_________________________________________________
Cases
Cases
I dag er bare en af de dage....
En af de dage hvor jeg reflekterer over de sidste 4 år - siden vores skønherlige kraftfulde empatiske orkan kom til verden.
Bevars, det er den største gave ever. Men hvor har alt også ændret sig og gået ned af bakke siden - altså bortset fra den skønherlige orkan💙❤
Jeg er en udmattet mor slidt til sokkeholderne, ligeså farmand.
Der har været så mange "kampe" at kæmpe siden han kom til verden for snart 4,5 år siden. Vi aner ikke hvem vi selv er længere. For alt er gået op i at være der for vores søn og hans udfordringer, og så kæmpe en masse kampe.
Det er en af de dage hvor ventetiden til konklusionen på udredningen, på børnepsyk, føles så uendelig lang, og jeg tænker, kan Marts ikke bare komme an nu.
Som dagen i dag og i går, tænker jeg, at han har en diagnose, for det her kan simpelthen ikke klassificeres som værende "almindeligt".
Og så er der andre dage, som bekræfter mig i, at vores skønherlige kraftfulde orkan, blot er sensorisk udfordret på den ene og den anden måde. Og med rette miljø, hensyntagen mv, så er han klar til at rumme og kaperer omverdenen.
Og så er der også bare alle de andre dage, hvor jeg tænker, jeg er ved at blive skør i bolden, at det er os forældre som fuldstændig helt og aldeles har fejlet😓 Det er de dage, hvor jeg reflekterer over alle de kampe, vi har måtte tage med så mange instanser/fagpersoner. Folk som har negligeret alt hvad vi fortæller om vores søns søvnudfordringer, ufrivillige bevægelser, adfærd og forsinket motorik.
I dag er også bare en af de dage, hvor jeg reflekterer over alle dem som har svigtet os - og det er rigtig mange.
Nogen har valgt sig selv fra, og andre har vi valgt fra, for vi orkede simpelthen ikke også at skulle retfærdiggøre de udfordringer med vores søn, overfor dem.
For dem blev vi også mindre og mindre interessante, fordi de ikke forstod hvad vi prøvede at fortælle.
I dag er også en af de dage hvor jeg reflekterer over hvor "nemt" så mange andre har det - med udfordringer eller uden udfordringer.
De har pasning/aflastning, rengøringshjælp, de har Bedster der bager og laver mad til dem. De arbejder kun deltid eller slet ikke arbejder....
Og det gør mig barnlig vred. For når jeg ser hvad vi står i, udmattelse helt ned til sokkeholderne, så synes jeg, det er urimeligt. 2 stk fuldtids arbejde, hus, have, ingen pasningsmuligheder, ingen rengøringshjælp, ingen Bedster der lige fylder fryseren op og hjælper til....
Når man ingen hjælp har, og har et barn som kræver ekstra, så er der bare ikke nok timer i døgnet. Og var der nu det, havde man så overskuddet til at køre på...?
Jeg savner glæden ved livet, at kunne føjte rundt som alle andre, uden at skulle tage hensyn.
D. 25/2 er der afslutning i bh med fællesspisning, for alle de børn, som skal videre i storbørnsgruppen.
Det er fra 17.45 til 19.30😳 For en dreng som vores, er dette helt og aldeles umuligt. Kl. 17.45 er han maks træt, og kl 18.30 kan han ikke holde sig vågen mere.
Med denne lange erklæring, søger jeg ikke medlidenhed, blot luft..., så jeg vil stoppe nu og reflekterer videre ude i solen☀
God dag☀❤