UNGE MED FUNKTIONSNEDSÆTTELSE, ANBRINGES PÅ SÆRLIGT SIKREDE INSTITUTIONER SAMMEN MED KRIMINELLE MED DOM

 © VORES BØRNS TRIVSEL

Er det virkelig den rigtige måde at behandle unge med funktionsnedsættelse på. De som har det svært nok med deres diagnoser.

Tænker ingen at det kun forværre?

Vi har kendskab til flere sager, hvor sagsforløbet har været så grotesk, at det virker som om kommunen bare tænker løsninger op, som var det "kaniner op af en hat". Måske virker det eller det? Tænker de måske. Jo flere "kaninløsninger" der er i en sag, jo mere tydelig bliver forvaltningens inkompetente.

Hvis anbringelse trækker ud og den unge har fået voldsomme belastninger, så kan man da spærre dem inde, på vilkår der syntes at værre dårligere end almindelige fængsler for voksne.

Må børnene komme udenfor institutionen - Nej

Må børnene få besøg - Nej

Må børnene have mobil og ringe til familien - Nej ikke altid.

Må børnene have overvågede telefon samtaler med forældrene. - Nej ikke altid.

Vi skal i de her handicap sager huske på, at det er helt almindelige familier uden nogen former for vold, misbrug eller misrøgt af nogen art. Det er familier som fik et barn med en psykisk diagnose.

Vi behandler altså sårbare børn, som burde støttes og gives behandling, som forbrydere.

DET ER IKKE OKAY!

© // ADM.TEAM.VBT.

#Anbringelseafbørnmedhandicapogdiagnose

#enmillionstemmer

#børnmedhandicapogdiagnose

#børn

FAMILIE UDSÆTTES FOR GROV CHIKANE AF KØBENHAVNS KOMMUNE

- Redaktionen -
Facebook

Når bekymring bliver til direkte overgreb fra det offentlige.

En familie bosiddende i Københavns Kommune er udsat for chikane af familie afdelingen. Familien har et barn med særlige behov. Barnet har en fysisk sygdom der giver stor mistrivsel, og pga den langvarige og meget voldsomme chikane har barnet nu også psykiatriske udfordringer. De symptomer det har givet, bruger forvaltningen som årsager til tvangsanbringelse, hvori de fastholder barnet i dyb mistrivsel, der bliver ved at give det samme billed. Det er en skabt sag.

I familien er der ingen misbrug eller anden dysfunktion. Det beror udelukkende på for mange underretninger fra pædagoger og lærere, som ikke har kunne tolke barnets sygdoms reaktioner og mistrivsel deraf.


Det offentlige overgreb fortsætter nu på snart 4. år.

Barnet straffes så at sige for at være født med en sygdom, som systemet ikke har ydet rette støtte og behandling til. Sygdommen giver stor mistrivsel, og den fejl tolkes til at handle om mor.

Mor og barn har en tæt tilknytning, hvor barnet søger sin tryghed. En helt naturlig reaktion. Fordi barnet nu pga denne hetz får mere og mere mistrivsel, søger barnet sin mor mere og mere. Det bliver en ond cirkel.

Når man kender systemet og hvordan det agere, vil man vide, at det lukker sig om sig selv. Det er helt sikkert ALDRIG deres skyld eller handlinger at et barn eller ung reagere negativt. De er jo specialisterne, der kan det hele. Så enhver form for negativ reaktion hos et barn eller ung vil automatisk blive tilskrevet familien, deres indbyrdes reaktioner og især samspillet med moderen, fordi det ofte er der, at barnet sørger tilflugt.


Det som er helt almindeligt gøres sygt og forkert. 

I denne sag kører det i ring.

Barnet er misforstået gennem hele sit liv. Der er faldt underretninger på ting der overhovedet ikke er bekymrende. Underretningerne er selvmodsigende. De går på bagateller. Den mistrivsel der ses i børnehaven og skolen fra lægger personalet sig, og lægger over på familien. Det ender i en tvangsanbringelse, da der nu er skabt et billed af, at det er moderen der er problemet. Der er ikke bevis for, at der skulle være noget omkring mor der indikere, at hun er andet end en god og omsorgsfuld mor.

§50 er fyldt med fejl. Der klages, men de vil ikke rette det hele. Den fortsætter med sine mange fejl. Den har ikke beskrevet det eksisterende netværk familien har. Den har ikke beskrevet barnets venner og fritidsinteresser. Den har ikke beskrevet skole delen. Den kører udelukkende på manglende ressourcer i familien. Der er ikke beskrevet et eneste sted en ressource ej heller noget forvaltningen mener kan bedres med støtte. Det er allerede på det tidspunkt en chikane. I de kommende 6 år bliver sagen blot værre og værre, hvoraf de sidste 4 år har været et direkte overgreb. Fokus hos fagpersoner fastholdes i et negativt og ødelæggende syn. Forvaltningen skaber et negativt blik på moderen, og forklare alle omkring barnet, at det er umuligt for moderen af samarbejde. Derfor vælger man at holde mor i "strakt arm", hvilket gør at barnet får det svært ved at få den rette forståelse i dets omgivelser. Når barnet reagere negativt på dette falder der endnu en underretning af på moderen.

For 2 år siden, misforstod Glostrup børne- og unge psykiatrisk afd barnets reaktioner, samt giver en fejldiagnose. Der laves underretning på, at der er problemer med moderen. Moderen har egentlig blot stået model til barnets afmagt og frustrationer under den 4 måneders lange indlæggelse. En indlæggelse der tog sygdommens reaktioner som psykiske og dermed forsøgt afhjulpet udfra dette syn. Barnet fik ikke den behandling og forståelse der burde have været i forhold til den rigtige diagnose. I underretningen står der, at de ser "samspilsproblemer med mor", ikke hvilke eller hvad der skal til for at løse dem. Det blev det som afgjorde, at forvaltningen mente de kunne tvangsanbringe.

Familien fik aldrig forbyggende indsats. De fik ikke hjælp til den støtte barnet havde brug for i skolen. De fik ikke rette skoletilbud. De fik ikke ergoterapien som hospital havde henvist til hele 2 gange. De fik ikke rette lægehjælp. De fik ikke behandling til barnet ej heller i forhold til den fejldiagnose (ADHD), som man mente barnet havde. INTET!


Barnet anbringes på en akut institution, og herfra går det udelukkende ned af bakke.

Barnet reagere kraftigt på adskillelsen fra familien og især fra sin mor, som er den trygge havn for barnet.

Vreden tager over i barnet og samvær med familien bliver besværliggjort af, at forvaltningen har besluttet at samvær skal overvåges med denne "farlige mor". Barnet reagere altid kraftigt og negativt på pædagogisk personale. Enhver reaktion under de samvær tillægges mor.

Sagen når Ankestyresen. Her bliver der lavet kritik punkter på stort set alt i sagsbehandlingen, men de vedholder at barnet skal være anbragt, da man nu mener, at det er direkte skadeligt for barnet, at være sammen med sin mor. Det giver ingen som helst mening. Ankestyrelsen har bevist, at der ikke er undersøgt tilstrækkeligt. Der mangler både en børnefaglig undersøgelse. Der mangler forældre kompetance undersøgelse. Samværs formerne skal bedres, for blot at nævne nogle af dem. Ankestyrelsen beslutter dog, at forvaltningen indstilling om, at barnet skal i familie pleje ikke er acceptabel. Barnet er beskrevet som et "tungt tilfælde", og en plejefamilie vil derfor ikke kunne løfte opgaven forsvarligt. Ankestyrelsen mener, at der skal sættes ind via en behandlings institution.


Barnet strander derfor på en akut institution i et helt år!

I denne periode skal både barn og familie igennem de undersøgelser, som Ankestyrelsen pålagde kommunen at udføre. De undersøgelser der skulle have været lavet INDEN en anbringelsen kan komme på tale. Det er umuligt, at få et rigtigt billed i så forkerte rammer. Barnet reagere kraftigt negativt på den psykolog der skal lave undersøgelserne.

Personalet på akutinstitutionen vedkender, at det er udenfor deres kompetancer. Barnet får det dårligere og dårligere under opholdet på akut institutionen. Skole fraværet stiger til ca 50%. Barnet mister sine veninder og familiære relationer, og har kun nogle ugentlige timers samvær med familien. De må ikke forlade institutionen, og de er dermed overvåget konstant, hvilket stresser barnet til nye reaktioner. Reaktioner der igen tillægges moderen. Afsked er svær, og også det tillægges mor. Personalet mener, at mor bare skal gå uanset hvor dårligt barnet har det. For en omsorgsfuld mor er det håbløst.

Undersøgelserne som psykologen lavede var farvet voldsomt af sagsakterne og forvaltningens syn på mor. Det bliver ikke en retvisende FKU (Forældre Kompetance Undersøgelse) der bliver udfærdiget.

Da den skal fremlægges for kommunen, og mor ikke kan genkende hverken sig selv, sit barn eller de beskrevne situationer, er psykologens kommentar blot, at det havde hun også regne med, at mor ville sige. Psykologen mente, at mor havde svært ved, at se sig selv og sit barn rigtigt! Vand på Forvaltningens mølle!

