SKIFT FOKUS OG SE BARNET BLOMSTRE

- Redaktionen - 

Vores børn bliver ofte set på med meget negative øjne, af fagpersoner der udelukkende er fejlfindere, i stedet for ressource detektiver.

Vi mener, at det er værd at finde ressourcerne og de her 2 citater bør stå bøjet i neon, hos enhver fagperson omkring børn og unge!

Alexander Den Heijer

When a flower doesn't bloom, you fix the environment in which it grows, not the flower.

 Abraham Hicks

When you focus on the good, the goods get better

I EN I FORVEJEN PRESSET PERIODE, VÆLGER FORVALTNING AT TRUE OG PRESSE FAMILIEN YDERLIGERE

_________________________________________________
Redaktion

For mange af familierne som har børn og unge med særlige behov, har det været hårde forløb gennem mange år. Nogle har været i hele barnets levetid pga. eventuelle uopdagede diagnoser. Livet har været generelt svært. Oveni det er familien med en skoletid, der ikke fungere for barnet, evt fastlåst skole-hjemsamarbejde og tung sag på forvaltningen, ofte igang med udredning(er) af barnet, som i nogle tilfælde også reagere kraftigt. Der laves underretning fra skole, som ikke forstår barnet. Forvaltningen ser problemet som værende forældrene, ikke barnets særlige behov. Fokus bliver forkert og de ser i alle de forkerte retninger. Intet der sættes ind virker selvsagt. 

I den mellemliggende tid begynder der, at komme diagnoser på barnet. Forvaltning og skole er fastlåst i deres forældre problematik, så der sættes ikke den rette støtte ind for barnet - og familien. Familien skal oveni alt dette kaos, både rumme barnet, og deres egen sorgproces. Det er en sorg, at ens barn får en diagnose, trods det for mange i starten er en lettelse. Denne dobbelthed af følelser giver også forældrene en skyldfølelse, et indre arbejde omkring deres "forkerte" følelse. For ingen er vel lettede og ønsker deres barn en diagnose? Diagnoser er nødvendige i Danmark, derfor lettelsen. Det er en frifindelse af forældrene, som gennem årene er blevet beskyldt for barnets anderledes adfærd og mistrivsel.

I de år der er gået uden målrettet indsats, er sagerne ofte kørt milevidt væk fra det egentlige problem. Barnets udfordringer, og hvordan støtten til familien skal tilrettelægges, så barnet kommer i trivsel igen.

Nu kastes så bomben. 

Vi indstiller til tvangsanbringelse.

Oveni i årelangt kaos, beskyldninger og midt i en sorgproces, kastes familien ud i dyb krise.

Herunder er de 4 krisefaser, som familien nu skal gennemgå sammen med alt det nye. Forhåbentlig kommer de helskindet igennem uden angst, depression og PTSD.

Et kriseforløb består af fire faser:

Den første fase kan kaldeschokfasen, som varer fra i minutter over timer til nogle få dage. Du er præget af forvirring og kan ikke forstå, tro på eller se det der sker, eller er sket, i øjnene. Du kan være handlingslammet med hovedpine, ondt i maven, indre uro og rysteture.

Den anden fase kan kaldesreaktionsfasen. Den varer måske nogle uger, måske nogle måneder. Grænser kan ikke sættes. Du kan nu erkende det, der sket. Du er ulykkelig, afmægtig og tynget af sorg og fortvivlelse. Eller du føler vrede og meningsløshed. Du har erkendt, at noget frygteligt er hændt i dit liv og du prøver måske på at finde forklaringer og skyld. Din krop reagerer måske med smerter og muskelspænding. Søvnløshed er almindelig.

