- Case -
Da jeg blev kendt med deres sag første gang, var det da Wilma skrev til mig, at hun ville være den første der stillede sig op ude på gaden og buldrede med grydeskeer på gryder for, at råbe op om, hvordan systemet lod familier med børn som har særlige behov i stikken. Det blev starten på et følgeskab, både den ene og den anden vej, for at råbe systemet op, om dette omsorgssvigt fra det offentlige. Dette følgeskab har stået på i mange år nu, og det er en stor glæde, at kunne bringe denne historie og det gode resultat en sejlivet og viljestærk mor fik igennem.
Tillykke til Wilma og Tenna.
Ud af boksen
I dag er min datter 31 år, - og er et ungt menneske med særlige behov, som det hedder. Men der er ikke noget særligt ved de behov min datter har. '
Hun er som dig og mig født med basale behov for tryghed, sikkerhed, støtte, vejledning og anerkendelse af den person, hun er kommet her til verden med. '
Hun er født med bl.a. skader i hjernebjælken, som betyder at indlæringen skal foregå på en anden måde end den skal med personer der ikke har denne skade.
Hun har været indlemmet i det såkaldte social, specialpædagogiske verdensbillede siden hun var ganske lille.
I specialskolen sagde de, at hun var velplaceret, - og det betød for Tenna, min datter, at hun var velanbragt som statisk i speciallærer og specialpædagogers højt kvalificerede læringsmiljø.
I mange år troende jeg faktisk på dem. Det så jo så fint og rigtigt ud det de skrev og sagde, så de måtte have ret i deres antagelser. Det var det, de var uddannet til.
Hun var så handicappet, at hun aldrig ville kunne lære at læse og skrive, skrev og sagde de, - ganske vist pakket ind på en pæn faglig og saglig korrekt måde.
Skolen brugte rigtig mange år på at lære hende ingenting, og på at få hende placeret i specialskolens målgruppe, hvor lærerne bestemt ikke spildte tiden på at lære min datter noget der bare mindede om seriøst faglig indlæring.
Den del måtte jeg selv tage mig af, da jeg valgte at tage hende ud af specialskolen, da hun var 14 år.
Og hvad er der så siden sket, - en hel masse faktisk.
Hvad der præcist er sket, har jeg skrevet om i bogen "Guldæskegaven " bogen kan lånes på biblioteket, eller ved henvendelse til mig. Den har ligget i dvale nogle år, men jeg er nu ved at vække den til live igen, fordi jeg har/Tenna har et vigtigt budskab.
For nylig fik Tenna lavet en neuropsykologisk test. Den 4. I rækken. Hun er gået fra på alle områder at være langt under det normale for aldersgruppen, til samlet set at befinde sig i normalområdet lidt under middel.
Hun har stadig massive specifikke vanskeligheder, men tilgangen, indgangen til hendes liv og læring er tilpasset disse specifikke vanskeligheder, - og DET har rykket og rykker stadig i forhold til læring og undervisning, - og på alle andre områder indenfor Tennas samlede personlighedsmæssige udvikling.
Tingene skal blot foregå efter "Tenna modellen".
Jeg/vi kan altså nu dokumentere, at de tiltag jeg/vi har foretaget siden Tenna var 14 år virkelig har haft en stor og gavnlig effekt. For nu at sige det mildt.
Psykologen, som for nylig testede Tenna, var den samme som testede hende da hun var 5 år, hun udtrykte det på følgende måde. "Jeg har aldrig oplevet noget lignende".
Og hvorfor skriver jeg nu alt dette?
Jo, det gør jeg fordi Tenna D.9.6.17 gik til mundtlig eksamen i matematik på D niveau(10 kl.) og fik karakteren 12. I den skriftlige eksamen fik hun karakteren 4.
På vejen hjem tænkte jeg "MOR er sku verdens bedste skole"
Hun modtager fjernundervisning under VUC regi. Og har gjort det i en del år nu. Det er en form der passer hende/os perfekt.
Denne eksamen er blot en i rækken af mange, - og det er ikke den eneste 12 tal hun har fået.
Når hun går til eksamen har hun en fantastisk tryghedsperson med, som støtter hende. Denne person ved nøjagtig, hvordan hun skal støtte Tenna, så situationen bliver så optimalt som muligt.
Ligesom bogen "guldæskegaven" har ligget i dvale i mange år, har jeg også været alt for lidt aktiv i gruppen, som jeg har kaldt "Mor er verdens bedste skole", men nu vil jeg gøre et forsøg på at vække den til live igen.
Med det system vi har i dag, tror jeg desværre ikke barnet automatisk får det bedste tilbud, medmindre forældrene virkelig er på stikkerne og forlanger kvalitet og evidens i forhold til behandling og undervisning af deres barn med særlige og specielle behov. Jeg vil nu hellere kalde det for børn og unge der har brug for en særlig, specielt og individuelt tilrettelagt behandling og undervisningsform.
Ifølge min erfaring, kan forældre eller andre tæt på barnet meget ofte også gøre en kæmpe og altafgørende forskel. Det vigtigste er, at personerne omkring barnet/den unge er opmærksomme på de eventuelle og præcise bagvedliggende hjernemæssige barrierer der kan ligge til grund for, - at der skal tænkes ud af boksen.
