TRIGGERWARNING
Din hjerne reagerer, før du ved, du har læst beskeden i e-boks
Borgermøde på X vej d. XX.XX.XXXX kl. XX.
Men det er ikke det, din hjerne har læst! Din hjerne har læst DOMMEDAG.
For din hjerne ved hvad emnet, på dette tilsyneladende uskyldige borgermøde, er; Børnefaglig undersøgelse på dit barn, fordi du har været så optimistisk, at ansøge om en indsats til dit barn. En indsats dine samarbejdspartnere – deriblandt fagpersoner - har bakket dig op i.
Men din hjerne har allerede erfaring med at tro ”alt nok skal gå”. Din hjerne ved af bitter erfaring, at du ikke har råd til at tro ”alt nok skal gå”. Den går i kamp-mode.
Informationer er sendt ud til samtlige af kroppens receptorer. Dato er memoreret og vigtigst af alt: Der er afsendt bestillinger på ammunition ud i alle geledder. Hormoner gør sig klar til kamp. Træner – marcherer i række og geled. ”Gevær ved fod”!
Men… der er god tid… du opdager ikke (helt) den indre revolution. Du gør, hvad hjernen åbenlyst dikterer. Finder dokumentation for alt det du mener. Sagsakter, beskrivelser, VISO rapport. Hvem underbygger det åbenbare? Hvem har været så forudseende, at de har beskrevet det, så alle kan læse og forstå – uden at lade tvivlen komme til selv den største tvivler. Det er den ydre ammunition.
Dagen oprinder. Du ved du er klar, men tror ikke på det. Du forsøger at narre din krop med beroligende teknikker, du har lært dig selv hen ad vejen. Men din hjerne er smart!! Den lader sig ikke narre. Du kan altid regne med den. Den er din trofaste ven, der ikke svigter dig på så vigtig en dag. Din hjerne fordeler tropperne til samtlige bastioner. Hormoner iklædt kampuniform.
– Du skal på toilettet. Ikke bare den ene gang. Din hjerne gør din krop klar.
Til mødet har du masken på. Du smiler. Dine øjne søger kontakten. Du undgår at lægge armene over kors. Din stemme er blød og dæmpet. Måske kan du lade en sætning ledsages af en lille latter. Du hører dig selv krænge private beretninger ud, som man ellers holder inden for familiens sluttede kreds. Men din hjerne er med dig og spørger dig, lydløst, om du er sikker på, dit barn matcher hele persongalleriet fra Ole Lund Kirkegaards forfatterskab? Du holder en pause. Drikker af det vand du selv havde med. Forudseende. Erfarent. Du kikker på uret. Tiden er gået, men snakken fortsætter. Din hjerne råber nu til dig: UD. Lydløst.
Du tror du har fri. Kan trække vejret. Efterlade den sårede hær, der kæmpede trofast ved din side de sidste mange timer. Før. Under. Og nu også efter. For din hjerne slipper dig ikke her. Du skal efterbearbejde. Evaluere. Havde din chef kaldt det. Hvis du stadig havde én. Nu er chefen din hjerne. Og du slipper ikke.
Næste dag vågner du omtåget. Du tror du har drømt. En af de hårde. Men den virkelighed, der sidder i sindet, mærker du også i kroppen. Din krop vejer som et ondt år. Dit hoved er tungt. Skuldre og nakke frosset fast som en isklump, der ikke vil slippe sit greb. Et øjeblik mindes du ungdommens fester, som dagen derpå efterlod de samme spor.
Men du har ikke været til fest. Det minder din trofaste ven dig om. Din hjerne har allerede indtastet advarslen: Er du klar til resultatet i e-boks om X dage…. X måneder?
Din ven passer på dig og sender tropperne ud.
VBT - Vores Børns Trivsel takker Karina Bundgaard mange gange for tilladelse til, at publicere hendes tekst på vores blog.
Foto: Pixabay.com