Efter et år begynder barnet at stikke af. Barnet må efterhånden betragtes som ung. Det er en rå metode, dette barn er på vej ind i voksenlivet på. Totalt blottet for forståelse, omsorg og støtte fra kommunens og personalets side. Afskåret fra sin familie, som den unge savner voldsomt. Sorg og savn afløser vreden.


Den unge kommer ind og ud af psykiatrien i den kommende periode.

Psykiatrien ønsker ikke, at den unge skal tilbage til akut institutionen, som ikke kan varetage omsorgen ordentligt. Akut psykiatrien mener der er tale om autisme, hvilket også var en obs ved den tidligere udredning, hvor de blot endte ud med "samspilsproblemer med mor", samt en fejldiagnose.


Den unge overføres direkte til lukket afsnit for yderligere udredning.

Udredningen viser, som moderen hele tiden har sagt, at det handler om belastninger omkring anbringelsen. Den autistiske adfærd, og den OCD (en sagsbehandlers diagnose), som forvaltningen bliver ved at hænge anbringelsen op på eksistere ikke!

Den unge anbringes videre på en behandlings institution, for de diagnoser der IKKE eksistere!


Clean Cut

Der er lavet et Clean Cut, til både skole, veninder og familien.

Den unge går slet ikke i skole, og er på sit sidste år i folkeskolen. Grundet den mangelende skolestøtte, og den senere anbringelse, der resultere i ingen skolegang, er den unge fagligt nu på 5 kl. niveau.

Psykologen har i forældre kompetance undersøgelsen, stærkt advaret forvaltningen om, at mor ikke må skifte skole mere. Det vil ses som tegn på negativ trivsel. Alligevel skifter forvaltningen selv skolen imod anbefalingerne fra både skolen, psykologen og B&U.

Det går stærkt ned af bakke herefter. Kun efter 3 uger kan den unge hverken spise eller fungere normalt på bostedet. Reaktionerne på anbringelsen er nu så kraftige, at den unge ikke kan fungere normalt. Det gør, at den unge ikke kommer i bad, ikke får rent tøj på, ikke får mad hver dag. Efter nogle måneder går der op til 4 døgn imellem mad og væske indtag. Den unge tvangsindlægges med politi og bæltefiksering på lukket psykiatrisk hospital. Endnu et hospital den unge ikke er kendt med. Det var en unødvendig indlæggelse og magtanvendelse, idet den unge frivilligt havde give udtryk for selv at ville indlægges i håb om, at det blev muligt der, at få mad og drikke. Det fungere ikke på den psykiatriske afdeling. den unge ringer hjem konstant, frustreret og bange. Fanget i dette vanvid. Den unge vælger selv at udskrive sig tilbage til bostedet. Som den unge siger: "Det er 50/50 hvor jeg er. Ingen udover min familie kan finde ud af, at behandle mig ordentligt."


Endnu en underretning.

Der laves herfra underretning på moderen, idet den unge ringer hjem hele tiden for at få tryghed. Der lyves i underretningen om, at moderen ikke har tilladt medicin. Dette passer ikke med lydoptagelser mellem mor og psykiater. Mor tillader 2 præperater, som den unge er vant ved ifht angst, men psykiater vil give et præparat for diagnoser den unge ikke har, og det nægter moderen. - Ydermere omskrives denne i forvejen grove underretning voldsomt på forvaltningen, sådan at moderen fremstår ikke egnet som forældre.

Der laves aftale mellem psykiatrien og bosted om, at den unge skal have minium 2 daglige måltider. Det kommer ikke til at ske en eneste gang. Allerede tilbage på bostedet går det galt med det samme. Op til 7-10 døgn udelukkende på et måltid mad. De er slet ikke faglige. Bostedet burde efter få måneder have opgivet, og sagt, at den unge ikke er i deres målgruppe.


Den unge taber sig voldsomt og taber hår af stress og fejl ernæring.

Månederne går, og bostedet ender med at lave en overflytning til en spiseforstyrrelse afdeling. Nu har de lært af deres fejl påstår de, og vil starte på en frisk.

Igen blev den unge ikke medinddraget, og det kuldsejler fra dag 1. Spisning bliver med overvågning en gang i døgnet. Problemet er at det handler om, at få indkøbt maden og ikke, at den unge ikke vil spise. Den unge har nu mange daglige smerter pga den mangleden lægelige behandling ifht sin sygdom. Den unge opfattes hysterisk og stædig. Det går helt galt en dag, hvor bostedet presser den unge, så smerterne tiltager. De fejlvurdere situationen, og vil blot ringe efter vagtlægen, som altid indlægger på psyk. Den unge skriger på en ambulance. Det bliver moderen der via andre end personalet får tilkaldt en ambulance, så den unge kan komme på skadestuen. Her finder lægerne det så stærkt bekymrende, at der laves indberetning på bostedet. Den unge var akut behandlingskrævende. Moderen får lov at være sammen med den unge, og i den periode, lykkes det at få den unge til at rykke i meget positiv retning ifht maden. De forsøger at få sagsbehandler i tale, om at dette bosted skader den unge, og at de bør finde et andet sted. Sagsbehandler nægter moderen at være der for den unge. Der sættes vagt udenfor døren, af et personale fra bostedet. Som en anden fange sidder den unge nu på sin hospitalsstue. Virkelig angst for bostedets personale. Det går allerede her ned af bakke med maden igen. Ved udskrivelsen er den unge panisk angst. Sagsbehandler sender den unge retur til samme sted, som der er indberettet stærk bekymring om.


Underretning på moderen

I tråd med tidligere, falder der nu en underretning på moderen, som slet ikke er til stede! Den unge havde som sædvanligt ringet hjem for at få tryghed i sin mor. Lægen ringer til moderen for at få hende til, at overtale den unge til at tage frivilligt med tilbage til dette rædselssted. Hvilket moderen ikke kan. I underretningen, står der at det er moderen der styre den unge til, hvad den unge må og ikke må. Det passer meget dårligt, med at hospitalet har set gennem 2 døgn, at moderen er i stand til ved tryghed, at få den unge til, at turde mere end ellers, og at de så hvordan den unge stivnede og blev bange, da der kom personale fra bostedet.


Magtanvendelser
Den unge har været ude for flere magtanvendelser, både i psykiatrien og på bostedet. Alle var unødvendige, og samtidig er de ikke indberettet korrekt.


Der er gennem hele den 2 årige fejlanbringelse været lavet underretninger flere af dem akutte. Fra både fagpersoner og fra familien. Der er underrettet til både Københavns kommune, Ankestyrelsen, Folketinget og Ombudsmanden, samt Socialt tilsyn med bosteder. Alle steder har modtaget flere. Der er forsøgt hjælp fra både Borgerrådgiver, Overborgmester, Borgmester, Børns Vilkår og Mødrehjælpen, diverse Retshjælp, Datatilsynet og mange rådgivninger til forældre og børn.

Sagen har været i Ankestyrelsen flere gange og også i Byretten.

Der er af 6 advokater påvist mange alvorlige lovbrud i sagen.

Artiklen må meget gerne deles.



Du kan også læse om sagen på:

• DenOffentlige.dk, hvor socialrådgiver Mette Blomqvist Valentin skriver om hendes vurdering af sagens akter.

• Tillykke FN's Børnekonvention, Statsfinansieret overgreb på anbragt barn begået for dine skattekroner!!

//ANN


UPDATE Februar 2019
Der er kommet flere opslag på "Tillykke FN's Børnekonvention", som ligger inde med sagsakter.
Familien valgte i januar 2019, at stå frem ved, at skrive blog's og lægge dokumentation ud, samt skrive om både afgørelser og om hvordan hverdagen (over)leves.

• Familien kan nu følges i denne FACEBOOKGRUPPE

Blog's: 
JEG VIL HJEM
MORALSK SLITAGE

//ANN//

OPDATERING:

Blog's og Facebook er lukket.

Opfølgning 2021: 👇

http://voresboernstrivsel.blogspot.com/2021/06/nar-chikane-bliver-til-direkte-ondskab.html

//Rigmor

MAN FÅR IKKE BEDRE FORHOLD VED AT INDGÅ FRIVILLIG ANBRINGELSE

- Redaktionen - 

Det er ikke fordi at denne side handler om anbringelser, for den handler om de børn og unge, som har særlige behov, hvad enten det er i form af psykiatiske diagnoser, somatiske sygdomme eller fysiske handicaps.

For nogle af børnene er de så behndlingskrævende, at det kan være nødvendig for forældrene, at anbringe deres barn, og for andre er det trusler, hvis forvaltningen skønner at forældrene ikke magter opgaven.

I de mange sager vi skriver om, er vores fokus helt klart .... Børnene og deres trivsel. Får de den lovmæssige støtte INDEN forvaltningerne kommer med deres anbringelser. og hvis de gør er reglerne så overholdt?

Derfor dele vi også materiale omkring anbringelser. Det er altså stadig ikke fordi, at forældrene er ressource-svage eller at der er vanrøgt / misbrug i sagerne.