Den tredje fase kaldesbearbejdningsfasen. Den indledes efter nogle måneder og varer måske det næste halve år. Du begynder at bearbejde dine oplevelser og din sorg. Du gennemgår måske en gang imellem det skete over for dig selv og andre og reagerer måske med angst og sårbarhed, men kan efterhånden se mere nuanceret og realistisk på det, der er sket. Du begynder også at få et mere fremadrettet syn på din tilværelse og din egen rolle i den store sammenhæng. Men krisen og sorgen ligger stadig og gemmer sig og kan komme frem når som helst med den gamle angst, sårbarhed og vrede. Du – og dine nærmeste - skal også være opmærksomme på, at belastningerne er, eller kan have været, så store at du udvikler en egentlig depression i efterforløbet. I så fald vil der være behov for professionel assistance og hjælp.

Den fjerde og sidste fase kaldesnyorienteringsfasen, som gør sig gældende efter et års tid. Den strækker sig i realiteten over resten af livet. For selv om de sår, som krisen og sorgen påførte dig er helet og ikke springer op igen, vil der stadig være ar, som kan føles på sjælen. Intet bliver som før, men du har lært at leve med det, som skete og du kan nu som regel tale om det neutralt og afklaret. Alligevel vil der altid kunne opstå situationer, hvor dine følelser bliver trigget, men hvor du har lært at beherske dem og sætte dem på plads.

Kilde: Netdoktor.dk

Familien skal igang med alt det praktiske omkring akter, rettelser af sygehus journalfejl, og meget mere administrativt. De har kun kort tid til det hele.

Forvaltningen kan nu begynde, at tale om Forældre Kompentance Undersøgelse, for kan forældrene klare dette krævende barn?

Men er det i virkeligheden barnet, der er det mest krævende i familien eller er det alt det udenom?

Familien er i en tilpasnings periode efter årelangt slid.

Hvorfor spørger man aldrig sig selv på de forvaltninger, om det hele ikke bare drejer sig om, at familien og barnet har brug for ro. Ro til at tilpasse sig de nye informationer, få relevant rådgivning, få brugbare redskaber, og så lade tid arbejde for, at barnet kan komme i balance og stadig have nogle forældre med en rest af ressourcer efter mødet med "systemets hjælp".

Hvad skete der med forældremyndighed, borgerinddragelse, og mindst muligt indgriben?

Børn kan kun blive tvangsfjernet fra hjemmet, hvis der er åbenlys risiko for, at børnene tager alvorlig skade af at blive boende hos deres forældre. Det er en betingelse, at problemerne ikke kan løses med hjælp i hjemmet. Årsager til tvangsfjernelse af børn kan for eksempel være vold, alkoholmisbrug, andet misbrug og psykisk sygdom. 

Citat: Rasmus Hedegaard, Advokat

Kunne det tænkes, at være årsagen til, at  forvaltningerne har travlt med, at opfinde diagnoser på forældrene, hvis ikke der er vold og misbrug i hjemmet?

ETISK KODEKS EFTERLYSES I SAMARBEJDET MELLEM MENNESKER OG SOCIAL- OG SUNDHEDSVÆSENET

_________________________________________________
Redaktion

Velfærdssystemet glemmer de mennesker - børn, unge, forældre - som det hele handler om, når der skal ydes hjælp. Børne- og Ungdomspsykiater efterlyser et kodeks, der forstærker en ny vej med inddragelse, dialog og åbenhed.

Risikoen for at vi kommer til at agere som om vi er magtfuldkomne er enorm, når vi sætter et system op, hvor barn og forældre ikke har magten til at være med til at definere hvad problemet er og beslutte hvad der skal ske.

Magtesløsheden

Magtesløsheden er stor i vores familier, der har børn med særlige behov. Familier der har råbt på forståelse, hjælp og samarbejde, uden held. De som skal hjælpe os, virker i stedet for interesserede langt mere magtfulde/syge. Der er hurtige en fornemmelse af dem og os. Systemet og forældrene. De små imod Goliat. - For hvem lytter overhovedet til det som hovedpersonerne mener. Hvor ligger deres forcer, hvor ligger deres udfordringer. - I følge dem selv, og ikke udefra andres øjne, (der ikke selv lever i det) i div. undersøgelser af evner og mangel på samme. Undersøgelser såsom §50 og Forældre Kompetance Undersøgelse (FKU).

