- Redaktionen -
I mange af sidens sager, har der ikke været lavet forebyggende indsats. Det SKAL der inden man må skride til en anbringelse. En anbringelse må KUN komme på tale, når alt andet er forsøgt og indsatsen ikke har haft virkning.
Sådan fungere det ikke i praksis.
I nogle kommuner, vil det for forvaltningens side mere handle om, at bevise, at det er i hjemmet eller ved forældrene, at der skal findes fejl. De bruger oceaner af ressourcer på dette, det er både mere tidskrævende og dyrt end en målrettet støtte ville være. Det er svært at se fornuften i dette.
Måske nogle af sidens læsere kan komme med forslag til, hvorfor der er denne skævvridning.
Ikke underligt at barnet ikke kommer mere i trivsel. Der er ikke borgerindragelse (som der skal være), og i nogle af sagerne sættes mange forskellige tiltag i gang, som mere er belastninger end egentlig hjælp. Barnet får det værre og værre. den foranstaltning der skal ydes, SKAL være den mindste indgribende i barnets og familiens liv.
Derfor kan det undre mange, at det lige nøjagtigt er det modsatte der sker.
Hvorfor vælger mange at skole støtte i almindelig folkeskole er for dyrt? Forvaltninger vælger i stedet at køre åre lange sager, barnet mistrives mere og mere, og kommer mere og mere bagud. Når det er kørt helt galt, skal der sættes en dyr specials skole eller behandlingsskole ind for at genoprette der barn, der fra start blot manglede nogle støtte timer. Hvis forvaltningen heller ikke vil bevilge dette, så står man i en anbringelse.
Anbringelser er dyre, men specialskole tilbud er meget dyrere. det begynder at handle om økonomi. Det er ikke lovligt. Der må ikke være økonomiske overvejelser i de tilbud der kan hjælpe barnet til bedre trivsel. Alligevel er det sådan det fungere.
ALT skal være prøvet. Dvs. har du et barn med diagnose, vil det betyde, at fx. medicinering skal være forsøgt. Der skal evt tilbydes støtte i hjemmet, i skolen eller begge steder. Der kan være behandlinger som skal være forsøgt. ALT skal være forsøgt.
Det sker ikke.
Sidens bruger har en sag, hvor der intet målrettet støtte har været. Ingen støtte timer i den almindelige folkeskole. Ingen behandling eller medicin til en somatisk invaliderende sygdom. Ingen medicinering for ADHD, ingen psykolog samtaler. Ingen støtte til familien i hjemmet. Ingen transport eller refusion for egen kørsel, (Barnet tør ikke selv), Ingen supervision. Ingen rådgivning i forhold til barnets diagnoser. Hverken til de fysiske eller psykiske. INTET. Barnet fik det ikke bedre. Har været udsat ikke kun offentligt omsorgssvigt, men så sandelige og flere offentlige overgreb. I dag er barnet anbragt UDEN nogen form for hjælp til hverken barn eller familie.
Det er ulovligt!
Sagen er fyldt med formodninger, fordomme, injurier og procedurefejl.
Et barn skades i øjeblikket af forvaltningens inkompetance og magt misbrug.
Forebyggende foranstaltninger er derimod bedst til at ændre på unges udadreagerende adfærd eller til at få familien som helhed til at fungere bedre, fordi fx familiebehandling har fokus på hele familien og ikke kun på den unge, som anbringelse har.
Der er ikke lavet særligt meget forskning på området omkring anbringelser, hvilket er mærkeligt, i betragtning hvilken økonomisk samfundsbyrde det er, for slet ikke at tale om den menneskelige. Hvad sker der fremadrettet for de børn, som blev anbragt i stedet for støtte? Fik de det bedre, eller blev deres liv slået helt ud af kurs? Forblev der et godt forhold til deres biologisk familie? Fik de en bedre skolegang? En uddannelse, et godt job? Blev de rustet selv at blive gode og omsorgsfulde forældre, eller udviklede det i stedet det man kander den sociale arv? Den sociale arv som forvaltninger nyder at læne sig op af, trods det er modbevist at have en effekt.
Man kaster hovedkuls børn og unge ud i uro, ny mistrivsel, savn til forældre og resten af familien. En turbulent tilværelse, hvor de fleste behøver ro.
”Området er generelt præget af så meget uro, at det påvirker de unges forløb. Det gør det samtidigt vanskeligt at afgøre, hvilke indsatser, der virker, og hvordan forskellige indsatser virker,” siger Lajla Knudsen, der står bag undersøgelsen.
Og det er jo undersøgt, at børn med særlige behov fx i forhold til udadreagerende adfærd, profitere mest af forebyggende indsats, og IKKE anbringelse.
Forebyggende foranstaltninger er derimod bedst til at ændre på unges udadreagerende adfærd eller til at få familien som helhed til at fungere bedre, fordi fx familiebehandling har fokus på hele familien og ikke kun på den unge, som anbringelse har.
Når man så ved at der er fundet resultater anbringelse versus forbyggende indsats, så kan det da virkelig undre os her på side, at man ikke følger resultatet. Hvorfor overhovedet lave undersøgelser, hvis resultat er ligegyldigt i de sager, som de er baseret på?
Formålet med undersøgelsen har været at finde ud af, hvordan forebyggende indsatser over for udsatte unge, når de unge forbliver i deres eget miljø, fungerer, sammenlignet med at anbringe de unge uden for hjemmet. Der er tale om forebyggende indsatser som fast kontaktperson, psykologsamtaler, familiebehandling og særlige skole-/dagtilbud.
De er os en gåde, hvorfor forvaltninger arbejder som de gør. De vælger de dyreste, mest langtrukne og mest skadelige løsninger om og om igen.....
Citaterne er hentet her:
Det må være konklusionen fra SFI, Det nationale Forskningscenter for Velfærd i deres undersøgelse af forebyggende foranstaltninger versus anbringelser.
