selvmordstruede, selvskadende, og  depressive.

Imens sidder der sagsbehandlere, og klapper i deres små hænder over, det fantastiske stykke arbejde, som de selv mener, at have udført.

Det er simpelthen ikke i orden!!!




søndag den 20. marts 2016

§50 OG FORÆLDRE KOMPETANCE UNDERSØGELSE ER 2 VIGTIGE UNDERSØGELSER

_________________________________________________
Redaktion

Ligesom en §50 kan udføres korrekt og bestemt også det modsatte, så kan en Forældre Kompetance Undersøgelse (FKU) også. De to undersøgelser afklare barnets udfordringer og behov for støtte, samt den skal afdække forældrenes evner og ressourcer til at varetage dette barns tarv.

Det er forfærdeligt, at netop de to undersøgelser udføres så forskelligt, og skødesløst, for de kommer til at ligge til grund for al fremtidig hjælp og støtte. - og i værst fald anbringelse.

Der er så stor forskel på udførelsen af FKU, at det samme forældrepar, kan være uegnede som forældre i den ene og gode forældre i den anden...

SÅ hvorfor bruges de overhovedet, når de ikke udføres korrekt?







AFSENDER OG MODTAGER AF EN UNDERRETNING HAR FORSKELLIGE FORVENTNINGER

_________________________________________________
Redaktion


Hvor går det galt for vores familier med børn der har særlige behov uanset om det er et barn med diagnose, eller et udelukkende særligt sensitivt barn?

Først starter det med, at pædagogen eller læreren ikke selv formår, at få barnet til at trives i deres timer. Det kan være svært for dem at se barnet rigtigt, især hvis man udelukkende bruger de såkaldt almindelige børn at spejle dem i. Straks er der "røde lamper" der ringer, og i stedet for at forsøge, at forstå dette barn eller spørge (og tror på) forældrene, så vælger mange at lave en underretning til kommunen. Underretninger er beregnet på, at fange familier der misrøgter deres børn. Ikke alle og enhver små bagateller, som de bare ser er anderledes end flertallet. Men sådan bruges de i praksis. Du skal ikke have afleveret dit barn med umage sokker, en for ens madpakke, for lidt tøj på, for meget tøj på, for slidte sko, der er dejlige at gå i, osv osv osv. alt for mange gange. Vores sensible børn elsker ofte slidt, blødt, brugt og til-gået tøj og sko. Det handler ikke om misrøgt, men for mange anderledes for dem mærkelige ting, ender ofte i underretninger på bagateller. 

På kommunen modtages en underretning med øjne, der siger misrøgt inden de har mødt familien overhovedet. De har kun pædagogens eller lærerens syn og forklaring, og der er gerne lagt lidt drama på. Alene ordet "bekymring", og den går helt galt.  Sagsbehandler forventer, at institution eller skole, selv har forsøgt alle muligheder for samarbejde med forældrene, hvilket ofte ikke er tilfældet. Altså må det pr. automatik være familien der ikke ønsker et samarbejde. Herfra går det i konflikt med kommunen og familien. Familien kan være vred over de overhovedet er havnet i denne situation, uden forsøg på samarbejde fra underretters side. Mange forældre med børn med særlige behov "skriger" efter samarbejde i både børnehave og skoler, uden at få det! De har ofte været gennem lange forløb af afmagt der, hvor de har deres barn i dagligdagen. Nu kan de så blive "kørt over" af kommunen. 

Sager der burde udløse støtte til børnene og deres familier, ender nu med §50 i stedet, for at afdække hele familiens behov og ressourcer.  MEN der er stor forskel på hvordan den udføres. Nogle bliver lavet med forskellige faggrupper ind over, observationer i institution og hjem, samspil mellem forældre og barnet, psykologer mm. Andre igen laves udelukkende af en sagsbehandler, der har set sig sur på familien, især mor er i skudlinjen. Især enlige mødre er i farezonen. De kan sidde og lave det værste makværk af en §50, bagom ryggen på familien, uden at få andre øjne på, uden relevante faggrupper eller uvildige øjne. Uden at have mødt familien inden den igangsættes. Det sidst må kun bruges i særlige grove tilfælde, hvor der skønnes overgreb, vold og misbrug. De laves dog uden familierne er informeret, selvom der intet sted er nævnt bekymring af den kaliber i underretningen.

Disse meget forskellige udførte §50, skal udløse rette hjælp, men inden der foreligger et resultat er kommune og familier allerede på kollisionskurs. Børnene er i klemme. Hvilket igen kun gøres til familiernes skyld.


Jeg er så glad for, at der nu også er socialrådgivere, som tør skrive om, hvordan sagerne har taget en helt forkert drejning.

