- Redaktionen -
Når vi møder omverdenen og fortæller om vores sager, er der ikke rigtig nogen som tror det muligt.
I Danmark???
Vi er en retsstat. I Danmark fjerner man ikke børn uden, at der er en grund til det. De bliver misrøgtet hjemme, forældrene magter ikke forældre ansvaret, eller der må være misbrug af en art i hjemmet. Sagen og familien er blevet undersøgt grundigt inden.
Det er den gængse opfattelse.
Vi kan desværre ikke bryste os af at være en retsstat. Vi har en masse love, men de bliver ikke overholdt. Økonomi spiller en stor rolle, selvom den ikke må. Du vil nok tænke, at en anbringelse er dyr. Og ja, det er den, men langt fra det en speciel skole koster. Og så er der refusion på anbringelse.
Derudover er der frivillige anbringelser af forskellige årsager.
Der er handicappede og børn med så store belastninger og behov, at de er nødt til, at bo på institution. Tænk hvordan de forældre har det. Ikke nok med, at de er nødt til, at deres barn bor ude, så skal de også mødes med disse fordomme omkring børn der er anbragt.
MEN
Når det så er sagt, så sidder der en masse familier tilbage. Familier som vores, hvor vi render til det ene møde efter det andet, både på forvaltningen, i skolen/børnehaven, læger og hospitaler, og psykiatrien. Der aftales en helt masse, og i rigtig mange tilfælde virker tiltag ikke. Hvorfor kan man så spørge sig selv og hinanden. hvorfor er denne familie ikke i stand til at løfte opgaven med deres barn med særlige behov?
Der er en gennemgående rød tråd i familiernes sager her på bloggen.
1: Man tror ikke på forældrene.
2: Fordomme
3: Magtmisbrug
4: Forvaltningerne bestemmer, hvilken støtte der skal indsættes uanset, hvad forældrene mener.
Men vigtigst af alt.....
På forvaltningen bliver vores sager behandlet af social fagligt personale og ikke sundheds fagligt, hvilket nok er den aller største fejl i vores sager.
Vi kan råbe og skrige på den rette støtte og hjælp, og alt bliver vendt til problemer i hjemmet, eller problemer med mor, som ikke vil samarbejde. Det handler dog om, at mor simpelthen ikke er enig, da hun kender sit barn til bunds og kender udfordringerne og hvilken støtte både barnet og forældrene har brug for. Men sagsbehandler har ikke forudsætningerne til at agere korrekt i vores sager. Hvordan skal de kunne det, når de er udlært i symptomer af misrøgt, og ikke symptomer på diagnoser???
Giv os de rigtige fagpersoner til at løse vores sager, så gik det meget bedre og vores børn ville ikke blive gidsler i tunge og fastlåste sager, hvor forvaltningen kører både barn og forældre over.
Vores sager fordre dygtige sundheds faglige sagsbehandlere.
