lørdag den 22. april 2017

PHILIPS HISTORIE, OM AT BLIVE TABT PÅ GULVET AF SYSTEMET

- Redaktionen / Case / Brev - 

Vi modtog en barsk beretning. Moderen har bedt om, at Philips historie ikke bliver gjort anonym. Du vil formentlig også have læst om den i pressen. Vi takker for beretningen, og sender familien de varmeste tanker. Vi håber at systemet får øjnene op for de mange svigt, som de udviser overfor børn og unge med særlige behov, - og deres familier. Philip har så oplagt og genkendelige udfordringer, at det ikke burde have været et problem, at sætte den rette støtte ind til både Philip og forældrene. Læs her Philips historie.





Phillips historie, om at blive tabt på gulvet af systemet.

Barndommen.

Phillip var ud af en søskendeflok på 4 børn, en storebror, en lillebror og en lillesøster. Phillip elskede sine søskende betingelsesløst og han ville gøre alt for dem, han var en kærlig og omsorgsfuld dreng, man manglede aldrig et kram eller nærvær i hans selskab. Phillip elskede små børn og dyr, det var en fornøjelse at se ham sammen med dem, han formåede at gå ned på de smås niveau og lege deres lege og han hyggede sig med det.

Jeg var 20 år da jeg ventede mit 2. barn, graviditeten var helt uden komplikationer. På min 21 års fødselsdag den 14 juni 1996 kom Phillip til verden, allerede dengang havde han fart på, fødslen tog lidt over en time og var også uden komplikationer. Jeg har siden den dag han blev født bekymret mig meget, først for om han skulle blive syg og senere om han skulle komme til skade.

Phillip har fra den dag han blev født været en charmetrold der kunne smelte ethvert hjerte, denne charme fulgte ham hele livet igennem, han var svær at sige nej til, altid havde han et glimt i øjet nærmest som at se direkte ind i en stjerne.

Han var en hurtig dreng, han kravlede i en tidlig alder og gik før han var et år, alt hvad han gav sig i kast med var han god til.

En morglad dreng var han også, ingen andre kunne holde ham eller passe ham, det var sådan til han var omkring 2 år, da han startede i vuggestue faldt han egentlig aldrig rigtig til i, indkøringen var svær og han var ked af det hver dag når jeg afleverede ham og skulle vi til et arrangement i institutionen blev han frustreret fordi vi ikke skulle hjem som vi plejede.

Forandringer var absolut ikke noget han brød sig om på nogen måder, han havde det bedst med faste rammer og gentagelser.

Da Phillip skulle begynde i børnehaven kendte han heldigvis både børn og voksne da han gik i en integreret institution hvilket gjorde overgangen mere skånsom.

Hjemme var der fuld gang i ham, han sov sparsomt og når han var vågen, løb han nærmest på væggene, vi kaldte ham ofte en dreng med et stort d men det blev altid sagt med et smil på læben.

Mange gange blev jeg forskrækket over de ting Phillip kunne finde på og andre gange var det altså svært at lade være med at grine, for han havde altid en god forklaring eller et godt svar.

I en alder af blot 5 år viste Phillip tegn på at han ikke var som de andre børn i børnehaven, han var en rigtig spradebasse der var fuld af gode ideer og han havde en ildsjæl som ikke lod sig styre af autoriteter, Phillip ville gå sine egne veje.

Store drømme havde han som enhver anden knægt på 5 år, en dag da vi kørte forbi brandstationen sagde han til mig at han ville være brandmand, soldat eller sørøver.  Da han blev ældre blev drømmen ændret til at han ville være autolakerer eller mekaniker.

Vi bad om professionel hjælp da vi kunne se at han havde det svært og vi som forældre stod magtesløse overfor hvordan vi skulle gribe det an, almindelig opdragelse virkede slet ikke hverken hjemme eller i børnehaven, Phillip rendte ind i problemer flere gange om dagen, han havde også gode og hyggelige stunder men han var ”uheldig” på samme måde som Emil fra Lønneberg, det var ikke i nogen ond mening at han førte hans ideer ud i livet, han var meget spontan og gjorde lige det han tænkte når han tænkte det.