En af dem er Mette Valentin, som helt klart er værd at følge, og lige netop det her problem, beskriver hun her her på sin blog.

Jeg er på ingen måde imod anbringelser, men det skal være de rigtige børn, der skal være en fair og faglig undersøgelse, det skal være sidste udvej og man skal behandle både børn og familier med respekt. - og så skal det være til bedre steder, end der man tog dem fra.

Det sker ikke idag!






CASE 3

_________________________________________________
Cases

Her er vores Historie.


Vi har en dreng på 7 år, som har helt særlige behov, (han er igang med udredning ) i 2014 henvender vi til Familieværkstedet, da vores dreng som går i 0-klasse på det tidspunkt, har meget svært ved at rette sig efter hvad lærerne siger til ham i timerne, han mener det kun er far og mor der bestemmer, vi får en masse gode råd over 6 gange, men det er ikke nok, det bliver kun være og være i skolen, da han starter i 1. klasse går det helt galt, han stikker af fra skolen, begynder at slå og sparke på lærerene og fortæller at han ikke vil leve mere, dette gør at klasselæren sender en indberetning til kommunen og det sker ca 3 gange , en skønne dag i efterårsferien 2015 oplever jeg (moren) for første gang den dreng de oplever i skolen, han slår og sparker både mig og lillebroren (faren er på arbejde) da kontakter jeg psykiatrien og der kommer 2 ud og hjælper og det går rimelig godt, min søn starter i skolen igen efter ferien, mandagen går rigtig skidt og læreren sender igen en indberetning og 3 dage efter ringer psykiatrien og fortæller at vores søn skal akut indlægges i Odense psykiatrisk-afdeling til observation, mig og min søn er der i to og en halv uge og allerede efter 2 dage reagerer min dreng voldsom og 2-3 sygeplejersker holder ham fastspændt dette sker ca 2-3 gange om dagen i de 2 og en halv uge vi er der, hvilket er noget af det mest modbydlig jeg nogensinde har oplevet og det ødelagde fuldstændig min søn, vi bliver pludselig udskrevet, de siger at intet er galt med vores søn, men efterfølgende siger Odense psykriatrisk afdeling at jeg selv har bedt om at udskrive ham og de vil ikke give os en beskrivelse af opholdet.


Vi henvender os til Familierådgivning og de sender en Hjemmekonsulent hjem til os, som kommer 2 gange om dagen, men desværre bliver min søn ved med at slå og sparke mig og det er meget voldsomt, en dag blir der besluttet at han skal frivilligt anbringes på en institution, men kun i 2-3 måneder til han var kommet ud af den onde cirkel, nu har han været der i snart 5 måneder, jeg 'arbejder' med ham 2 dage i ugen på institutionen og han kommer hjem hver weekend, som fungere rigtig godt, han er naturligvis rigtig ked af det når han skal tilbage til institutionen søndag aften.


Han er begyndt at kommer over på sin skole igen i en klasse for sig selv, men for 3 uger siden begynder det at gå tilbage for ham, og nu må han kun komme hjem til os fra fredag til lørdag aften for institutionen mener at han er meget ved siden af sig selv når han har været hjemme på weekend, vi er så bange og så frustreret og aner ikke hvad vi skal gøre mere, vi skal til et akutmøde og vi mangler en der kan tale vores sag.


Mvh. En meget ulykkelig familie.

lørdag den 19. marts 2016

HENVENDELSER TIL SIDEN I DAG

_________________________________________________
Redaktion

I dag er jeg blevet kontaktet af flere familier, som sidder fast i sager om deres børn med særlige behov.

Trods jeg har hørt en del efterhånden, så kan jeg stadig blive forbavset.


  • Hvordan kan man anbringe et barn, fordi der gentagne gange kommer underretninger fra en lærer på barnets adfærd og frustration, UDEN at udrede barnet først? - Det kunne jo ligeså godt være læreren der ikke magter sit job!
  • Hvordan kan man true med anbringelse, af et barn der er sensorisk udredt, men som ikke får den fornødne hjælp til sine udfordringer?
  • Hvordan kan man anbringe et barn med ressourcestærke forældre, der ER udredt, men ikke får den støtte det behøver i skolen?


Hver dag tilsidesættes og overskrides både Børnekonventionen, og Salamancaerklæringen herhjemme. Det er ikke ok! Der råbes op herhjemme om, hvordan man behandler børn dårligt i andre lande, men Danmark har glemt at feje for egen dør først.

Folk tror der kun fjernes børn fra uegnede forældre herhjemme.

Der er IKKE rigtigt!


