- LuckyShot -
"Du skal bare samarbejde"
"Hvis ikke du får den nødvendige hjælp er det fordi du ikke samarbejder godt nok" "systemet er der for at hjælpe, det er bare dig der skal samarbejde". Dette er eksempler på sætninger jeg har hørt et utal af gange og er ved at brække mig over det.
Dengang jeg henvendte mig til kommunen i håb om at få hjælp var det med en kæmpe tiltro til at systemet var der for at hjælpe børnene og havde man Intet at skjule så skulle man bare samarbejde og lade dem passe deres arbejde. De er jo fagpersoner og kan hurtigt finde op og ned i det her. ALDRIG har jeg tager så grueligt fejl. Jeg brugte de første par år på at samarbejde om ALT. Jeg skrev ukritisk under på alt, sagde ja til alle møder. Havde familiekonsulent rendende 2 gange pr uge og deltog i blækklattest og div andre psykolog test der skulle fastslå min forældreevne (der var ikke en eneste observation i testen af hvordan jeg fungerede med mine børn) Jeg var ved at drukne i møder og besøg og et hjem de hver gang forventede var pletfri, samtidig gik jeg først højgravid og med gladesten, senere med en baby på armen og en 3 årig, galdestenene var der endnu (har du aldrig haft galdesten, så var min oplevelse at jeg hellere ville føde 10 børn end have galdesten igen)
En dag var der en der spurgte mig hvor grundigt jeg læste det jeg skrev under på, ved nærmere eftertanke var det ikke grundigt nok, det var som om der konstant blev listet noget ind jeg ikke var informeret om eller forstod, for senere at kunne ændre papirerne gradvist til at komme længere og længere væk fra det oprindelige mål. Jeg bad om agteindsigt, og da den langt om længe kom, blev jeg mildest talt chokeret. Jeg har aldrig læst ting der var så fordrejede. De søde, venlige mennesker der kom i mit hjem, var der tilsyneladende kun som fejlsøgere, de beskrev værelser de aldrig havde været i, overanalyserede alt og beskrev rod og skidt der ikke var der. En flyttekasse i et hjørne blev til bunker af flyttekasser osv. Det var noget af en fiktionsroman de havde sat sammen. Derfra begyndte jeg at sige fra.
En familiekonsulent ville have mig til at skrive under på hun måtte kører med mine børn, da jeg sagde nej til det blev der for alvor erklæret krig fra deres side, alt vi gjorde var forkert, lugten i vores hjem (med minkfarm ved siden af i pelsningssæson), vores måde at give den mindste mad, ja alt var forkert. Min eksmand blev beskrevet i papirerne som depressiv, men ingen sagde noget eller forsøgte at hjælpe ham.
Jeg tabte pusten i alt det her og lod kontakten gå igennem min eksmand, jeg kunne ikke udholde familiekonsulenten og hendes løgne og kritiserende blikke. Jeg havde fået nok. Jeg vidste derfor ikke hvad der var af aftaler og deltog ikke i alle møder. Jeg vidste derfor ikke at familiekonsulenten ikke havde kunne få fat i min eksmand et par uger, da jeg en formiddag sov på sofaen med den yngste på ca. 7 mdr. På armen imens farmand kørte den ældste i børnehave. Jeg vågner ved at døren brager op og der bliver råbt hallo imens familiekonsulenten buldre ind og vækker selvfølgelig den lille i processen. Den præcise ordlyd kan jeg ikke længere huske men jeg husker at hun råbte op om vores vasketøj på badeværelset (og ja der var en del, men børnene havde masser af rent tøj og vi ventede ikke besøg) hendes sidste ord da jeg viste hende døren var at når jeg nu ikke gad sørge for et ordentligt hjem til mine børn (udover vasketøjet var der legetøj på gulvet) så kunne hun bare fjerne dem.
Efter ca 1/2 times tid, hvor min Eksmand er kommet hjem i mellemtiden, kommer familiekonsulenten tilbage med en ukendt sagsbehandler, igen vader de ind uden at banke på, min eksmand stopper dem i døren til stuen, da jeg lige havde lagt mig igen og han stod med den lille på armen, de stod og råbte op og skabte sig helt åndssvagt mens han gennede dem hen mod døren og aftalte et møde med dem istedet.
