FORÆLDRENE VIL IKKE SAMARBEJDE MED KOMMUNEN

Nej hvorfor mon?

Samarbejdet med kommunen foregår sådan her:

Kommunen: Vi vil rigtig gerne finde nogle løsninger, som kan hjælpe jer, og vil gerne have I viser tillid.

Forældrene: Men dette er ikke noget der vil hjælpe os, vi har brug for noget andet.

Kommunen: Skolen siger, at det er dette de ser I har gavn af, derfor har vi besluttet at iværksætte støtte i hjemmet.

Forældrene: Men vi har ikke brug for støtte  hjemme, men vores barn har brug for faglig støtte i skolen.

Kommunen: Det siger skolen, at jeres barn ikke har.

Forældrene: Jamen, vi kender da vores barn.

Kommunen: Skolen siger noget andet og de er fagpersoner.

Forældrene: Vi vil ikke have støtte hjemme, vi vil gerne vores barn får støtte i skolen.

Kommunen: Det har vi talt om, nu vil vi gerne have I samarbejder og viser os tillid. Vi har erfaringer med dette.

Forældrene: Vi er stadig ikke enige.

Kommunen: Vi hører det I siger. I vil ikke samarbejde.

Samarbejdet foregår ved at, forældrene skal gøre det kommunen foreslår eller iværksætter uden forældrenes ønske/samtykke. Herefter foregår det ved, at kommunen tryner forældrene, og beder dem vise tillid....

Rejs dig så vi kan sparke dig ned igen... vis os tillid, rejs dig så vi kan sparke dig igen og igen og igen...

Ok, I er ikke samarbejdsvillige.

DEVALUERENDE AT LÆSE AKTER I SIN SAG

Redaktion

En af de ting som følger med at have et børn med særlige behov, er den evige strøm af sagsakter og møder der følger med. Det er opgivende, for i rigtig mange tilfælde, giver det ikke et brugbart resultat. Det er tidsspilde og spil for galleriet. Der skal bare holdes disse møder. Der skal bare skrive og dokumenteres, men det bruges ikke.

Hver gang der er det mindste, skal man søge aktindsigt og sidde og læse om sig selv og sit barn der har det svært, udpenslet, fejltolket og fejlgenfortalt. Det er skræmmende hvor dårligt mange af disse fagpersoner er til at beskrive ting eller skrive referat og lige så dårlige kan de være til at læse og forstå andres tekster.

Det sætter familierne i klemme med dårligt samspil i dokumenter.

Det er drænende, at læse det ene papir efter det andet med løgne og omskrivninger. Følelsen af at blive tromlet ned er stor. Man sidder og tænker, hvor har de dog det fra, eller det var da slet ikke det jeg sagde eller gjorde. En ting er, at det kan ske ind imellem, men når det er nærmest hver en side i tons tykke sagsakter, så begynder det at sætte sine spor. I perioder gør det ondt i maven og der skal tages tilløb for at åbne sin post eller e-boks. Andre gange må man tage det i bidder for ikke at blive fysisk utilpas. Det er som at leve i et forhold med psykisk vold. 

Efter år med denne nedgørelse af ens person, ens familie og ens barn sætter sporene sig og kan gøre forældrene syge. Belastnings skadet. Både over ikke at få rette støtte, men også den måde de nedgøres konsekvens på.

Sagerne kan ende i "overmennesker" og "undermennesker". Kommunen og forældrene. Der er ingen balance, der er ingen fælles front for barnets trivsel, der er ingen ligeværd. 

Hele sager kan være lavet på sådanne "fabrikationsfejl"

NÅR BØRNE- OG UNGE PSYKIATRIEN FEJLER

____________

Redaktion/R.

Vi der er i dette blog fællesskab følger også hinanden på Facebook, og vi er vidende til de op og nedture der er. En sag er særlig tung, den har varet i årevis, den har været grov, ulovlig, magtfuld, fyldt med inkompetance og desværre løgnagtige "fagpersoner", som var sat på for at støtte.

Denne sag gør altid ondt at skrive om, og denne gang har der måtte tages tilløb over flere uger.

Sagen er omtalt her på siden i flere opslag, og familien har valgt at lægge sig lidt underdrejet her på siden, da de slides af systemet.

Gennem hele året, har familien og især barnet været udsat for grove offentlige overgreb, ikke blot omsorgssvigt i forhold til manglende støtte, - men direkte overgreb.

Barnet har fået traumer.

Ingen undskyldning, ingen erstatning.

Under en tvungen indlæggelse for udredning, uanset om barnet fik noget godt ud af det eller om det blev ødelagt, så var forvaltningens fokus klart. Udredning koste hvad det vil på barnets trivsel.

Der er ingen tvivl om, at dette barn har autisme, men den er ikke fastlagt, men ligger et sted i ASF. Barnet fik flere andre diagnoser. Men ingen hjælp i form af medicin eller terapi til hverken den ene eller anden diagnose.

På børne psyk. brugte man ganske enkelt konsekvens pædagogik, trods forældrene havde sagt at det blot ville forværre barnets tilstand. Psyk er de kloge, det ved alle. Så de besluttede at bruge månedsvis på denne tilgang, trods det tidligt stod klart at barnet fik det dårligt. Så kom OCD til. Det var ikke en diagnose eller adfærd forældrene tidligere havde set. Det blev nu det næste psyk. arbejde videre med. 

"Det er blot dine tanker, det skal ignoreres"

Og så blev der sat krav og virkede det ikke (og det gjorde det ikke), så var det magtanvendelse og fastholdelse. Alt dette for en udredning, som de alligevel ikke fik løst tilfredsstillende. De gav diagnoser i et øjebliks billed, men ikke udfra de udfordringer og adfærd, som henvisningen lød på.