Første skridt var at sætte en skolepsykolog på at besøge ham i børnehaven, hun observerede ham i et par timer og kunne konstatere at han var skudt ud af en kanon, hun mente at han muligvis havde AD/HD men hun måtte ikke stille en diagnose.

Vi skulle henvende os til egen læge for at få Phillip henvist til børnepsykiatrisk hospital så han kunne blive udredt, ventetiden var 6 måneder på det tidspunkt og i den periode famlede vi nærmest i blinde med hvordan vi skulle tackle det at have en dreng med særlige behov. I løbet af de 6 måneder spurgte vi efter hjælp på kommunen, men deres svar var at de ville ikke røre ved det før der var en diagnose, jeg spurgte om ikke vi kunne gøre noget så jeg kunne få nogle værktøjer til hvordan jeg skulle gribe det an, de kunne sende en sundhedsplejerske var svaret.

Jeg tog mødet med sundhedsplejersken, hun foreslog at vi skulle aflede hans opmærksomhed med andre ting når han lavede noget han ikke måtte, det havde vi på det tidspunkt prøvet i 5 år uden effekt da han med det samme vendte tilbage til det han gerne ville.

De 6 måneder gik og vi kom igennem et langt forløb på børnepsykiatrisk inden de gav ham diagnosen AD/HD, i mellemtiden havde jeg bedt Esbjerg kommune om hjælp i form af aflastning hvor svaret var at hvis jeg ikke ville have ham kunne de tage ham fra mig, så det glemte jeg alt om igen.

Vi skulle til møde med børnepsykiateren og kommunen for at finde en løsning der passede på Phillips behov, de mente ikke medicin var løsningen, det var opdaget så tidligt at en stærk pædagogisk indsats skulle kunne gøre en del, der blev nævnt et skoletilbud i en lille struktureret klasse og et specielt fritidshjem der skulle kunne rumme børn med særlige behov, jeg var på en måde lettet over at der blev sat navn på min søns problemstilling og at jeg fik bekræftet at det ikke var en fejl vi forældre havde gjort. At han nu blev hørt og kunne få den hjælp han havde brug for var som en gave fra himlen.

Ordet aflastning kom på tale igen hvor jeg bakkede og fortalte om min oplevelse på kommunen, men de lovede mig at sådan så de ikke på det, så vi søgte om aflastning da der var ventetid på det

Det første tiltag var en støttepædagog i børnehaven, en pædagog som skulle guide Phillip i det at indgå i leg og fællesskab. Men det viste sig hurtigt at støttepædagogen påtog sig en opgave med at sende et utal af underretninger på mig som forælder, underretninger som ikke havde noget på sig. Et eksempel er at vi lovede Phillip en gameboy i fødselsdagsgave da han blev 6, der blev sendt et notat til kommunen hvor pædagogen mistænkte os for at lyve om det, men da det så gik op for hende at han havde fået en gameboy sendte hun ikke en rettelse, og sådan var det med rigtig mange ting. Selvom Phillips storebror gik i selv samme børnehave bare på en anden stue så fik jeg ingen underretninger på ham.

Phillip startede i skoletilbuddet og både han og jeg glædede os til at han skulle være i et miljø der var strikket sammen for at passe til hans behov, de var max 5 elever i klassen og undervisningen skulle tilpasses den enkelte elev med hensyn til hvad barnet kunne rumme af information på en dag.

Fritidshjemmet var også for børn der havde særlige behov og krævede ekstra voksenhjælp, altså en god løsning for en dreng der allerede på dette tidspunkt havde rendt panden imod en mur et utal af gange, nu skulle han starte på en frisk med nye og erfarne voksne.

Det viste sig så at der ikke var den store forandring, det kom efter mig at jeg var ung mor, det blev ikke respekteret når jeg sagde noget, det var som at slå i en dyne.
Når Phillip havde det svært blev jeg ringet op at jeg godt kunne hente ham for skolen eller fritidshjemmet kunne ikke styre ham eller håndtere det at han havde det svært.

