_________________________________________________
Redaktion
Er de kriminelle eller ej?
Jeg har fået nogle sure opstød over, at jeg kalder nogle sagsbehandlere for kriminelle. Hvad vil man så kalde dem? Bare fordi de ikke er dømt, er de så ikke kriminelle? Hvis en bortfører ikke fanges og dømmes, er han/hun så ikke kriminel? Hvis en bankrøver ikke fanges og dømmes er vedkommende så ikke kriminel?
Man er kriminel når man laver en ulovlig handling. Det sker hver eneste dag i familie afdelingerne! Både bevidst og ubevidst! - Der er så skræmmende mange fejl i sagsbehandlingen, og der er ikke små fejl, men grove tilsidesættelser af loven (flere undersøgelser viser over 80%). Det er ikke uden omkostninger! Jo for dem er det. De kan ikke retsforfølges, da de ingen autorisation har. Du kan politi anmelde dem, men mange politi stationer vil ikke tage imod de anmeldelser. En autorisation ville gøre, at de havde noget at miste, hvis de ikke holder sig indefor loven. Det ville gavne familierne. På den måde kan de ikke kører sagerne over i fabrikerede sager og tage andres børn uden en ordentlig begrundelse eller formål. Rigtig mange sagsbehandlere føler sig som dem, der skal frelse børnene væk fra familierne.
Vi forældre med børn med særlige behov, - og det er især dem med signalstærke børn, med det eksplosive temperament. Det kan være dem med sanseintegrations problemer, og det kan være børn med diagnoser. Endelig kan de være i alle 3 grupper. De børn mistrives så stort i skolerne og de fleste får ingen inklusion. Børnene kan ikke begå sig, men skolerne har ikke råd til de tiltag de skal have for at fungere, så man fralægger sig sit ansvar og får det vendt over på forældrenes åbenlyse mangel på forældre evne. Der kører sager i årevis, og mange familier må selv betale for enten advokat eller privat social rådgiver, få at paragrafferne overholdes bare nogenlunde.
Da jeg startede med at gøre opmærksom på disse problemer for flere år siden, blev jeg bestemt ikke troet på. Det er simpelthen for langt ude i lille Dannevang med de mange love. Nu år efter kontaktes jeg stort set dagligt, af familier, der sidder i saksen, i dårlig sagsbehandling, uprofessionelle sagsbehandlere, skoler der ikke ever at samarbejde om børnenes udfordringer. Familier der lever med den konstante trussel om, at få fjernet deres børn. Sensitive børn, som mærker denne trussel af forældrene. Børn der er stjålet fra familien. Børn med særlige behov, som aldrig fik støtte til at fungere optimalt. Børn der nu sidder i pleje, hos familier og på opholdssteder, som slet ikke kender deres udfordringer og derfor nu kan være i mistrivsel hele døgnet, fordi man fratog dem deres hjem og forældre som de er stærkt knyttet til.
Jeg har spurgt flere, om de ønsker sig flere børn. Svaret er "Nej, det tør vi ikke". Danmark fjerner børn fra hjemmet, uden den rette lovhjelm. - OGSÅ selvom du ikke tror på det. Alt for mange vender det blinde øje til, for det er vel kun familier i misbrug og vold, som får frataget deres børn, ikk? Og så er det jo en god ting. Danmark redder nogle børn. Men det er ikke virkeligheden, om vi vil se det eller ej. Der er ikke ressourcer til at behandle alle sagerne ordentlig, og det bliver ofte hovsa løsninger udfra sagsbehandlers opfattelse og fordomme.
Et andet problem er, at børnene er fjernet mens der ankes og ankes, det tager tid, og det er børnenes barndom og tid der går. Der er ekstrem langsom sags gang i klage systemet, og hvis ikke man får medhold hos Ankestyrelsen, og skal videre til Retsalene, så kan der gå flere år.
Lige nu kører der en erstatningsag, den første af sin art, hvor en familie fik tvangsfjernet deres autistiske søn. Først efter 7 måneder indrømmede man sin fejl, og hjemgav barnet. Men det er ikke uden skader på barnet. De nægter at udbetale erstatning for deres grove fejl.
En anden familie med et autistisk barn fik også hjemgivet efter stort set samme tid.
Jeg har kendskab til alt for mange sager, hvor vores børn med særlige behov er fanget i uduelige fagpersoners hænder, heraf 3 rigtig grove sager, hvor man har omgået loven groft.
Familier der har kæmpet for deres børns rettigheder i op til 14 år.
I den ene af sagerne, blev børnene hjemgivet efter 3 års kamp, hvor den ene af børnene har været i et forfærdeligt ophold uden skolegang. Her taler vi om et højt begavet barn, der blev placeret nærmest på opbevaring uden skolegang!
Når man har en sådan tvangs sag står man både med sorgen, afmagten og angsten. Angsten for OM man møder et menneske med hjertet på rette sted, og sin sunde fornuft i behold. Afmagten og sorgen over ikke at kunne hjælpe sit barn, mens dette står på. De føler sig stemplet, og det er de, for når de møder andre og fortæller, hvorfor barnet er fjernet, bliver de ikke troet på. I Danmark fjerner man ikke børn fra gode familier! - Jo, det gør man!
Så familierne i de her sager, bliver også helt uskyldigt dømt af sladder, uvidenhed og fornægtelse.
De bliver aldrig renset! Selvom de vinder i sidste ende, er de dømt af omgivelserne, de føler sig besudlet i sit indre, og sagsakterne bliver ikke slettet.
Ikke engang dømte kriminelle bliver så uretmæssigt og uværdigt behandlet.
Vågn op! Vi kan alle ende der, hvor vores børn fratages deres trygge familier, og det er en vanvittig kamp for at få de ansvarlige til at indrømme deres fejl.