Hvorfor ikke starte op med, at lytte til de som det hele handler om. HVAD de magter. HVAD de selv ønsker hjælp til. For ofte er det små ting, der ville gøre den store forskel, og så blev det slet ikke nødvendigt med, hverken undersøgelser eller dyre løsninger, som for familierne ofte bliver en belastning i stedet for hjælp.

"Jeg kan ikke forstå hvordan mennesker der aldrig har mødt mig eller min mor kan bestemme hvordan det er." 

Således sagde en pige, der stod til at blive tvangsfjernet fra sin mor. 

Hun oplevede, at de voksne aldrig spurgte hende hvad hun oplevede, og at dem der talte med hendes mor ikke ville tro på moderen. 

Flere og flere familier oplever at kommunen ikke vil acceptere den diagnose barnet har fået i børnepsykiatrien. De siger bare, at de ikke ser de problemer i skolen, som forældrene beskriver derhjemme, hvorefter de beslutter, at det er forældrene der er noget galt med. Så behøver de ikke at give barnet et specialskoletilbud.

Inklusion er noget vi taler rigtig meget om, men gør så lidt ved. Hvem siger egentlig, at inklusion er det bedste for barnet? Det kunne jo være, at barnet ville spejle sig bedre i nogle af sine egne, og dermed ikke få udpenslet, hvor forskelligt det er fra normen, eller hvor lidt det magter i forhold til andre børn. Det giver i nogle tilfælde bare børnene nederlag, som giver mindreværdskomplekser. 

I værste tilfælde kan forfejlet inklusion ende som pigen beskriver her. Tvangsanbringelse, fordi ingen ser, at problemet ligger i skolen og IKKE i hjemmet. 

Det er grotesk, at det overhovedet kan ske, men det gør det!

Vi kunne indlede med en regel om, at vi ikke holder møder uden barnet og forældrene er til stede, og ikke korresponderer med de andre professionelle uden at familien er med på cc. 

Vi ved, at der er mange, der er på vej med dette. Der findes afdelinger i Børne- og ungdomspsykiatrien hvor forældrene deltager i konferencerne. Findes der visitationsudvalgsmøder, hvor forældrene deltager ude i kommunerne? 

Hvordan kan vi få dem, der er godt på vej, til at udbrede den dialog, som hjælper børn til selv at blive hørt og involveret i det der skal ske i deres liv, og som tror på forældrene som børnenes talerør? Som fagprofessionelle må vi støtte hinanden i at give retten til at bestemme over eget liv tilbage til de børn og familier, der har brug for vores hjælp.

Når man tænker på, hvor mange ressourcer det offentlige bruger på forkerte og fejlslagne løsninger, der kun nedbryder og ikke opbygger, burde der kigges meget mere i den retning, med bedre sagsbehandling. Som Nina her skriver, kunne et nyt kodeks være vejen frem. Alene det at man sender alt korrespondance cc. ville afvikle alle de agtindsigter, der kopieres og sendes rundt. Både tidskrævende, papirspild, porto, og ventetider ville forsvinde. Derudover er der den store gevinst i, at ALLE implicerede ville vide besked samtidig, og kunne handle med det samme, hvis noget var misforstået. På den måde ville det ikke løbe løbsk som en steppebrand, som meget gør nu om dage. Det ville også være mere beroligende for familierne, så familien hele tiden ved, hvad der foregår og handles på, og ikke som nu, hvor mange føler det foregår bag ryggen på dem, og der ofte er truffet beslutninger på forhånd, som kommer bag på familierne. Det vil også være svære, at få løgn, dokumentfalsk, osv. til at ligge fast i sagen, for nogle ville hurtigt kunne handle og påpege, at sådan et forløb var det ikke. 

Citater hentet på DenOffentlige.dk, skrevet af:

Børne- og Ungdomspsykiater Nina Tejs Jørring.