Men sagsbehandlingerne er groteske!

Her er en tekst, som mange med "hårdknudesager" kender til. Forvaltningerne siger, at hvis forældrene går med til en frivillig anbringelse, kan de få mere samvær og bedre forhold.

DET PASSER IKKE!!!

Anbringelses sted skal stadig være det optimale for barnet, uanset om det er frivillig eller tvang. Derudover bliver der ofte ikke gjort mere for at få børnene hjem igen ved en frivillig. Ved en tvang har man advokat og sagen skal tages op med jævne mellemrum.

Her har en af de advokater, som arbejder med børnesager i Danmark lavet et opslag på Facebook.

Hvad skal forældrene være opmærksomme på:

Tvangsanbringelse tvangsfjernelse retssikkerhed

20 timer · 

Samtykke til frivillig anbringelse – en jungle af misforståelser – lovbrud – og vildledninger?

Som advokat oplever jeg mange misforståelser og myter omkring samtykke til anbringelse.

Lad mig lige straks aflive nogle af de myter, som florerer og mange forældre fortæller mig, at kommunen har fortalt dem:

1.
Du får ikke mindre samvær ved at sige nej til frivillig anbringelse. (Samvær skal fastsættes ud fra hvad der er bedst for barnet og ikke om man er uenig med kommunen)

2.
Du mister ikke din forældremyndighed ved at sige nej til frivillig anbringelse. (Nej den har du stadig selvom det er en tvangsmæssig anbringelse/anbringelse uden samtykke)

3.
Det er ikke nemmere at få et barn hjemgivet ved en frivillig anbringelse end ved en tvangsmæssig anbringelse. (Nej, uanset om det er med eller uden samtykke, så skal barnet hjem, når der ikke længere er et anbringelsesgrundlag).

4.
Kommunen skal ikke arbejde mindre for en hjemgivelse, hvis du ikke giver samtykke til anbringelse. (Nej, kommunen har uanset om det er med eller uden samtykke pligt til at forsøge at løse problemerne, som er årsag til anbringelsen).

Desværre er det min oplevelse, at forældres retssikkerhed ofte er større ved anbringelser uden samtykke – ret til advokatbistand og mulighed for at få prøvet anbringelsen ved Børn og ungeudvalget, Ankestyrelsen og Byretten. Dernæst er det også min oplevelse, at der ofte er mere opmærksomhed fra kommunen ved en sag om anbringelse uden samtykke – da sagen så kommer omkring diverse instanser med jævne mellemrum.

Noget helt andet er, at det også er min oplevelse, at der ofte ikke er et reelt samtykke til anbringelse.

Forældre er ikke enig i anbringelsen og føler sig presset.

I den forbindelse er det vigtigt at være særligt opmærksom på Servicelovens § 53:

”Samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, til en afgørelse efter § 52, stk. 3, nr. 7, skal omfatte formålet med anbringelsen, jf. § 140, stk. 3, 1. pkt.”

Det vil sige man skal også samtykke til formålet med anbringelsen jf. handleplanen. Samtykke er altså ikke bare samtykke – det skal være et kvalitativt samtykke, hvor man altså også er enig i indholdet af handleplanen.

Der er altså tale om et ”informeret samtykke”, når forældremyndighedsindehaver og den unge viser forståelse for formålet med anbringelsen, som det fremgår af handleplanen.
Kun hvis parterne er enige i og indforståede med dette formål, vil der blive tale om en frivillig anbringelse.
Der er ikke tale om et ”informeret samtykke”, hvis det viser sig, at forældremyndighedsindehaveren ikke har forstået grunden til anbringelsen og stiller betingelser for samtykke. Det kan være, hvis forældremyndighedsindehaveren og/eller den unge kun giver samtykke til anbringelse et bestemt sted eller i et begrænset tidsrum.
I sådanne situationer vil man alene skulle vurdere sagen efter reglerne om anbringelse uden samtykke, idet der ikke er givet et samtykke, man kan tillægge vægt.
Jeg må desværre meddele, at jeg meget ofte har mødt forældre, som har givet samtykke – men som slet ikke forstår, hvorfor der er en anbringelse eller hvad der er formålet med anbringelsen – eller hvad der står i handleplanen.

Det er IKKE et samtykke. Det er tværtimod et markant sagsbehandlingssjusk og reelt lovbrud, at mange kommuner ikke sikrer sig et reelt samtykke.

Forældre skal ikke lokkes eller presses – samtykket skal være reelt og informeret – de skal vise, at de forstår formålet med anbringelsen.

Adv. Thorbjørn Thomsen
thom@advdan.dk

www.tvangsanbringelse.dk

DIN RET NÅR DU HØRER ORDET "ANBRINGELSE" PÅ ET MØDE

- Redaktionen - 

Husk


I det øjeblik forvaltningen nævner ordet "anbringelse", bør du afbryde mødet og bede om en advokat.

Det er GRATIS - kommunen SKAL stille en advokat til din rådighed, og de burde have oplyst dig om det inden mødet, sådan at du var forberedt.

Du bør overveje, om du vil gøre brug af dem, som kommunen udlevere på deres liste. Bedst er selv at find en som har speciale indenfor anbringelses området.


Du har frit valg af advokat, og er barnet over 12 år, skal det have sin egen efter frit valg.


For forældrene
Du er også berettiget til en §54 støtte person, som kan hjælpe dig med akter eller mødedeltagelse. Dog må de ikke tale til møderne, og de søgte timer er begrænset, men bedre end slet ingen. Også støttepersonen kan være efter eget valg, i nogle kommuner kan det være svært, da de vil bruge deres egne, men du bør vælge en uvildig.

Er far og mor skilt, har begge ret til hver sine.

For barnet/børnene

Dit barn over 12 år har ret til egen advokat og sin egen støtte §68b person. 

Alle børn uanset alder har ret til en bisidder, det kan være et familie medlem, som ikke er part i sagen eller en fra Børns Vilkår. En bisidder må ikke tale, men kan være behjælpelig for barnet, både i forhold til at have talt tingene igennem inden, og se om referatet af børnesamtalen stemmer overens med det faktiske barnet har udtalt.

Generelt

Det er tilladt både at have en parts repræsentant, en bisidder eller en §54 støtte med til møderne.

Der er delte meninger om det er tilladt at optage møder man selv deltager i. DUKH skriver at det ikke er, andre fx jurister, at der er.

Hvad er forskellen?

Forskellen på en parts repræsentant og en bisidder er, at en parts repræsentant kan træde i dit sted, hvis du ikke kan deltage i mødet. De kan handle på dine vegne. Derfor må du sikre dig, at det er en du kan stole 100% på.

En bisidder, sidder blot bi, altså er der er med dig som støtte og et sæt ekstra øre. De kan blive bedt om at forlade lokalet, hvis de ytre sig. Nogle forvaltninger lader dem dog tale, men man skal være opmærksom på forskellen.

Vi har valgt at bloggen er reklamefri. Finder du gavn af det vi deler, og ønsker du at påskønne vores arbejde med et beløb, kan det gøres her:

TRYK HER

Arkiv

Følg vores Facebook Følg vores Google Plus

RETSSIKKERHEDEN SEJLER PÅ BØRNE OG UNGE OMRÅDET

- Redaktionen - 

En artikel byder på den sædvanlige, "ja, nu beskriver artiklen jo intet om hvorfor drengen er anbragt". Nej og det er for så vidt også fuldstændigt ligegyldigt i denne sammenhæng, for det var netop den dårlige sagsbehandling der var emnet.

En dårlig sagsbehandling er stadig en dårlig sagsbehandling uanset, om det er rigtigt eller forkert at barnet er fjernet. For at tale om noget helt andet, hvordan ved nogen så om det overhovedet er rigtigt, at barnet er fjernet, nu når sagsbehandlingen var så fejlfyldt, som det artiklen handlede om?

Vi ser det ofte i vores opslag Holdningen og kommentarene om at der magler fakta, eller at så er der nok alligevel en grund i hjemmet til at barnet er fjernet.

Det viser med alt tydelighed, at befolkningens holdning er, at sagen er undersøgt og belyst. (hvilket de i mange tilfælde ikke er), at nu når det er et anbragt barn, så er det ret ligegyldigt med retssikkerheden for det havde jo dårlige forhold hjemme, og har det bedre nu. Skal anbragte børn ikke have samme retssikkerhed som alle andre børn i det her land?

Ved folk overhoved hvad der foregår?

Vi kan fortælle så meget, at selv ansatte på bosteder og institutioner ikke aner en døjt, om hvordan sagsbehandlingen er fejlagtig og mangelfuld. De tror nemlig også fuldt og fast på, at de børn de har, er nogen der har det forfærdeligt hjemme. Når barnet reagere, så er det klart for enhver, at det er fordi at barnet er skadet fra hjemmets side. Ikke at det er en reaktion på en fejlanbringelse. En fejlanbringelsen kan både være et barn der ikke burde være fjernet fra hjemmet, men også et barn der bør være fjernet, men er anbragt et sted der ikke gavner barnet og i  nogle tilfælde direkte skader barnet endda mere end hjemme.

