EN FORFEJLET §50 ER ÅRSAG TIL ÅRS HETZ MOD FAMILIEN

_______________________

Redaktion /Ann

En forfejlet §50 for mange år siden startede en hetz mod en familie, hvis barn mistrivedes i skolen og manglede faglig støtte, anerkendelse og omsorg - i skolen.

Undersøgelsen blev lavet udelukkende af en sagsbehandler, uvis med hvilken uddannelse bag sig. Familien var ikke informeret (som de skal være), og familien kæmpede for aktindsigt i 3 måneder (loven siger 10 dage). I akterne ser familien, hvad der sker uden deres vidne. Der må gerne laves en §50 udenom forældrenes accept, men det kræver at mistanken går på misrøgt, vold, misbrug, incest og anden grov mistanke. Ikke en skolesag! Uanset hvad, skal familien være informeret.

14 dage før undersøgelsen skal være færdig (4 måneder), finder familien ud af dette, og får travlt med at søge bistand. Det er for sent, skaden er sket og den er stor. Sagsbehandler har egenrådigt besluttet, at der er fare for barnet i eget hjem. Faktisk meddeler hun, at hun ser barnet kan dø i hjemmet med de forældre.

I en §50 skal gøres rede for, hvad der er bekymring omkring, hvad der kan blive bedre og hvad som fungere. Denne sagsbehandler har ikke fundet et eneste punkt, der fungere eller kan blive bedre. Udelukkende ting der bekymre og får hendes advarselslamper til at ringe. Enhver vil vide, at det virker for utroværdigt. Der vil altid være noget, som kan forbedres i det mindste, og i de fleste tilfælde også noget som fungere.

Netværk er skåret ned til en person! - Resten af familien og venner er slet ikke figurerende i undersøgelsen. Familien har et solidt familie og venne netværk, med fuld opbakning.

Familien klager højere oppe.

Der bliver sat ny sagsbehandler på, som skal oprette de mange fejl. Da der er indgivet til rettelser, er hendes kommentar, alt det kan hun ikke ændre, så er det jo hele sagen. Nogle få ting endte med at blive  rettet, men den blev brugt i årene fremover. Den belyste udelukkende sagsbehandlers opfattelse af forældrene, den indeholdt intet om skolen.

Gennem tiden kom der flere og flere sagsbehandlere på, som hver kom med deres fordomme og formodninger. Den kommer aldrig ind på skolen.

VISO kom på, men kun til sagsbehandler, igen hverken skolen eller familien høres. Ved kontakt til VISO erfare familien, at kommunen ikke besvare deres henvendelser, sagen løber ud i sandet.

Familien må selv købe sig til udredninger og behandlinger, som normalt er betalt af det offentlige.

Det viser sig, at barnet har mange udfordringer og diagnoser. Hjemmet kan sagtens håndtere det, men de har svært ved at håndtere forvaltningen og alle dens overgreb.

• Familien søger støtte i skolen, - De får ingen.
• Familien søger ekstern konfliktmægler til skole-hjem samarbejdet - De får sat familie rådgiver på i hjemmet istedet. Endnu en belastning. Husk familien kan godt selv.
• Familien søger kursus indenfor de diagnoser barnet nu har fået. - De får det ikke.
• Familien søger en ekstern familie rådgiver med kendskab til barnets udfordringer - De får det ikke.
• Familien søger ergoterapi - De får det ikke.
• Familien søger specialskole - De får den for alt for sent, sagen er fordrejet så voldsomt.

Barnet får det værre og værre, kan stadig ikke følge med i skolen, skolen afviser problemerne og smider den tilbage til hjemmet.

Efter ca 5 år og skoleskift erkender skolen, at de ikke magter opgaven. Først her ser familien, at de får noget der fungere for dem, noget der er en hjælp og ikke en yderligere belastning. De får endelig specialskole tilbudt.

Men sagen er kørt fast i uduelighed på forvaltningen.

Sagen er nu blevet en anbringelses sag.

Forvaltningen magtede ikke, at se og erkende det forkerte fokus.