Til samtlige statusmøder med primær pædagog, lærer og socialrådgiver spurgte jeg hvad der skulle ske når Phillip blev 18 år og ikke længere kunne være i det beskyttede miljø som han var i som barn, jeg havde en stærk fornemmelse af at han skulle rustes til at stå på egne ben og at vi skulle gribe tidligt ind, men hver gang det kom på tale fik jeg at vide at der jo var lang tid til.

Underretningerne kom stadig i hobevis, det var så tydeligt at de papirer der var lavet i børnehaven fulgte med da Phillip startede i skole, det var ikke fordi der blev lagt skjul på at de mente at Phillip havde det svært fordi jeg skulle være en dårlig mor i kraft af min unge alder. Jeg havde på det tidspunkt 3 børn og de andre 2 børn kom der sjovt nok ikke nogen underretninger på.

Som tiden gik fik vi en del statusmøder fra hånden og jeg blev meget frustreret over at jeg hver gang fik at vide at der var tid nok, jeg mente at han skulle hjælpes på vej fra han var lille da man ikke lærer noget på en nat. Efterhånden blev socialrådgiveren mere og mere sløset med at komme til møderne, der var afbud den ene gang efter den anden hvor jeg sad med pædagogen uden vi kunne holde møde. Til sidst meldte socialrådgiveren ikke engang afbud men blev væk uden en lyd.

Da Phillip var 10 tog jeg igen kontakt til børnepsykiatrisk fordi jeg mente at han havde brug for deres hjælp, det blev til et møde på 15 minutter hvor Phillip og jeg sad i en sofa og snakkede med 2 af deres folk, vi blev efterfølgende bedt om at vente udenfor mens de talte sammen. Da de igen kaldte os ind sagde de at Phillip ikke havde AD/HD alligevel han fejlede ikke noget.

Phillip voksede og blev ældre og en dag fik vi besked på at han var for gammel til at gå på fritidshjemmet og min tanke var hvad så nu?

Det tilbud vi fik var at Phillip kunne gå i fritidsklub på lige vilkår med andre børn på hans alder, dette skete nærmest fra den ene dag til den anden og helt uden at de havde forberedt ham på forandringen i både voksne, sted og hele strukturen.

Det var på det tidspunkt at verden faldt sammen for Phillip han var 12 år gammel og fik kastet den virkelige verden i ansigtet som en spand koldt vand, han kunne slet ikke håndtere den frihed han fik. Phillip var vant til et beskyttet miljø med få børn omkring sig og ekstra voksne, nu skulle han så kunne begå sig i et ”normalt” miljø med mange børn og knap så mange voksne.

Phillips frustrationer blev mere og mere tiltagende og jeg fik efterhånden svært ved at tolke hvor problemet var, førhen kunne jeg spørge ham om det for eksempel var fordi han glædede sig til jul at han havde det svært.

Opsynet med Phillip mens han var i fritidstilbud blev aftagende, meningen med at gå i klub er jo at man er stor nok til at kende forskel på rigtigt og forkert i et vist omfang, den evne var Phillip ikke i besiddelse af, han var meget behovsstyret og spontan, mange gange kom handling før tanke og det havde konsekvenser for ham i mange tilfælde.

Vi fik et mere og mere anstrengt forhold som mor og søn efterhånden som tingene eskalerede, der var ingen hjælp at hente fra kommunen selvom jeg kom længere og længere ud og blev mere og mere magtesløs.

Da Phillip var blevet 13 år blev det hele for meget for både ham og mig, Phillip stak af i tide og utide og levede mere eller mindre på gaden, hver gang henvendte jeg mig til politiet og kommunen i håb om at de kunne hjælpe mig, men der var groft sagt ikke nogen hjælp at hente nogen steder. Politiet lavede hver gang en såkaldt blød efterlysning på ham, hvilket betyder at hvis de mødte ham ville de køre ham hjem men de ville ikke lede efter ham.

Jeg nåede sammen med Phillip frem til at det eneste rigtige ville være at han blev anbragt udenfor hjemmet hvis vores forhold ikke skulle gå helt i opløsning, så jeg henvendte mig atter til kommunen for at blive afvist med at jeg ikke ville have ham. Jeg græd mig selv i søvn den nat, det var et stort nederlag at skulle melde pas overfor sin egen søn.