Inden mødet havde min eksmand og jeg besluttet at vi skulle flytte fra hinanden, presset var for stort, alt var kaos, og kommunens på det tidspunkt ca 2-3 årig indblanden i vores liv havde opbrugt alle energidepoter og kørt os helt ned under gulvbrædderne. Hvor var det system jeg stolede blindt på skulle hjælpe mine børn og os som familie?
Da vi på mødet fortalte at jeg og børnene ville flytte til nabokommunen blev vi straks truet med at sagen fulgte med og at vi ikke kunne flygte fra problemerne og meget andet. Mig og børnene flyttede dog alligevel. Vi fandt en lille toværelses lejlighed. Jeg kørte ca 60-70 km om dagen for at fastholde den ældste i sin børnehave så hun ikke skulle føle hun mistede alt på en gang.
Efter et par uger i den nye lejlighed blev jeg ringet op at den nye kommunes sagsbehandler. Hun ville gerne hører hvordan vi havde det og spurgte pænt og høfligt ind til os. Efter lidt snak frem og tilbage nævner hun at hun har fået en underretning fra vores tidligere familiekonsulent, men at hun ikke lige kunne se nogen direkte bekymring for pigerne og derfor gerne ville komme forbi. Nogen dage efter havde jeg besøg af hende og en studerende. Inden de gik igen sagde sagsbehandleren at det hun læste i underretningen var ren hetz på forældrene og ingen reel bekymring for børnene, så hvis ikke jeg havde noget, så ville hun arkiverer sagen. Jeg turde ikke bede om hjælp og var lykkelig over noget tiltrængt ro. Det ca 1/2 år vi boede i kommunen havde vi ingen kontakt yderligere med kommunen.
Det startede forfra da jeg valgte at flytte tættere på min datters børnehave og dermed tilbage til gl. Kommunen. Her fik en forræderisk læge startet sagen op igen, men mere om det en anden gang.
Min erfaring med blindt samarbejde med kommune n er at man drukner i det, for de tror alle har noget at skjule og de graver til de finder det. Som en lærer jeg havde på et akademi modul i ledelse engang sagde til os, samarbejde kræver utrolig mange ting, så derfor er det fuldkommen åndssvagt at spørger folk om de kan samarbejde, for det kommer altid an på med hvem. Det hjælper jo ikke jeg gerne vil samarbejde hvis den jeg ønsker samarbejde med kun modarbejder.
Nuværende sagsbehandler er også frygtelig glad for at beskrive min samarbejdsevne. Spørsmål hun aldrig har stillet mig, skriver hun "vides ikke, da mor ikke ønsker at samarbejde om dette" denne sætning var bla, om min beskæftigelse og økonomi, og i og med jeg havde søgt julehjælp ved hende, kunne hun jo bare have spurgt. Hvorfor skulle jeg ikke ville fortælle det? Men man skal åbenbart være tankelæser for at samarbejde med kommunen.
I forældreevne undersøgelse var der også nogen test jeg ikke kunne gennemfører pga tidligere fysisk traume, dette blev også noteret at jeg ikke ville samarbejde. Jeg synes nu det er at samarbejde at være opmærksom og åben omkring sine begrænsninger, men kommune. Har tilsyneladende helt andre forståelse for det med at samarbejde end jeg har. Og nej jeg samarbejder ikke længere blindt om alt. Og siger nej. Kommunen er ikke længere velkomne i mit hjem og jeg har fået nok af familiekonsulenter, efter at have været igennem 3 af deres fejlsøgningsagenter.
Læs hvad du skriver under på, og sig fra hvis du ikke kan se dig selv i deres planer og søg jævnligt agteindsigt. Kun på den måde har du en chance for at følge agendaen.
Håber i kunne tygge jer igennem det lange og første indlæg fra min side, og lig gerne en kommentar.
-- LuckyShot--