Når man så påpeger de her ting, så er der altid nogle sagsbehandlere der føler sig trådt over tæerne. De vil ikke tages over en kam.

Men det bliver forældre hele tiden. Alle forældre med børn der viser tegn på ikke at trives, er pr. automatik dårlige forældre der ikke magter deres børn.

At sidde som forældre til et barn der har brug for hjælp, er som at sidde på anklagebænken. Det handler mere om, at forsvare sig som forældre end at finde løsninger der gavner barnet.

Så alt i alt står man stejlt som modstandere fra start, og begge parter påberåber sig, at ville det bedste for barnet.

Det vigtigste er en ordentlig og retssikker sagsbehandling, der med sikkerhed konkludere, om det er et barn der bør anbringes eller ej i første omgang, og derefter hvor det rette sted så vil være.

Alt andet er lotteri med vores allesammens børn, og det kan vi ikke være bekendt i et land som Danmark.


NB: Vi ved ikke om den omtalte artikel handler om et barn, der bør eller ikke bør fjernes.

//ANN//

Vi har valgt at bloggen er reklamefri. Finder du gavn af det vi deler, og ønsker du at påskønne vores arbejde med et beløb, kan det gøres her:

TRYK HER

Arkiv

Følg vores Facebook Følg vores Google Plus

I KØBENHAVN BLEV DET OPDAGET. HVAD GØR MAN FOR AT RETTE OP PÅ DE MANGE ALVORLIGE FEJL?

- Redaktionen - 

Så kom det bag på befolkningen, da nyheden om Københavns Kommunens Borgerrådgiver havde fundet fejl i samtlige de anbringelsessager de havde undersøgt. Artiklen her beskriver resultatet af den undersøgelse, som Borgerrådgiveren i Københavns Kommune har lavet omkring anbragte børn i kommunen. Resultatet er skræmmende. 77 sager med alvorlige fejl. Så alvorlige, at de kan være det der afgøre, om en anbringelse er på tale eller ej.

For den almindelige befolkning er opfattelsen, at man ikke bare anbringer børn uden årsager. Uden at det er undersøgt ordentligt, og at det er dyrt at anbringe.

Det er en holdning der ligger milevidt fra virkeligheden her i Danmark.

Sagsbehandlingen er himmelråbende dårlig, - og ulovlig!!!

I Danmark er det billigere at anbringe end at give børne et specialiseret skoletilbud fx.

Alt handler om økonomi.

Det blev desværre hurtigt glemt i medierne igen. Der burde have været fulgt op på disse sager. Det er ikke småfejl. Det er grove tilsidesættelser af lovformlige og vigtige undersøgelser. I TV kunne man hører, at borgmesteren negligere problemet, til at det skal gøres bedre.

JA! - Men har man tænkt sig at genbehandle disse sager, for i virkeligheden har disse massive lovbrud medført, at der sidder børn anbragt, der ALDRIG skulle være anbragt, men hjælpes i hjemmet, i skolen.

Redaktionen her på siden er bekendt med flere sager i København. Skolesager der er endt i anbringelser af børn med særlige behov, som havde det fint hjemme, var trygge hjemme, men manglede skolestøtte af forskellig art. De børn sidder nu bange og opgivende i pleje rundt omkring, med lidt samvær med deres forældre der ikke har gjort andet, end at kæmpe for, at DERES børn får samme muligheder som andre børn.

De her børn med særlige behov bliver straffet for at have særlige behov.

STRAFFET HÅRDT!

Der blev i TV lagt op til, at det var kommunen, der havde fejlet.

Det var det også, men er der nogen som fulgte op på, at inden man kan fjerne et barn skal den over B&U udvalget, som så har godkendt sagsbehandlers og socialforvaltningens afgørelse med de mange fejl. B&U skal sikre, at sagen er belyst ordentligt, og at man ikke fjerner børn uden årsag. Hvordan kan de blåstemple så mangelfulde sagsbehandlinger? Det er ikke en enlig svale, men helt almindelig dagligdag.

Derefter har mange af sagerne været igennem Ankelstyrelsen og Byretten. Hvorfor er børnene ikke hjemgivet efter man ser de mange fejl?

Lukker man øjnene hele vejen rundt eller hvad?


Hvorfor er det gået så galt?


Da skole reformen gik igennem i 2014, blev det værre end det ellers var. Lange dag og en totalt forfejlet inklusions politik. En inklusion der mere var en spare manøvre. De børn der lige med nød og næppe klarede den i folkeskolen inden reformen blev nu tabt. De der blev flyttet fra specialskoler til folkeskoler, og skulle inkluderes blev det ikke. Lange dage gjorde det hele endnu værre, og lærer der ikke kunne følge med og slet ikke er uddannet til special børn skulle nu løft en håbløs opgave.

Ingen bryder sig om at tabe ansigt, eller vise, at de ikke magter deres job. Stressede lærere, som ikke vil erkende deres udfordringer, begynder at vende blikket på børnene og forældrene. Der underrettes i et væk. Børnene reagere kraftigt, og de bør have den rette støtte eller skoletilbud. Men lærerne får det vendt til hjemmet i alt for mange tilfælde.

Sagerne havner på bordet hos en socialrådgiver/sagsbehandler som i forvejen er overbebyrdet af sager og et budget de skal holde sig inden for.

Vidste du at sagsbehandlere kan blive belønnet for at finde den billigste løsning?

Det er længe siden, det har handlet om at yde borgerne støtte og rådgivning. Selve essensen af socialrådgivernes opgave er for længst glemt.

Det hele handler om økonomi og magt.

Det er ikke ualmindeligt, at familier der underrettes til kommunen, må bekoste både private socialrådgivere og advokater, når de har en sag på kommunen. Altså den kommune der er der for at yde borgeren støtte! Det er nødvendigt for at have en på sin egen side, og en der sørger for at loven bliver overholdt bare en smule. Det vi i forvejen betaler over skatten, skal vi nu selv betale for at få en ordentlig behandling hos.

Hvad er dit gæt på, hvad en anbringelse koster kontra en special skole eller støtte i folkeskolen?

Loven siger, at skoletilbudet skal passe barnet. Det bør ikke være en evig kamp, som resultere i, at børnene systematisk pilles ned. Ikke kan følge med. Får det ene nederlag efter det andet. Bliver syge, stressede og deprimerede.

De taber deres selvværd i kampen med skolen og det system der er sat til at hjælpe dem.

I nogle tilfælde, desværre mange, lykkedes det skolen at overbevise forvaltningen om, at det i hvert tilfælde ikke er hos dem selv problemet ligger. Aben smides i hjemmet, og der køres anbringsels sag.

De børn der skulle hjælpes, kan nu risikere at blive anbragt.

HVORFOR?

Kunne det være fordi lærere og skole ikke vil erkende deres mangler? Eller er det socialrådgiverne/sagsbehandleren der ikke er dygtige nok? Er det et økonomisk spørgsmål? Eller en blandning af det hele.

Resultatet er i hvert tilfælde skræmmende.

Der laves en stærkt kritisabel sagsbehandling med forældrene som synderne. Der findes anbringelser i København, hvor der ikke er lavet en eneste undersøgelse af hverken barn, forældre, hjem eller skole. Med andre ord, barnet er anbragt på sagsbehandlers formodning. Det er bestemt ikke nok i følge lovgivningen.


MEN...

Det er langt billigere at anbringe end give det rette specialiserede skoletilbud.

Og så er der forskel på om det er kommune kassen eller statskassen der betaler gildet. Gæt selv videre, hvem du mener kommunen gerne vil sende regningen til.

Du tror måske kun det er København der handler sådan?

Så må vi skuffe dig, det gælder i hele landet. Det er sådan det gøres.....

Arkiv

Følg vores Facebook Følg vores Google Plus

ER DET INDHOLD ELLER ANTAL AF UNDERRETNINGER DER ER AFGØRENDE?

- Redaktionen - 

I den sag vi sidder og læser akter i lige nu, står der fra forvaltningens side, at der også i tidligere kommune har været flere underretninger.

Så er det vi tænker, og hvad mener de så med det?

Ligger der noget usagt, som den næste selv skal fange? Eller er det en måde hvor man sørger for at få medhold, at jo flere underretninger des værre familie, og derfor mener man så på forvaltningen, at en anbringelse er i orden?

Vi er undrende. Det kan ikke ligge til grund alene, at der har været underretninger det meste af barnets liv. De er ikke beskrevet eller på anden måde undersøgt af nuværende forvaltning. Blot er det konstateret at der har været flere underretninger i tidligere kommune. 

Vi kan så løfte sløret lidt.

De underretninger fra tidligere kommune er:

Chikane sag fra en anden forældre. Af kommunen opfattet som chikane med det samme og skulle blot hører forældrene. Sagen blev lukket med det samme idet, anmelder var anonym, og dermed kunne forvaltningen ikke holde anmelder op på den, samtidig ønskede man ikke at forfølge forældrenes anelser om hvorfra den kom.

