HVOR GÅR DET GALT MED VORES SAGER?

_________________________________________________
Redaktion

I vores sager handler det jo ikke om misrøgt, i hvert tilfælde ikke i hjemmet. Hvis der er misrøgt er det af uforstående fagpersonale, som ikke ved bedre. Hvor går det så galt?

Der underrettes ikke på misrøgt, men på mistrivsel. Hvor går grænsen, og ser de rigtigt?

Der underrettes på bagateller, men familierne ender i tvangs anbringelses sager!

Hvordan når sagerne derud?

Første faldgruppe er, at underretter regner med at sagsbehandlingen er fair, og undersøgende, at den vil støtte op om barnet og familien, at det vil være en adgangsbillet til økonomisk støtte.

Den næste er, at sagsbehandlere tror, at skolen selv har forsøgt nogle tiltag, inden den ender på deres bord. 

Allerede her er familien endt mellem de to stole. Herfra gå det kun ned ad bakke.

En ting der er ødelæggende, er at alle parter er for dårlige til at holde rette fokus, for dårlige til at formulere det de mener, for dårlige til at læse og forstå det skrevne fra andre. De hænger sig i bestemte ord, "bekymring" er et af de ord der går igen og igen, og netop sådan et ord kan afgøre hele sagen. Hvor ofte står det nævnt, og er det egentlig kun små "gule lamper", der burde tændes, men det i stedet bliver "udrykning med rød". 

Der sættes desværre ikke faglige teams på med det samme, og nogle får det aldrig. Sagerne kan have vendt både PPR og VISO uden at give noget som helst, for hvis alle allerede er et helt andet sted, er det svært.

Når der så kører en sag, bør man holde igen med yderligere underretninger (Der er jo givet meddelse om bekymring, og alle arbejder langssomt), jo flere underretninger, der tikker ind forværre kun sagen, og den kommer til at kører i ring, for man starter ligesom forfra hver gang.

Ofte er sagerne allerede nu konflikt sager, og sagsbehandlere lytter udelukkende til underretter, familierne komme slet ikke på banen. Borger inddragelse mangler totalt.

Der fokuseres mere på forældre evnen end barnets udfordringer.

Når man ikke afdækker barnets behov først, vil det være umuligt, at se hvorfor forældrene er som de er. Hvorfor de handler som de gør. Handler de så anderledes end flertallet (og det vil de ofte gøre i sensitive familier), så skabes et negativt syn på forældrene, som kun forstærkes af de yderligere underretninger.

Man begynder at sidde og "skulderklappe" hinanden for den gode indsat man mener, at have sat i gang. NU har man da hold i hanke med denne familie. Nu løftes i flok.

De beslutter, hvad denne (svage), familie har brug for. Familien kan åbenlyst ikke se deres egne manglende evner. Familien bliver stejl for de kan se, at det her går ud over deres barn. Familien opfattes som et problem, usamarbejdsvillig, stejl og konflikt skabende. De tiltag de ofte sætter ind vil forværre situationen for barnet, da den ikke er målrettet. Barnet vil nu vise endnu mere mistrivsel end i starten, og det ser alle fagpersoner omkring barnet, udelukkende som værende pga forældrene. De har jo selv gjort alt der er at gøre. Det virker ikke, altså havde de ret. Problemer er forældrene og hjemmet. 

Der indstilles til tvangsanbringelse, for at "redde" dette barn fra alt den mistrivsel.

Ved en tvangsanbringelse skal sagen i B&U, til behandling. Nye øjne. Problemer er så, hvad står der egentlig i de sagsagter? Der står i mange tilfælde en masse urigtige oplysninger, for den har jo udelukkende kørt på øjne, der ikke ser eller forstår barnet og barnets behov, men problemer hos familien. Forældrene har ofte ikke haft et ord at skulle have sagt. Der har ikke været borgerinddragelse. Sagen er kørt hen over hovedet på forældrene, som for længst er sat til dørs, alt imens de har rendt i øst og vest, til alle de ting der ikke virkede, og som aldrig burde være sat i gang. De opfattes som uvidende og umulige, og ikke i stand til at se barnets virkelige behov.

Der laves FKU (Forældre Kompetance Undersøgelser), de er meget vekslende i deres udførlighed, ligsom de §50 der burde være lavet korrekt.

Disse undersøgelser kan ligge til grund for det hele, samt alle dem, som så det samme. 

1. Men hvor blev det faglige team af i processen?
2. Hvor blev borger inddragelse af?
3. Hvor blev inddragelsen af børn over 12 år af?

I vores sager er det vigtigt med mange aktører, for blot at nævne en yderst vigtig fagperson er en børneergoterapeut, og denne har meget sjældent været inddraget, ligesom andet sundhedsfagligt personale glimmer ved deres fravær. 

Sagerne kører med administrativt personale eller sagsbehandlere, som slet ikke er uddannet i børn som vores.

Familierne køres ned, stresses, nogle får angst og depression, mister deres arbejde og får PTSD (Post Traumatisk Stress Disorder), belastnings reaktion. 

Når forældrene så er skadede, kan det også bruges mod familien, uagtet, at det eneste de behøver er ro. At de er blevet presset derud, af gentagne trusler om tvangsanbringelse af deres følsomme børn.

Værst af alt er dog, at børnene bliver tabt i de her sager.

Opfordring: Søg løbende aktindsigt på kommunen. Indhent lægejournaler. Håb på at den er fuld og hel, trods det skrives, ses at advokaterne i sidste ende får en anden aktindsigt end forældrene har fået gennem sagens forløb.