Wilma Clausen
I dag er min datter 31 år, - og er et ungt menneske med særlige behov, som det hedder. Men der er ikke noget særligt ved de behov min datter har. '
Hun er som dig og mig født med basale behov for tryghed, sikkerhed, støtte, vejledning og anerkendelse af den person, hun er kommet her til verden med. '
Hun er født med bl.a. skader i hjernebjælken, som betyder at indlæringen skal foregå på en anden måde end den skal med personer der ikke har denne skade.
Hun har været indlemmet i det såkaldte social, specialpædagogiske verdensbillede siden hun var ganske lille.
I specialskolen sagde de, at hun var velplaceret, - og det betød for Tenna, min datter, at hun var velanbragt som statisk i speciallærer og specialpædagogers højt kvalificerede læringsmiljø.
I mange år troende jeg faktisk på dem. Det så jo så fint og rigtigt ud det de skrev og sagde, så de måtte have ret i deres antagelser. Det var det, de var uddannet til.
Hun var så handicappet, at hun aldrig ville kunne lære at læse og skrive, skrev og sagde de, - ganske vist pakket ind på en pæn faglig og saglig korrekt måde.
Skolen brugte rigtig mange år på at lære hende ingenting, og på at få hende placeret i specialskolens målgruppe, hvor lærerne bestemt ikke spildte tiden på at lære min datter noget der bare mindede om seriøst faglig indlæring.
Den del måtte jeg selv tage mig af, da jeg valgte at tage hende ud af specialskolen, da hun var 14 år.
Og hvad er der så siden sket, - en hel masse faktisk.
Hvad der præcist er sket, har jeg skrevet om i bogen "Guldæskegaven " bogen kan lånes på biblioteket, eller ved henvendelse til mig. Den har ligget i dvale nogle år, men jeg er nu ved at vække den til live igen, fordi jeg har/Tenna har et vigtigt budskab.
For nylig fik Tenna lavet en neuropsykologisk test. Den 4. I rækken. Hun er gået fra på alle områder at være langt under det normale for aldersgruppen, til samlet set at befinde sig i normalområdet lidt under middel.
Hun har stadig massive specifikke vanskeligheder, men tilgangen, indgangen til hendes liv og læring er tilpasset disse specifikke vanskeligheder, - og DET har rykket og rykker stadig i forhold til læring og undervisning, - og på alle andre områder indenfor Tennas samlede personlighedsmæssige udvikling.
Tingene skal blot foregå efter "Tenna modellen".
Jeg/vi kan altså nu dokumentere, at de tiltag jeg/vi har foretaget siden Tenna var 14 år virkelig har haft en stor og gavnlig effekt. For nu at sige det mildt.
Psykologen, som for nylig testede Tenna, var den samme som testede hende da hun var 5 år, hun udtrykte det på følgende måde. "Jeg har aldrig oplevet noget lignende".
Og hvorfor skriver jeg nu alt dette?
Jo, det gør jeg fordi Tenna D.9.6.17 gik til mundtlig eksamen i matematik på D niveau(10 kl.) og fik karakteren 12. I den skriftlige eksamen fik hun karakteren 4.
På vejen hjem tænkte jeg "MOR er sku verdens bedste skole"
Hun modtager fjernundervisning under VUC regi. Og har gjort det i en del år nu. Det er en form der passer hende/os perfekt.
Denne eksamen er blot en i rækken af mange, - og det er ikke den eneste 12 tal hun har fået.
Når hun går til eksamen har hun en fantastisk tryghedsperson med, som støtter hende. Denne person ved nøjagtig, hvordan hun skal støtte Tenna, så situationen bliver så optimalt som muligt.
Ligesom bogen "guldæskegaven" har ligget i dvale i mange år, har jeg også været alt for lidt aktiv i gruppen, som jeg har kaldt "Mor er verdens bedste skole", men nu vil jeg gøre et forsøg på at vække den til live igen.
Med det system vi har i dag, tror jeg desværre ikke barnet automatisk får det bedste tilbud, medmindre forældrene virkelig er på stikkerne og forlanger kvalitet og evidens i forhold til behandling og undervisning af deres barn med særlige og specielle behov. Jeg vil nu hellere kalde det for børn og unge der har brug for en særlig, specielt og individuelt tilrettelagt behandling og undervisningsform.
Ifølge min erfaring, kan forældre eller andre tæt på barnet meget ofte også gøre en kæmpe og altafgørende forskel. Det vigtigste er, at personerne omkring barnet/den unge er opmærksomme på de eventuelle og præcise bagvedliggende hjernemæssige barrierer der kan ligge til grund for, - at der skal tænkes ud af boksen.
Wilma Clausen
Vi har valgt at bloggen er reklamefri.
Finder du gavn af det vi deler, og ønsker du at påskønne vores arbejde med et beløb, kan det gøres her:
Vi har valgt at bloggen er reklamefri.
Finder du gavn af det vi deler, og ønsker du at påskønne vores arbejde med et beløb, kan det gøres her:
