_________________________________________________
Redaktion
Redaktion
Hvor går det galt for vores familier med børn der har særlige behov uanset om det er et barn med diagnose, eller et udelukkende særligt sensitivt barn?
Først starter det med, at pædagogen eller læreren ikke selv formår, at få barnet til at trives i deres timer. Det kan være svært for dem at se barnet rigtigt, især hvis man udelukkende bruger de såkaldt almindelige børn at spejle dem i. Straks er der "røde lamper" der ringer, og i stedet for at forsøge, at forstå dette barn eller spørge (og tror på) forældrene, så vælger mange at lave en underretning til kommunen. Underretninger er beregnet på, at fange familier der misrøgter deres børn. Ikke alle og enhver små bagateller, som de bare ser er anderledes end flertallet. Men sådan bruges de i praksis. Du skal ikke have afleveret dit barn med umage sokker, en for ens madpakke, for lidt tøj på, for meget tøj på, for slidte sko, der er dejlige at gå i, osv osv osv. alt for mange gange. Vores sensible børn elsker ofte slidt, blødt, brugt og til-gået tøj og sko. Det handler ikke om misrøgt, men for mange anderledes for dem mærkelige ting, ender ofte i underretninger på bagateller.
På kommunen modtages en underretning med øjne, der siger misrøgt inden de har mødt familien overhovedet. De har kun pædagogens eller lærerens syn og forklaring, og der er gerne lagt lidt drama på. Alene ordet "bekymring", og den går helt galt. Sagsbehandler forventer, at institution eller skole, selv har forsøgt alle muligheder for samarbejde med forældrene, hvilket ofte ikke er tilfældet. Altså må det pr. automatik være familien der ikke ønsker et samarbejde. Herfra går det i konflikt med kommunen og familien. Familien kan være vred over de overhovedet er havnet i denne situation, uden forsøg på samarbejde fra underretters side. Mange forældre med børn med særlige behov "skriger" efter samarbejde i både børnehave og skoler, uden at få det! De har ofte været gennem lange forløb af afmagt der, hvor de har deres barn i dagligdagen. Nu kan de så blive "kørt over" af kommunen.
Sager der burde udløse støtte til børnene og deres familier, ender nu med §50 i stedet, for at afdække hele familiens behov og ressourcer. MEN der er stor forskel på hvordan den udføres. Nogle bliver lavet med forskellige faggrupper ind over, observationer i institution og hjem, samspil mellem forældre og barnet, psykologer mm. Andre igen laves udelukkende af en sagsbehandler, der har set sig sur på familien, især mor er i skudlinjen. Især enlige mødre er i farezonen. De kan sidde og lave det værste makværk af en §50, bagom ryggen på familien, uden at få andre øjne på, uden relevante faggrupper eller uvildige øjne. Uden at have mødt familien inden den igangsættes. Det sidst må kun bruges i særlige grove tilfælde, hvor der skønnes overgreb, vold og misbrug. De laves dog uden familierne er informeret, selvom der intet sted er nævnt bekymring af den kaliber i underretningen.
Disse meget forskellige udførte §50, skal udløse rette hjælp, men inden der foreligger et resultat er kommune og familier allerede på kollisionskurs. Børnene er i klemme. Hvilket igen kun gøres til familiernes skyld.
Jeg er så glad for, at der nu også er socialrådgivere, som tør skrive om, hvordan sagerne har taget en helt forkert drejning.
En af dem er Mette Valentin, som helt klart er værd at følge, og lige netop det her problem, beskriver hun her her på sin blog.
Jeg er på ingen måde imod anbringelser, men det skal være de rigtige børn, der skal være en fair og faglig undersøgelse, det skal være sidste udvej og man skal behandle både børn og familier med respekt. - og så skal det være til bedre steder, end der man tog dem fra.
