Mor til 4
Underetning. Grundet diagnose var vi i kontakt med børnepsyk. Skoleforløbet gav fra dag 1 udfordringer, da sønnike havde stor modstand på den. De fleste morgener var svære, han ville ikke afsted. Det blev lidt bedre i løbet af 0 klasse, og da vi nåede foråret 2012, følte jeg mig klar til at kunne komme på arbejdsmarkedet igen. Jeg havde været på fuld TAF fra marts 2011 til maj 2012. I september startede jeg som privat dagplejer men ude sammen med en kollega. Jeg fik strikket en god aftale sammen, så jeg selv kunne aflevere sønnike i skole, også kunne far tage imod ham når han kom hjem. Allerede i december begyndte det at blive svært at få sønnike afsted om morgenen, og det gav frygtelig mange konflikter og raserier. Fra januar og frem til marts fik accelererede det, og han kom kun sjældent i skole. Jeg blev af andre opfordret til at få lavet en paragraf 50, for så kunne vi få belyst hvilken hjælp vi som familie havde brug for. Det bad jeg socialrådgiveren om at sætte i værk. Første møde var 2/5, der havde sønnike ikke været i skole siden lockouten, og vores familie var MEGET slidt pga mange og voldsomme konflikter. Jeg bad børnepsyk om hjælp/vejledning. I juni var vi til møde på børnepsyk, hvor psykiateren skulle tale med sønnike. Hold nu op sikken en grusom oplevelse. Hun havde ingen situationsfornemmelse overhovedet, og sønnike endte med at forlade lokalet, grundet det pres hun lagde på ham verbalt. Jeg blev bedt om at hente ham, hvilket jeg gjorde velvidende at han ville blive rasende! Jeg kom retur med ham, og ja han var vred og slog efter mig mm, væmmelig oplevelse. Mødet blev hurtigt afsluttet og far og sønnike gik ud mod bilen. Psykiateren kunne fra sit vindue se, hvor vred sønnike var og hvor voldsom han reagerede overfor sin far. Hun kom ud til mig i venteværelset, og sagde vældig alvorligt at det hun havde set, gjorde at hun var nød til at lave en akut underretning. Egentlig så hun som den bedste løsning at sønnike skulle væk fra hjemmet, da det tit kunne være en god løsning. Der væltede min verden! Jeg gik i chok. Vi kørte hjem, og jeg blev ved en tilfældighed ringet op af en medarbejder fra dagbehandlingen, som vi havde ventet svar fra siden maj med henblik på noget samtale. Jeg fortalte hende hvad vi netop var blevet udsat for, og hun var rystet, men samtidig fik hun mig også beroliget. Ingen tager jeres barn det lovede hun mig. Nå men den underretning kunne måske alligevel bruges tænkte jeg efter nogen tid, da det da måtte kunne sætte skub i kommunen og vores paragraf 50. Hm.... December 2013 var paragraf 50 færdig. Det udløste samtaler i dagbehandlingen og intet andet!sommeren 2014 valgte vi i overensstemmelse med dagbehandlingen at de ikke havde mere at byde ind med. Og vi er i dag ude af både psyk og dagbehandlingen. Desværre mener jeg ikke at nogen af instanserne har kunnet give os noget som helst. Det vores søn havde brug for og det der fik ham på rette køl, var et skoleskift til vores lille lokale skole i stedet for specialcenter, samt at havde sin mor hjemme. Så det med at indberetninger og underetningen kan gøre en positiv forskel, det er desværre ikke min oplevelse.
Underetning. Grundet diagnose var vi i kontakt med børnepsyk. Skoleforløbet gav fra dag 1 udfordringer, da sønnike havde stor modstand på den. De fleste morgener var svære, han ville ikke afsted. Det blev lidt bedre i løbet af 0 klasse, og da vi nåede foråret 2012, følte jeg mig klar til at kunne komme på arbejdsmarkedet igen. Jeg havde været på fuld TAF fra marts 2011 til maj 2012. I september startede jeg som privat dagplejer men ude sammen med en kollega. Jeg fik strikket en god aftale sammen, så jeg selv kunne aflevere sønnike i skole, også kunne far tage imod ham når han kom hjem. Allerede i december begyndte det at blive svært at få sønnike afsted om morgenen, og det gav frygtelig mange konflikter og raserier. Fra januar og frem til marts fik accelererede det, og han kom kun sjældent i skole. Jeg blev af andre opfordret til at få lavet en paragraf 50, for så kunne vi få belyst hvilken hjælp vi som familie havde brug for. Det bad jeg socialrådgiveren om at sætte i værk. Første møde var 2/5, der havde sønnike ikke været i skole siden lockouten, og vores familie var MEGET slidt pga mange og voldsomme konflikter. Jeg bad børnepsyk om hjælp/vejledning. I juni var vi til møde på børnepsyk, hvor psykiateren skulle tale med sønnike. Hold nu op sikken en grusom oplevelse. Hun havde ingen situationsfornemmelse overhovedet, og sønnike endte med at forlade lokalet, grundet det pres hun lagde på ham verbalt. Jeg blev bedt om at hente ham, hvilket jeg gjorde velvidende at han ville blive rasende! Jeg kom retur med ham, og ja han var vred og slog efter mig mm, væmmelig oplevelse. Mødet blev hurtigt afsluttet og far og sønnike gik ud mod bilen. Psykiateren kunne fra sit vindue se, hvor vred sønnike var og hvor voldsom han reagerede overfor sin far. Hun kom ud til mig i venteværelset, og sagde vældig alvorligt at det hun havde set, gjorde at hun var nød til at lave en akut underretning. Egentlig så hun som den bedste løsning at sønnike skulle væk fra hjemmet, da det tit kunne være en god løsning. Der væltede min verden! Jeg gik i chok. Vi kørte hjem, og jeg blev ved en tilfældighed ringet op af en medarbejder fra dagbehandlingen, som vi havde ventet svar fra siden maj med henblik på noget samtale. Jeg fortalte hende hvad vi netop var blevet udsat for, og hun var rystet, men samtidig fik hun mig også beroliget. Ingen tager jeres barn det lovede hun mig. Nå men den underretning kunne måske alligevel bruges tænkte jeg efter nogen tid, da det da måtte kunne sætte skub i kommunen og vores paragraf 50. Hm.... December 2013 var paragraf 50 færdig. Det udløste samtaler i dagbehandlingen og intet andet!sommeren 2014 valgte vi i overensstemmelse med dagbehandlingen at de ikke havde mere at byde ind med. Og vi er i dag ude af både psyk og dagbehandlingen. Desværre mener jeg ikke at nogen af instanserne har kunnet give os noget som helst. Det vores søn havde brug for og det der fik ham på rette køl, var et skoleskift til vores lille lokale skole i stedet for specialcenter, samt at havde sin mor hjemme. Så det med at indberetninger og underetningen kan gøre en positiv forskel, det er desværre ikke min oplevelse.