Der fjernes børn som har det godt hjemme, men har det svært ude i samfundet ofte pga. manglende økonomiske midler, tid og forståelse hos lærere og pædagoger. - Det er betydeligt dyrere, men nemmere. Og så er det forskellige kasser der betaler.

Angste børn fjernes fra deres eneste trygge!!! Nemlig deres forældre og hjem, - Fordi de ikke tør komme i skole!



DEL gerne siden rundt, del gerne jeres historier omkring børn med særlige behov.

Lad os få dette ordentligt frem i lyset.





#VågnOpDanmark #OffentligtOmsorgssvigt

fredag den 18. marts 2016

LINKS TIL DE 2 FACEBOOK SIDER, DET ENE VORES, DET ANDET BLOT TIL INFO OM B&U SAGER I DANMARK

_________________________________________________
Information 

Nederst på denne side, findes links til 2 facebook sider. 

Den øverst er facebook siden tilhørende denne side. 

Den nederste er ikke i forbindelse med hverken denne side eller vores børn med særlige behov. Det er en Facebook side, som deler artikler og afgørelser omkring ALLE former for retssikkerhed for hele Danmarks børn, både vores og de som bor i familier med omsorgssvigt. 

Så den nederste har intet som sådan med "vores" børn og familier. Den er sat på, for I har mulighed for at læse mere om, hvordan B&U sager behandles herhjemme.

Og I kan også læse mere om hvordan B&U sager behandles på siden:


En socialrådgivers bekendelser




torsdag den 17. marts 2016

ENDNU ENGANG

Mamma

Endnu engang, har vi skulle indgå aftaler udelukkende på mundtlige aftaler eller korte mails, når vi så har underskrevet, så er det pludseligt noget andet, vi har skrevet under på.

Jeg er så træt af, at vi aldrig kan være sikker på, at det ender med de ting, som vi har talt om. Det er virkelig ubehageligt, at træffe beslutninger på vores barns vegne, og samtidig vide, at det næppe overholdes fra kommunens side. 

Når så det ikke giver nogen positiv effekt, er det da klart fordi vi ikke kan finde ud af, at få vores barn i trivsel :-(  
Hvorfor er det kun almindelige dødelige, som kan se det her er helt hen i vejret, og at vores barn kun reagere naturligt, på vanvittige forløb? 

Det er som om, der sidder andre hoveder og hjerner på de, som skal træffe afgørelser på vores barns vegne og hele vores families trivsel.

Det er et sygt samfund, og man ved simpelthen ikke hvor grelt dette er, før man selv er en del af det. Den dag man bliver nedgjort til brikker i deres spil. Et spil om magt.


"Hvad nu, hvis det en dag derude i fremtiden viser sig, at mange af de børn,  som vi diagnosticere i dag, i virkeligheden bare har haft en sund reaktion på et sygt samfund?" Citat af Rikke Smedegaard







HVORFOR NU DENNE NYE SIDE?

_________________________________________________
Redaktion

Her på siden findes familier som selv skriver. De skriver anonymt under et selvvalgt navn. Du finder deres historier ude i venstre sider under "Bloggere".

Andre vælger at dele deres historie til siden, og redaktionen lægger dem op. De historier finder du ude i venstre side under "Cases"

Familierne er deltagere i grupper for særligt sensitive børn og børn med særlige behov, fx handicap eller diagnoser af anden art, som autisme, ADHD, angst, OCD, Tourette og funktions nedsættelser. Alligevel fejler inklusion stort, og nogle af familierne er netop på grund af den manglende inklusion, endt med at deres børn er anbragt enten "frivilligt" eller ved en tvangsanbringelse.


Mange trues med samarbejde på denne måde.



Denne side er et forsøg på, at gøre opmærksom på alle de sager disse familier sidder fast i. Det er helt uhørt, at de overhovedet ender med sager, for familierne har krav på støtte til deres børn i forhold til serviceloven. Alt for mange får den ikke, men behandles og side stilles med familier, som omsorgs svigter deres børn. - de føler også tydeligt denne mistanke gennem sagens forløb.

Sidens bloggere er udsat for offentligt omsorgssvigt. 




CASE 2.2

_________________________________________________
Cases

Det siges at med diagnosen følger sorgen... 


I onsdags fik vores dreng på 4,4 år diagnosen infantil autisme med normal begavelse. 

Jeg føler ingen sorg. 
Jeg kan ikke mærke den.
Vores dreng er stadig den han altid har været 
Vi har blot fået bekræftet vores mistanke om, at der var noget anderledes - vi vidste bare ikke helt hvad. 
Nej, her fylder sorgen ikke, men det gør vreden til gengæld. Og vreden den er stor.
Vreden over alle de instanser og fagpersoner, som ikke har ville høre på os, og negligeret alt hvad vi har sagt.
Vreden over alle dem som har svigtet os i tidens løb. Familie, venner, mødregruppe mm...

