Redaktion
Jeg blev i dag kontaktet, om hvad der skal til, at man er injurierende, og hvad straffen er. Jeg er ikke advokat, men siden kunne godt bruge en til at tolke de mange spørsmål, der kommer om sagsbehandlinger og jura.
Forældre til børn med særlige behov, føler ofte de er udsat for nedværdigelse, fejlagtige beskyldninger.... Injurier.
Men hvad er straffen?
Jeg fandt denne på en hjemmeside omkring bedrageri.
Er ordet “Platugle” injurierende?
En læser spørger om ordet “Platugle” er injurierende og dermed ulovligt at kalde andre.Vi har her at gøre med straffelovens §267 som siger:Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
I det her tilfælde er det endda "kun" et ord der slynges ud, og forhåbentlig ikke noget, der får konsekvenser, for hverken personen selv eller nogen af deres kære.
I vores familier, sker der mange injurier, og de kan have voldsomme følger. Følger der også kommer til at gå ud over barnet.
Det er ganske uhørt, at helt almindelige familier behandles med så meget nedværdigelse, som man ser i de sager, som jeg kontaktes omkring. Jeg vælger her bare at dele en lovtekst, så kan I selv fornemme, om det er en sådan situation I står i.
Der laves mange fejl i vores sager og sagsagter, nogle bare fejl, men andre med overlæg, hvad er straffen for dokumentfalsk?
2. §§ 171 og 172 (dokumentfalsk)
2.1. Gældende ret mv.
2.1.1. Straffelovens § 171 indeholder lovens definition på dokumentfalskforbrydelsen. Efter § 171, stk. 1, straffes for dokumentfalsk den, der gør brug af et falsk dokument til at skuffe i retsforhold. Ved dokument forstås ifølge stk. 2 en med skriftlig betegnelse af udstederen forsynet tilkendegivelse, der enten fremtræder som bestemt til at tjene som bevis eller bliver benyttet som bevis for en rettighed, en forpligtelse eller en befrielse for en sådan. Dokumentet er falsk, når det ikke hidrører fra den angivne udsteder, eller der er givet det et indhold, som ikke hidrører fra denne, jf. § 171, stk. 3, sml. Vagn Greve m.fl.: Den kommenterede straffelov, Speciel del, 7. udg., (Den kommenterede straffelov) s. 147 ff.
2.1.2. Som det fremgår, rummer § 171 ingen bestemmelser om strafferammen for dokumentfalsk. Herom henvises til straffelovens § 172, der har følgende ordlyd:
”§ 172. Straffen for dokumentfalsk er fængsel, der i tilfælde af, at dokumentet angiver sig at indeholde en offentlig myndigheds afgørelse, eller at det er en offentlig forskrivning, en check, veksel eller andet til almindeligt omløb bestemt dokument eller en testamentarisk bestemmelse, kan stige til 8 år.
Stk. 2. Er dokumentet efter sin beskaffenhed, eller er forfalskningen eller det, som derved søges opnået, af underordnet betydning, eller har den skyldige ikke tilsigtet at påføre andre nogen skade, såsom når øjemedet alene har været at gennemføre et berettiget eller at afværge et uberettiget krav, er straffen bøde eller fængsel indtil 1 år.”
§ 172, stk. 1, omhandler normalstrafferammen for dokumentfalsk. Strafminimum er fængsel. Bestemmelsen angiver intet maksimum for den straf, der kan komme på tale, når de i stk. 1 nævnte skærpelsesgrunde ikke er til stede. Maksimum angives alene ved et maksimum på mindre end 8 år. Henføres et forhold under stk. 2, åbnes mulighed for lavere straf end fængsel, idet bestemmelsens strafminimum her er bøde, sml. Den kommenterede straffelov s. 161 ff. med omtale af retspraksis vedrørende henholdsvis stk. 1 og stk. 2.
2.1.3. Både § 171 og § 172 har, når bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000), været uændrede siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne til § 171 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 349, stk. 1 og 2, jf. § 5 g, samt s. 294-96. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 158, stk. 1, jf. § 3 e, samt s. 7, 150-52, 154-55 og 156-57, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 158 samt sp. 268-74. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3352-53 (§ 172), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5366 (§ 170), samt Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2181-82 (§ 170).
For så vidt angår § 172 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 351 samt s. 297. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 160 samt s. 7, 155-56 og 157-58, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 160 samt sp. 274-75. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3354 (§ 174), samt Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5367 (§ 171). Af det anførte sted i Rigsdagstidende 1927-28 fremgår, at valget af strafferammer havde sammenhæng med spørgsmålet om, hvorvidt der skal straffes i sammenstød mellem dokumentfalsk og bedrageri:
”Da Dokumentfalsk i det alt overvejende Antal af de i Praksis forekommende Tilfælde indeholder en Berigelsesforbrydelse, synes det at være det naturligste i Lighed med den gældende Straffelov (§§ 268-276) at give Straffebestemmelsen for Dokumentfalsk et saadant Indhold, at der normalt ikke bliver Tale om samtidig Anvendelse af denne og af Bedrageribestemmelsen.”
2.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse
Det er også derfor vigtigt, at se på, om ikke sagsbehandlere og andre i vores børnesager, burde arbejde under autorisation. For bør der ikke være mulighed for at stille dem til ansvar, når de ødelægger andres liv?