En fra en børnehave, der på ingen måde kunne sørge for god trivsel for barnet i DERES timer, og hvor en pædagogisk konsulent fra kommunen, var enig med forældrene i, at barnet skulle stoppe omgående og vente på overflytning, hvilket også skete, og barnet var i fint trivsel i den nye børnehave.

 En underretning fra skolen, flere måneder EFTER fraflytning af kommunen, for ikke at aflevere barnet i skole. Barnet gik i skole i den nye kommune. Samtidig havde de påført et emne som bekymrende, trods der lige inde fraflytningen, havde været skole-hjem samtale med udelukkende positive tilbagemeldinger, også på det emne de underretter som bekymrende.

Forøvrigt var de lukkede, som værende behandlet og ikke yderligere at tilføje. De var arkiverede, men ny kommunen indhenter dem ulovligt, uden forældres vidne og accept. De påstår dog overfor gammel kommune, at de har forældre accept. Forældrene klager til gammel kommune, hvorefter der laves ny procedure i kommunen, om at accept SKAL være skriftligt. Det kom dog ikke denne familie til gavn.

Nu er det sådan, at de 3 underretninger er behandlet og arkiveret, så hvorfor figurere de et årti efter i den nye kommune, som stadig bekymrende?

Vi her på siden har nogle tanker og stiller os nogle spørgsmål i den forbindelse.

At ikke nok med at der har været en chikane anmeldelse på familien, som kommunen ikke ønskede at forfølge, så bruges den nu imod familien!

Hvis der nu var hold i de underretninger, hvorfor blev familien så ikke tilbudt hjælp, men kæmper nu flere år efter skolestart for støtte til deres barn med særlige behov?

Hvorfor udløste de ikke den målrettede støtte og udredning af et barn med flere senere påviste diagnoser. Kunne det tænkes, at det var fordi barnet klarede sig godt på trods af sine diagnoser, - og altså ikke var i mistrivsel dengang?

Hvordan kan man bruge ulovligt indhentet dokumenter?

Hvordan kan man nøjes med at bruge det ved at skrive, at "der også i den tidligere kommune har været flere underretninger", UDEN overhovedet at komme ind på hvad de indholdt, hvorfor der havde været underretninger, eller om der var handlet på dem, og i så faldt hvilken foranstaltning, og havde eventuelle foranstaltninger virket?

Hvis underretninger skal bruges som hjælpemiddel, og omsorg, som nogle opfatter dem til at være, hvad sker der så her, for her er det udelukkende antallet der er gældende, og udelukkende for at fælde familien.

Nu ligger de pga. antal som medvirkende til en anbringelsesag.

HVORDAN KAN DET SKE?

Er der virkelig så lidt faglighed tilbage, at det kan ligge på en lillefingernegl?

Arkiv

Følg vores Facebook Følg vores Google Plus

DER ER STOR FORSKEL PÅ AT BLIVE MØDT AF EN SOCIAL FAGLIG KONTRA EN SUNDHEDS FAGLIG

- Redaktionen - 

Når vi møder omverdenen og fortæller om vores sager, er der ikke rigtig nogen som tror det muligt. 

I Danmark??? 

Vi er en retsstat. I Danmark fjerner man ikke børn uden, at der er en grund til det. De bliver misrøgtet hjemme, forældrene magter ikke forældre ansvaret, eller der må være misbrug af en art i hjemmet. Sagen og familien er blevet undersøgt grundigt inden.

Det er den gængse opfattelse.

Vi kan desværre ikke bryste os af at være en retsstat. Vi har en masse love, men de bliver ikke overholdt. Økonomi spiller en stor rolle, selvom den ikke må. Du vil nok tænke, at en anbringelse er dyr. Og ja, det er den, men langt fra det en speciel skole koster. Og så er der refusion på anbringelse.

Derudover er der frivillige anbringelser af forskellige årsager.

Der er handicappede og børn med så store belastninger og behov, at de er nødt til, at bo på institution. Tænk hvordan de forældre har det. Ikke nok med, at de er nødt til, at deres barn bor ude, så skal de også mødes med disse fordomme omkring børn der er anbragt.

MEN

Når det så er sagt, så sidder der en masse familier tilbage. Familier som vores, hvor vi render til det ene møde efter det andet, både på forvaltningen, i skolen/børnehaven, læger og hospitaler, og psykiatrien. Der aftales en helt masse, og i rigtig mange tilfælde virker tiltag ikke. Hvorfor kan man så spørge sig selv og hinanden. hvorfor er denne familie ikke i stand til at løfte opgaven med deres barn med særlige behov?

Der er en gennemgående rød tråd i familiernes sager her på bloggen.

1: Man tror ikke på forældrene.
2: Fordomme
3: Magtmisbrug
4: Forvaltningerne bestemmer, hvilken støtte der skal indsættes uanset, hvad forældrene mener.

Men vigtigst af alt.....

På forvaltningen bliver vores sager behandlet af social fagligt personale og ikke sundheds fagligt, hvilket nok er den aller største fejl i vores sager.

Vi kan råbe og skrige på den rette støtte og hjælp, og alt bliver vendt til problemer i hjemmet, eller problemer med mor, som ikke vil samarbejde. Det handler dog om, at mor simpelthen ikke er enig, da hun kender sit barn til bunds og kender udfordringerne og hvilken støtte både barnet og forældrene har brug for. Men sagsbehandler har ikke forudsætningerne til at agere korrekt i vores sager. Hvordan skal de kunne det, når de er udlært i symptomer af misrøgt, og ikke symptomer på diagnoser???

Giv os de rigtige fagpersoner til at løse vores sager, så gik det meget bedre og vores børn ville ikke blive gidsler i tunge og fastlåste sager, hvor forvaltningen kører både barn og forældre over.

Vores sager fordre dygtige sundheds faglige sagsbehandlere.

Arkiv

Følg vores Facebook Følg vores Google Plus

MÅLRETTET STØTTE KAN YDES TIL PLEJEFAMILIEN, MEN IKKE MENS BARNET ER HOS FORÆLDRENE

- Redaktionen / Brev / Case -

Vi modtog endnu en beretning. Det er ikke første gang vi erfarer, at den hjælp der udebliver for familien, pludselig sættes i værk, samtidig med at barnet anbringes. Vi kunne godt tænke os, at få belyst årsagen. Er det fordi plejefamilier tages mere seriøst? Er det for at "bevise", at når barnet er væk fra familien, så trives det pludseligt fint? Tankerne er mange, hvorfor det er sådan at systemet fungere i Danmark.



Min søn blev testet da han var 4. Jeg ved ikke hvad den test hed, men de mente ikke han havde autisme, og der lagde de også vægt på, at han og mig havde en god kontakt og at han godt kunne holde øjenkontakt. Men han fik diagnosen lettet mentalt retarderet og ville have haft fået diagnosen selektiv mutisme (angst for at snakke i forskellige situationer), hvis han havde været normal fungerende.

Denne gang skulle det blive mere besværligt at få ham udredt.

Vores skolepsykolog ville ikke sende en henvisning, da hun ikke mener der er nogen problemer (det mener hun ikke der er med nogen børn) Men fandt så ud af, at man kunne gå i gennem egen læge, så vi fik fuld aktindsigt i hans papir, som lå hos ppr som blev sendt med, men den blev så afvist. Jeg kontaktede så autisme foreningen og spurgte hvad vi kunne gøre og de fortalte, at vi kunne få lægen til at sende henvisning længere oppe i landet, men samtidig fandt jeg også ud af at børne sagsbehandleren også kunne lave en henvisning. Så min familiekoordinator, fik samlet alle papir sammen, som hun kunne finde og sendte det derop og så ville de godt se os.

Og så spurgte de os om et par ting og lægen tog William med ind i et rum, mens psykologen stillede os nogen spørgsmål, og hver gang jeg forsøgte at fortælle, hvad jeg så hos min dreng, blev vi afvist med, at der er ikke noget der hedder autistiske træk, enten har man det eller også har man det ikke. Og han kan forstå ironi og holde øjenkontakt, så han havde det ikke.

Jeg er 99 % sikker på han har noget autisme, da min mand arbejder med voksne der er mental retarderet og har autisme og der er rigtig mange lighedstræk.
Vi kender en som arbejder med tilsvarende og hun har også et voksent barn, som er lettet mentalt retarderet, har ADHD og først nu har fået diagnosen autisme oven i.
Min dreng aflastning siger det samme og hun har også været handicaphjælper for et andet barn med autisme. Og de alle kan se det hos ham.

Nå men vi valgte, at han skulle udredes igen i håb om, at han fik diagnosen, da det så havde været nemmere at få et ordenligt skole tilbud til han, da han reagere voldsom lige så snart der sker den mindste forandring osv. Så Børne psyk valgte at holde et møde, hvor børne sagsbehandler, familiekoordinator, skolepsykolog, skoleleder og en lærer var inviteret, da de er enig i, at han ikke har det optimale skole tilbud og der fik vi at vide, at han skulle testes hver andet år pga sin udvikling og det er 3 år siden han sidst blev testet.

Nå men vi fik ikke så meget ud af mødet andet end, at han skulle testes og skolen skulle tænker over om det var det rigtig tilbud han havde.

