- REDAKTIONEN -
Pigerne er ikke så let genkendelige, og en del opdages ikke. I mange tilfælde ses mere de tillægs diagnoser eller adfærd der kan følge med, såsom OCD (Tvangspræget adfærd), angst, spiseforstyrelse, depression og selvskade. De problematiker kan være mere synlige end den egentlig autisme.
I "Autismebladet nr 9 - 2014", kan man læse resultatet af en survey (rundspørge) om piger med autisme. I undersøgelsen deltog 452 piger og kvinder, heraf kan man bl.a. se, hvor mange der har været fejldiagnostiseret.
Fejldiagnosticering
Piger med autisme er ikke så lette at spotte og en stor del af pigerne i vores undersøgelse knap 25%, har været fejldiagnosticerede før de fik diagnosen autisme. Pigerne har typisk været diagnosticerede med Personlighedsforstyrrelse (4.47%), Borderline (4,06%), ADHD (4,28) og tilknytningsforstyrrelser (2,28%):
Kvinderne i vores undersøgelse, har ikke bare én men flere, komorbide lidelser. De mest almindelige er angst (43%), Depression (41%), Søvnforstyrrelse (38%), ADHD (26%), Skolevægring (20%) og OCD (12%).
På side 10 fortæller
Kirsten Callesen, psykolog og leder af Psykologisk Ressource Center,
Forældre, der søger hjælp til deres barn, hører ofte, at deres datter ikke kan have autisme, for hun har både øjenkontakt og er god til at sludre med de andre piger. Men når man ser på kvaliteten af sådan en samtale mellem to piger, hvor den ene har autisme, er det ofte den ene pige, der taler og taler, og pigen med autisme, der suger det hele til sig og svarer støttende med små kommentarer som “Nej, hvor er han dum” og “Det er godt nok synd for dig”.
Man kan sige, at familierne udvikler overlevelsesstrategier, for det er de nødt til for at klare sig helskindet igennem kampen med først at få diagnosen og derefter kampen for at få det rigtige børnehave- eller skoletilbud. Jeg ser alt for mange forældre, der går ned med PTSD, og det groteske er, at det sjældent er på grund af forældrerollen, altså det at have et anderledes fungerende barn med særlige behov. Forældrene bliver slidt op og stressramte af kampene med at få omverdenen til at tage hensyn og kampene med at skaffe tålelige forhold til barnet. Jeg arbejder indimellem med kommuner, der er mistroiske overfor forældrene, specielt mødrene vurderes til at have et symbiotisk forhold til datteren, og at hun ikke lader datteren gøre noget selv. Oftest handler det om strategier, og moderens strategi er at hjælpe datteren til at komme igennem hverdagen, for hun ved, at hvis hun ikke hjælper, kan de små ting betyde, at datteren ikke kan deltage i en fællesaktivitet, eller at datteren bliver sorteret fra af de andre børn. Måske fordi datteren bliver hurtigt udtrættet, når hun er social, eller fordi hun reagerer uhensigtsmæssigt, når hun er stresset - den slags ved mødre, og derfor sørger de for at hjælpe datteren på vej med de ting, de kan gøre fra sidelinjen.
Det er et kæmpe problem for de familier, som har piger med autisme, at de ikke kan få den rette forståelse, og dermed hjælp til deres piger. De bliver set skævt til, møder mistro, der kører årelange sager, alt imens pigerne med autisme kommer på mere og mere overarbejde og mere og mere bagud i skolen. Som teenagere kan de begynde at udvikle selvskadende adfærd såsom cutting og spiseforstyrrelse. Pigerne følser sig ofte anderledes, forkerte og ikke gode nok. Det er så vigtigt, at disse unge piger får den rette støtte, og det sker først, når de forstås. Som Kirsten Callesen skriver i bladet, så er der mange forældre til piger med autisme, som ender med stress og udbrændthed. Det er ikke pga hverken autismen eller barnet, men derimod den tunge kamp, det er at få de rette tilbud til barnet. Disse piger er også i farezonen for at blive anbragt, idet man fra forvaltningens side, kan opfatte den tætte kontakt med forældrene, (især mor), som en form for symbiose. Symbiose er en ting forvaltninger elsker at hade.
Citater er hentet i AUTISMEBLADET NR 9 -2017 lige HER
