Redaktion
En af de ting som følger med at have et børn med særlige behov, er den evige strøm af sagsakter og møder der følger med. Det er opgivende, for i rigtig mange tilfælde, giver det ikke et brugbart resultat. Det er tidsspilde og spil for galleriet. Der skal bare holdes disse møder. Der skal bare skrive og dokumenteres, men det bruges ikke.
Hver gang der er det mindste, skal man søge aktindsigt og sidde og læse om sig selv og sit barn der har det svært, udpenslet, fejltolket og fejlgenfortalt. Det er skræmmende hvor dårligt mange af disse fagpersoner er til at beskrive ting eller skrive referat og lige så dårlige kan de være til at læse og forstå andres tekster.
Det sætter familierne i klemme med dårligt samspil i dokumenter.
Det er drænende, at læse det ene papir efter det andet med løgne og omskrivninger. Følelsen af at blive tromlet ned er stor. Man sidder og tænker, hvor har de dog det fra, eller det var da slet ikke det jeg sagde eller gjorde. En ting er, at det kan ske ind imellem, men når det er nærmest hver en side i tons tykke sagsakter, så begynder det at sætte sine spor. I perioder gør det ondt i maven og der skal tages tilløb for at åbne sin post eller e-boks. Andre gange må man tage det i bidder for ikke at blive fysisk utilpas. Det er som at leve i et forhold med psykisk vold.
Efter år med denne nedgørelse af ens person, ens familie og ens barn sætter sporene sig og kan gøre forældrene syge. Belastnings skadet. Både over ikke at få rette støtte, men også den måde de nedgøres konsekvens på.
Sagerne kan ende i "overmennesker" og "undermennesker". Kommunen og forældrene. Der er ingen balance, der er ingen fælles front for barnets trivsel, der er ingen ligeværd.
Hele sager kan være lavet på sådanne "fabrikationsfejl"