Prisen betaler barnet og familien. :(

Dette var alt sammen pga. en lærer der lavede en underretning i stedet for, at samarbejde med familien omkring barnets udfordringer i skolen. Hun ville ganske enkelt ikke erkende, at hun ikke magtede sin lærer gerning.

PIGER MED AUTISME KAN VÆRE SVÆRE AT GENKENDE I ADFÆRDEN

_______________

Redaktion

Artikel hentet HER hos Autismeforening.dk

Artikel af Kirsten Callesen

Man er nødt til at lytte til forældrene og acceptere at det, de siger, er fuldstændig korrekt. Mødre kender deres døtre, og de er så vant til at kæmpe for dem, at de nogle gange kan have svært ved at tro på det og at slappe mere af, når tingene lykkes.

Man kan sige, at familierne udvikler overlevelsesstrategier, for det er de nødt til for at klare sig helskindet igennem kampen med først at få diagnosen og derefter kampen for at få det rigtige børnehave- eller skoletilbud. Jeg ser alt for mange forældre, der går ned med PTSD, og det groteske er, at det sjældent er på grund af forældrerollen, altså det at have et anderledes fungerende barn med særlige behov. Forældrene bliver slidt op og stressramte af kampene med at få omverdenen til at tage hensyn og kampene med at skaffe tålelige forhold til barnet.

Jeg arbejder indimellem med kommuner, der er mistroiske overfor forældrene, specielt mødrene vurderes til at have et symbiotisk forhold til datteren, og at hun ikke lader datteren gøre noget selv. Oftest handler det om strategier, og moderens strategi er at hjælpe datteren til at komme igennem hverdagen, for hun ved, at hvis hun ikke hjælper, kan de små ting betyde, at datteren ikke kan deltage i en fællesaktivitet, eller at datteren bliver sorteret fra af de andre børn. Måske fordi datteren bliver hurtigt udtrættet, når hun er social, eller fordi hun reagerer uhensigtsmæssigt, når hun er stresset - den slags ved mødre, og derfor sørger de for at hjælpe datteren på vej med de ting, de kan gøre fra sidelinjen.

Det kan være en lang kamp at få diagnosticeret sin datter, for diagnosekriterierne er lavet på baggrund af observationer af 7-13 årige drenge, og det er problematisk, for pigerne har helt andre profiler end drengene. Pigerne interesserer sig for andre piger, for det spændende sociale, og nogen af dem øver sig i at være som de populære piger i klassen. Sådan gør drengene meget sjældent; man kan sige, at det kun er de grundlæggende udfordringer ved autismen, der er ens, og ikke måden, autismen kommer til udtryk på.

Forældre, der søger hjælp til deres barn, hører ofte, at deres datter ikke kan have autisme, for hun har både øjenkontakt og er god til at sludre med de andre piger. Men når man ser på kvaliteten af sådan en samtale mellem to piger, hvor den ene har autisme, er det ofte den ene pige, der taler og taler, og pigen med autisme, der suger det hele til sig og svarer støttende med små kommentarer som “Nej, hvor er han dum” og “Det er godt nok synd for dig”.

Pigerne er dygtige til at overleve ved at kompensere, men vi er nødt til at finde en måde at hjælpe dem på meget tidligere, for i længden kan de ikke holde til at bruge så mange kræfter i det sociale felt. Vi ser piger på 10-12 år, der viser tegn på ubalance, udtrættethed og stress, og i 12-14 års alderen begynder det at udvikle sig til regulær stress, spiseforstyrrelser, selvskade, depression og angst. Når pigerne er ramt af den slags lidelser oveni autismen, holder de ofte op med at gå i skole, og det, vi ser, er, at når en pige først er ramt, så kan hun være syg i de næste par år, til hun er kommet fri af den psykiatriske tilstand. Man skal forstå, at den slags lidelser akkumuleres af pigens selvopfattelse, og det er mange års indlejret overbevisning om, at hun ikke er god nok, at hun ikke kan finde ud af noget, og at hun er forkert. Det er det, som foregår inde bag pigernes facade, og vi skal selv være opmærksomme på det og opdage det, for de beder os ikke om hjælp, og de lukker os ikke ind, så vi kan hjælpe dem i tide. Pigerne bliver magtesløse og ved ikke selv, hvorfor de bryder sammen.

