- Redaktionen -
I de to mail vi modtog i går fra familier, som mangler støtte til deres børn, viser sig det samme billed, som vi ser i de mange andre sager, som vi bliver præsenteret for.
Der laves underretninger i et væk. Det er ofte vage beskrivelser på, hvad det er, man mener at se. Hvori ligger bekymringen helt præcist, og er det en egen bekymring? En begrundet bekymring? Det bør klart være det sidste. For alt andet er skøn udfra ens egen erfaringer, egen opvækst, egen familie, evt egne børn. Det kan ikke ligge til grund alene for en underretning.
Så tænker underretter, at der fra forvaltningens side vil blive undersøgt, hvad barnet har brug for og derefter sættes støtte ind. Sådan fungere det dog ikke. Forvaltningen skønner, hvad barnet (læs forældrene) har brug for, for at kunne varetage en forældre rolle med opdragelse og grænsesætning. Derudfra sættes støtte ind. I rigtig mange af sagerne, vil forvaltningen kunne sige, "Vi har haft sat støtte ind til denne familie, før vi indstiller til anbringelse". Men nej! De har sat et eller andet ubrugeligt ind, der slet ikke matcher familiens eller barnets behov. På den måde vil indsatsen heller ikke lykkes. I bedste fald vil det slet intet give, i værste er det en ekstra belastning for familien, som både skal have et menneske rendende i deres hjem, som ikke er til nytte, måske endda er til gene og irritation flere gange om ugen, samtidig med at de råber på hjælp.
Det er utroligt, at man ikke fra forvaltningen side er mere interesseret i, at bruge kommunen kassens penge optimalt. Samt have et ønske om, at hjælpe barn og familie.
Vi kan godt fortælle jer, at bare i de sager vi har kendskab til flænses kommune kassen stort i disse sager, som i mange tilfælde kunne have været løst med nogle støtte timer i en almindelig folkeskole.
De sager kan koste millioner gennem årene og samtidig skade barnet.
Hvis underretninger skal virke optimalt, så skal de forstås korrekt.
De er lavet for at yde barnet hjælp, ikke til at dadle forældrene, som de bliver nu.
Skal hjælpen være brugbar, og målrettet, så kræver det at både forældre og barn inddrages i eget liv. Der skal lyttes til, hvad de selv mener, at de har brug for. Det skal forsøges først, uanset, hvad en sagsbehandler sidder og tænker udfra sit eget liv. Forældre til børn med særlige behov, har meget ofte en uhørt styrke for, at få deres børn i trivsel.
Hjælp dem! - Brug deres styrke til at løfte barnet endnu mere, og ikke til at deres styrke skal bruges på tunge sagsgange og møder i et væk. Møder hvor man alligevel ikke fuldføre det aftalte. Spildtid er det ofte.
Lyt og lær...
Støt og bær....
Sagsbehandlere dette er ikke jeres liv. I skal ikke tage over. I skal støtte og rådgive, men I skal huske at inddrage borgeren i deres eget liv.
Ingen kan leve andres liv. Vores standard og værdier er forskellige. Nogle har det bedst med lidt, andre kan ikke undvære meget. Men lad folk selv bestemme.
Det som det handler om er, at hjælpe forældrene, så de ikke slides op. Det handler om at løfte barnet på den mest skånsomme måde i samvær med deres tryghed hos forældrene.
Lige nu fungere det faktisk lige modsat.