Phillip blev i takt med det hele endnu mere frustreret og fortsatte med at stikke af, vi hentede ham hjem for at se at han smuttede igen, til sidst måtte jeg gribe til metoder jeg slet ikke kunne stå inde for, jeg tog alt hans tøj da han blev lagt i seng, men han hoppede ud af vinduet i underbukser og lånte tøj af en kammerat, jeg endte med at lave en underretning på mit eget barn hvor jeg udtrykte min bekymring, heller ikke det hjalp.

En gang hvor jeg hentede Phillip på politigården spurgte de mig om ikke jeg kunne binde ham til radiatoren, det var ment i sjov men jeg havde ikke meget humor på det tidspunkt for hvad skulle jeg stille op.

Vi kæmpede med at få Phillip anbragt i omkring 10 måneder før en pædagog fra PPR kontaktede kommunen og sagde at det de lavede var socialt omsorgssvigt, på det tidspunkt var vi begge ødelagte mentalt, hele familien var ved at gå i stykker, dagen efter havde de en plads til ham på et opholdssted.

Jeg troede at vi endelig langt om længe blev taget alvorligt, men jeg blev hurtigt klogere.

Fokus var slet ikke på hvilke behov Phillip havde eller hvad der skulle til for at han kunne trives, fokus var på hvor dårlig en mor jeg var og at jeg ikke ville have ham, det resulterede i at Phillip blev anbragt med helt forkerte papirer, både paragraf 50 (en undersøgelse der skal laves for at kommunen kan hjælpe et barn) dertil manglede et stykke håndskrevet papir som jeg havde tilføjet og handleplan som skulle være en guide til hvad Phillip havde behov for at der blev lagt vægt på var slet ikke tilpasset det Phillip havde brug for så han kunne vokse med opgaven.

Der gik ikke mange dage efter Phillip var blevet anbragt før han ringede hjem og var helt oprørt og uvenner med en pædagog, denne pædagog havde sagt til Phillip at jeg ikke ville have ham, jeg brugte lang tid på at forklare pædagogen forskellen på kan og vil, for faktum var at jeg kunne ikke have Phillip hjemme hvor gerne jeg end ville.

Opholdsstedet tog Phillip med på deres børnepsykiatrisk hospital for at få ham udredt, de konstaterede at Phillip havde AD/HD, jeg undrede mig meget over at først havde han det, så havde han det ikke og så havde han det igen.

Konflikterne med pædagogerne eskalerede og Phillip endte til sidst med at stikke af fra stedet, igen måtte vi efterlyse ham ved politiet og underrette kommunen om at vi var bekymrede for hans ve og vel, da han blev fundet ville opholdsstedet ikke have ham tilbage. Der skulle findes et nyt opholdssted.

Når Phillip boede på gaden var han nødsaget til at lave kriminalitet for at overleve, hans adfærd blev stille og roligt mere og mere kriminel, han endte med at komme under ungdomssanktion og kom på en sikret institution. Dette virkede desværre heller ikke efter hensigten for de ting han ikke kunne i forvejen fik han meget hurtigt lært.

Da han havde tilbragt noget tid på sikret kom han på et døgntilbud der skulle ruste ham til at blive voksen og flytte hjemmefra, vi følte at han nu var et sted der var rummeligt nok til at kunne forstå hvad Phillip tumlede med.

Desværre havde Phillip ikke lagt den kriminelle adfærd fra sig og han kom på et tidspunkt som 14–15   årig på en særlig sikret institution, dog lykkedes det for ham at stikke af derfra og nu levede han igen på gaden med de konsekvenser der fulgte med.

Phillip var nu efterlyst af politiet og jeg måtte bede ham blive væk fra vores hjem selvom mit hjerte strittede imod, der gik måneder inden politiet fandt ham og denne gang kom han i fængsel.

For hver gang der blev sat ind overfor de ting Phillip lavede kom han ud med nye ideer til hvordan man skulle klare sig på gadeplan så han kom til ringe statsfængsel over flere omgange, da han fyldte 17 besøgte jeg ham i ringe og det samme da han fyldte 18.