Allerede i den spæde mødregruppe start kunne jeg fornemme, at sønnike var anderledes. Og det tog kun til som tiden gik. Som tiden gik med diverse udfordringer, drøftede jeg mine frustrationer med mødregruppen, naiv som jeg var. De to af dem, pædagoger vel at mærke, blev nære veninder. Hvad jeg bare ikke vidste var, at de ikke kun bagtalte de andre når de var fraværende, men de bagtalte også mig og vores udfordringer når vi ikke var der. Vi blev deres samtaleemne på dårligste vis. Disse to blev så nære veninder til mig (troede jeg), at jeg, naiv som jeg var, drøftede alt mellem himmel og jord med dem. Men de forstod simpelthen ikke vores udfordringer med vores dreng. At han var 1,5 år inden han sov igennem første gang og sov dårligt dag og nat, var jo os forældre, der var skyld i det. 
At han havde en masse udfordringer med motorik, adfærd og ufrivillige bevægelser, var jo også os forældre der fejlede. I en alder af knap 4 år, sov han stadig dårligt om natten, men det var jo fortsat os forældre. Trods utallige forklaringer om sensoriske udfordringer af den ene og den anden art, så forstod de ikke.. Øjenrul, bagtaleri og konkurrence var åbenbart deres spidskompetence.

Familie og venner forstod heller ikke. De svigtede i stor stil. Nogle valgte vi selv fra, andre valgte sig selv fra. 
Ensomt er det, men det er faktisk bedre at være ensom fremfor hele tiden at skulle forklare og forsvare, og føle sig forkert.

Da vi startede i vuggestue, blev vi mødt af firkantede pædagoger hvis spidskompetencer også var at rulle øjne og negligere alt hvad vi fortalte og beskrev. Én af dem var rigtig strid, hun sagde ligefrem "måske vi bare skulle acceptere, at det var hårdt at blive forældre" 
Vi blev aldrig mødt med forståelse i vuggestuen, trods vi fik fys/ergo ind over med sensorisk profil. 

Forståelsen i børnehaven blev ikke nemmere, ej heller gjorde samarbejdet. Og dette til trods for fys/ergo og PPR kom ind over. 
Sågar efter et tværfagligtgruppemøde med PPR, fys og børnehaven, sagde en af de deltagende pædagoger, at nu skulle vi jo ikke gøre vores søn til noget særligt og han fejlede intet!

I hele dette forløb, er vi også blevet mødt med overlæger som har negligeret os. Én kvindelig overlæge på Randers sygehus har sågar råbt os i hovedet, at sensitivitet var noget værre pjat og hvem fanden kunne lide at få græs og sand på tæerne. 
Og den eneste grund til, at vi bragte dette på banen, var, at vi skulle finde ud af årsagen til vores søns ufrivillige bevægelser.
Først da vores fys/ergo tog kontakt til overlægen igen, blev vi lyttet til, og fik en form for undskyldning - "det er godt, at I er vedholdende forældre".

Havde det ikke været for vores fantastiske fys/ergo, så var vi ikke nået hertil hvor vi er i dag. Et udredningsforløb på børnepsyk, som i onsdags mundede ud i en diagnose til vores dreng. For vi forældre var på ingen måde skøre eller fejlede, vi havde de helt rigtige observationer af vores søn!

Dette er blot en brøkdel af alle de udfordringer og kampe vi har stødt på i hans 4,4 år lange liv....

Vreden fylder så meget. Der er timer hvor jeg har lyst til at kontakte alle disse mennesker, og fortælle dem hvordan landet ligger nu! Og hvordan det har slidt på os!

Hvordan slipper man vreden efter så mange år med kampe? 
Vi er jo ødelagte indeni!

Måske når vreden en dag har lagt sig, kan sorgen finde sin plads.

CASE 2

onsdag den 16. marts 2016

BØRNE KONVENTIONEN

_________________________________________________
Information

Psykisk sårbar - dine rettigheder

Uanset om du lider af en psykisk sygdom eller 'bare' har det svært i en periode, er der hjælp at hente. Herunder kan du læse om dine rettigheder i forhold til psykiske problemer.