Resultatet er nu et barn med endnu flere skrammer på sjælen, udover dem som skole og kommune allerede har givet gennem flere år.

En psykiater påstår, at de altid finder dem som har autisme diagnose.

Det passer så rigtigt dårligt med, at især pigerne ikke findes og hjælpes, og at mange først får autisme diagnosen som voksen, efter at have haft "klistret" flere fejl diagnoser på sig, både ADHD, angst, bipolar, depression m.fl.

Vi lægger en stor tillid i Børne- og Unge psykiatrien, men er det egentlig forsvarligt?

SERVICELOVEN, KAPITEL 11, §46

______________________

Information

Kapitel 11

Særlig støtte til børn og unge

Formål

§ 46. Formålet med at yde støtte til børn og unge, der har et særligt behov herfor, er at sikre, at disse børn og unge kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Støtten skal ydes med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste og skal have til formål at

1) sikre kontinuitet i opvæksten og et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og stabile relationer til voksne, bl.a. ved at understøtte barnets eller den unges familiemæssige relationer og øvrige netværk,

2) sikre barnets eller den unges muligheder for personlig udvikling og opbygning af kompetencer til at indgå i sociale relationer og netværk,

3) understøtte barnets eller den unges skolegang og mulighed for at gennemføre en uddannelse,

4) fremme barnets eller den unges sundhed og trivsel og

5) forberede barnet eller den unge til et selvstændigt voksenliv.

Stk. 2. Støtten skal være tidlig og helhedsorienteret, så problemer så vidt muligt kan forebygges og afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø. Støtten skal i hvert enkelt tilfælde tilrettelægges på baggrund af en konkret vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges og familiens forhold.

Stk. 3. Støtten skal bygge på barnets eller den unges egne ressourcer, og barnets eller den unges synspunkter skal altid inddrages med passende vægt i overensstemmelse med alder og modenhed. Barnets eller den unges vanskeligheder skal så vidt muligt løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken. Hvis dette ikke er muligt, skal foranstaltningens baggrund, formål og indhold tydeliggøres for forældremyndighedsindehaveren og for barnet eller den unge.

Hentet her: https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=167849#Kap11

SKOLEINTRA OG DOKUMENTATION

_____________________

Fru Brun

Nu må jeg vist på banen her på siden.

Jeg sidder i dag, som så mange gange tidligere, at kopiere alle intra beskeder over og gemme. Det er virkelig en af de ting, som kunne forbedres i det Intra system. Hver gang man skifter skole, mister man hele dokumentationen, og med sager gennem flere år, er det bare så vigtigt, at have alt på skrift. Jeg undres til stadighed over, at man ikke kan sætte et "flueben" i en box, og så få sendt skole-intra beskederne som mail i sin private indboks. Hvor ville det dog lette meget.

Endnu engang bruger jeg dagevis på at kopier og videresende til mig selv.

Jeg er virkelig trist i dag. Gennemlæst flere beskeder og svar fra skolen. Trods jeg ved hvor meget modstand der har været fra skolens side, til at se tingene rigtigt, så gør det alligevel ondt at gennemleve det hele endnu engang.

Beskeder hvor jeg beskriver de problemer omkring undervisningen som jeg ser. Problemer der gør mit barn mere syg og dermed øger fraværsprocenten. Det ufleksible "sam"arbejde fra skolens side. De ture ud af huset som har været så frygtelig svære, at få rette forståelse for. Sygemeldinger som de påstår, at de ikke har modtaget, men allerværst var det, da jeg nåede min besked, om at tage godt vare på mit barn, som havde været på Psykiatisk skadestue fordi grænsen var nået (for længst), og at Psykiatisk skadestue havde givet instrukser om, at lytte til mit barns advarsler, når grænsen var nået, behovet for at stikke af var stort, og gøre det som enhver forældre frygter allermest. Kommentaren fra skolelederen var som et slag i hovedet....

Vi har igennem en længere periode oplevet at X har trives utrolig godt i skolen, hvilket vi naturligvis er glade for at se.
Hvis X har dage der er svære er hxn altid velkommen til at henvende sig hos mig, hvis hxn oplever at det kan være svært i klassen. Mht de forskellige farver, så har jeg bedt teamet om at sende X over til mig, i fald hxn får det så dårligt som koderne angiver. Men som sagt har vi længe ikke oplevet andet en x der er glad og som er begyndt at tage fra i undervisningssammenhænge.

Vores opgave som skole er at orientere om den hverdag som eleverne indgår i i skolen og hvad vi ser i den sammenhæng.

Hvordan pokker kan en skoleleder være så blind??? Barnet ønsker ikke at leve mere, det er for svært i skolen. Hxn er utryg ved den leder, som her skriver, at X bare kan komme til hende!

For slet ikke at tale om den undervisning, som lederen påstår går rigtig godt.

Det viser sig nu, at X intet har lært i de år på denne skole!

FAGLIGHED, om jeg må bede!

Hvordan kan man lægge så meget ansvar, magt og vægt på skole udtalelser, når de er så himmelråbende langt ude i skoven???

Mit barn knækkede sammen under den totale mangel af faglighed. Det er mit barn, som nu skal kæmpe sig tilbage til livet og en hverdag som er stort set smadret i stumper og stykker.

Trods jeg nu er bekendt med en hel del diagnoser på mit barn, og jeg forventede en reaktion i mig selv, så er det stadig sorgen over denne behandling, af både mit elskede barn og familien, der fylder mest.

Hvornår der bliver plads til at sørge over det, som er det mest naturlige, vides ikke. Nemlig at mit barn har det så svært og har så mange udfordringer i sit liv. Det gør ondt. Sorgen kan stadig ikke bearbejdes, fordi alt det andet fylder for meget.