Men da alt det, der har været sket siden min dreng blev 3,  har været så opslidende, så har vi nu valgt, at han skal i pleje og pudsigt nok, så mener den nye sagsbehandler, at der er nok i hans sag til, at han vil kunne visiteres til den speciel skole som ligger i vores kommune. Så nu venter vi på svar på det, men tænk at det først kan ske nu, hvor han bliver sendt i pleje og kommunen så overtager ansvaret for han trivsel.

Vi har en datter der er et 1 år yngre end William og er normal fungerende.

Jeg er så vred over vores situation, at vi har været nød til at "opgive" vores søn, fordi at alle instanser svigter, når vi har bedt om hjælp. Og nu hvor vi endelige har fået lidt hjælp, så er det for sent. Har bedt om hjælp til ham siden han var 3, og har siden han blev født sagt, at der var noget galt, men alle slog det hen med, at der ikke var noget, han var bare et barn, der var lidt længere tid om det osv.

Hvis han bliver visiteret til et specielt skole tilbud, så har jeg overvejet, hvordan man kan få sat fokus på, hvordan det er så let, nå man først sender sit barn i pleje.
Jeg syntes det er fint der bliver sat fokus på det område.

Redaktionen takker for beretningen, og ønsker det bedste for familien og William (Navnet ændret)

Har du også lyst til at få din beretning på sitet, så kan du skrive til voresboernstrivsel@gmail.com

Arkiv

Følg vores Facebook
Følg vores Google Plus

KAN MAN KALDE DET KIDNAPNING?

- Redaktionen -

Ved gennemgangen, af det materiale vi modtog tidligere i dag, må vi simpelthen fare i "blækhuset" eller i det her tilfælde, til tasterne. 

I det materiale vi fik tilsendt var nemlig nogle links til en pjece hos Københavns kommune, til et barn i en anbringelses sag. Nu er det tilfældigvis sådan, at en af sidens familier lige netop nu står i sådan en sag, - og lige netop i København. 

Når vi læser denne pjece, og ser barnets rettigheder sort på hvidt, ja SÅ grimmes vi. For hvordan kan kommunen skrive en sådan pjece og så handle stik imod deres egne ord?

Vi vælger at dele en del af pjecen, den del, der omhandler den tvangsmæssige anbringelse. Derfor er der et hop i numre. I selve teksten vil vi kommentere den aktuelle sag.

Tvang (i modsætning til samtykke) serviceloven 58 Der kan træffes beslutning om tvangsmæssig anbringelse, hvis der pga. forhold i hjemmet er åbenbar risiko for alvorlig skade på barnet eller skade på barnets/den unges sundhed eller udvikling. (Der er på ingen som helst måde, fare for barnet i den aktuelle sag. Forældrene er yderst kompetente og løfter opgaven godt. Barnet er tryg og glad hjemme, hvilket barnet også fortæller sagsbehandler om og om igen, udviklingen er ikke rykket pga tidligere offentlige overgreb, med tilhørende traumer deraf) En tvangsmæssig anbringelse kan finde sted, selvom der ikke først har været iværksat andre foranstaltninger, hvis der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses, mens barnet eller den unge fortsat er i hjemmet. (Barnet manglede rette skoletilbud, og behøvede ikke støtte i hjemmet for at trives, ydermere er det ikke begrundet belyst, at barnet IKKE skulle trives hverken hjemme eller i skolen)  Anbringelsen finder sted af hensyn til barnets ret til beskyttelse, (Beskyttelsen ville ligge i fred fra forvaltningen) dvs. den fornødne omsorg og pleje. (Barnet har den største omsorg, kærlighed og forståelse i hjemmet) Der kræves en væsentlig grundigere dokumentation, information og redegørelse ved beslutning om anbringelse uden samtykke. (Der forefindes ingen dokumentation eller redegørelse) Kommunalbestyrelsen skal tilbyde dem, der har part i en sag om tvangsmæssige foranstaltninger advokatbistand. Advokatbistanden er vederlagsfri. (Ca 4-6 timer, så det er udelukkende til at møde i B&U) Valg af advokat er op til den berørte part at bestemme. Tilbuddet gælder indehaveren/haverne af forældremyndigheden og den unge (over 15 år). (Ups over 12 år, skal barnet have sin egen udover forældrenes) Når anbringelsen sker uden samtykke, medfører det en række forskelle i sagsgangen, bl.a. hvem der har bemyndigelse til at træffe beslutning.

De væsentligste er:

1. kommunalbestyrelsen skal, inden der træffes beslutning om indstilling til tvangsmæssig anbringelse, sørge for en grundig vejledning af indehaveren af forældremyndigheden, så han eller hun får kendskab til, hvilke andre muligheder for hjælp, der kan gøres brug af med dennes medvirken (Igen en ups'er, det skete ikke)

2. når børn og unge-udvalget træffer afgørelse, skal der altid tages hensyn til genbehandlingsfristen. Genbehandlingsfristen er et år, hvis barnet ikke har været anbragt det seneste år. Fristen er to år, hvis barnet er eller for nylig har været anbragt inden for det seneste år

3. forvaltningen kan ikke selv træffe tvangsmæssige beslutninger den kan alene indstille til udvalget

4. inden afgørelse om tvangsmæssig foranstaltning træffes, skal kommunalbestyrelsen gøre indehaveren af forældremyndigheden eller den unge over 15 år bekendt med retten til at se sagens akter og retten til at udtale sig (partshøring)

5. kommunalbestyrelsen skal tilbyde indehaveren af forældremyndigheden og den unge, som er fyldt 15 år, gratis advokatbistand under en sag om tvangsmæssig foranstaltning 12 13 ORDLISTE hvad betyder ordene?

13 Aktindsigt

Du har ret til at se din journal, når du er moden nok til at forstå, hvad der står i din journal.  (Hvem skal afgøre det? - Og et kæmpe problem med en sagsbehandler, som mener at barnet ikke må inddrages i sin egen sag!) Du har altid ret til at se din journal, når du er fyldt 15 år. Anbringelse/anbringelsessted Du anbringes (flyttes til) et andet sted end hjemme, fordi kommunen vurderer, at du og din familie har behov for særlig støtte. (Hvilken støtte,familien kunne godt selv, - og forøvrigt har forvaltningen IKKE sat støtte ind,  men kun opbevaring væk fra forældrene.) I din handleplan (Hvilken handleplan?) står der, hvorfor du ikke kan bo hjemme. Du kan også tale med din sagsbehandler om det. (Sagsbehandler kan ikke redegøre for det overfor barnet) Ankestyrelsen Ankestyrelsen er øverste klageinstans på velfærdsområdet. Den tager sig bl.a. af klager over afgørelser om anbringelse, som er truffet uden samtykke. Se også hjemmesiden Bisidder En voksen eller en ung over 15 år, som kan støtte dig, og som du kan tale med og tage med til møder. Alle børn og unge har ret til at have en bisidder med til møder. Det er en, de selv vælger. Kun hvis væsentlige ting taler imod, kan kommunen nægte at vedkommende deltager i møderne. Din bisidder kan være med til at støtte dig og gøre dig tryg ved møder med kommunen. Bisidderen må ikke fortælle det, du fortæller, til andre heller ikke til kommunen (tavshedspligt) (Husk af afvise deres egen kollega). Det Sociale Nævn Behandler klager om frivillige anbringelser/foranstaltninger. I første omgang er det dog din sagsbehandler, din mor og/eller far skal klage til og han eller hun tager stilling til, om kommunen vil holde fast i den afgørelse, I klager over. Det er Ankestyrelsen som tager sig af klager over anbringelser, som din mor og/eller far ikke har sagt ja til (givet samtykke til). Døgninstitution Børnene bor sammen med andre børn på døgninstitution, hvor der er tilknyttet faste pædagoger og andet personale. Nogle døgninstitutioner har sin egen interne skole andre steder går børnene i den almindelige folkeskole. FN s Konvention om Barnets Rettigheder I Børnekonventionen står bl.a., at staten skal hjælpe og give omsorg til børn, som ikke bor hos deres forældre. Nogle gange kan det bedste være, at barnet kommer i en plejefamilie eller på et socialpædagogisk opholdssted eller en døgninstitution. Kommunen skal altid tage særlige hensyn til barnets behov og særlige forhold, når de vælger det sted, barnet skal anbringes. (Alligevel vælger kommunen, at gå direkte imod psykiatriens, lægens, barnets og forældrenes ønsker) Det gælder også for eksempel etniske, religiøse, kulturelle og sproglige forhold. FN s Konvention om Barnets Rettigheder gælder for alle børn under 18 år.