Børnekonventionen

Børnekonventionen er nogle regler, som Danmark har lovet at overholde. Børnekonvention skal sikre, at børn og unge i Danmark har det godt.
I den står der blandt andet, at:
  • staten - eller kommunen - skal sikre, at børn og unge har det godt og udvikler sig.
  • alle børn har ret til den bedste mulige psykiske og fysiske sundhed.
  • staten - eller kommunen - skal sørge for at hjælpe børn og unge, der er syge. 
Hvis du synes, at Børnekonventionen ikke bliver overholdt, kan du ringe eller skrive til BørneTelefonen eller Børnekontoret hos Ombudsmanden. Så kan de hjælpe dig med at finde ud af, hvad der kan gøres ved det.

Sundhedsloven

I sundhedsloven står der blandt andet, at det er dine forældre, der bestemmer over din lægebehandling, så længe du er under 15 år. Men du har ret til at få information om din sygdom og behandling, og lægen skal tage din mening med i sin vurdering af din behandling. 
Når du fylder 15 år, har du ret til selv at vælge, om du vil behandles eller ej - det kaldes 'at give samtykke'. Du har fx ret til at være med til at beslutte, hvilken form for behandling, du skal have - fx om du skal have medicin. Du har også ret til at læse i dine journaler. Selvom du selv kan tage stilling til din behandling, skal dine forældre informeres om dine beslutninger. I sundhedsloven står der også, at:
  • personalet på sygehuset kan vurdere, at du ikke selv kan forstå, hvad dine beslutninger betyder for din behandling og dit liv. Derfor kan de beslutte, at dine forældre skal give samtykke i stedet for dig. 
  • læger altid må behandle dig, hvis du eller dine forældre ikke er i stand til at give samtykke - hvis du fx er besvimet, og det ikke er til at komme i kantakt med dine forældre.
  • du fx har ret til tandlægepleje og forebyggende sundhedsbehandling. 
  • lægen altid må behandle dig uden dit eller dine forældres samtykke, hvis han vurderer, at du er i livsfare.

Lov om social service

I serviceloven står der, at børn- og ungeudvalget i din kommune kan beslutte, at du må få lægebehandling, selvom dine forældre - eller du selv - ikke vil give samtykke. Det kan de, hvis de mener, dit helbred kræver det, fordi du fx er i livsfare.

En lov kan være svær at læse og svær at forstå. Men den kan også være god at kende. Spørg din lærer, dine forældre eller en anden voksen, om de vil hjælpe dig med at læse loven. Husk: Du kan også altid kontakte et af de forskellige rådgivningstilbud, hvis du vil have hjælp til at forstå loven.

Hentet på siden:


SALAMANCA ERKLÆRINGEN

_________________________________________________
Information


Salamancaerklæringen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Salamanca-erklæringen er en principerklæring, der fokuserer på børns ret til uddannelse uanset handicap.
I 1994 mødets ca. 300 repræsentanter fra 92 lande og 25 internationale organisationer i SalamancaSpanien, her vedtog man principerklæring kendt som Salamanca-erklæringen. Det centrale i dette dokument er princippet om, at alle børn også dem med særlige behov har ret til uddannelse, på lige vis. Skolerne skal derfor tage hensyn til den forskellighed der findes hos børn, de forudsætninger og de potentialer, der er i den forskellighed. I erklæringen påpeges det at, den inkluderende orientering er det mest effektive hjælpemiddel til at skabe bedste miljøer og til at realisere uddannelse og læring for alle. Der er tale om et dokument, der har stor indflydelse på skolepolitikken i mange lande.
Den danske folkeskolelov af 1993 bygger på intentionerne om den inklusive skole – eller som man hyppigere siger på dansk «en skole for alle»

Eksterne kilder og henvisninger[redigér | redigér wikikode]






Se erklæringen:

http://pub.uvm.dk/1997/salamanca.pdf




HER ER LIDT INFORMATION OMKRING TVANGSUDREDNING

_________________________________________________
Information


Serviceloven: § 74. Børn og unge-udvalget træffer i et  møde afgørelse om
1) gennemførelse af undersøgelse efter § 51 dvs.

I de tilfælde, hvor forholdene det anses for nødvendigt at foretage undersøgelsen af barnet eller
den unge uden for hjemmet, og hvor undersøgelsen må anses for nødvendig for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget efter servicelovens § 51 beslutte at gennemføre en undersøgelse ved at indlægge barnet eller den unge på sygehus eller ved at placere det på en institution.

Hvis der skal træffes beslutning om lægelig undersøgelse og behandling, uden at der foreligger
samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden, finder servicelovens § 63 anvendelse. Se punkt 355. Servicelovens § 51 tager alene sigte på de situationer, hvor det er nødvendigt at få afklaret, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns sundhed eller udvikling.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse i de situationer, hvor kommunalbestyrelsen allerede har tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om der er grundlag for en anbringelse. Efter bestemmelsen kan undersøgelsen ske under ophold på institution eller ved indlæggelse på sygehus, såvel på somatisk som på psykiatrisk afdeling.


