Redaktion
Velfærdssystemet glemmer de mennesker - børn, unge, forældre - som det hele handler om, når der skal ydes hjælp. Børne- og Ungdomspsykiater efterlyser et kodeks, der forstærker en ny vej med inddragelse, dialog og åbenhed.
Risikoen for at vi kommer til at agere som om vi er magtfuldkomne er enorm, når vi sætter et system op, hvor barn og forældre ikke har magten til at være med til at definere hvad problemet er og beslutte hvad der skal ske.
Magtesløsheden
Magtesløsheden er stor i vores familier, der har børn med særlige behov. Familier der har råbt på forståelse, hjælp og samarbejde, uden held. De som skal hjælpe os, virker i stedet for interesserede langt mere magtfulde/syge. Der er hurtige en fornemmelse af dem og os. Systemet og forældrene. De små imod Goliat. - For hvem lytter overhovedet til det som hovedpersonerne mener. Hvor ligger deres forcer, hvor ligger deres udfordringer. - I følge dem selv, og ikke udefra andres øjne, (der ikke selv lever i det) i div. undersøgelser af evner og mangel på samme. Undersøgelser såsom §50 og Forældre Kompetance Undersøgelse (FKU).
Hvorfor ikke starte op med, at lytte til de som det hele handler om. HVAD de magter. HVAD de selv ønsker hjælp til. For ofte er det små ting, der ville gøre den store forskel, og så blev det slet ikke nødvendigt med, hverken undersøgelser eller dyre løsninger, som for familierne ofte bliver en belastning i stedet for hjælp.
"Jeg kan ikke forstå hvordan mennesker der aldrig har mødt mig eller min mor kan bestemme hvordan det er."
Således sagde en pige, der stod til at blive tvangsfjernet fra sin mor.
Hun oplevede, at de voksne aldrig spurgte hende hvad hun oplevede, og at dem der talte med hendes mor ikke ville tro på moderen.
Flere og flere familier oplever at kommunen ikke vil acceptere den diagnose barnet har fået i børnepsykiatrien. De siger bare, at de ikke ser de problemer i skolen, som forældrene beskriver derhjemme, hvorefter de beslutter, at det er forældrene der er noget galt med. Så behøver de ikke at give barnet et specialskoletilbud.
Inklusion er noget vi taler rigtig meget om, men gør så lidt ved. Hvem siger egentlig, at inklusion er det bedste for barnet? Det kunne jo være, at barnet ville spejle sig bedre i nogle af sine egne, og dermed ikke få udpenslet, hvor forskelligt det er fra normen, eller hvor lidt det magter i forhold til andre børn. Det giver i nogle tilfælde bare børnene nederlag, som giver mindreværdskomplekser.
I værste tilfælde kan forfejlet inklusion ende som pigen beskriver her. Tvangsanbringelse, fordi ingen ser, at problemet ligger i skolen og IKKE i hjemmet.
Det er grotesk, at det overhovedet kan ske, men det gør det!
Vi kunne indlede med en regel om, at vi ikke holder møder uden barnet og forældrene er til stede, og ikke korresponderer med de andre professionelle uden at familien er med på cc.
Vi ved, at der er mange, der er på vej med dette. Der findes afdelinger i Børne- og ungdomspsykiatrien hvor forældrene deltager i konferencerne. Findes der visitationsudvalgsmøder, hvor forældrene deltager ude i kommunerne?
Hvordan kan vi få dem, der er godt på vej, til at udbrede den dialog, som hjælper børn til selv at blive hørt og involveret i det der skal ske i deres liv, og som tror på forældrene som børnenes talerør? Som fagprofessionelle må vi støtte hinanden i at give retten til at bestemme over eget liv tilbage til de børn og familier, der har brug for vores hjælp.
Når man tænker på, hvor mange ressourcer det offentlige bruger på forkerte og fejlslagne løsninger, der kun nedbryder og ikke opbygger, burde der kigges meget mere i den retning, med bedre sagsbehandling. Som Nina her skriver, kunne et nyt kodeks være vejen frem. Alene det at man sender alt korrespondance cc. ville afvikle alle de agtindsigter, der kopieres og sendes rundt. Både tidskrævende, papirspild, porto, og ventetider ville forsvinde. Derudover er der den store gevinst i, at ALLE implicerede ville vide besked samtidig, og kunne handle med det samme, hvis noget var misforstået. På den måde ville det ikke løbe løbsk som en steppebrand, som meget gør nu om dage. Det ville også være mere beroligende for familierne, så familien hele tiden ved, hvad der foregår og handles på, og ikke som nu, hvor mange føler det foregår bag ryggen på dem, og der ofte er truffet beslutninger på forhånd, som kommer bag på familierne. Det vil også være svære, at få løgn, dokumentfalsk, osv. til at ligge fast i sagen, for nogle ville hurtigt kunne handle og påpege, at sådan et forløb var det ikke.
Citater hentet på DenOffentlige.dk, skrevet af:
Børne- og Ungdomspsykiater Nina Tejs Jørring.