Mange forældre er allerede bekymrede for deres datter tidligt, men det kan være svært for dem at forklare, hvad deres bekymring handler om, ligesom det er næsten umuligt for dem at få nogen til at lytte. Forældrene oplever pigen derhjemme, de ser, hvordan hun reagerer med at være udtrættet, og at hun virker sårbar, fordi hun bruger alle sine kræfter på at finde ud af, hvad det er, der forgår i det sociale felt omkring hende, mens hun er ude. Hver gang der sker skift i pigens liv - fra vuggestue til børnehave og fra børnehave til skole - starter datteren forfra. I børnehaven vil man opleve en sød pige, der er stille og måske lidt observerende frem for udfarende og aktiv. Hvis forældrene alligevel presser på for at få datteren bedømt af PPR, ender det ofte med, at de mistænkeliggøres som overbeskyttende, og nogle gange bliver de tilbudt rådgivningstimer, så de kan få noget hjælp til at blive bedre forældre.

Mange forældre oplever, at den rigtige hjælp kommer alt for sent, og de ser deres piger få det ene nederlag efter det andet og til sidst også de ledsagende psykiske lidelser oven i autismen. Det bedste råd, jeg kan give til forældre og til folk, der arbejder med pigerne, er, at de ikke skal presse dem. Pigerne gør det allerede så godt, som de overhovedet kan.

SKOLESAG I KØBENHAVN ER ENDT I TVANGSANBRINGELSES SAG

_________________________________________________
Redaktion

I udsendelsen "Da autismen ramte os" mødte vi 2 familier. Den ene Anja Pillmann, som er enlig mor til 3 drenge med autisme. De har været udsat for, at de 3 drenge med autisme blev fjernet fra hjemmet. Trods kommunen måtte erkende deres fejl og hjemsende efter mange måneder, vil de ikke yde økonomisk kompensation for den svie og smerte, samt barnets påførte skader.

Nu er det samme ved at ske i Københavns kommune.

Barn i mangeårig forfejlet skolesag, uden nogen form for skole støtte eller specialskole tilbud, er nu på vej mod tvangsanbringelse. Der er allerede diagnoser på barnet, som ikke tages alvorligt. Barnet er i udredning på børne- og unge psykiatisk afd. for flere diagnoser på nuværende tidspunkt, blandt andet autisme, som er en meget sansynlig hoveddiagnose, samt flere Komorbide lidelser (følge diagnoser, såsom fx. AHDH, OCD, Angst, Tourette mfl), hvilket forvaltning er informeret om. Forvaltning ønsker ikke at afvente afslutning på børne- og unge psykiatriens konklusion. Barnet har været anbragt i 2.5 måned, for at observere barnet i andre omgivelser end hjemmet. Barnet har nu efterreaktioner efter en fejlanbringelse, idet forvaltningen ikke tog hensyn til de allerede eksisterende diagnoser bl.a. angst. Forvaltning lægger udelukkende vægt på skolens udtalelser. Skolen mener at se et helt normalt velfungerende barn, som både fungere fint i sociale sammenhænge, i ustrukturerede dage, ture, lange dage, støj og mange elever i klassen. Altså et helt almindeligt velfungerende barn. Skolepersonale er ikke sundhedsfagligt uddannet og kan derfor ikke nødvendigvis se barnets udfordringer. De ser kun overfladen om, hvor god barnet er til at kompencere. At skulle kompencere så kraftigt hver eneste dag, slider på barnet og kan give belastningsskader. 

Tænk hvad dette barn udsættes for dagligt i en almindelig folkeskole, med den holdning og manglende forståelse. Tænk hvad der venter dette barn af offentlige overgreb i en tvangsanbringelses sag.

(Redaktionen er kendt med sagsakter.)