Fundet på siden www.2edansk.dk



NÅR MAN IKKE OVERHOLDER LOVEN ER MAN KRIMINEL

_________________________________________________
Redaktion


Er de kriminelle eller ej?


Jeg har fået nogle sure opstød over, at jeg kalder nogle sagsbehandlere for kriminelle. Hvad vil man så kalde dem? Bare fordi de ikke er dømt, er de så ikke kriminelle? Hvis en bortfører ikke fanges og dømmes, er han/hun så ikke kriminel? Hvis en bankrøver ikke fanges og dømmes er vedkommende så ikke kriminel?

Man er kriminel når man laver en ulovlig handling. Det sker hver eneste dag i familie afdelingerne! Både bevidst og ubevidst! - Der er så skræmmende mange fejl i sagsbehandlingen, og der er ikke små fejl, men grove tilsidesættelser af loven (flere undersøgelser viser over 80%). Det er ikke uden omkostninger! Jo for dem er det. De kan ikke retsforfølges, da de ingen autorisation har. Du kan politi anmelde dem, men mange politi stationer vil ikke tage imod de anmeldelser. En autorisation ville gøre, at de havde noget at miste, hvis de ikke holder sig indefor loven. Det ville gavne familierne. På den måde kan de ikke kører sagerne over i fabrikerede sager og tage andres børn uden en ordentlig begrundelse eller formål. Rigtig mange sagsbehandlere føler sig som dem, der skal frelse børnene væk fra familierne. 

Vi forældre med børn med særlige behov, - og det er især dem med signalstærke børn, med det eksplosive temperament. Det kan være dem med sanseintegrations problemer, og det kan være børn med diagnoser. Endelig kan de være i alle 3 grupper. De børn mistrives så stort i skolerne og de fleste får ingen inklusion. Børnene kan ikke begå sig, men skolerne har ikke råd til de tiltag de skal have for at fungere, så man fralægger sig sit ansvar og får det vendt over på forældrenes åbenlyse mangel på forældre evne. Der kører sager i årevis, og mange familier må selv betale for enten advokat eller privat social rådgiver, få at paragrafferne overholdes bare nogenlunde.

Da jeg startede med at gøre opmærksom på disse problemer for flere år siden, blev jeg bestemt ikke troet på. Det er simpelthen for langt ude i lille Dannevang med de mange love. Nu år efter kontaktes jeg stort set dagligt, af familier, der sidder i saksen, i dårlig sagsbehandling, uprofessionelle sagsbehandlere, skoler der ikke ever at samarbejde om børnenes udfordringer. Familier der lever med den konstante trussel om, at få fjernet deres børn. Sensitive børn, som mærker denne trussel af forældrene. Børn der er stjålet fra familien. Børn med særlige behov, som aldrig fik støtte til at fungere optimalt. Børn der nu sidder i pleje, hos familier og på opholdssteder, som slet ikke kender deres udfordringer og derfor nu kan være i mistrivsel hele døgnet, fordi man fratog dem deres hjem og forældre som de er stærkt knyttet til.

Jeg har spurgt flere, om de ønsker sig flere børn. Svaret er "Nej, det tør vi ikke". Danmark fjerner børn fra hjemmet, uden den rette lovhjelm. - OGSÅ selvom du ikke tror på det. Alt for mange vender det blinde øje til, for det er vel kun familier i misbrug og vold, som får frataget deres børn, ikk? Og så er det jo en god ting. Danmark redder nogle børn. Men det er ikke virkeligheden, om vi vil se det eller ej. Der er ikke ressourcer til at behandle alle sagerne ordentlig, og det bliver ofte hovsa løsninger udfra sagsbehandlers opfattelse og fordomme. 

Et andet problem er, at børnene er fjernet mens der ankes og ankes, det tager tid, og det er børnenes barndom og tid der går. Der er ekstrem langsom sags gang i klage systemet, og hvis ikke man får medhold hos Ankestyrelsen, og skal videre til Retsalene, så kan der gå flere år. 

Lige nu kører der en erstatningsag, den første af sin art, hvor en familie fik tvangsfjernet deres autistiske søn. Først efter 7 måneder indrømmede man sin fejl, og hjemgav barnet. Men det er ikke uden skader på barnet. De nægter at udbetale erstatning for deres grove fejl.

En anden familie med et autistisk barn fik også hjemgivet efter stort set samme tid.

Jeg har kendskab til alt for mange sager, hvor vores børn med særlige behov er fanget i uduelige fagpersoners hænder, heraf 3 rigtig grove sager, hvor man har omgået loven groft.