14 Handleplan

I serviceloven 140 står, at i en handleplan skal det fremgå, hvilket problem der skal løses (Igen, hvilken handleplan?), og hvordan problemet skal løses. Handleplanen bygger på 50 undersøgelsen (? 4 år gammel og forfejlet, §50, uden de rette punkter, hverken skoledelen, familiedelen og det sundhedsmæssige - diagnoser, er med i den undersøgelse), og der skal være både mål og delmål beskrevet i forhold til disse punkter: (? igen ingen mål, hverken mål eller delmål) 1) udvikling og adfærd 2) familieforhold 3) skoleforhold 4) sundhedsforhold 5) fritid og venskaber og 6) andre relevante forhold ( Ingen af punkterne var med i den tidligere §50, og det er de stadig ikke) Stk. 6 siger, at der også skal stå, hvor længe man regner med, indsatsen skal vare. (igen, ikke nævnt!) Når der er tale om anbringelse, skal der også stå, hvordan familien kan hjælpes, (findes ikke, behøves jo trods alt heller ikke, men det er vel et mål for kommunen må vi formode?) mens barnet bor ude, eller hvordan familien kan få støtte, når barnet flytter hjem igen. Kontaktperson En person, som barnet eller den unge er tryg ved, og som kan støtte barnet personligt f.eks. i de situationer, hvor forældre eller andre voksne ikke kan opfylde barnets behov for kontakt. Serviceloven 52, stk. 3, nr. 7 og vejledningens pkt Netværksgrupper Mødesteder for anbragte børn og unge findes i en del byer. Her kan man møde andre børn og unge, der har oplevet noget af det sammen som én selv og snakke med dem om at være anbragt. Spørg din sagsbehandler eller de voksne, hvor du bor, hvad der findes i nærheden af dig. Netværksplejefamilie (Netværkspleje afviser de) Du bor hos en familie, du i forvejen kender det kan være noget familie eller andre voksne, du kender godt. Opfølgning Senest tre måneder efter, at du er flyttet hjemmefra, skal der følges op med dine forældre, sagsbehandleren, en eller flere voksne fra stedet, hvor du bor og med dig. Her skal I tale om, hvordan det er gået hvordan du har det, og om noget skal ændres. Der skal mindst holdes opfølgning én gang om året, mens du er anbragt. Ofte er det dog flere gange om året det bestemmer sagsbehandleren og anbringelsesstedet. Du har ret til at tale alene med din sagsbehandler, før der er opfølgning. (Hos sin fjende? Det er sagsbehandler der er årsagen til barnets manglende udvikling og ro) Plejefamilie Du bor hos en familie, som måske selv har børn eller andre plejebørn; måske er du det eneste barn i familien. Du bliver en del af familiens liv og hverdag. (Og det er lige netop det barnet ikke ønsker!) For at blive plejefamilie skal plejeforældrene gennem en uddannelse, (Er det nu 4 eller 6 dages kursus?) og de skal godkendes til at have plejebørn boende. (Ups det med pleje tilladelse er før svipset, med traumer til følge) Det kan sagsbehandleren fortælle dig mere om. (Barnet kan ikke engang få en forklaring på, hvorfor sagsbehandler har valgt at fjerne det fra hjemmet)

Når en sag skal for Børne og unge udvalget til en tvangsmæssig fjernelse fra sine trygge forældre, så SKAL sagen være belyst, sådan at B&U kan træffe det retssikkerhedsmæssige valg for barnet og dets fremtid. En tvangs anbringelse er den absolut største indgriben i et barns og families liv. Så bør man virkelig have gjort sit arbejde ordentligt.

Hvad skal vi sige til dette? Hvad tænker I? Vores bedste bud er, at den sags mishandler burde have sine skolepenge igen eller tage hele uddannelsen om! - som man siger det må være en OMMER!!!


http://docplayer.dk/9128646-Det-har-du-ret-til-til-boern-og-unge-13-17-aar-som-skal-anbringes-er-eller-har-vaeret-anbragt.html

OPDATERING:
Ankestyrelsen blåstemplede kommunens afgørelse på trods af de mange sagsbehandlingsfejl, som de også påpegede, at kommunen skulle rette op på. Men barnet blev ikke hjemgivet.

Senere blåstemplede Byretten Ankestyrelsens afgørelse trods de mange lovbrud.

Det er ganske enkelt en skandale.

Det er en skolesag!

VEJLEDNING FOR SAMVÆR FOR ANBRAGTE BØRN OG UNGE I KØBENHAVN

- Redaktionen -

Vejledning i samvær for anbragte børn & unge (Københavns kommune)


Mens jeg ledte efter andet materiale, faldt jeg over denne vejledning, der skematisk beskriver ansvarsfordelingen mellem de forskellige fagfolk, der er indeover en anbringelsessag ifbm. fastsættelse af samvær. Sagsbehandleren er som bekendt den eneste, der har myndighedskompetence og kan træffe afgørelser. Hvilket er et stort ansvar, der kræver evne til at indhente og koordinere alle relevante oplysninger om sagens parter, erfaring, modenhed og god dømmekraft.

http://docplayer.dk/4103018-Colourbox-vejledning-i-fastsaettelse-af-samvaer-for-familieplejeanbragte-boern-og-unge.html

Desværre går det alt for ofte galt for sagsbehandlerne. Men hvor i processen går det oftest galt? - Min erfaring er, at der især mangler tillid til de oplysninger både barnet og forældrene forsyner sagsbehandler med. Ofte har sagsbehandleren på forhånd truffet en afgørelse og de obligatoriske samtaler med barnet og forældrene har ofte karakter af noget, der blot skal overstås, så der kan sætte et flueben, så det lovformlige er på plads ... Hvis andre vil bidrage med forslag til, hvor det går galt, kan man skrive dem ind i kommentarer herunder eller sende os en mail.

Ps.: denne vejlejning er god at give til børn og unge mellem 13-17 år, der desværre alt for sjældent kender deres rettigheder.

http://docplayer.dk/9128646-Det-har-du-ret-til-til-boern-og-unge-13-17-aar-som-skal-anbringes-er-eller-har-vaeret-anbragt.html

Følg vores Facebook
Følg vores Google Plus

PIGER MED AUTISME KAN FORVEKSLES MED AT HAVE SOCIALE PROBLEMER

- REDAKTIONEN -

Pigerne er ikke så let genkendelige, og en del opdages ikke. I mange tilfælde ses mere de tillægs diagnoser eller adfærd der kan følge med, såsom OCD (Tvangspræget adfærd), angst, spiseforstyrelse, depression og selvskade. De problematiker kan være mere synlige end den egentlig autisme.

I  "Autismebladet nr 9 - 2014", kan man læse resultatet af en survey (rundspørge) om piger med autisme. I undersøgelsen deltog 452 piger og kvinder, heraf  kan man bl.a. se, hvor mange der har været fejldiagnostiseret.

Fejldiagnosticering

Piger med autisme er ikke så lette at spotte og en stor del af pigerne i vores undersøgelse knap 25%, har været fejldiagnosticerede før de fik diagnosen autisme. Pigerne har typisk været diagnosticerede med Personlighedsforstyrrelse (4.47%), Borderline (4,06%), ADHD (4,28) og tilknytningsforstyrrelser (2,28%):

Kvinderne i vores undersøgelse, har ikke bare én men flere, komorbide lidelser. De mest almindelige er angst (43%), Depression (41%), Søvnforstyrrelse (38%), ADHD (26%), Skolevægring (20%) og OCD (12%).

På side 10 fortæller

Kirsten Callesen, psykolog og leder af Psykologisk Ressource Center,

Forældre, der søger hjælp til deres barn, hører ofte, at deres datter ikke kan have autisme, for hun har både øjenkontakt og er god til at sludre med de andre piger. Men når man ser på kvaliteten af sådan en samtale mellem to piger, hvor den ene har autisme, er det ofte den ene pige, der taler og taler, og pigen med autisme, der suger det hele til sig og svarer støttende med små kommentarer som “Nej, hvor er han dum” og “Det er godt nok synd for dig”.

Man kan sige, at familierne udvikler overlevelsesstrategier, for det er de nødt til for at klare sig helskindet igennem kampen med først at få diagnosen og derefter kampen for at få det rigtige børnehave- eller skoletilbud. Jeg ser alt for mange forældre, der går ned med PTSD, og det groteske er, at det sjældent er på grund af forældrerollen, altså det at have et anderledes fungerende barn med særlige behov. Forældrene bliver slidt op og stressramte af kampene med at få omverdenen til at tage hensyn og kampene med at skaffe tålelige forhold til barnet. Jeg arbejder indimellem med kommuner, der er mistroiske overfor forældrene, specielt mødrene vurderes til at have et symbiotisk forhold til datteren, og at hun ikke lader datteren gøre noget selv. Oftest handler det om strategier, og moderens strategi er at hjælpe datteren til at komme igennem hverdagen, for hun ved, at hvis hun ikke hjælper, kan de små ting betyde, at datteren ikke kan deltage i en fællesaktivitet, eller at datteren bliver sorteret fra af de andre børn. Måske fordi datteren bliver hurtigt udtrættet, når hun er social, eller fordi hun reagerer uhensigtsmæssigt, når hun er stresset - den slags ved mødre, og derfor sørger de for at hjælpe datteren på vej med de ting, de kan gøre fra sidelinjen.