UPDATE: 25-08-2016
Familien vandt i B&U. Barnet skal færdig udredes, og der skal laves FKU, (Forældre Kompetance Undersøgelse). Dog vil forvaltningen ikke have barnet inddraget yderligere. Hvilket ikke er en mulighed, da en FKU inddrager barnet. Hverken udredning eller FKU er afsluttet, trods det har forvaltningen fastsat ny dato for tvangsanbringelse. Denne familie er nu truet for 3. gang på under et år.
/Ann/

UPDATE: 19-11-2016
Barnet fik udover allerede eksisterende diagnoser, yderligere 3. Herunder "Traumer pga. anbringelse". Skole har nu udmeldt, at de ikke magter opgaven. Der skal findes egnet skoletilbud. Forvaltningen ønsker stadig tvangsanbringelse. Der er ingen begrundelse.
/Ann/

UPDATE: Uge 1-2017
Egnet specielskole er fundet. Barnet er startet, det går godt, trods barnet kun har gået der under en måned. Der er meget der skal arbejdes på, men det går allerede fremad. Forældre undersøgt. Intet at bemærke. Ingen diagnoser. Alt i alt ser det lyst ud. Indtil i dag, hvor forvaltningen ringer til hjemmet og fortæller, at de allerede har indstillet til anbringelse. Denne sag bliver mere og mere mærkelig. /R/

UPDATE: 12/02-17
Det er med stor undren og sorg, at dette barn er fejlanbragt igen. Der har stadig ikke været forsøgt at
støtte og behandle de udfordringer barnet har. Barnet er anbragt på gamle observationer og ikke nye. Det er blevet en personlig sag mod forældrene. /R/

UPDATE: 03/07-17
Barnet er stadig anbragt, trods massiv kritik af sagsbehandlingen fra Ankestyrelsen. Forvaltningen er først nu begyndt at rette punkterne op, i langsomt tempo. Barnet trivsel er faldende og skole fraværet stigende. Anbringelsen opfylder ikke forvaltningens mål. Det skader barnet.

UPDATE: 02-02-2018
Barnet er nu så skadet af anbringelsen, at det er indlagt på psykiatrisk lukket afsnit. Forvaltningen vil ikke give tilladelse til, at barnet kan få besøg af sin familie udover alm samvær.
Denne sag er så forrykt, at de fleste vil tro det ikke er muligt i et land som vores.

UPDATE august 2018
Den unge blev videre anbragt efter udskrivelse fra børne- unge psyk. Udredning viste, at barnet IKKE har antagede diagnoser, men at alt adfærden er belastninger udløst af anbringelse. B&U inddragede IKKE de seneste oplysninger, som de skal. Er nu anbragt langt fra hjemmet, uden skoletilbud, uden lægehjælp til medfødt kronisk sygdom. Har yderligere nu tabt sig voldsomt. Bostedet kan ikke løse omsorgen mm. Det er 3. anbringelse der er brudt sammen. I følge loven skal der i sådan tilfælde hjemgives. Har ikke kontakt med sin familie mere. Anbringelsen er et "clean cut", seperation fra alt kendt. Familie, mor, veninde, skole, velkendt lokalitet. Det er direkte misrøgt. //Ann

UPDATE september 2018
Borger har forsøgt at underrette denne mistrivsel til kommunen. Sagsbehandler ville ikke modtage den. /ANN

UPDATE December 2018
Familien tabte både i Ankestyrelsen og Byretten igen. Det er tydeligt, at dette er blevet en chikane mod familien. Den unge pige har nu selv anmodet om hjemgivelse 3 gange. Forvaltningen ignorere hendes anmodninger. /R/

UPDATE Januar 2019
Den unge pige har valgt at stå frem og selv skrive blog. Hun er nu blevet 15 år og er dermed part i egen sag. Der bliver stadig ikke lyttet til hende. Den unge piges mor har valgt at støtte hendes datter med de praktiske oplysninger i sagen. Derfor skriver de nu på hver deres blog og har også oprettet en facebook gruppe, hvor sagen kan følges. Du finder dem her: http://www.jeg-vil-hjem.blogspot.dk og http://www.moralsk-slitage.blogspot.dk Deres Facebookgruppe finder du her:
https://www.facebook.com/groups/311290252843135/

Der er sket alt for meget i denne sag. Vi  har ikke kunne følge op på det hele, så det er dejlige tiltag familien har gjort her. VBT-teamet takker for tilliden og ønsker familien alt det bedste fremover. Held og lykke. //ANN//