Familier der har kæmpet for deres børns rettigheder i op til 14 år.


I den ene af sagerne, blev børnene hjemgivet efter 3 års kamp, hvor den ene af børnene har været i et forfærdeligt ophold uden skolegang. Her taler vi om et højt begavet barn, der blev placeret nærmest på opbevaring uden skolegang!

Når man har en sådan tvangs sag står man både med sorgen, afmagten og angsten. Angsten for OM man møder et menneske med hjertet på rette sted, og sin sunde fornuft i behold. Afmagten og sorgen over ikke at kunne hjælpe sit barn, mens dette står på. De føler sig stemplet, og det er de, for når de møder andre og fortæller, hvorfor barnet er fjernet, bliver de ikke troet på. I Danmark fjerner man ikke børn fra gode familier! - Jo, det gør man! 

Så familierne i de her sager, bliver også helt uskyldigt dømt af sladder, uvidenhed og fornægtelse.

De bliver aldrig renset! Selvom de vinder i sidste ende, er de dømt af omgivelserne, de føler sig besudlet i sit indre, og sagsakterne bliver ikke slettet. 


Ikke engang dømte kriminelle bliver så uretmæssigt og uværdigt behandlet.

Vågn op! Vi kan alle ende der, hvor vores børn fratages deres trygge familier, og det er en vanvittig kamp for at få de ansvarlige til at indrømme deres fejl.



tirsdag den 15. marts 2016

HVORDAN FORHANDLER MAN AFTALER PÅ PLADS MED KRIMINELLE?

________________________________________________________________________
Redaktion

Hvordan sikre man sit barns bedste, når rammerne og vilkår er urimelige?



Det forventes, at vi tager vores barns tarv og forvalter den godt. Selvfølgelig! Er det ikke også det mest sanssynlige, hvis vi skal se på det med helt almindelige menneske øjne?

Men kan vi?


Hvordan skal vi få vores børn til at trives i skoen uden rette inklusion? Hvordan skal vi få dem til at trives hjemme, efter en alt for belastende dag.

Nogle får hjælp og støtte af PPR, andre familier kan slet ikke få dem ind over deres sager, fordi skolen bliver ved at rapportere, at de ikke ser udfordringerne. Forældre har dog ret til selv at henvende sig. Vær godt forberedt og kræv din ret. 


Når familierne ikke får den fornødne hjælp i  starten, vil barnet mistrives mere og mere, og forældrene kan på sidelinjen stå og se deres barn blive mere og mere ødelagt. 

Sager på sager ødelægger vores følsomme familier, fordi ingen ser dem rigtigt. Børnene sendes i udredninger på børne psykiatisk afdelinger, og selvom de kommer ud med diagnoser og forklaringer på deres mistrivsel, og hvad der skal til for, at få dem til at fungere i skolen, så er der bestemt ingen garanti for, at der vil blive sat den fornødne støtte på barnet. Mange oplever i stedet støtte i hjemmet istedet, og så kan ingen forstå, at barnet ikke profitere ved det. 

Hvor svært er det at forstå, at støtten skal være den barnet har brug for?!


Når de gode resultater udebliver, ser det ud som om familien har haft den støtte og det dermed må være familien der ikke er samarbejdsvillig eller til at rette op på. Børnene har stadig de samme udfordringer, og med tiden får de flere og flere. De stresses helt unødigt.

Sagerne ender med trusler om anbringelser. Først truer forvaltningen med en tvangs anbringelse, og så går de med til en frivilligt, allernådigst skal det se ud som. Glem dog ikke, at det er en måde at omgås loven, for på den måde, kan de anbringe uden begrundelsen er i orden eller tungtvejende nok.

Skal man så indgå en frivillig anbringelse?


Det kan man kun selv afgøre. Reelt bør man ikke indgå en frivillig anbringelse, hvis man ikke er enig. For en frivillig anbringelse er det samme som, at man tilkendegiver at barnet har det bedst ved at blive anbragt. Og vi VED jo godt, at vores særligt sensitive børn har det bedst hjemme, og at adskillelse kan skade. Omvendt må vi også tænke på hvordan sagerne rent faktisk kører. Hvis loven blev overholdt, ville vi ikke have noget som helst at frygte, tværtimod faktisk, for så skulle vi have den støtte til barnet og evt familien, som loven foreskriver.

Det er et penge spørgsmål, og hvilke kasser der betaler.


Støtte i hjem og skole koster af kommune kassen, det samme gør en frivillig anbringelse, men kan de få vendt deres beviser og omformuleret og manipuleret sagen helt ud i tovene, så kan de tvangs anbringe, og få refusion fra staten.