Det er et kæmpe problem for de familier, som har piger med autisme, at de ikke kan få den rette forståelse, og dermed hjælp til deres piger.  De bliver  set skævt til, møder mistro, der kører årelange sager, alt imens pigerne med autisme kommer på mere og mere overarbejde og mere og mere bagud i skolen. Som teenagere kan de begynde at udvikle selvskadende adfærd såsom cutting og spiseforstyrrelse. Pigerne følser sig ofte anderledes, forkerte og ikke gode nok. Det er så vigtigt, at disse unge piger får den rette støtte, og det sker først, når de forstås.  Som Kirsten Callesen skriver i bladet, så er der mange forældre til piger med autisme, som ender med stress og udbrændthed. Det er ikke pga hverken autismen eller barnet, men derimod den tunge kamp, det er at få de rette tilbud til barnet. Disse piger er også i farezonen for at blive anbragt, idet man fra forvaltningens side, kan opfatte den tætte kontakt med forældrene, (især mor), som en form for symbiose. Symbiose er en ting forvaltninger elsker at hade.


Citater er hentet i AUTISMEBLADET NR 9 -2017 lige HER

Følg vores Facebook
Følg vores Google Plus

HVAD SKER DER FOR KØBENHAVNS FAMILIE AFDELINGER?

- Redaktionen -

Igen København, København, København... Hvad sker der i den kommune?

Vi ved den er galt over hele landet, men København er godt nok overpræsentret her på vores side.

Forleden læste vi, at København ellers har tilsluttet sig "Sverigesmodellen" for nogle år siden. Det holder ikke helt stik med den sagsbehandling de kører.

De har fået påklager fra flere instanser.

Skolesager kører helt og aldeles fra dem. Fra skolesager til anbringelses sager. Hvor er PPR henne i de her sager?

Vi her på redaktionen kunne godt være interesseret i at vide, om det er en bestemt bydel, hvor deres familie afd er helt galt på den eller om det generelt er hele København.

Du er som altid velkommen til at sende vores side her en besked. Lad os forsøge at belyse omfanget.

Vi ønsker en ordentlig behandling af vores børn med særlige behov. Også i #Københavnskommune !

PRINCIPAFGØRELSE FRA ANKESTYRELSEN, OMKRING "FRIVILLIG" ANBRINGELSE

- Information - 

Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 76-16 om anbringelse med samtykke - tidsbegrænset anbringelse - ophør af anbringelse - hjemgivelse og hjemgivelsesperiode

Resumé:

En anbringelse af et barn eller en ung skal ophøre, når formålet med anbringelsen er nået, når anbringelsen ikke længere opfylder sit formål, eller når den unge fylder 18 år. Kommunen skal tage konkret stilling til, om formålet med en anbringelse er opnået, før et barn eller en ung kan hjemgives.

En handleplan for støtteforanstaltninger til et barn eller en ung skal angive indsatsens forventede varighed, men det betyder ikke, at en anbringelse på forhånd må begrænses til en bestemt periode. Kommunen kan ikke på forhånd vide, om formålet med anbringelsen kan nås inden for denne periode.

Kommunen skal altid træffe afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde, inden et barn eller en ung hjemgives. Kommunens sagsbehandling i forbindelse med en hjemgivelse skal afspejle, at der er indhentet de nødvendige oplysninger, og at man har foretaget den nødvendige udredning af den aktuelle status på anbringelsesgrundlaget. På baggrund af dette materiale skal kommunen foretage en faglig vurdering af, om barnets eller den unges trivsel og udvikling fremover i det væsentlige vil kunne varetages af forældremyndighedsindehaveren.

I den konkrete sag besluttede en kommune at anbringe en 12 årig pige med en sanseforstyrrelse i 2 måneder hos pigens kontaktperson. Pigens mor samtykkede til anbringelsen. Pigen selv var uenig og påklagede afgørelsen. Formålet med anbringelsen var, at pigen blev sikret en stabil skolegang, at hendes støttebehov blev udredt nærmere, og at hun blev beskyttet mod, at moderen inddrog hende i sagen, herunder gjorde hende bekendt med indholdet af forskellige underretninger. Kommunen anbragte pigen for en periode på 2 måneder og hjemgav hende efter, at der var truffet afgørelse om hjemgivelse. Kommunen havde ikke taget stilling til, om der fortsat var et anbringelsesgrundlag eller om formålet med anbringelsen var nået. Kommunen havde ikke i afgørelsen om hjemgivelse fastsat en hjemgivelsesperiode.

Lovgivning:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1270 af 24. oktober 2016 - § 68, stk. 1, § 68, stk. 2 og § 68 stk. 4.

Afgørelse:

1. Baggrund for at behandle sagen principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt for at afklare, om en tidsbegrænset anbringelse er forenelig med servicelovens bestemmelser om ophør af en foranstaltning og reglerne om hjemgivelse.

2. Reglerne

Lov om social service § 68, stk. 1, fastslår, at foranstaltninger efter § 52, stk. 3 skal ophøre, når formålet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål, eller når den unge fylder 18 år.

§ 68, stk. 2, fastslår, at et anbragt barn eller en anbragt ung først kan hjemgives, efter at kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde, jf. stk. 4. I særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der ikke skal være en hjemgivelsesperiode. Kommunen skal i dette tilfælde konkret begrunde, hvorfor den har fraveget udgangspunktet om at fastsætte en hjemgivelsesperiode.

3. Andre principafgørelser

Ankestyrelsen har andre principafgørelser på området vedrørende hjemgivelse og hjemgivelsesperiode. Vi henviser til principafgørelser 18-16.

4. Den konkrete afgørelse

Du har klaget over kommunens afgørelse om at du anbringes uden for hjemmet i 2 måneder med samtykke. Kommunen afgjorde sagen den 15. januar 2016.

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

• Kommunens afgørelse om anbringelse af dig uden for hjemmet med samtykke gælder ikke.

Det betyder, at vi ophæver kommunes afgørelse.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at kommunen ikke må iværksætte en anbringelse uden for hjemmet, som er tidsbegrænset til to måneder.

Kommunens afgørelse er derfor ugyldig.

Vi har ikke i øvrigt taget stilling til, om der er grundlag for at anbringe dig uden for hjemmet med samtykke.

Hvad er afgørende for resultatet

Kommunen beslutter i afgørelse af 15. januar 2016 at iværksætte en tidsbegrænset anbringelse i perioden fra den 20. januar 2016 til den 20. marts 2016.

Kommunen kan ikke på forhånd vurdere, om formålene med din anbringelse er opnået efter en bestemt periode. Vi finder derfor, at en tidsbegrænset anbringelse ikke er i overensstemmelse med servicelovens § 68, stk. 1.

Grunden til dette er, at en iværksat foranstaltning, først kan ophøre, når formålet er nået, hvis formålet ikke længere kan opnås, eller når den unge fylder 18 år jf. serviceloven § 68, stk. 1.

Vi bemærker desuden, at kommunen den 4. april 2016 har truffet afgørelse om hjemgivelse uden at tage stilling til anbringelsesgrundlaget og uden at fastsætte en hjemgivelsesperiode.

Et anbragt barn eller en anbragt ung kan først hjemgives, når kommunen har truffet afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde. Kommunens afgørelse af 4. april 2016 om hjemgivelse af dig, er derfor ikke i overensstemmelse med servicelovens § 68, stk. 2.

Grunden til dette er, at kommunen i en afgørelse om hjemgivelse skal tage stilling til, om anbringelsesgrundlaget ikke længere eksisterer. En afgørelse om hjemgivelse, der ikke belyser, hvorfor der ikke længere er et anbringelsesgrundlag, er ubegrundet. Væsentlige mangler ved sagsbehandlingen om hjemgivelse, herunder et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, vil betyde, at afgørelsen om hjemgivelse ikke er gyldig.

Kommunen skal desuden fastsætte en hjemgivelsesperiode. Hjemgivelsesperioden kan vare fra få dage til 6 måneder, men må ikke vare længere end formålet med fastsættelsen af perioden tilsiger. Kommunen skal foretage en konkret og begrundet vurdering af formålet med hjemgivelsesperioden i det enkelte tilfælde. Kommunen kan i særlige tilfælde undlade at fastsætte en hjemgivelsesperiode. Kommunen skal i dette tilfælde konkret begrunde, hvorfor den har valgt at fravige udgangspunktet om at fastsætte en hjemgivelsesperiode.

Om reglerne

Betingelserne for, at en anbringelse kan ophøre er, at formålene med anbringelsen er opnået, eller at anbringelsen ikke længere opfylder sit formål.

Kommunen skal, inden et barn eller en ung hjemgives, træffe afgørelse om hjemgivelse og en hjemgivelsesperiode jf. serviceloven § 68, stk. 2 jf. stk. 4. Kommunen kan ikke undlade dette, fordi anbringelsen er tidsbegrænset.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen´

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=184810

NB: Det kan oplyses, at det var sagsbehandler selv, der via børnesamtaler involverede pigen i sagen. Det samme gjorde den støttekontakt person som i perioden var pleje. Mor havde ikke inddraget pigen i egen sag. Derudover havde barnet ønsket støtte i skolen, men forvaltningen havde ændret børnesamtalen til, at barnet ønskede støtte i hjemmet.