København

Da Phillip var fyldt 18 og han blev løsladt valgte han at flytte til Sjælland, han kunne bo ved en han havde mødt i ringe statsfængsel som havde en bolig i Vanløse, jeg havde en meget dårlig fornemmelse med at han skulle bo derovre.

Hans far havde skaffet ham en arbejdsplads hvor han skulle læres op som chauffør og have kørekort. Men han kunne ikke komme op og afsted om morgenen, og når jeg tilbød at ringe og vække ham sagde han jeg klarer mig mor, det sagde han altid.

Det var alarmerende at en ung fyr på 18 der aldrig havde levet på egen hånd og havde sat fængslet det meste af hans 16-18 år blev lukket ud for at skulle klare sig selv, han vidste ikke engang at man skulle betale skat i Danmark, i det meste af hans liv havde han været omgivet af pædagoger og været lukket inde i beskyttede miljø der var forsøgt tilpasset ham, ikke på noget tidspunkt havde han lært hvad det ville sige at skulle klare sig selv på en ordentlig måde.

Phillip kom tit hjem på besøg og han var rigtig god til at ringe for at fortælle mig at han havde det godt og for at høre om vi havde det godt.

I en periode på 4 måneder så det ud til at gå ham godt, jeg var ikke vild med at han var så langt væk og prøvede af flere omgange at overtale ham til at flytte hjem til os eller bare flytte tættere på så han kunne komme hjem når han havde brug for det, men han ville ikke forlade København.

Efter 4 måneder blev jeg ringet op af en advokat der fortalte mig at Phillip var blevet anholdt og hun sagde at jeg ikke skulle være bekymret da det ikke var noget alvorligt han var anholdt for.

Phillip ringede af og til hjem fra fængslet for at sikre mig at han havde det godt og for at sige at jeg ikke skulle være bekymret, han sagde også at han var blevet anholdt fordi der var kommet en ind i lejligheden med en pistol mens han lå og sov og grunden til at det tog så lang tid var fordi han var mistænkt for at være banderelateret.

I 6 måneder sad han i fængsel og endelig den 28. 0ktober 2016 var der udsigt til at han kunne blive en fri mand, jeg tryglede ham om at komme hjem og bo, men han sagde at han ikke var færdig med København og at han nok skulle klare sig.

Han sagde at vi skulle holde jul sammen hvilket jeg blev glad for vi havde ikke holdt jul sammen i flere år efterhånden.

2-3 gange i ugen ringede han for at høre hvordan det gik og for at fortælle mig at jeg ikke skulle være bekymret.

Mandag den 9 november 2015 ringede han til mig om formiddagen for at spørge til hvordan han skulle bære sig ad med at få et hævekort da han ikke havde nogen adresse. Han fortalte mig at han boede sammen med 2 andre i en etværelses lejlighed på Frederiksberg, jeg sagde til ham at jeg syntes at han skulle komme hjem og bo så vi kunne få lidt styr på hans liv og så han kunne komme i gang med en uddannelse. Han sagde jeg klarer mig mor og vi afsluttede samtalen.


Den værste nat i mit liv.


Onsdag den 11. november 2015 tog jeg på arbejde som jeg plejede, jeg arbejdede om aftenen så efter arbejde kørte jeg hjem og sov.

Natten til torsdag bankede det på døren, hvilket jeg blev noget forskrækket over, jeg sendte min kæreste ud for at åbne døren.

Jeg kunne høre at der blev snakket ude i døren og jeg råbte hvad sker der? Det er politiet svarede min kæreste de skal snakke med dig.

2 betjente kom ind i stuen hvor jeg sad i sofaen og jeg spurgte er det Phillip? Jeg troede at han måske var blevet anholdt og at de kom for at se om han havde noget hos os, betjentene svarede ja og fortsatte ind i stuen hvor de satte sig i sofaen. På det tidspunkt vidste jeg at den var helt gal.

Phillip har været udsat for en forbrydelse sagde den ene betjent, han er død. Jeg gemte mit ansigt i mine hænder og jeg kunne mærke at alt mit blod frøs til is.

