© VORES BØRNS TRIVSEL
Det kunne være interessant at hører, hvor mange af vores følgere, som har søgt økonomisk aktindsigt i jeres barns handicapsag på kommunen.
I en af de sager vi har fulgt gennem mange år, kom det frem i økonomiske akter, at kommunen havde betalt for støtte i hjemmet. 1 år med 5 timer om ugen. Mere end 1 år med 10 timer om ugen. Der var bare det, at familien ikke havde brug for støtte i hjemmet, og heller ikke havde den person i hjemmet. Personen var bisidder/tovholder på møderne skole/kommune/hjem.
Det var en skole relateret sag i forhold til special klasse/ behandlingsskole.
Ud af det blå tvangsanbringes barnet, og hele vejen igennem retssystemet i flere år, ville Ankestyrelsen ikke hjemgive til et hjem, som havde haft så massiv støtte i hjemmet, uden at barnet havde fået det bedre, tiltrods for at den unge fik det dårligere og dårligere som anbragt, så meget at det var et spørgsmål om overlevelse.
Psykiatrien advarede gennem alle årene, om de belastninger den unge fik flere og flere af direkte pga. anbringelse og savnet til sin familie, som den unge ikke så i flere år. Samvær var sat op på en både den unge ikke kunne overse. (Overvåget 1 time om måneden). Samværet gik imod akut institutionens anbefalinger, som anbefalede mindst 3 samvær om ugen af flere timers varighed, og uden overvågning/støttet). I tiden på akut institution var man begyndt med samvær som indebar overnatning hjemme. Det havde gået rigtig godt.
Uden forudgående dialog, men med et pludseligt indfald fra kommunen side, blev det fjernet efter anbefaling fra VISO, som må have fået udleveret forkerte oplysninger. For VISO beskrev de samvær som var et helt år tidligere, og meget dårlige pga. overvågning.
I et helt år var den unge anbragt på en akut institution, mens der udarbejdes de undersøgelser, som skulle have været klaret INDEN man skrider til anbringelse.
To af de mange manglende undersøgeser stod en psykolog for. Psykologen som udarbejdede BFU og FKU, konkluderede at det ville skade barnet at være fortsat anbragt. På det tidspunkt, 8 måneder inde i en anbringelse uden forudgående undersøgelser eller forebyggende indsats, sad den unge stadig på en akut institution uden faglig viden indenfor diagnoser.
Efter mere end et år på akut institution, som gjorde deres bedste, blev den unge overflyttet til et opholdssted, som ikke havde fået de rigtige oplysninger om den unges støtte behov. I følge kommunen, havde den unge ingen støtte behov. Barnet var sund og rask i deres optik, selvom der lå flere udredninger, som viste et helt andet billede. Det var fremstillet som om det bare var forældrene, som ikke havde forældre evne. Altså en social sag, og ikke en handicap sag som det var.
Opholdsstedet (Et VISO opholdssted) kunne ikke løfte opgaven, da de indså, hvad de havde sagt ja til. Men alt handler om penge og ikke menneskerne. I stedet for at opsige aftalen beholdt stedet den unge i knapt 3 år med begrundelsen "Velanbragt" i alle status.
Barnet endte i fuld skolevægring fordi det mistede behandlingsskolen, da kommunen valgte at anbringe mere end 100 km væk. Så skulle barnet bare fungere i alm. folkeskole igen.
Hvordan kan nogen faglig vurdering gå så grueligt galt?
Vil en anbringelse få alle diagnoser til at forsvinde?
Det skal samtidig nævnes, at B&U havde gjort opmærksom på, at forvaltningen skulle sørge for at anbringelsessted blev indenfor nærområdet af behandlingsskolen, da det var barnets holdepunkt nu, og at der var gode beskrivelser fra skolen.
Ved at have indskrevet den person som pædagogisk støtte til barnet, fremstod sagen nu som om, at der var givet forebyggende indsats, det havde ikke hjulpet, og så kunne man skride til en tvangsfjernelse. Deri blev forældrene erklæret uegnede, og til ikke at have profiteret af den megen støtte, - altså ingen udviklings potentiale.
I følge loven må der først anbringes, når alle muligheder for at blive i hjemmet er udtømte.
Det var derfor at familien ikke forstod, hvorfor kommunens familie forvaltning kunne tvangsfjernet barnet, for de havde ikke haft forebyggende indsats, som det hedder. Det var åbenbart også derfor de tabte i alle retsinstanser selvom sagen var klar. Der skal hjemgives, hvis barnet ikke profitere af anbringelsen. Her var det tydeligt at anbringelsen kun gjorde det værre. Det gav en forklaring på, hvorfor kommunen kunne gå imod alle lægelige vurderinger og lade en ung sidde i så voldsom mistrivsel og direkte misrøgt. Det kunne uanset hvad ikke gå værre hjemme.
Kommunen holdt fast i den sædvanlige vending.
"Vi vurdere at der er åbenbart risiko for barnets trivsel og udvikling i hjemmet."
Det var tydeligt for enhver - udover kommunen og retsvæsen, at der var åbenbar risiko for barnets trivsel og udvikling som anbragt.
Det er en af de mest grimme sager vi har været vidne til.
Alle kunne stå på sidelinjen, kæmpe som vanvittige for den unge, men samtidig se den unge få det dårligere og dårligere.
Det er nok også en af de sager vi har kendskab til, som har haft kontakt med flest hjælpe organisationer kendte som ukendte og instanser, uden det gav noget som helst positivt for deres sag.
Selvom familien betalte private socialrådgivere, gav det ingenting. Ingen vidste det samme som forvaltningen trods adskillige aktindsigter.
Der var 7 advokater ind over som barnets advokat og 3 indover som forældrenes. Tvangsanbringelsen tog ca. 4.5 år. Uden samvær i ca. 3. år. Hele sagen tog 9 år, og handlede om rette skoletilbud. Handle kommunen var Københavns. kommune.
ALLE TILSYN SVIGTEDE!
Sagen var et fuldstændigt myndigheds overgreb på en ung med mange diagnoser, som bare ønskede at være hjemme.
Artiklen kan deles via knappen DEL
(c) VORES BØRNS TRIVSEL
//ADMIN.TEAM.VBT
#ADHD #Kronisksygdom #Angst #Autime? #Belastningsteaktion #Separationsangst #Fejlanbringelse #Skolesag #Økonomiskakindsigt #Bedrageri #Dokumentfalsk #Københavnskommune
