_______________
Redaktion
Når man sidder med følelsen af manglende samarbejde.
Jeg undres til stadighed om, hvorfor man ikke ønsker, at lytte til forældrene, bruge det som virker, i stedet for at opdrage andres børn med konsekvens pædagogik. For mange af vores følsomme børn, virker den tilgang overhovedet ikke. Når barnet bliver frustreret, ses det som forældrenes manglende evner eller manglende samarbejde.
Dog vil jeg lige minde om, at samarbejde går begge veje!
Man kan stå med et barn der ikke er afprøvet og fundet medicin til, dosis eller andet. Man får medicin udleveret, og heldigvis ved nogle forældre qua deres egen uddannelse lidt om det, men hvad med med dem som ikke gør?
Man får at vide at man samarbejder, med underrettes på manglende samarbejde???
Vi skal vise tillid, og i det øjeblik vi gør det, slås vi ned bagfra.
Hvis man skal vinde forældres tillid efter mange år i et trægt og ufleksibelt system, så skal man gøre sig fortjent til det. Det kan ikke komme automatisk. Det ville være direkte naturstridigt. Hvis man bliver ved at sige god for ting der gennem år har skadet både en selv og ens barn/børn, så må der være flere alarm klokker der ringer, idet man ikke lærte af sine erfaringer. - Og det ville gælde i mange andre ting i livet.
Hvorfor er det udelukkende forældrene, som skal vise fleksibilitet? Hvorfor ikke fagpersonale. Ja, de har en faglig viden (forhåbentlig), men der skal mere til end fagtekster. Der skal vilje, omsorg, interesse, respekt og medmenneskelighed oveni, for at det kan lykkes.
Forældre er nød til at mærke, at de er værdsat og respekteret i deres rolle som forældre.
Fagpersonale behandler ofte forældre devaluerende.
Uden anerkendelse af forældrenes tilgang, og rolle som vigtigste primær personer i barnets liv, vil samarbejdet ikke komme til at fungere, og barnet ikke komme i trivsel. Det som alle ønsker sig.
Når man møder systemet og dets forråelse, går det hele i hårdknude.