Hvad er der sket spurgte jeg, de vidste det ikke med sikkerhed men Københavns politi ville ringe til mig torsdag formiddag.

Det gik op for mig da jeg ringede til min kollega og meldte mig syg fra arbejde at det havde kørt i nyhederne det meste af onsdagen, det havde jeg gudskelov ikke set for havde jeg det havde jeg kunnet regne ud at det var min søn, for der var 3 unge mennesker der var blevet dræbt i en etværelses lejlighed på Frederiksberg.

Resten af natten brugte jeg på at stirre ud i luften og ringe til den nærmeste familie, jeg ventede bare på at de skulle ringe til mig fra Københavns politi så jeg kunne få at vide hvad der var sket med min søn.

Torsdag formiddag ringede politiet endelig, de fortalte mig at Phillip var blevet skudt mens han lå og sov. Jeg spurgte om jeg måtte se ham, det måtte jeg først når han blev frigivet men jeg skulle vide at de havde skudt ham i hovedet med en revolver, jeg spurgte om han så pæn ud, det havde de lidt svært ved at svare på.

Det var ikke mange oplysninger de kunne give mig da de af hensyn til opklaringen var nødt til at holde kortene tæt til kroppen, jeg følte mig overladt til mig selv på alle områder. Der var på daværende tidspunkt ikke nogen mistænkte og alt så helt håbløst ud, jeg havde ingen at rette min vrede og frustration imod.

Pressen skrev sider op og sider ned om mordet på de 3 unge mænd, og de var ikke altid lige søde og det kunne godt tyde på at de glemte alt om at drengene havde pårørende der kunne se hvad de skrev, de gættede løs og tog sladder for gode varer, så jeg valgte at stoppe med at læse og se nyheder i en periode, uanset hvad pressen mener er der intet i denne verden der retfærdiggør at tage et andet menneskes liv, men som pårørende kunne det godt opfattes som om pressen tog morderne i forsvar og prøvede at fremstille det så det var drengenes egen skyld at de blev skudt mens de sov. Jeg endte med at gå til pressenævnet da jeg mente at de skrev løs uden hensyntagen til de pårørende, jeg fik delvis medhold.

Midt i den store sorg var jeg nødt til at tænke mig om og tage mig sammen, vi skulle have arrangeret Phillips rejse hjem fra København og hans begravelse, vi vidste stadig ikke hvornår han ville blive frigivet så vi kunne se ham og få ham sendt afsted på sin sidste rejse.

Når vi ringede til politiet for at få svar på vores spørgsmål fik vi at vide at de ikke kunne sige mere end de sagde til pressen.

Jeg kalkulerede på at vi kunne nå at begrave Phillip lørdag den 21. november og havde arrangeret stort set det hele, men bedemanden ringede til mig og sagde at hun havde talt med politiet og at det nok ikke kunne lade sig gøre, de anbefalede at vi ventede til onsdag den 25. november, vi fik ændret planen og onsdag den 18. november om eftermiddagen ringede politiet og sagde at nu havde de frigivet Phillip og jeg måtte gerne komme og se ham, jeg ville dog vente til bedemanden havde sat ham i stand og hentet ham hjem da jeg synes det var under hans værdighed at jeg skulle se ham uden tøj på. Vi havde en aftale med bedemanden om at han skulle hentes mandag den 23. november noget der var aftalt da vi ikke vidste hvor lang tid de ville holde på ham i København.

Da weekenden kom var der voldsomt snevejr i hele landet og det var rigtig slemt på Sjælland, så min nye store bekymring var om bedemanden nu også kunne hente Phillip om mandagen, ventetiden var utrolig lang og hver dag var en pine, jeg havde alt for god tid til at finde ting at bekymre mig om.

Det blev mandag og vi ventede med nerverne udenpå tøjet, kom de nu ordentligt frem og kunne de nå det til den aftalte tid, en lang og underlig dag, vi skulle mødes med bedemanden ved kapellet klokken 17, vi var der lidt før og jeg kunne slet ikke forstå hvor hun blev af det var som om vi ventede i timevis.