Hvad tror du selv de vælger?


Vi er mange der i alt for langt tid har troet at Danmark er en retsstat, hvor vi betaler vores skat, og får den fornødne hjælp. Men lige i vores sager ville det være langt billigere, at betale for støtten end kører disse lange og tunge sager ofte over mange år. De slider familierne op. De familier som har krav på støtte til et barn med særlige behov, men i stedet får endnu mere at se til. For slet ikke at tale om den økonomiske situation man sætter familierne i. De må ofte selv betalt for dygtige faglærte til at føre deres sag, imod dem som faktisk burde hjælpe familierne i første omgang. Advokater og private socialrådgivere har aldrig haft mere at lave end nu. Familierne ruineres, for at få den hjælp, som systemet burde yde, og som de allerede har betalt til via skatten.

Hvordan skal familierne så indgå disse anbringelser?


Ved en frivillig, vil der i mange tilfælde være bedre samværs ordninger, selvom det burde være det samme, når det er en tvangsmæssig. 

Der kan laves "frivillige" anbringelser i begrænsede perioder, med hjemgivelses dato.


Vær dog opmærksom på, at de kan trække hjemgivelsen i op til 6 måneder efter hjemgivelses datoen. De gør det gerne, det er en måde at forlænge anbringelsen uden ny sagsbehandling. De bruger også gerne det røde kort, og truer når hjemgivelsen er nær, familien endnu engang. Barnet er opsat på at komme hjem og glæder sig til dette vanvid endelig er overstået, men så indstiller de igen til tvangsanbringelse. Det er en måde at få deres vilje gennemført, på den ene eller anden måde. En måde at gennemføre en anbringelse, når beviserne er yders tynde eller helt fraværende. 

Fordelen ved en frivillig, er at du altid kan trække dit samtykke tilbage, men så står I bare i samme situation igen. Trussel om tvangs anbringelse.

Fordelen ved en tvangsmæssig anbringelse er, at sagen prøves højere oppe, og det er nye øjne og der sidder et udvalg. Men stik dig ikke blår i øjnene. De er så sammenspiste, at meget få sager vindes der. De læner sig op af forvaltningens indstilling og grove sagsbehandlinger med sagsfejl og ulovligheder. 

Vinder kommunen, og du skal til at anke, så er der lang ventetid i Ankestyrelsen. I alt den tid med kolosal lang ventetid er barnet anbragt, til stor skade for barnet.

Så hvad der er rigtigt at vælge, når I bliver truet med anbringelse, er kun jer selv der kan vælge, men husk det er et penge spørgsmål. Det er ikke alle advokater der er upartisk. Vælg ALDRIG en advokat fra den liste, der udleveres fra kommunen. Husk du har ret til en § 54 støtte person, i nogle kommuner er de desværre ansat i selv samme kommunen, som I er oppe imod. Tror ikke lige de er neutrale. Der sker så mange ulovligheder i B&U området, at man tror det er løgn, indtil man har set dem med egne øjne.

Når du skal gebærde dig rundt i dette vanvid, så er det svært, for vi sensitive er meget regelret, og tror ofte det bedste om andre. Vi fanges i disse sager, fordi vi kender ikke til, at misligeholde aftaler eller dolke folk ned bagfra. Men du skal være helt obs. på, at du her forhandler med kriminelle. De bryder loven konstant. For dem er det bare et arbejde. For dig er det din kærlighed, dit barn, som er i klemme, i et vanvittig apparat, hvor andre mener, at de er de bedste til at varetage barnets tarv, og du kan se dit barn lider skade i disse magtsyge hænder.

Hvordan forhandler man og laver aftaler med kriminelle? 


Jeg ved det ikke. Det er en tung sort og ugennemsigtig sky, de siger et og arbejder på noget helt andet. Du kan overholde alle aftale, og være lige vidt. de vil kun, hvad de selv vil.




En survey fra en socialrådgiver viste at 87,50 % oplever dokumenterbare fejl i sagsbehandlingen

Ved at trykke på "Besvarelser" inde i undersøgelsen, kan du se kommentarer, på hvad der sker ved dårlige sagsbehandling eller klager over afgørelser.






Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Følg os på Facebook

Se mere om (manglende) retssikkerhed i Børn / Unge sager (Siden er ikke vores) TRYK PÅ FOTO

Se mere om (manglende) retssikkerhed i Børn / Unge sager (Siden er ikke vores) TRYK PÅ FOTO
Se mere om (manglende) retssikkerhed i Børn / Unge sager (Siden er ikke vores) TRYK PÅ FOTO