© VORES BØRNS TRIVSEL
I Oktober 2018 skrev vi om en familie i København, som var udsat for chikane, af familie afdelingen.
Nu har vi modtaget en opdatering. Vi er nærmest i chok. Vi ville lade chokket falde lidt til ro inden vi skrev, men så kom det næste med en voldsomhed, at vi må ud med det nu.
Når en handicapsag forvaltes som en socialsag, går det for alvor galt.
Den unge pige, som blev tvangsfjernet pga. fejlagtige vurderinger og fastlåste holdninger, har stadig ikke modtaget behandling for den sygdom, der startede hele sagen. Yderligere 2 år har den unge pige været holdt fra sin familie og veninder. Ren opbevaring. Hun har boet i skrald og omsorgssvigt på en institution. De sidste 2 år var de ikke i stand til at sørge for at hun fik dagligt mad og væske. Det måtte hendes mor sørge for.
Den unge pige stikker af i efteråret 2020. Hun finder en hun kan være hos. Kommunen og denne laver aftale om, at hun kan bo der. I øvrigt en enlig mor, med anbragt barn. Moderen skal godkende det, men har dårligt et valg. Det er der eller en institution, der ikke engang kan sørge for mad.
Det går bedre nogle uger, men så kører det skævt der også. Den unge pige har så mange traumer, at det kræver krise behandling, som ikke bevilges.
Da den unge igen trues med politi og med at blive kørt tilbage til den døgn institution, som ikke kunne sørge for det mest basale, stikker hun af igen og går under jorden hos en fremmed. I de år som anbragt, har det handlet om overlevelse.
Efter nogle uger bliver den unge akut hjemgivet, da familie afdelingen ikke vil komme i klemme ved at have en ung tvangsanbragt, de ikke aner hvor er.
Moderen søger et familie ophold med tilknyttede psykologer. De har ikke set hinanden i 2.5 år. Den unge pige er meget skadet og behøver psykolog. Dette afslås.
Den unge pige tør ikke tage hjem pga. kommunen og i flere måneder efter hjemgivelsen lever hun stadig i skjul.
Løsning bliver dyrt for moderen.
Den unge tør kun rykke videre, hvis det stadig er i skjul for familie afdelingen og dens mange grove overgreb.
Moderen køber en campingvogn og får 3 måneder efter hjemgivelsen endelig sin datter at se igen. I 3 år har de ikke set hinanden. Glæden er stor for hele familien. Skadernes omfang viser sig dog hurtigt. Kommunen mener at de støtter nok ved at have sat nogle telefon samtaler ind med det tidligere opholds sted.
Pigen burde være hjulpet i psykiatrien, men et meget regidt system svigter familien. Moderen må nu selv betale for psykolog/psykoterapeut.
Gennem de næste måneder går det op og ned. Moderen er på i døgndrift både som mor og som behandler. Efter 4 måneder begynder fremgangen at være stabil med små skridt, som den unge pige kan rumme.
Men så kom der endnu en underretning.
Københavns familie afdeling møder op med formands beslutning om endnu en tvangs fjernelse og rensagelse, som om det er en kriminel familie. Politiet har de også med. Den unge pige bliver så skræmt, at hun stikker af ud af vinduet. Hun tager flugten ind i en skov. Hun fare vild, og bliver først fundet 7 timer senere flere km væk. Bange, forvirret, forrevet og i chok.
Hun kan ikke gå ind i campingvognen, da kommunen og politiet har rodet rundt i deres ting. Det er for grænse overskridende. Familien får ly hos nogle andre campister, som desværre kontaktede politiet.
Den unge pige blev midt om natten kørt til en sikret døgn institution og låst inde. Institutionen huser kriminelle anbragte.
Hun blev ikke tilset af læge inden, hvilket var påkrævet, pigens tilstand taget i betragtning.
Igen er familien skilt ad. Det ser ud til at være familie afdelingens eneste mål. At relations afvikle. I dag er al kontakt taget mellem en omsorgsfuld mor og hendes tryghedssøgende datter.
Det er brud på både Børnekonventionen og Menneskerettighederne.
Sådan behandler Københavns Kommune en unge pige med funktions nedsættelse, angst og mulig autisme.
Den sidste sagsbehandler, der har set pigen var i 2017. De næste 3 sagsbehandlere og lederen har aldrig mødt den unge pige. De danner deres holdninger udfra papirer fra andre, der heller aldrig har mødt hende.
Det er en familie, hvis eneste brøde er, at deres barn har et handicap.
Vi er mange, der har fulgt familien i mange år. Vi er slet ikke i tvivl om, at de bør modtage en kæmpe erstatning, for ødelagt familieliv, offentligt omsorgssvigt og direkte overgreb og chikane.
Familie afdelingen har trukket et spor af ødelæggelse efter sig. Det bør kompenseres stort. De tabte år får familien aldrig igen, men den økonomiske ruin bør dækkes, ligesom svie og smerte.
Vi kan i akterne ikke finde dokumenterede faglige vurderinger. Ingen journalføring eller grundlaget for at anbringe i første omgang, - alligevel har både Ankestyrelsen og Byret givet kommunen medhold.
Den 17 åriges eget ønske om være hjemme, inddrages ikke. Det er ellers en milepæl i udspillet "Børnene først" at børnenes egne ønsker skal vægtes højt.
Det er en skandale!
//Rigmor
Læs vores tidligere artikel 👇
https://voresboernstrivsel.blogspot.com/2018/10/familie-udsttes-for-grov-chikane-af.html
© VBT - Vores Børns Trivsel