Da bedemanden ankom til kapellet gik vi med hende ind, jeg ønskede at de havde taget fejl og at det var en fremmede vi ville få at se, det kom som et slag i ansigtet at det rent faktisk var min søn der lå der, han var så smuk, han lignede en der sov. Jeg krammede ham og kyssede ham og ville have ham med mig hjem, jeg kunne ikke køre fra ham så han skulle ligge der helt alene, han skulle være sammen med sin familie. Det kunne ikke lade sig gøre så vi måtte køre hjem med duften af hans parfume i vores tøj.

Onsdag den 25 november skulle Phillip begraves, kirken var fyldt til randen med mennesker og blomster, jeg så kun kisten men fik senere fortalt at kirken var fyldt op.

Vi havde frabedt os at pressen skulle komme på kirkens grund, men da vi gik ud af kirken med kisten lå en fotograf på lur bag et hegn, jeg blev så ked af det for jeg synes at vi skulle kunne have begravelsen i fred.

Da vi havde fået ceremonien afsluttet og vi var på vej hjem hylede sirenerne hvilket vi undrede os meget over, det viste sig at være en brand på havnen som på en måde blev vores redning, der blev nemlig aldrig skrevet om selve begravelsen.

Jul og nytår kørte på autopilot af hensyn til Phillips søskende, personligt havde jeg mest lyst til at ligge under min dyne, den jul jeg havde set frem til var slet ikke det jeg havde forventet, jeg skulle have haft min dreng hjem og have fejret julen med ham.


Politiet

Flere gange i måneden ringede jeg til politiet for at høre om der var nyt i sagen, jeg kunne lige så godt have ladet være for svaret var det samme hver gang, vi kan ikke fortælle noget. Derfor var jeg nødsaget til at tjekke nyheder flere gange om dagen for at følge med, vi blev på intet tidspunkt informeret af politiet.

Efter 5 måneder var der for os godt nyt i medierne, politiet lavede en stor razzia først i en kolonihave hvor der også blev anholdt 2 for at have solgt den revolver som min søn var blevet skudt med, endelig skete der noget.

Dagen efter var der razzia mod Bandidos i Holbæk og Vanløse plus flere andre steder på Sjælland igen med anholdelser og denne gang var de sigtet for drab og medvirken til drab, jeg blev så glad for at de havde fanget dem så hurtigt at jeg ringede til politiet og roste dem til skyerne.

2 måneder efter anholdelsen hængte et medlem af Bandidos sig i sin celle, jeg blev underligt nok ked af det på hans forældres vegne, nu skulle de følge deres søn i graven som jeg havde gjort med min søn, noget jeg ikke ønsker for nogen i verden.

Månederne gik og der begyndte at falde domme i sagen, domme der fik min frustration til at blusse op, den første dom lød på et års betinget, manden havde slet ikke sat i fængsel og skulle det heller ikke, han havde været i besiddelse af revolveren men var et vigtigt led i efterforskningen og skulle vidne senere hen.
Den næste dom lød på 18 måneder for besiddelse og prøveskydning af revolveren

Den 3. dom lød på et år og 8 måneder for køb og videresalg af revolveren, jeg var målløs og frygtede hvad dommen over dem der havde trykket på aftrækkeren ville lyde på, den dom skulle vi så vente på i rigtig lang tid, ufattelig lang tid inden vi ville få svar på hvorfor nogen skulle lege gud og tage livet af 3 unge mennesker som havde hele livet foran sig.



Ære Være Philips Minde

Har du lyst til at få din beretning på sitet, så kan du skrive til os på: voresboernstrivsel@gmail.com

Arkiv

Følg vores Facebook Følg vores Google Plus

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Følg os på Facebook

Se mere om (manglende) retssikkerhed i Børn / Unge sager (Siden er ikke vores) TRYK PÅ FOTO

Se mere om (manglende) retssikkerhed i Børn / Unge sager (Siden er ikke vores) TRYK PÅ FOTO
Se mere om (manglende) retssikkerhed i Børn / Unge sager (Siden er ikke vores) TRYK PÅ FOTO