________________________________________________________
Redaktion
Redaktion
Ofte vil familier med særligt sensitive børn blive behandlet nedværdigende, med modstand, med uvidenhed, med fordomme om at være en familie i omsorgssvigt, med råd og ondskab. Når både sagsbehandlee og andre høre, om dette, nægter de og bliver stejle, for de vil da kun hjælpe påstår de. Men uden at lytte, uden at være ydmyg, uden nok viden, vil familierne blive behandlet råt og med ondskab. De vil skulle leve liv, som slet ikke passer dem. De tvinges ud i situationer (hjælp), som for manges vedkommende er nøjagtig det modsatte, nemlige en ekstra belastning. For at yde rette hjælp, er det nødvendigt, først at forstå både barnet, barnets udfordringer og familien som helhed. Det mangler ofte. Og så forstår de ikke, at barnet ikke trives bedre end før, hvilket tillægges familiens manglende forældre evner.
Faglighed som værn
For ikke at deltage i et kollektivt selvbedrag flygter mange pædagoger derfor ud af faget eller ind på diplom- og masteruddannelser. De, der bliver, enten forliger sig med forringelserne og bliver tiltagende selv forrået, eller de kæmper imod ved at skabe sådan nogle små øer, hvor man kan holde fanen højt.
»Man prøver at hæge om fagligheden og de gange, man gjorde det godt, uden at være blind for, at man ikke altid gør det godt nok. Det er netop den faglige tænkning, der er det bedste værn mod ondskaben og forråelsen. Vi har brug for faglig dialog for at skabe refleksion og undgå selvbedraget om, at vores onde handlinger er gode. Ellers risikerer man at flytte grænsen for, hvad der er okay, og acceptere, at man omsorgssvigter et omsorgssvigtet barn, fordi kommunen ikke har ressourcer til støttetimer. Så har man ændret moral, og så begynder det at blive rigtig uhyggeligt,« siger Dorthe Birkmose, der ville ønske, hun havde en vaccination mod ondskab eller en billig løsning på problemerne.
Du kan læse hele artiklen HER
