______________
Redaktion / Ann
At være forældre til et barn med diagnose og udfordringer giver en rutsjetur gennem et følelsesregister ud over det sædvanlige. Forældre generelt kan komme med ytringer som "Det kan jeg godt sætte mig ind i", men nej - Det kan man ikke selvom man står og kikker på sit eget velfungerende barn. Man kan kun sætte sig ind i det, hvis man selv har et barn med diagnose/handicap.
Processen fra barnet er helt lille med, at få forståelse i samfundet - for nogle desværre også fra de nærmeste - kan være meget opslidenede. Samtidig med man kæmper for sit barns trivsel, kæmper man mod fordomme og uvidenhed - også hos fagpersonale -, man kæmper for barnet trives bedst muligt i de rammer der bydes, samtidig med man ved at det kunne gøres meget bedre, hvis viljen var til stedet.
Bekymringerne om hvordan det skader ens barn på lang sigt, og angsten for hvordan barnet vil klare sig senere i livet, samt sorgen over, at ens barn har det så svært, kan være nærmest ubærlig. Der skal en stærk psyke og en jernvilje for at nå i mål.
For nogle lykkes det desværre ikke. Deres børns trivsel og livet med deres diagnose uden rette tilgang ødelægger både barnet og familien. I nogle tilfælde bliver barnet så skadet, at det kræver behandling eller ophold udenfor hjemmet. Tiltag der sagtens kunne have været undgået. I nogle af de tilfælde er forældrene så nedslidte, at de ikke evner forældre rollen mere. Det gør mig altid ondt at høre, når familier med børn der har et særligt behov, som bør mødes, og som i følge loven skal dækkes, ikke bliver det, og at sager ender helt ude i anbringelser pga. manglende faglighed hos de såkaldt omsorgspersoner i barnets hverdag udenfor hjemmet.
Det er mig en gåde, hvorfor der underrettes så kraftigt, på ting der alligevel ikke vil blive givet støtte til. I de tilfælde ville både barnet og familien være bedre tjent med fred og ro, og fortsat forsøge at holde hovedet oven vande.
Hvis der endelig sættes ind med støtte, er det langtfra tilfældet at den er målrettet. Dvs. kommunen kan sige, at de har forsøgt alle mulige tiltag, men de virker ikke. Alt imens kæmper familien videre for at få den rette støtte. I langt de fleste tilfælde vi her på siden har været kontaktet omkring ses, at det er blevet noget udsædvanlige lange og omkostningsfyldte sager, der munder ud i at barnet og familierne har det værre end da de startede. Vi undres os over, hvorfor man ikke langt tidligere lytter til forældrene - eksperterne på barnet - og i det mindste afprøver nogle af de tiltag, som familien selv mener er relevant, og som de mener at have brug for. Alene den tilgang vil ophøje samarbejdet og tilliden til kommunes forvaltning - for slet ikke at tænke på de mange skattekroner, der smides ud til ubruglige tiltag til skade for barnet.
I loven står der tydeligt, at det skal være mindst muligt indgriben. Trods det, vælger kommunen ofte en lang voldsommere eller direkte skadelig indgriben på barnet. Barnet kan ende med traumer for resten af deres liv.
Det forventes af forældrene samarbejder og takker ja til tiltag, som de på forhånd ved vil skade deres barn og som de advare imod. Tager de ikke imod, vil de blive opfattet som usamarbejdsvillige. Forældrene ser forvaltningen som usamarbejdsvillig.
Imens alt dette står på, står familierne i følelsernes land. De bliver svære at samarbejde med, de kan virke stejle og defuse, og kommunerne kan begynde, at tænke om det i virkeligheden er forældrene den er gal med.
Stress, angst, bekymringer, frustration, belastning og sorg kan give mange ansigter, og er i virkeligheden en sund reaktion på en usund behandling.
Måske ved du det, måske ikke.
En psykolog har kun tavshedspligt i et begrænset omfang. Du kan gå til samtale hos en præst. En præst er sjælesørger, og ofte handler det om at vi har en stor sorg der skal bearbejdes, mere end egentlig terapi. Det kan være en hvilken som helst, også udenfor dit sogn. En præst har fuld og hel tavhedspligt. Du behøver ikke være kirkegænger eller troende.
